Lizette Risgaard: De borgerlige nægter at forholde sig til den stigende ulighed i Danmark

Uligheden i Danmark er steget igennem de seneste ti år. At negligere det er en hån mod de 64.500 fattige børn i Danmark. For mens de rigeste danskere er ved at stikke af fra resten af samfundet, så er antallet af børn, som vokser op i fattigdom, nærmest eksploderet.

Den udvikling er blevet hjulpet godt på vej af et politisk fokus på at uddele gaver i toppen af samfundet og pisk i bunden.

Den stigende ulighed er problematisk, uanset om man tilhører gruppen, som har fået flere eller færre penge mellem hænderne. For når afstanden imellem rig og fattig bliver for stor, så svækkes tryghed, tillid og sammenhængskraft i samfundet.

I fagbevægelsen indledte vi derfor 2019 med at foreslå politikerne at indføre et ulighedsstop. Et opgør med den politik, der år for år øger afstanden mellem rig og fattig i Danmark.

Det var min forhåbning, at forslaget om et ulighedsstop ville åbne en debat om, hvordan vi i Danmark forholder os til den stigende ulighed. Jeg var forberedt på igen at høre synspunkter som ’ulighed er godt, fordi det motiverer bunden af samfundet til at gøre en ekstra indsats’, og ’ulighed er ikke et problem i Danmark, fordi alle kan tage en uddannelse og få en god løn, hvis de arbejder hårdt nok’. De synspunkter popper jo op fra tid til anden, og alle synspunkter er velkomne i debatten.

Talgymnastik og ordkløveri

Jeg må dog konstatere at i stedet for en konstruktiv debat om, hvordan vi som samfund forholder os til den stigende ulighed, så har fagbevægelsens forslag om et ulighedsstop startet en lavine af talgymnastik, teoretiske krumspring og udenomssnak i den borgerlige lejr.

Særligt tænketanken Cepos og Berlingske Tidendes skribenter har forsøgt at negligere og afspore debatten ved at hænge sig i ligegyldige detaljer og fordreje essensen af det foreslåede ulighedsstop. Uden at forholde sig til det faktum, at uligheden i Danmark er steget. Uden at overveje konsekvenserne af, at 64.500 børn i Danmark i dag lever i fattigdom.

Hvordan man gentagne gange kan angribe forslaget om et ulighedsstop uden overhovedet at forholde sig til den del af debatten, er mig ubegribeligt. Men vi må jo have ramt plet på den ene eller anden måde, når flere stemmer i den borgerlige lejr er så ihærdige efter at afspore debatten.

Jeg forstår selvfølgelig godt, at det er ærgerligt for de sorte liberalister, at den negative side af deres fordelingspolitik trækkes frem i lyset og udstilles råt for usødet – ovenikøbet så tæt på det kommende folketingsvalg. Men debatten om den stigende ulighed er af så stor samfundsmæssig betydning, at den ikke må drukne i talgymnastik og ordkløveri.

Danskere imod ulighed

Lad os nu i stedet for få en debat om sagens kerne, nemlig hvordan vi som samfund fordeler goderne imellem os. Vil vi for eksempel acceptere, at antallet af fattige børn fortsat stiger, mens vi giver skattelettelser til de rigeste, eller vil vi have Danmark i en anden retning?

Den stigende ulighed er ikke kun et emne, der optager fagbevægelsen. Faktisk viser en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik for Fagbevægelsens Hovedorganisation, at to ud af tre danskere oplever uligheden i Danmark som et problem. Selv blandt de rigeste danskere er det mere end halvdelen, som mener, at uligheden mellem rig og fattig er et problem.

Med det in mente er vi simpelthen nødt til at diskutere, om vi som samfund skal fortsætte med at øge uligheden ved at give skattelettelser og privilegier til de rigeste, eller om vi i stedet skal investere i fællesskabet og løfte dem, som har mindst. Det gør vi bedst gennem mere uddannelse, bedre velfærd og et styrket sikkerhedsnet. Hvad vil danskerne?

Lad os nu få gang i den reelle debat om, hvilken retning Danmark skal udvikle sig i. Og lad os få flere aktører på banen. Vi er alle med til at forme Danmarks fremtid. Vi har alle sammen et ansvar. Så brug din stemme i debatten.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation