Kommentar

Lizette Risgaard: De borgerlige nægter at forholde sig til den stigende ulighed i Danmark

Selv om de fleste danskere synes, at uligheden er et problem, drukner de borgerlige debatten i talgymnastik og ordkløveri. Lad os i stedet forholde os til de 64.500 børn, der lever i fattigdom, skriver formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation i dette debatindlæg
For mens de rigeste danskere er ved at stikke af fra resten af samfundet, så er antallet af børn, som vokser op i fattigdom, nærmest eksploderet.

For mens de rigeste danskere er ved at stikke af fra resten af samfundet, så er antallet af børn, som vokser op i fattigdom, nærmest eksploderet.

Tine Sletting

14. marts 2019

Uligheden i Danmark er steget igennem de seneste ti år. At negligere det er en hån mod de 64.500 fattige børn i Danmark. For mens de rigeste danskere er ved at stikke af fra resten af samfundet, så er antallet af børn, som vokser op i fattigdom, nærmest eksploderet.

Den udvikling er blevet hjulpet godt på vej af et politisk fokus på at uddele gaver i toppen af samfundet og pisk i bunden.

Den stigende ulighed er problematisk, uanset om man tilhører gruppen, som har fået flere eller færre penge mellem hænderne. For når afstanden imellem rig og fattig bliver for stor, så svækkes tryghed, tillid og sammenhængskraft i samfundet.

I fagbevægelsen indledte vi derfor 2019 med at foreslå politikerne at indføre et ulighedsstop. Et opgør med den politik, der år for år øger afstanden mellem rig og fattig i Danmark.

Det var min forhåbning, at forslaget om et ulighedsstop ville åbne en debat om, hvordan vi i Danmark forholder os til den stigende ulighed. Jeg var forberedt på igen at høre synspunkter som ’ulighed er godt, fordi det motiverer bunden af samfundet til at gøre en ekstra indsats’, og ’ulighed er ikke et problem i Danmark, fordi alle kan tage en uddannelse og få en god løn, hvis de arbejder hårdt nok’. De synspunkter popper jo op fra tid til anden, og alle synspunkter er velkomne i debatten.

Talgymnastik og ordkløveri

Jeg må dog konstatere at i stedet for en konstruktiv debat om, hvordan vi som samfund forholder os til den stigende ulighed, så har fagbevægelsens forslag om et ulighedsstop startet en lavine af talgymnastik, teoretiske krumspring og udenomssnak i den borgerlige lejr.

Særligt tænketanken Cepos og Berlingske Tidendes skribenter har forsøgt at negligere og afspore debatten ved at hænge sig i ligegyldige detaljer og fordreje essensen af det foreslåede ulighedsstop. Uden at forholde sig til det faktum, at uligheden i Danmark er steget. Uden at overveje konsekvenserne af, at 64.500 børn i Danmark i dag lever i fattigdom.

Hvordan man gentagne gange kan angribe forslaget om et ulighedsstop uden overhovedet at forholde sig til den del af debatten, er mig ubegribeligt. Men vi må jo have ramt plet på den ene eller anden måde, når flere stemmer i den borgerlige lejr er så ihærdige efter at afspore debatten.

Jeg forstår selvfølgelig godt, at det er ærgerligt for de sorte liberalister, at den negative side af deres fordelingspolitik trækkes frem i lyset og udstilles råt for usødet – ovenikøbet så tæt på det kommende folketingsvalg. Men debatten om den stigende ulighed er af så stor samfundsmæssig betydning, at den ikke må drukne i talgymnastik og ordkløveri.

Danskere imod ulighed

Lad os nu i stedet for få en debat om sagens kerne, nemlig hvordan vi som samfund fordeler goderne imellem os. Vil vi for eksempel acceptere, at antallet af fattige børn fortsat stiger, mens vi giver skattelettelser til de rigeste, eller vil vi have Danmark i en anden retning?

Den stigende ulighed er ikke kun et emne, der optager fagbevægelsen. Faktisk viser en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik for Fagbevægelsens Hovedorganisation, at to ud af tre danskere oplever uligheden i Danmark som et problem. Selv blandt de rigeste danskere er det mere end halvdelen, som mener, at uligheden mellem rig og fattig er et problem.

Med det in mente er vi simpelthen nødt til at diskutere, om vi som samfund skal fortsætte med at øge uligheden ved at give skattelettelser og privilegier til de rigeste, eller om vi i stedet skal investere i fællesskabet og løfte dem, som har mindst. Det gør vi bedst gennem mere uddannelse, bedre velfærd og et styrket sikkerhedsnet. Hvad vil danskerne?

Lad os nu få gang i den reelle debat om, hvilken retning Danmark skal udvikle sig i. Og lad os få flere aktører på banen. Vi er alle med til at forme Danmarks fremtid. Vi har alle sammen et ansvar. Så brug din stemme i debatten.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Knap
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Claus Bødtcher-Hansen
Lise Lotte Rahbek, Peter Knap, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Kunne fagbevægelsen ikke stifte et nyt parti - det gamle synes at have overskredet sidste salgsdag.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Herdis Weins, Peter Knap, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Et stop for uligheden er langtfra nok.
Med andre ord, det forslår som en skrædder i helvede.

Vi skal helt tilbage til den velfærdspolitiske grundtanke; at omfordele til hele samfundet, den grundidé, der før gjorde de Skandinaviske lande til de rigeste på humanisme og velstand i verden.

Idag gennemsyrer uligheden alt ligefra uddannelse og sundhed til daginstitutioner og ældreområdet.
De arbejdsløse hetzes og behandles som ansigtsløse slaver.
Flygtninge udsættes for de mest fattigdomsskabende nedskæringer set i 80 år.
Der er ikke lighed for loven.
Altimens stikker lønningerne og profitten i samfundstoppen fuldstændig af, og vennetjenester og nepotisme florerer.
Skattekronerne fosser ud af landet via lukrative huller i lovgivningen og it-systemerne.

Der er nok at tage fat på.

Peter Beck-Lauritzen, Knud Larsen, Sten Stenbæk, Bjarne Bisgaard Jensen, Ebbe Overbye, Torben Skov, Herdis Weins, Peter Knap og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Lad os få fjernet integrationsydelsen - tænker det vil hjælpe gevaldigt på statistikken!

Peter Beck-Lauritzen, Knud Larsen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Sten Stenbæk

Det mest groteske er at de fattige betaler højere procentvis skat end dem med de større indkomster. Jeg har regnet mig frem til at en person (A) med en årsindtægt på 250.000 kr betaler ca. 80.00 i skatter og måske 40.000 i afgifter (moms, grønne afgifter, "giftskatter", ejendomsskat, benzin, bilafgifter og registreringsafgifter mm), i alt 120.000 altså 48%, medens en person (B) med en indtægt på 500.000 betaler i 190.000 i skat og det samme i afgifter, altså i alt 230.000 eller 46%. Helt grotesk bliver det hvis det hvis A er storryger eller kører i en stor dieselbil eller køber en ny bil med tilsvarende afgifter, eller hvis A sparer op til pensionen med tilsvarende skattefradrag,
Det mangler i opgørelsen af uligheden at de fattige betaler højere skat+afgifter end dem med større indtægter

Peter Beck-Lauritzen, Knud Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar