Læserbrev

Magistrenes formand: Lad ikke politikere spille faggrupper ud mod hinanden i pensionsspørgsmålet

Uanset om man er pædagog, rengøringsassistent, murer, sygeplejerske eller akademiker kan man miste arbejdsevnen
7. marts 2019

Folketingskandidat Jens Jonatan Steen (S) beskylder i Information den 4. marts de akademiske fagforeninger for at være usolidariske i debatten om differentieret pensionsalder.

Det ville selvfølgelig være opportunt for dem, der gerne vil spille de forskellige grupper på arbejdsmarkedet ud mod hinanden, hvis det var korrekt. Men akademikerne er ikke usolidariske.

Tværtimod har vi sammen med Ældre Sagen foreslået en solid løsning for dem, der bliver slidt fysisk eller psykisk af arbejdslivet. Uanset branche, fag og uddannelse.

Alle, der i de sidste år af arbejdslivet kun har under halv arbejdsevne, skal have ret til en nem adgang til seniorførtidspension på et ordentligt ydelsesniveau.

En solid ordning for alle med nedsat arbejdsevne vil være en fordel for de ufaglærte, som bliver udsat for fysisk slid. Men ordningen kan også rumme andre faggrupper, der gennem et langt arbejdsliv oplever stort pres i dagligdagen.

Alle skal have en værdig exit, inden de bliver helt slidt ned. På den måde kan vi passe på den universelle velfærd, som sikrer retssikkerhed for alle borgere.

Uanset om man er lærer, rengøringsassistent, murer, sygeplejerske eller akademiker kan man miste arbejdsevnen. Derfor arbejder vi for en løsning, der dækker alle og for solidaritet mellem alle lønmodtagere.

Vi skal ikke lade os spille ud mod hinanden af politikerne, men i stedet stå sammen om værdige løsninger for alle, der har behov, så alle får et godt seniorliv.

Endelig bør vi i fællesskab arbejde for, at vi alle kan holde til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det kræver fokus på arbejdsmiljø og øgede muligheder for at tilpasse arbejdslivet til de forskellige livsfaser, ligesom der også skal investeres i omskoling og efteruddannelse.

Vi må ikke acceptere, at mennesker nedslides på arbejdspladsen. Løsningen handler i høj grad også om forebyggelse, inden skaden er sket. Gode arbejdspladser, et godt organiseret, socialt arbejdsmiljø og større fleksibilitet i forhold til opgaver og tid.

Der er brug for sammenhold mellem lønmodtagerne. Og solidariteten bør ikke kun række for egne medlemmer eller bestemte vælgersegmenter.

Camilla Gregersen, Dansk Magisterforening

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu