Klumme

Mainstreammedier har medansvar for højreradikalisering

Terroristen fra Christchurch og åndsbeslægtede radikaliseres ikke kun af det mørke internet – alt for ofte bidrager også politikere og meningsmagere fra den etablerede elite til at fremelske miljøer, hvor hadet kan blomstre
En politibetjent på vej til at lægge blomster til ære for ofrene ved terrorangrebet i Christchurch.

En politibetjent på vej til at lægge blomster til ære for ofrene ved terrorangrebet i Christchurch.

Ahmed Gomaa Xinhua / eyevine

1. april 2019

Når talen falder på truslen fra islamistisk terrorisme, betvivler ingen, at radikalisering spiller en afgørende rolle, hvad enten den skabes gennem internetpropaganda, hadprædikanter eller det ekstremismeeksporterende Saudi-Arabien (som Vesten bevæbner og ser som allieret).

Taler vi om det ekstreme højre, findes denne konsensus ikke. Det har sine grunde, der er så indlysende, som de er ubehagelige: Højreradikalismens hadprædikanter, hvervesergenter og nyttige idioter findes nemlig ikke kun i offentligheder, der opererer i skyggen.

De har i nogen grad også formået at etablere sig i den almindelige offentlige mening – ja, nogle af dem er ligefrem medlemmer af politikkens og medieverdenens eliter.

For to uger siden blev 50 muslimer myrdet i Christchurch, New Zealand. Før nedslagtningen havde angrebsmanden forsynet sine våben og magasiner med inskriptioner som: »Hævn for Rotherham« – en reference til britisk-pakistanske netværks systematiske sexovergreb på mindreårige fra 1997-2013 i byen Rotherham.

Britisk højreterror

Også Storbritannien har sin andel af højreradikale terrorister. Fra David Copeland, der detonerede en sømbombe på en klub for homoseksuelle i Soho i 1999 til Thomas Mair, der i 2016 knivdræbte Labour-politikeren Jo Cox (og blev hyldet for dette af 25.000 onlinesympatisører) og Darren Osborne, der kørte sin bil ind i moskégængere i 2017 (hvoraf én blev dræbt).

Som radikaliseringsekspert Abdul-Azim Ahmed fra Cardiff University udtrykte det:

»Osbornes ekstremisme kom også fra mainstreammedier og fra mainstreampolitikere.«

Få dage før terroren i Christchurch talte jeg med Tore Bekkedal, en ung norsk socialdemokrat. I 2011 overlevede han den højreradikale Anders Breiviks massakre på Utøya ved at gemme sig på et toilet. I 90 minutter hørte han skud og skrig fra de 69 mennesker, der blev myrdet.

»Jeg plejer at kalde det ’Orkanen Breivik’,« sagde han: »For folk har lettere ved at betragte det som en naturkatastrofe.«

Siden er det indvandringsfjendske Fremskrittspartiet blevet juniorpartner i Norges regering. Dengang fremhævede det konservative Daily Telegraph, at Breivik jo retfærdiggjorde sin udåd ud fra et motiv om »at sikre Europas fremtid imod kulturmarxismens og islams tyranni«.

Normaliseret term

I sidste uge udtalte tidligere Brexit-minister Suella Braverman:

»Vi står midt i en krig imod kulturmarxismen.«

At journalister påpegede termens ophav og forbindelse til Breivik, fik ikke Braverman til at fortryde sit ordvalg. Hvor Braverman har samlet ordet op, er ikke til at vide, men hun har ikke skullet lede efter det i internettets afkroge.

»Kulturmarxismen vokser vildt,« skrev Telegraphs redaktør Alister Heaths sidste år. Ordet har haft andre forekomster i avisen, der f.eks. har citeret en anonym tidligere embedsmand for en udtalelse om, at »embedsmandsstanden er gennemsyret af anglofobi og kulturmarxisme«.

Det samme gør sig gældende i avisen The Times, hvor klummister som Ron Liddle raser imod »kulturmarxismens forblændelser«.

Som Neil Basu, den øverste chef for Storbritanniens antiterrorindsats, sagde for nylig, bistår mainstreammedier med at radikalisere det yderste højre gennem en ofte uansvarlig journalistik.

En del af medieverdenen er med til at promovere had mod minoriteter og ikke fra obskure moskeer eller gadehjørner. Men fra tabloidaviser og netplatforme, der når et millionstort publikum.

»Muslimer siger til briterne: Gå ad helvede til,« skrev Daily Express på sin forside, mens The Sun under et billede af IS-bøddelen Jihadi John gjorde opmærksom på, at »en ud af fem britiske muslimer« har sympati for jihadister. Og i det konservative ugemagasin The Specator har man kunnet læse forsvar for græske neofascister, artikler med påstande om at sorte har lavere IQ end hvide og en artikel, der beklagede sig over, at »der er slet ikke nok islamofobi i det konservative parti«.

Med højreradikalisme på global fremmarch fra Italien til Brasilien burde det være tid til selvransagelse. Er der tilgange og diskurser, der spiller de højreradikale kræfters spil og hjælper dem yderligere frem?

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Ideen om ’den store udskiftning’ og forventningen om en kommende borgerkrig er blandt andet udbredt blandt højreradikale bevægelser.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Espen Bøgh
  • Gert Romme
  • Christian Mondrup
  • Olaf Tehrani
Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Gert Romme, Christian Mondrup og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

I artiklen henvises til begrebet "kulturmarxisme". Denne betegnelse blev lanceret i 1990-erne i højreradikale "new right" kredse i USA. I sin tendens er begrebet nært beslægtet med den nazistiske retoriks "kulturbolsjevisme" fra 1930-erne. Mere herom i tysk Wikipedia https://de.wikipedia.org/wiki/Cultural_Marxism_%28Schlagwort%29 og https://de.wikipedia.org/wiki/Kulturbolschewismus

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Espen Bøgh og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Faktisk er det da helt undlysende, at der er nogle, der tror på, hvad der bliver sagt.

F.eks, er debatten om at jorden er flad eller rund dukket op igen i medierne Wold Wide her i det herrens år 2019, hvor man forlængst har sendt mennesker ud i rummet. Formentlig er denne myte ganske uskyldig, men den viser i hvert fald, at der simpelt hen er nogle, ønsker at blive bekræftet i sine egne fordomme og myter.

Måske er det svagt fungerende personer. Men personer - herunder også politikere - der udtaler sig stærkt nedsættende, forhånende og hadefulde om andre mennesker, er efter min opfattelse faktisk skyldige en række ubehagelige gerninger.

Og jo højere de er kommet i samfundet, jo mere skyldige er de efter min opfattelse. F.eks. i USA er antallet af racistiske hændelser og mord mod farvede og kvinder steget markant efter at Donald John Trump er blevet præsident. Dette registreres også i Forbundsrepublikken og i Italien. Og i Storbritannien er det blevet så omfattende, at man er ved at udarbejde et advarselssignal mod højreradikale attentater - præcis som ved højvande.

https://expo.se/2019/03/nyfascistisk-grupp-utreds-f%C3%B6r-koppling-till...

https://expo.se/2019/03/antimuslimska-tendenser-g%C3%A5r-inte-l%C3%A4ngr...

https://expo.se/sagan-om-europas-underg%C3%A5ng

https://expo.se/sagan-om-europas-underg%C3%A5ng

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Medierne spiller i høj grad en rolle. Nedturen begyndte for alvor da de fuldstændig ukritisk gav uforholdsmæssigt meget taletid til Colin Powell over den mand der havde så evigt og tilmed beviseligt ret, Hans Blix.

Men nej. Colin Powells mere eller mindre hjemmelavede plancher med tværsnit af lastbiler m.m. kørte 24 timer i døgnet så Hans Blix’s budskab nærmest blev glemt.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Kulturmarxisme" var vel i realiteten blot en nyere, fornyelse eller omskrivning af den kommunistpsykose, der tilbage i 1950erne ramte Amerika, med politikernes Joseph McCarthy, som frontfigur, og som Nixon skabte sin politiske karriere på dengang.

Idiotiet der udspandt sig dengang omfattede forfølgelsen og jagten på kommunismen, der blev synonym med såvel anderledes tænkende, hvis tanker man fortolkede efter for godt befindende, homoseksuelle og andre "afvigere"(negrene dengang), - nogle gik dog fri i den offentlige sektor selv om de var homoseksuelle, FBI chefen Edgar J. Hoover og han "personlige assistent"(Clyde Tolson), for de ledede kampen mod disse fæle kommunistiske infiltratorer af den sunde og sande amerikanske ånd og liv.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvis Information, og især dens læsere og deltagere vil debattere emnet, fint. Men må man så ikke tage nogle konsekvenser? Overvej at droppe tilsyneladende skældnen mellem "højreterrorisme", der fremstilles som noget andet, ondartet, overfor andre former for terrorisme, hvor man hele tiden kommer ind på alle mulige andre emner. som "hvornår skal vi kalde det terrorisme, hvornår "frihedskamp", eller "modstand" eller hvad man ellers kan finde på at kalde det? Eller gå ind i lange spekulationer om "imperialisme". Eller statistik. Eller noget fjerde (overvågning? " frygteligt at efteretningsvæsener overvåger bare fordi nogle vil lave bombeangreb, bilangreb på menneskemængder" o.s.v.)

Niels Duus Nielsen

"Terrorisme" er forholdsvis veldefineret: Hvis man med vold eller trusler om vold søger at "gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab", udøver man terror, uanset om man er højreorienteret, venstreorienteret eller centristisk.

Hvad der ofte glemmes i disse diskussioner om terrorisme, er at definitionen faktisk også omtaler begrebet "statsterrorisme": "Vold udøvet af stater mod egen befolkning eller andre landes befolkninger mhp. at opretholde et magtregime og/eller sende en politisk meddelelse til tredjepart."

Hovsa, der blev den aktivistiske udenrigspolitik lige pludselig til en underafdeling af den internationale terrorisme - det hører vi aldrig medierne belære os om, og hvorfor mon ikke?

Sikkert fordi der er forskel på folk: Når jeg truer dig og slår dig ihjel, er det for at hjælpe dig, når du truer mig, er det derimod terrorisme. Den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper.

http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Magtforhold_og_sammenspil/...

jan henrik wegener

Niels Duus: Desværre ender vi så let op i at stater alt efter som ens sympatier kaldes "terrorudøvende" da et monopol på magt af en art er med til at definere hvad der er en stat. Indgår ordet "befrielse" i betegnelsen på en bevægelse rettet mod en stat er det en stærk indikation på at den anvender vold.