Maria Gjerding forråder Danmarks Naturfredningsforenings DNA med fællesudspillet med Landbrug & Fødevarer

Med et mega mediestunt meddelte formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, og Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Gjerding, for nylig, at de nu sammen ville »sikre 100.000 hektar ny natur«.

Begejstringen over det fælles udspil ville ingen ende tage på Twitter, da de også lovede bedre klima, rent drikkevand og endda flere penge i landmændenes lommer. Det ser ikke ud til, at ret mange faktisk har læst det oplæg, som det nye par i dansk miljøpolitik barslede med. Otte sider, der stritter i mange retninger; lidt om ammoniak, lidt om lavbundsjorder i en tyk sovs af øregas.

Indledningsvis trækker Maria Gjerding og Martin Merrild da også i land, for oplægget nøjes med »op til« 100.000 hektar. Altså alt under de 100.000 hektar. Men aldrig nogensinde »to gange Falsters areal«, som de tog munden fuld af, et areal der ret beset udgør noget mere, nemlig 102.750 hektar.

Man ser for sig store, sammenhængende naturarealer, men reelt er der tale om utilgængelige mudderhuller, hvor der ikke kan gro andet en lysesiv og sort star, og hvor man ikke kan gå tørskoet omkring. Og det er gammel natur, engang frodige enge med rigt plante- og dyreliv, som grådige landmænd har pløjet op, så humuslaget er rådnet. Arealerne er forsumpede og ganske unyttige. Denne brutale nedpløjning af værdifulde enge og overdrev, der er endt som plørede mudderhuller, kalder Gjerding og Merrild løgnagtigt for »ny natur«.

Landbrugsafpresning

Og det er ikke gratis. Som en spæd begyndelse skal skatteyderne ifølge det nye makkerpar hoste op med en milliard, som landbruget skal have. Det hedder i forslaget, at der skal være »fokus på at tage dårlig landbrugsjord ud af drift eller omlægning mod kompensation og samtidig give landmændene mulighed for at bytte sig til bedre og mere sammenhængende landbrugsjord – til fordel for landmand og naturen«.

Altså skal bønderne tjene penge på at opgive de arts- og humusrige naturbælter, som de selv først brutalt har pløjet sønder og sammen. Disse plørede sumpe skal som ’ny natur’ sælges dyrt til samfundet.

Det er hel traditionel landbrugsafpresning. Ingen grund til opstandelse.

Men at Danmarks gode gamle naturfredningsforening lægger sig i ske med landbruget og støtter ideen, kan undre. Og hvor skal de 100.000 hektar ny, god landbrugsjord komme fra? Skal Amager forlænges med brædder, eller hvad?

Desuden skal svine- og kvægbønder have lempelser i deres udslip af ammoniak og endda tilskud til at flytte bedriften, hvis bonden ikke uden at ødelægge naturværdier kan udvide dyreholdet.

Maria Gjerdings bondevenner i Danmarks Naturfredningsforening klapper i deres små hænder og støtter intensivering af dansk husdyrproduktion, bare den flytter lidt.

Og så skal det hele arrangeres lokalt – altså uden overordnet planlægning. Det kalder man i managementlingo for »bottom up-proces« og »Real Danias Collective impact-initiativ«, men uanset de flotte navne vil det stække national og international indflydelse og regulering.

Slyngveninde med landbruget

Gjerding forråder Danmarks Naturfredningsforenings DNA, nemlig kampen for offentlighedens adgang til naturen, når hun støtter »ekstensivering« af indhegnede, private og utilgængelige marker som ’ny natur’.

Og hvordan man skal nå i mål med »store gevinster i form af reduceret udledning af kvælstof til vandmiljøet, reduceret udledning af klimagasser til atmosfæren« uden at reducere husdyrholdet i verdens mest gylleplagede, svinetætte land, det må guderne vide.

Det samme gælder »en målrettet beskyttelse af drikkevandet«, som i mange år frem vil modtage nedsivende giftrester ikke mindst på grund af den enorme foderproduktion til millioner af svin og kvæg.

Ingen af oplæggets gyldne løfter er sagligt dokumenteret. Mens de to naturvenner holder i hånd og drømmer våde drømme, går det den forkerte vej ude i virkeligheden.

Senest har Maria Gjerding stillet sig servilt an og peget på, at statens fortjeneste ved at sælge klimakvoter kunne finansiere hendes løsagtige planer.

Vi er nogle, der undrer os over, at Danmarks Naturfredningsforening deltager i dette selvmorderiske frontalangreb på naturen. Foreningen har tabt over halvdelen af sine medlemmer, og de kommer ikke tilbage ved, at præsidenten bliver slyngveninde med landbruget og både forsvarer og legitimerer bøndernes narrestreger.

Knud Haugmark, cand.mag. og turistfører