Kronik

Mediernes tendentiøse dækning af Venezuela er skandaløs

Mens mange kritiserer, hvordan vi blev manipuleret ind i Irakkrigen, er der ingen, der spørger, om det samme sker i dag med Venezuela? Bliver vi bundet en historie på ærmet, når USA’s strategiske interesserer er på spil?
Under optøjerne i 2017 omkom 131 mennesker. Politifolk blev skudt i hovedet af snigskytter. Civile blev brændt i levende live. Almindelige mennesker blev skudt ned, når de forsøgte at fjerne de barrikader, oppositionen opførte overalt i landet

Under optøjerne i 2017 omkom 131 mennesker. Politifolk blev skudt i hovedet af snigskytter. Civile blev brændt i levende live. Almindelige mennesker blev skudt ned, når de forsøgte at fjerne de barrikader, oppositionen opførte overalt i landet

Cristian Hernandez

7. marts 2019

De fleste danske aviser har krævet, at der hurtigt afholdes »frie og fair« valg i Venezuela. Men lederskribenterne har ikke samtidig taget afstand fra de økonomiske sanktioner. Ingen har forholdt sig til det åbenlyse: At det intet har med frihed at gøre, så længe den økonomiske belejring kun hæves, hvis befolkningen skifter præsident.

Siden 2015 har Venezuela været udsat for stadig skrappere sanktioner, hvilket har ramt økonomien hårdt. Danske medier undlader at fortælle om sammenhængen mellem faldet i den altafgørende olieproduktion og sanktionerne.

Den venezuelanske oppositionelle økonom Francisco Rodríguez, der er en stærk kritiker af regeringen, har påvist, hvordan olieproduktionen styrtdykkede simultant med, at de amerikanske sanktioner blev indført i august 2017.

Han argumenterer for, at sanktionerne, fordi de lukkede for adgang til lån, virkede ødelæggende på olieindustrien, og så beskriver han, hvordan Hugo Chávez og Nicolas Maduro helt indtil 2016 faktisk var lykkedes med at stabilisere og øge produktionen.

Den tidligere uafhængige ekspert for FN og professor i international ret Alfred-Maurice de Zayas har sammenlignet sanktionerne med en middelalderlig belejring og udtalt, at de er i strid med international lov.

Alfred de Zayas blev udpeget af UNHCR i 2012 og har et hav af FN-rapporter bag sig. Alligevel har ingen større medier nævnt Alfred de Zayas’ rapport fra sidste år med et ord. Ingen interviewer ham, ingen lader ham gennemgå, hvordan Venezuela gennem de seneste år er blevet forhindret i at importere mad og medicin. Ingen spørger, hvorfor han mente, at sanktionerne fra 2017 slår mennesker ihjel.

»Hvad der er særligt machiavellisk og særligt kynisk, er at skabe en økonomisk krise, der truer med at blive en humanitær krise. Det er, hvad USA har gjort gennem den økonomiske blokade og gennem sanktionerne. Og så tilbyde humanitær hjælp,« siger de Zayas i et nyt interview med den amerikanske journalist Abby Martin.

USA vurderer selv, at den direkte omkostning af de nyeste amerikanske sanktioner og indefrysninger vil koste Venezuela 18 milliarder dollar i år. Det er omkring 50 millioner dollar om dagen. Hvis det skal give mening at kræve frie valg, så må en vigtig del af forudsætningen være, at alle sanktioner løftes uanset udfaldet.

Tendentiøs dækning

Når opfordringer, der er så åbenlyst irrationelle, bliver mainstream, skyldes det, at billedet af det venezuelanske styre gennem årene er blevet stadig mere fortegnet. Stort set alle oplysninger, der kunne nuancere vores forståelse af, hvad der sker i landet, udelades.

Informations journalist Jesper Løvenbalk repeterer, hvordan folk sulter i Venezuela, men han har aldrig nævnt, hvordan staten har forsøgt at imødegå det økonomiske kollaps ved at uddele fødevarekasser til seks millioner familier to gange om måneden. Hvorfor har han ikke skrevet, at der sidste år, ifølge den venezuelanske regering, blev uddelt 120 millioner kasser med basisvarer? Hvis man er optaget af, at Venezuelas befolkning ikke skal sulte, hvordan kan man så udelade, at sanktionerne truer fødevareprogrammet?

Hvorfor skriver ingen medier, at sanktionerne koster mere end det dobbelte dagligt, end værdien af den nødhjælp amerikanerne forsøgte at tvinge ind i landet for nylig?

Udeladelserne dominerer mediebilledet, men også åbenlyse faktuelle fejl er udbredt. F.eks. skriver Jesper Løvenbalk, at valget af den nuværende præsident Nicolas Maduro hverken var »frit eller fair og er aldrig blevet anerkendt af hverken oppositionen, EU, Organisationen af Amerikanske Stater, USA eller Canada. Blandt andet fordi Venezuela ikke tillod frie, internationale valgobservatører(…)«.

Det lyder selvfølgelig stærkt kritisabelt. Men det er faktuelt forkert. Venezuela opfordrede FN til at sende valgobservatører, mens oppositionen krævede, at FN ikke skulle sende observatører.

Når EU ikke sendte observatører, var det, fordi EU-Parlamentet havde krævet, at regeringen og oppositionen lavede en aftale om betingelserne for et frit og fair valg, hvis de skulle anerkende valget.

Den venezuelanske regering forsøgte at lave en sådan aftale og forhandlede igennem mere end et år med oppositionen, hvor blandt andre den tidligere spanske premierminister José Zapatero fungerede som mægler. José Zapatero beskrev efterfølgende i et åbent brev til det spanske nyhedsbureau EFE, hvordan parterne havde været tæt på en aftale, da oppositionen i sidste øjeblik trak sig på en for ham overordentlig uventet måde.

»Jeg finder det chokerende, at aftalen ikke blev underskrevet af oppositionens repræsentanter,« skrev José Zapatero.

Noget kunne altså tyde på, at de mest yderliggående dele af oppositionen har haft en interesse i at delegitimere valget. Men det er ikke oplysninger, Information har villet trætte læserne med.

Ifølge de venezuelanske valgmyndigheder deltog over 9,3 millioner i valget, inklusive dele af oppositionen. Information affærdiger med et stærkt redigeret kildevalg, at valgmyndighederne faktisk kunne sige sandheden. Nemlig, at 6,2 millioner stemte på Maduro. Fremtrædende oppositionsfolk som Claudio Fermin anerkender Maduros legitimitet som folkevalgt. Hvorfor får vi ikke lov at høre de stemmer i oppositionen, der blankt afviser alle påstandene om, at landet skulle være et diktatur?

Dækningen i Information er præget af en skør overvægt af stærkt højreorienterede kilder. Avisens konklusioner – såsom, at Nicolás Maduro »ingen legitimitet« har – savner journalistisk belæg.

'Uforfærdet socialdemokrat'

I et portræt af den selvudnævnte præsident Juan Guaidó beskrives han her i avisen som en »uforfærdet socialdemokrat«. Portrættet er oversat fra engelske The Guardian, men er fint gået igennem Informations kvalitetskontrol. Kilderne i portrættet er udelukkende Guaidós allernærmeste politiske allierede, og fra dem hører vi overraskende, at Guaidó »udviser et utroligt mod« og er en »evig optimist«.

En enkelt detalje kommer portrættet ikke nærmere ind på, nemlig at socialdemokrater, som vi kender dem herhjemme, ville tage skarpt afstand, hvis deres tilhængere brændte mennesker af i levende live.

Hvorfor får vi ikke at vide, at Juan Guaidós parti Voluntad Popular har ført an i en kampagne, der uden tøven ville være blevet kaldt terroristisk herhjemme? Under optøjerne i 2017 omkom 131 mennesker. Politifolk blev skudt i hovedet af snigskytter. Civile blev brændt i levende live. Almindelige mennesker blev skudt ned, når de forsøgte at fjerne de barrikader, oppositionen opførte overalt i landet.

Ifølge myndighedernes officielle tal var der 913 angreb mod offentlige institutioner, herunder ministerier, valgsteder og lægekonsultationer. 23 folkeskoler blev brændt af og 35 politistationer smadret. Det venezuelanske indenrigsministerium anslår, at skaderne kostede 135 millioner dollar.

Prøv at søge på ’Orlando Figuera, Venezuela’, hvis du kan holde ud at se, hvordan en ung mand stikkes ned, overhældes med benzin og sættes i brand af oppositionens demonstranter.

Hvem tog afstand fra det?

Ikke Voluntad Popular. Juan Guaidós mentor Leopoldo Lopez gik på Twitter og sagde: »Må Gud velsigne alle vores unge, der kæmper i gaderne«. Et ledende medlem af Voluntad Popular blev fotograferet, mens han giver hånd til unge gadekrigere.

Kan man i sin vildeste fantasi forestille sig en socialdemokrat, der ikke på det skarpeste tager afstand fra den slags vold? Dagbladet Information kan åbenbart.

Mens lederskribenter i forbindelse med krigsudredningen kritiserer, hvordan vi blev manipuleret ind i Irakkrigen, er der ingen, der spørger om det åbenlyse: Sker det samme i dag med Venezuela? Bliver vi bundet en historie på ærmet, når USA’s strategiske interesserer er på spil?

Lars Borking, journalist, tidligere ansat på Information

Majvalget er centralt for at kunne forstå, hvorfor oppositionens nye førstemand, Juan Guaidó, overhovedet kan tillade sig at kalde sig præsident og kræve et nyvalg på vegne af det venezuelanske parlament – og hvorfor de fleste EU-lande, de fleste latinamerikanske lande samt USA, Canada, Australien og mange flere har valgt at anerkende Guaidó som legitim overgangspræsident, indtil et nyvalg er gennemført, skriver Jesper Løvenbalk Hansen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kragh Rosenkilde
  • Gustav Wegener Tams
  • lars søgaard-jensen
  • Karen Grue
  • David Breuer
  • Henrik Rasmussen
  • Jakob Silberbrandt
  • Morten Lind
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Olav Bo Hessellund
  • Randi Christiansen
  • Espen Bøgh
  • Bjarne Jensen
  • Benny Larsen
  • Per Torbensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Tommy Clausen
  • Esben Lykke
  • Emil Davidsen
  • Ulla Nielsen
  • Eva Bertram
  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
  • Henrik Leffers
  • Matthias Smed Larsen
  • Harald Strømberg
  • lene nielsen
  • Nils Drønen
  • Jens Kofoed
  • Tonny Helleskov
  • John Hansen
  • Carsten Wienholtz
  • Henrik Larsen
  • Anker Nielsen
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Claus Høeg
  • Erik Karlsen
  • Curt Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Marianne Stockmarr
  • Ida Larsson
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Brian Nocis Jensen
  • Karsten Nielsen
  • Torben Skov
  • Aleksander Laursen
  • Søren Veje
  • Lars Løfgren
  • Torben K L Jensen
  • Colin Bradley
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Carsten Svendsen
  • Anders Graae
  • Trond Meiring
  • Daniel Santos
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ingolf Bent Skipper
  • Viggo Helth
  • Hans Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Peter Knap
  • Johnny Christiansen
  • Jakob Trägårdh
  • Thomas Tanghus
  • Ivan Breinholt Leth
  • Søren Roepstorff
  • Gaderummet Regnbuen
  • Alvin Jensen
  • Palle Yndal-Olsen
Michael Kragh Rosenkilde, Gustav Wegener Tams, lars søgaard-jensen, Karen Grue, David Breuer, Henrik Rasmussen, Jakob Silberbrandt, Morten Lind, Mikael Velschow-Rasmussen, Olav Bo Hessellund, Randi Christiansen, Espen Bøgh, Bjarne Jensen, Benny Larsen, Per Torbensen, Estermarie Mandelquist, Tommy Clausen, Esben Lykke, Emil Davidsen, Ulla Nielsen, Eva Bertram, Flemming Berger, ingemaje lange, Henrik Leffers, Matthias Smed Larsen, Harald Strømberg, lene nielsen, Nils Drønen, Jens Kofoed, Tonny Helleskov, John Hansen, Carsten Wienholtz, Henrik Larsen, Anker Nielsen, Sebastian Sylvester Rosenberg, Claus Høeg, Erik Karlsen, Curt Sørensen, Niels Duus Nielsen, Marianne Stockmarr, Ida Larsson, Peter Beck-Lauritzen, Brian Nocis Jensen, Karsten Nielsen, Torben Skov, Aleksander Laursen, Søren Veje, Lars Løfgren, Torben K L Jensen, Colin Bradley, Dorte Schmidt-Nielsen, Carsten Svendsen, Anders Graae, Trond Meiring, Daniel Santos, Bjarne Bisgaard Jensen, Ingolf Bent Skipper, Viggo Helth, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Peter Knap, Johnny Christiansen, Jakob Trägårdh, Thomas Tanghus, Ivan Breinholt Leth, Søren Roepstorff, Gaderummet Regnbuen, Alvin Jensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Waterstradt

I strid med international lov mener den danske regering m.fl at det er ganske naturligt at udpege en regeringsleder for en anden selvstændig nation... Vi taler selvfølgelig ikke om diktaturet Saudi Arabien, hvor vores monarki tager på charmeoffensiv for Dansk Industri, men om Venezuela. Og hvilken interesse har Danmark så i igen at følge USA's interventionsplaner?
Den amerikanske regering, som militært samt økonomisk støtter op om 73% af verdens diktaturer http://global-politics.eu/military-assistance-73-percent-worlds-dictator... ,benytter igen interventionsstrategien fra Irakkrigen:
1) Opbyg en fortælling om den farlige og onde diktator, og få de dovne medier til at genfortælle den halve sandhed ("manufacture consent")
2) Opbyg et narrativ om den hvide ridder fra USA, som kommer med nødhjælp og demokrati til den lidende befolkning
3) Når tiden er moden og nok nationer, som tørster efter USA's anerkendelse (inklusiv Danmark), bakker op om planen, kan landet interveneres og ressourcerne høstes.
Hvem står næst for skud; Iran? Nicaragua? Cuba?

Michael Kragh Rosenkilde, Morten Fals, Kent Bajer, Steen K Petersen, Anders Graae, Ida Larsson, Lars Løfgren, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Okay, Kåre Nielsen, vi er enige om at være uenige, og nu er vi måske blevet lidt klogere på, hvad vi er uenige om.

Lige en replik til din replik: Hvis overtrædelserne af menneskerettighederne samtidig er et angreb på de demokratiske principper, er der kun suverænitetsprincippet tilbage. Men da siverænitetsproncippet på den internationale scene svarer til frihedsprincippet for det enkelte individ, mener jeg stadig, at der skal være tale om endda meget alvorlige forbrydelser mod menneskeheden, før udlandet skal gribe ind.

Jeg skyder dig ikke noget i skoene, i hvert fald bestræber jeg mig på at undgå det - men når du hele tiden kritiserer Maduro og hans regering, har jeg svært ved at se, hvad du egentlig foreslår som en løsning, andet en udenlandsk indblanding.

Og for lige at præcisere mit standpunkt: Jeg kritiserer USA for at ville gentage fortidens forbrydelser ved at foranstalte et statskup, evt. en militær invasion. Jeg forsvarer ikke Maduro, selv om det kan se sådan ud, men det er jo kun fordi kritikken af USAs løgne fordrer at man afmonterer den værste propaganda - og da denne propaganda er ensidigt rettet mod Maduro, vil man nemt kunne misforstå kritikken af propagandaen som en støtte til Maduro.

Jeg har som socialist selvfølgelig større sympati for det socialistiske eksperiment i Venezuela end for oppositionen, som vil skrue udviklingen tilbage til kolonitiden, men som jeg hele tiden pointerer: Det er ikke op til dig eller mig eller amerikanerne, hvem der skal være præsident i Venezuela, det er og bliver venezuelanernes beslutning.

Michael Kragh Rosenkilde, Morten Fals, Esben Lykke, Torben K L Jensen, Per Torbensen, Steen K Petersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Kåre Nielsen

Vedr. kommentar af Ida Larsson 07. marts, 2019 - 23:45

UN rapporten fra 2018 dokumenter at Maduros regime er forfatningstridigt, at det har brudt en lang række menneskrettigheder, at landets demokratiske institutioner er undermineret, og det seneste præsidentvalg ikke var i tråd med forfatningen. Jeg vil virkelig anbefale dig at læse hele rapporten.
http://www.oas.org/en/iachr/reports/pdfs/Venezuela2018-en.pdf
Maduro er således ikke en demokratisk valgt præsident. Kan vi blive enige om det? Og det er da også nærliggende at anse Maduro som kupmager. Mange lande og organisationer støtter Guido som midlertidig præsident med ansvar for at arrangere frie demokratiske valg i henhold til den Venezuelanske forfatnings paragraf 233 og 333, og 350. Paragraf 333 forpligter befolkningen til at genetablere forfatningsmæssig orden. Paragraf 350 forplikter befolkningen til at “disown any regime, legislation or authority that violates democratic values”. Jeg ser at teksten du referer konkluderer at paragraf 233 ikke kan anvendes i dette tilfælde. Der findes dem der forsvarer din udlægning og vice versa. Du synes at antyde at jeg forsvarer en kupmager, jeg kan antyde det samme om dem som støtter Maduro.

Jeg tror det mindre er kontroversielt at «de facto» højesteretten i Venezuela fungerer som regerings forlængede arm. Dette fremgår også af UN rapporten fra 2018. The Inter-American Commission On Human Rights under OAS udarbejdede i 2017 en meget grundig og officiel rapport med titel: “Democratic institutions, the rule of law and human rights in Venezuela». Den konkluderer blant andet følgende:
«i. there is discriminatory access to or abusive exercise of power that undermines or denies the rule of law, such as systematic infringement of the independence of the judiciary or lack of subordination of State institutions to the legally constituted civilian authority;
ii. there has been an unconstitutional alteration of the constitutional regime that seriously impairs the democratic order”
http://www.oas.org/en/iachr/reports/pdfs/Venezuela2018-en.pdf

Mvh. Kåre

Steffen Gliese

For mig betyder det mest, at Venezuelas socialistiske broderstater ikke har stået i kø for at komme Maduro til undsætning, hverken Bolivia, Peru eller Uruguay synes at være store fans.

Niels Duus Nielsen

Hvad med Cuba, Steffen Gliese? Og Uruguay har da tilbudt at mægle.

Michael Kragh Rosenkilde, Torben K L Jensen, Per Torbensen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Kåre Nielsen

Vedr. kommentar af Niels Duus Nielsen, 08. marts, 2019 - 11:35

Niels, jeg kan ikke se andet end at Venezuela repræsenterer et tilfælde af at «overtrædelserne af menneskerettighederne, som samtidig er et angreb på de demokratiske principper». Men det berettiger som sagt ikke militær intervention, med mindre der er tale føromtalte særlige omstændigheder. Det berettiger derimod andre sanktionsmidler, herunder diplomatisk intervention.
«Jeg kritiserer USA for at ville gentage fortidens forbrydelser ved at foranstalte et statskup, evt. en militær invasion.» Jeg er deler din kritik af USA’s historiske forbrydelser i form af illegitim militær intervention i en række lande (derfor demonstrede jeg for eksempel mod Irakkrigen før den skete). Men det må ikke aflede fokus fra sagen: I Venezuela er den forfatningmæssige og demokratiske orden sat ud af spil. Derfor kan jeg ikke anerkende at Maduro er demokratisk valgt. Følgelig støtter jeg Guido som midlertidig præsident med ansvar for at arrangere frie valg, sådan at befolkningen retmæssigt kan vælge sin præsident (og ja: sanktioner bør defineres sådan at det frie valg som er målet, ikke et præsidentskifte pr se).

I tråd med Borkings artikkel, mener jeg iøvrigt at mange vigtige elementer af sagen ikke er tilstrækkeligt belyst i danske medier. For eksempel, hvordan Maduro regimet forfatningstridigt forhalede og spændte ben for oppositionens recall referendum i 2016. Den kan vi tage en anden gang - nok kommentarer fra min side i denne omgang.

Jeg er selv venstreorienteret, men jeg mener ikke at sagen handler om venstre vs højre. Venstreorienterede partier, inklusive et stigende antal chavistas, vil også af med Maduro og hans totalitære, destruktive og korrupte regime. Det er det det handler om.

Mvh Kåre

Joen Elmbak, René Arestrup, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Fordi Uruguay er sådan et flinkt land. Og jeg synes, vi har til gode at se, hvordan Cuba udvikler sig - det var måske ikke de heldigste forandringer, den nye forfatning medtog, efter hvad jeg har hørt (alt for meget liberalisering).

Andreas Bülow

Svar til Kåre Nielsen:

Selv OHCHR indrømmer i deres rapport, at de "ikke har kunnet identificere ansvaret for 51 af de 124" døde. Det forklarer til dels hvorfor de kan komme frem til et så vildt lav tal for oppositions-ansvarlige-drab på 5, et tal som strider i mod alle offentligt tilgængelige data. I modsætning til Venezuelanalysis, så kan jeg ikke se at OHCHR opgiver navne og efternavne på ofrene, untagen i udvalgte sager som de gennemgår. Det kan godt være at du og andre har skepsis overfor Venezuelanalysis, men de opgiver 23 navngivne ofre for oppositionsvold og forklarer desuden på en liste hvordan de pågældende døde. Oplysninger som let kan verificeres.

Når jeg talte om manglen ved OHCHCRs rapport, så var det fordi de 124 dræbte ikke indeholder en række drab i samme periode, f.eks. fagforeningsaktivisten Alcalá, højesteretsdommeren Moncada, en lang række mord i Barinas og Apure, m.fl, som ret tydeligt var politisk motiverede drab på chavistaer.

Din bemærkning om internationale observatører svarer ikke på spørgsmålet. Der var kun to kandidater som ikke var opstillingsberettiget. Oppositionen havde mange muligheder - og faktisk en ganske god chance for sejr - hvis de havde stillet op med et enhedskandidatur og med FN-observation, sådan som aftalen i den dominikanske republik tilskrev. Men det valgte de ikke at gøre, trods Zapateros tilskyndelse.

Michael Kragh Rosenkilde og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

Kåre Nielsen:

Jeg tror ikke vi bliver enige. Tingene i Venezuela er ikke gode, men det er LANGT fra lige så slemme, som vestlige medier og ikke mindst USA prøver at beskrive det.

I øvrigt er det IKKE en FN rapport du henviser til, men derimod rapporter fra "Inter-American Commission on Human Rights". Når nu USA spiller SÅ stor en rolle i denne konflikt ville jeg nok være lidt kildekritisk omkring de rapporter der. Du kan i disse år og de sidste mange år finde aldeles vanvittige beretninger og historier om Venezuela i USA - fuldstændig ude af trit med virkeligheden.

Og i øvrigt: Du virker til KONSTANT at henvise til FN-raporter i din argumentation: Du ved godt disse også kan kritiseres og ofte bliver det ikke?

Så din rapport konklusion vil jeg give lige så meget vægt, som du vil give højesteret i Venezuela udsagn. Du mener de er i lommen på Maduro og utroværdige: Jeg mener, de ved lidt mere om hvad der er forfatningsstridigt eller ej.

P.S En hurtig wiki læsning af Inter-American Commission on Human rights vil vise dig, at de flere gange er blevet anklaget for at politisere. Ikke mindst i tilfældet med Venezuela. Det er altså noget kritisabelt at kalde deres rapporter for FN-rapporter.

Michael Kragh Rosenkilde, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Palle Yndal-Olsen, Harald Strømberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Andreas Bülow

Svar til Kåre Nielsen:

Selv OHCHR indrømmer i deres rapport, at de "ikke har kunnet identificere ansvaret for 51 af de 124" døde. Det forklarer til dels hvorfor de kan komme frem til et så vildt lav tal for oppositions-ansvarlige-drab på 5, et tal som strider i mod alle offentligt tilgængelige data. I modsætning til Venezuelanalysis, så kan jeg ikke se at OHCHR opgiver navne og efternavne på ofrene, untagen i udvalgte sager som de gennemgår. Det kan godt være at du og andre har skepsis overfor Venezuelanalysis, men de opgiver 23 navngivne ofre for oppositionsvold og forklarer desuden på en liste hvordan de pågældende døde. Oplysninger som let kan verificeres.

Når jeg talte om manglen ved OHCHCRs rapport, så var det fordi de 124 dræbte ikke indeholder en række drab i samme periode, f.eks. fagforeningsaktivisten Alcalá, højesteretsdommeren Moncada, en lang række mord i Barinas og Apure, m.fl, som ret tydeligt var politisk motiverede drab på chavistaer.

Din bemærkning om internationale observatører svarer ikke på spørgsmålet. Der var kun to kandidater som ikke var opstillingsberettiget. Oppositionen havde mange muligheder - og faktisk en ganske god chance for sejr - hvis de havde stillet op med et enhedskandidatur og med FN-observation, sådan som aftalen i den dominikanske republik tilskrev. Men det valgte de ikke at gøre, trods Zapateros tilskyndelse.

Michael Kragh Rosenkilde, Steen K Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kåre Nielsen

Svar til Ida Larsson, 08. marts, 2019 - 13:47
«I øvrigt er det IKKE en FN rapport du henviser til, men derimod rapporter fra "Inter-American Commission on Human Rights». Det har du ret i, jeg kom til at indsætte linket til OAS rapporten to gange. Beklager. Linket til UN rapporten er: https://www.ohchr.org/Documents/Countries/VE/VenezuelaReport2018_EN.pdf
Som du kan se af min kommentar 07. marts, 2019 - 22:39 betragter jeg ikke UN rapporter som ufejlbarlige, men som en generelt troværdig og tilstræbt balanceret kilde til information i et stærkt polariseret felt. Det var mit håb, at vi i denne debat kunne benytte rapporterne (og hvad de siger om f.eks. højesteret og den forfatningsmæssige uorden) som et fælles diskussionsgrundlag. Jeg kan forstå at du ikke mener at vi kan det.

Mvh. Kåre

Kåre Nielsen

Svar til kommentar fra Andreas Bülow 08. marts, 2019 - 14:06

Ja, UNCHR rapporten beskriver hvad den kan konkludere, og hvad der forblev usikkert efter at undersøgelsen var fuldført. De resterende dødsfald er enten regeringen, colectivos, eller de demonstrerende ansvarlige for, og det er derfor at rapporten for eksempel skriver at de demonstrerende var ansvarlige for mindst 5. Det er muligt at årsagen til flere og andre dødsfald er blevet belyst efter rapporten.

«Din bemærkning om internationale observatører svarer ikke på spørgsmålet». Jeg kan ikke se på dine formuleringer at du har stillet mig et spørsmål, men det kan være at jeg har misforstået dig eller overset noget.

Der var flere end 2 oppositionsmedlemmer som var udelukket fra at opstille til præsidentvalget. Her er en liste over nogle af de viktigste: https://www.reuters.com/article/us-venezuela-politics-factbox/factbox-ve...
Min påstand var at de vigtigste opposionsledere og partier var udelukket fra at deltage i valget. Det ovenstående link og desuden din egen tidligere kommentar underbygger den første del af påstanden. Citatet fra Zeid Ra’ad Al Hussein, daværende leder af the Human Rights Council, underbygger den anden del af påstanden: “Two main opposition parties have been disqualified by the Electoral Council, and the official opposition coalition has been invalidated by the Supreme Court”.
Mvh, Kåre

Andreas Bülow

Kåre Nielsen, det er klart at folk der er direkte sigtet for kriminalitet (som fx Freddy Guevara der var meget ledende i guarimbas i 2017) ikke kan stille op. De navne som nævnes der (undtagen Capriles) er desuden marginale folk, som aldrig ville have været af betydning alligevel og aldrig havde været potentielle for et enhedskandidatur.
Oppositionen havde sagtens kunne stille en Henry Ramos Allup eller en Juan Guaidó (mindre kendt dengang) op og ladet FN monitorere valget. Men det valgte de ikke at gøre.

Michael Kragh Rosenkilde, Palle Yndal-Olsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Når nu det forholder sig således, at usa ikke kunne drømme om at intervenere nogen steder med mindre deres egne interesser er involveret, vil det altid i udgangspunktet tilligemed vore ekstremt dårlige erfaringer med usa's øvrige interventioner være forbundet med stor mistænksomhed, hver gang usa optræder som verdens politi. Deres ww2 helterolle er forlængst blegnet til ukendelighed, og det er tydeligt, at usa sammen med de fleste andre af verdens ledere befinder sig i et eksistentielt og ideologisk vildnis.

Det er meget muligt og desværre sikkert sandsynligt at maduro og hans forgængere forvalter venezuelas rigdomme til egen og ikke til folkets fordel, hvilket han jo i global sammenhæng ikke er ene om. F.eks. gør usa sig selv yderst uheldigt bemærket ved ekstrem priviligering af en lille elite, som især efter ophævelsen af glass segal har kunnet profitere i voldsom grad med tilsvarende voldsomt ubehagelige omkostninger for landets øvrige befolkning. Der er ekstrem fattigdom i usa, og hvis man gik analytisk objektivt til værks, er jeg sikker på, at det vil kunne påvises, at usa overtræder menneskerettighederne.

Usa har længe været et regime, der er gennemsyret af korrupt forvaltning og priviligering af de få på bekostning af de mange. Landets intervenerende udenrigspolitik er derfor udtryk for et stadig tydeligere hykleri, som det er dybt pinligt, at danmark ikke tager afstand fra. Men det er klart, at så længe en korrupt og elitær pengepolitik er i førersædet, vil kaos og bedrag vokse. Og altid på folkets bekostning.

Når dette kan få lov at fortsætte har det at gøre med, at den ideologiske samtale om globale forvaltningsprincipper mærkeligt nok ikke er afsluttet.

Michael Kragh Rosenkilde, Esben Lykke, Lars Løfgren, Kent Bajer, Steen K Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eleonora S. Paulsen

Lars Borking, mange tak for dit fine indlæg!
Tænk sig at vores kære "Mindst Ringe" avis nu er kommet i selskab med de mest følgagtige medier i den vestlige verden.
Pinligt!

Michael Kragh Rosenkilde, Morten Fals, Lars Løfgren, Torben K L Jensen, Niels Ingemann, Michael Waterstradt og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Christian de Coninck Lucas

Aldeles enig. Har medierne intet lært? Isør når John Bolton er så invilveret. Manden har en klokkeklar historie for at pile interantionale aftaler fra hinanden, sprede prpopaganda og han er Cheney's mand i Det Hvide Hus.

Michael Kragh Rosenkilde, Eleonora S. Paulsen, Niels Duus Nielsen, Lars Løfgren, Torben K L Jensen og Niels Ingemann anbefalede denne kommentar
Kåre Nielsen

Svar til kommentar fra Andreas Bülow 08. marts, 2019 - 15:52

OK, lad os se nærme på f.eks. Freddy Guevara sagen – eftersom den er en del af et generelt billedede. Guevara er fra partitiet Popular volundad og var vice president for parlamentet, hvor oppositionen har 2/3 flertal. Han opfordrede sammen med resten af oppositionen til demonstrationer. Frustrerede unge deltog i guarimbas (afbrænding af bildæk, barrikader ect) i forbindelse med demonstrationerne. Regeringen og dens støtter i domstolene gjorde Guevara ansvarlig for disse guarimbas. Højesteret ophævede hans diplomatiske immunitet, og der blev startet en sag mod ham. Samtidig blev han udsat for dødstrusler. Chiles ambassade hjalp ham med at flygte ud af landet.

OAS’ Inter-American Commission On Human Right (IACHR) beskriver sagen om Guevara sammen med en lang række andre som en del af en systematisk politisk undertrykkelse af oppositionen, forfatningsmæssig uorden, og fravær af magtdeling.
http://www.oas.org/en/iachr/reports/pdfs/Venezuela2018-en.pdf
I rapporten s101 står der:
“In that connection, the IACHR has already pointed to the incompatibility of “decisions taken by the TSJ [højesteret] on March 28 and 29 with fundamental principles of the democratic order, such as the separation of powers. Through decisions such as those, they deprived AN [parlament] deputies of their parliamentary immunity and established that their acts constituted "treason." The Commission condemns the use of criminal law as a means of silencing, intimidating, and criminalizing political dissent and reiterates the need to guarantee the right of the population and of organized political groups to take part in politics without fear of reprisals,..”… “The Commission reiterates its concern over the suspension of the parliamentary immunity of deputy and National Assembly Vice President Freddy Guevara.”

Hvis du læser omkring i OAS rapporten, kan du se beskrivelser af at politiske ledere og desuden andre vigtige medlemmer af oppositionspartier blev udsat for vold, intimidering, de blev fængslet vilkårligt eller på anden vis udelukket fra at deltage i valget.

Maria Corina Machado var også udelukket fra præsidentvalget, selv om hun ikke er med på listen i førnævnte Reuter artikkel. Machado var presidentkandidat i 2012, så ingen hvemsomhelst. https://en.wikipedia.org/wiki/Mar%C3%ADa_Corina_Machado
Machado blev anklaget for at konspirere mod staten. Sagen er tydeligvis konstrueret, «beviserne» er falske. Hun får ikke lov at deltage i politik, hun får ikke lov at forlade landet, hun har ikke fået en dom selv om sagen mod hende blev indledt i 2014, og selv om regeringen og dens håndlangere tilyneladende har forsøgt at skaffe «bevis» med brutale metoder. «The case was recorded of Orlando Moreno, who was detained during a protest on June 27, 2017, and taken to La Pica Prison, where he was suspended by handcuffs around his hands for 24 hours and beaten repeatedly to coerce him into accusing the political leader Maria Corina Machado” (Fodnote 551 i OAS rapporten).

Leopoldo Lopez opfordrede til fredelige demonstrationer. Han blev anklaget for det modsatte, og sad fænglet i årevis uden dom. Så kom retsagen, som var 100% farce. En af dommerne flygtede senere ud af landet og erklærede at sagen var det rene opspind. https://www.reuters.com/article/us-venezuela-opposition-prosecutor/apolo...

OAS rapporten konkluderer s 20:
“In Venezuela those who dissent from the Government are victims of serious reprisals, as seen in the frequent detention and destitution of mayors, governors, members of parliament, and opposition figures in general. As emblematic cases, the IACHR points to the worrying acts committed against Henrique Capriles, Antonio Ledezma, and Leopoldo López. In light of the above, the Commission reiterates the need to guarantee, as a matter of priority, full exercise of the political rights of every authority and inhabitant of Venezuela, irrespective of their political sympathies; and the need to refrain from any act of harassment, intimidation, or criminalization of political dissent”.

Opsummering: Oppositionens tre vigtigste politiske ledere var i 2017 Caprilez, Lopez, og Machado. De var alle udelukket, og sagerne som blev konstrueret imod dem havde intet retsligt indhold.

Præsidentvalg i 2018. Forfatningsmæssig uorden. Parlamentet kørt ud på et sidespor. Systematisk politisk repression. Forfatningsstridigt valg. De vigtigste opposionskandidater og partier udelukket fra at deltage. Og så synes du at oppositionen skulle stille op til valg?

Mvh, Kåre

Niels Duus Nielsen

Kåre Nielsen: "...sagerne som blev konstrueret imod dem havde intet retsligt indhold..." - siger du. Mine kilder siger noget andet. Påstand mod påstand.

Måske oppositionen skulle komme til forhandlingsbordet? Maduro vil tilsyneladende gerne forhandle, men oppositionen vil åbenbart hellere få magten ved et kup.

Så længe vi ikke entydigt ved, hvad der er op og ned, må vi tage afstand fra USAs udemokratiske intervention - i hvert fald hvis vi går op i international lov og ret.

Michael Kragh Rosenkilde og Niels Ingemann anbefalede denne kommentar
Kåre Nielsen

Niels, jeg har præsentert sagen som beskrevet på basis af OAS's rapport og andre kilder, som jeg har refereret til. Foreløbigt er det påstand mod en omfattende og seriøs rapport mv..

Det er ikke umuligt at forhandlinger kunne bære frem. Regeringen kunne sandsynligvis skabe et grundlag for forhandlinger ved f.eks. at frigive politiske fanger og pege på en vej tilbage til den forfatningsmæssige orden og et demokratisk præsidentvalg. Det ville klart være at foretrække frem for en forlængelse af den nuværende kaotiske tilstand.

Vi må klart tage afstand fra militær intervention så længe grundlaget ikke er tllstede i henhold til UN's 2005 resolution.

Mvh. Kåre

René Arestrup, Ib Gram-Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Andreas Bülow

Kåre, jeg tror vi har en meget forskellig vægtning af hvem der var de vigtigste oppositionspolitikere. Af de mange år jeg selv boede i Venezuela blev det tydeligt at Machado ikke havde nogen som helst chance som kandidat. Både hende og López kommer fra den radikale anti-chavistiske fløj som ikke har nogen som helst seriøs chance for at vinde, fordi de ikke vil kunne få de mere moderate dele af vælgerne over til sig. Capriles derimod anerkender jeg gerne som en vægtig skikkelse indenfor oppositionen (omend hans fortid også er ret blakket ifht. hans deltagelse i kuppet 2002, episoden med den cubanske ambassade, m.v.).
Dem der derimod havde reel mulighed for at lede et oppositions enhedskandidatur i maj 2018 var folk som Henry Ramos Allup, Claudio Fermín eller måske (på daværende tidspunkt) Julio Borges. Men det valgte de som sagt ikke at gøre.

Jeg synes du skønmaler både Guevara og guarimbas, ikke mindst i lyset af de tal som Lars Borking fremlægger i artiklen. Der findes desuden et væld af billeder og fotos med Guevara som er pænt inkriminerende, hvor han render rundt med guarimberos. Om det ville være nok i en retssag ved ingen af os, for han har jo undsluppet retssystemet.

Ja, jeg mener absolut at oppositionen havde mulighed for at udnytte aftalen i Den Dominikanske Republik, hvis den havde tiltro til at den kunne vinde. Aftalen var fyldt med favorable ting for den, både FN observation af et præsidentvalg, medindflydelse på udnævnelse af valgrektorer og regeringen var allerede i efteråret begyndt at frigive en del af dem som oppositionen mener er politiske fanger, som et resultat af netop de her forhandlinger.

PS. OAS er særligt under Almagro blevet et nærmest servilt instrument for USA, så deres rapporter stoler jeg ikke det mindste på.

Michael Kragh Rosenkilde, Niels Duus Nielsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Niels Ingemann

Rapporter fra OAS kan ikke anskues som neutrale. Alene det faktum at USA er en af de vigtigste sponsorer for organisationen bør vække til forsigtighed med at bruge rapporterne i denne fora. I det jeg har læst er den vold som oppositionen har inspireret til og deltaget i overhovedet ikke nævnt. Og det er altså alvorlige hændelser med mord og afbrænding af Chavez tilhængeres lig på åben gade. At fremstille oppositionen i så rosenrøde vendinger som flere debattører herinde gør er simpelthen ikke i overensstemmelse med facts on the ground og man kan undrer sig over hvad motivet for disse løgne mon kan være.

Michael Kragh Rosenkilde, Eleonora S. Paulsen, Palle Yndal-Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kåre Nielsen

Svar til kommentar fra Andreas Bülow 09. marts, 2019 - 22:13

Jer enig med dig i at Capriles var den vigtigste kandidat. Som du skriver, var han den der (den gang) var bedst i stand til at samle opposionen, og han havde en stor støtte i befolkningen (han tabte jo det forrige præsidentvalg med en meget beskeden margin, og hans popularitet havde steget støt siden da i takt med at Maduro tabte sin). Venezuelanere jeg har talt med (som selv ville have stemt på Capriles) nævner Lopez og Machado som de vitigste kandidater i 2017 foruden Capriles. Du mener noget andet, men jeg kan ikke se at det gendriver min påstand. Jeg antar at du i det mindste vil medgive at oppositionens vigtigste kandidat og de vigtigste partier var udelukket.

Jeg kan udmærket følge dig i at deltagelse i et kupforsøg kan anses som problematisk for en præsidentkandidat. Men da må vi selvfølgelig også konkludere at Chavez ikke kunne være præsidentkandidat, eftersom han var hovedmanden bag 1994 kupforsøget, og andre deltagere i dette kup ville dermed også være udelukket. Desuden var Capriles jo anset som legitim kandidat i 2013, om det ville være umiddelbart synes mærkeligt at omvurdere dette i 2018.

Jeg har også set billeder hvor Guevara giver hånd til guarimberos. Og nej, jeg kan ikke sige om dette inkriminerer ham og om det tilmed skulle berettige at han fratages sin diplomatiske immunitet. Jeg kan sige at OAS rapporten synes at konkludere det modsatte.

Der forelå (mindst) tre aftaleudkast 07.02.18 i den Dominikanske Republik. Regeringen’s, oppositionens, og et fra de udenlandske ministre som var til stede for at facilitere dialogen. Regeringens repræsent underskrev deres eget udkast 05.02.18. Oppositionen ville ikke akseptere dette udkast, og kom med et modforslag 07.02.18. Regeringen repræsentanter ventede imidlertid ikke på at se oppositionens modforslag. Dette peger på at det var regeringen der afbrød forhandlingerne, ikke oppositionen. Det står der her, hvor man også kan læse de 3 forslag:
http://talcualdigital.com/index.php/2018/02/07/este-es-el-acuerdo-que-el...

De afgørende forskelle synes at være at regeringens forslag ville involvere anerkendelse af det forfatningstridige Asamblea Nacional Constituyente, hvormed regeringen har omgået det egentlige parlament. Oppositionens forslag indeholdt mere detaljerede specifikationer som skulle sikre pålidelige valg. Opposionens forslag krævede desuden at udelukkelsen af deres politiske ræpresentater skulle ophæves, herunder for Capriles og Lopez. De krævede det samme for deres primære partier og partikonstellationer, nemlig MUD, VP y Primero Justica.

Du er skeptisk til OAS rapporten, men UN rapporterne når jo frem til de samme hovedkonklusioner, nemlig at regeringen er ansvarlig for en lang række politisk motiverede krænkelser af menneskerettigheder, fravær af retssikkerhed og magtdeling, og en forfatningsstridig regeringsform.

Mvh, Kåre

Martin Sørensen

vi bør svare tilbage ved og helt enkelt og gøre begrebet #Venezuelahistorie til et synonym med. useriøs tendisiøs. journalistisk. jeg oplever dog denne her gang, en befolkning som ikke æder løgnen.. ja selv om man forsøger igen og igen, så nægter vi og tro på jeres. #Venezuelahistorie.

Du kan gøre en forskel. ved og udstille den bullshit. som vi fodres med

Kåre Nielsen

Kommentar til Niels Ingemann. 10. marts, 2019 - 11:00

Du skrev: «At fremstille oppositionen i så rosenrøde vendinger som flere debattører herinde gør er simpelthen ikke i overensstemmelse med facts on the ground og man kan undrer sig over hvad motivet for disse løgne mon kan være»

Hvis du sigter til mig, har jeg primært baseret mine indlæg om demonstrationerne på UNs rapporter og OAS rapport. Er det det disse rapporters beskrivelser du mener fremstiller oppositionen i rosenrøde vendinger? Hvis du ikke sikter til mig kan du se bort fra resten af denne kommentar. Mit motiv for at bruge UNs rapporter var som beskrevet tidligere at opnå et fælles udgangspunkt for diskussionerner her, da jeg anså UN for at repræsentere det nærmeste vi kan komme til en troværdig og systematisk arbejdende trediepart. Jeg indser at nogle, evt flere, som deltager i denne debat ikke anser dette for at være tilfældet, og din kommentar reflekterer at det samme gør sig gældende for OAS rapporten jeg også har refereret til. Jeg kan tilføje, at jeg ikke mener at have set at deltagere i denne debat har fremkommet med mere overbevisende forslag om et informationsgrundlag som kommer en troværdig og systematisk arbejdende trediepart.

Jeg er usikker på om du beskylder UN og/eller OAS for at lyve, eller om du faktisk offentligt beskylder mig for at lyve. Hvis det sidste er tilfældet giver jeg dig hermed en chance for at præcisere hvad jeg har sagt som er løgn eller at undskylde.

Mvh Kåre

Niels Duus Nielsen

Martin Sørensen: "...en befolkning som ikke æder løgnen...".

Ja, det er faktisk ved at blive en tendens. Pressen har tilladt en lang række utroværdige journalister at optræde side om side med seriøse og troværdige graverjournalister, hvilket påvirker alle journalister negativt, over en kam. Forskellen på før og nu er, at vi som menige borgere kan orientere os oden om den presse, som hidtil har fungeret som tærskelvogter.

Niklas Luhman skrev tilbage i firserne, at det store problem med medierne er, at vi er henvist til medierne for at få vore informationer, og hvis vi af en eller anden grund mistror disse informationer, er vi henvist til medierne for at finde ud af, hvad der er op og ned, sandt og falsk. Den eneste tilgang til virkeligheden uden for Lidenlund er gennem medierne.

Heldigvis er medierne ikke længere en form for envejskommunikation, hvor journalisterne uimodsagt fyrer deres snævre version af virkeligheden af. De nye sociale medier giver mulighed for at forbrugerne kan ytre deres utilfredshed med journalisternes fremstillinger - på godt og ondt - og hvis man følger lidt med i, hvad der sker, vil man se, at slet ikke så få "menige" borgere faktisk har en anden holdning til verden, end den, der er udbredt blandt magt- og kultureliten.

Tilbage i halvfjerdserne blev denne skærpede bevidsthed og den store folkelige deltagelse i den offentlige diskurs erklæret som en krise for demokratiet - befolkningen krævede, at de valgte repræsentanter og deres pressemedarbejdere sagde sandheden, og det kan vi jo ikke have.

Det er det samme, vi ser udfolde sig i dag, bare i lidt andre forklædninger, men etablissementets omkvæd er det samme: Pøbelen gør sin demokratiske indflydelse gældende, i stedet for at æde spin og løgne råt, og der er et "exces of democracy" (sic!) - ergo er demokratiet i krise.

https://en.wikipedia.org/wiki/The_Crisis_of_Democracy

Michael Kragh Rosenkilde, Randi Christiansen og Kåre Nielsen anbefalede denne kommentar
Andreas Bülow

Kåre, en sidste kommentar her fra mig. Når jeg siger at Machado ikke havde nogen som helst chance, så var det ikke bare noget jeg byggede på en personlig mavefornemmelse. Du skriver fejlagtigt at hun var præsidentkandidat i 2012. I realiteten var hun kandidat til oppositionens primærvalg, hvilket er noget helt andet. Hun er populær i Miami-segmentet, ja. Det er dem der kalder sig 'la resistencia'. Men netop derfor har hun tilsvarende ingen indflydelse over midten i venezuelansk politik, som udgør en ikke-ubetragtelig gruppe og da slet ikke over det man klan kalde chavismo dissidente.

Angående forhandlingerne på den dominikanske republik, så mener jeg ikke vi kan bruge Tal Cual som en troværdig kilde i den henseende. De er en rygte-baseret avis som Petkoff har perfektioneret til udelukkende at angribe regeringen, ofte med ret vilde karrikatur-tegninger og artikler uden substans. På samme måde som vi heller ikke kan bruge hverken VTV eller Telesur som hovedkilden til at forstå forhandlingerne.

Ang. forhandlingerne må vi se på hvad hoved-facilitatoren selv sagde. Nemlig Zapatero, som i den henseende var arkitekten bag det hele. Han sagde explicit at der lå et færdigt forhandlet dokument, som oppositionen i sidste øjeblik ikke havde villet underskrive. Ergo var det dem der forlod det færdig forhandlede dokument.

Kåre Nielsen

Vedr. kommentar fra Andreas Bülow 11. marts, 2019 - 22:02

Tak for dine svar.
Ja, Machado var kandidat til primærvalget og hun ville have sværere ved at få bred opslutning end Capriles, som vi begge anser som den vigtigste kandidat. Men jeg kan stadig ikke se at dette modsiger min påstand om at de vigtigste partier og kandidater var udelukket fra valget.

Jeg er enig med dig i at hverken Tal Cual VTV eller Telesur kan betragtes som pålidelige kilder. Generelt virker det vanskeligt at få et præcist billede af hvad der skete frem mod slutningen af forhandlingene. I alle tilfælde ville oppositionen ikke underskrive dokumentet 05.02.18, og udarbejdede et modforslag 07.02.18, som bla. indeholdt krav om at udelukkelsen af oppositionens kandidater blev ophævet og en nærmere specifisering af valgovervågningen. En artikkel i El Pais peger på, at det at regeringen havde sat datoen for præsidentvalget allerede til 22 April 2018, også var stopklods for oppositionen. Dette fik i følge samme artikkel Mexico og Chile til at trække sig fra forhandlingerne, og Chile udtalte at ingen aftale var opnået, som kunne skabe “the minimum conditions for a democratic presidential election.” https://elpais.com/elpais/2018/02/08/inenglish/1518100240_457096.html
Mvh, Kåre

Sider