Kommentar

Michael Cohen demonstrerede trangen til at slikke de støvler, der sparker én

Mange har svært ved at forstå, hvordan en fantast som Trump kan være så populær. Afhøringen af hans tidligere advokat Michael Cohen gav indblik i de psykologiske mekanismer, der får folk til at underkaste sig narcissister, skriver forfatter Ian Buruma i dette debatindlæg
Det indgik i Michael Cohens jobbeskrivelse, at han skulle true alle, der kom i vejen for hans chef. Af samme grund løj han for kongreskomiteer, betalte prostituerede for ikke at fortælle om deres affærer med Trump, skriver Ian Buruma.

Det indgik i Michael Cohens jobbeskrivelse, at han skulle true alle, der kom i vejen for hans chef. Af samme grund løj han for kongreskomiteer, betalte prostituerede for ikke at fortælle om deres affærer med Trump, skriver Ian Buruma.

Joshua Roberts

Debat
11. marts 2019

Det var spektakulært at overvære Michael Cohen, præsident Trumps tidligere advokat og ’fikser’, da han aflagde vidnesbyrd for en undersøgelseskomité i Repræsentanternes Hus. Her var en mand, som havde ladet sig hyre af Trump til at operere som en gangster, og som spillede rollen til perfektion.

Da en journalist fra Daily Beast skulle til at bringe en beskyldning fra Trumps ekskone om, at Trump havde voldtaget hende, greb Cohen ind: »Jeg advarer dig, træd fucking forsigtigt her, for ellers bliver det, jeg kommer til at udsætte dig for, fucking ækelt, kan du fatte det?«

Det indgik i Cohens jobbeskrivelse, at han skulle true alle, der kom i vejen for hans chef. Af samme grund løj han for kongreskomiteer, betalte prostituerede for ikke at fortælle om deres affærer med Trump osv.

Cohen, som nu skal indlede sin afsoning af en straf på tre års fængsel, er nu blevet hvad mafiosoer og Trump selv kalder ’en rotte’. Under vidneafhøringen fremstod Cohen ikke som en skurk. Snarere lignede han en ynkelig figur fra skolegården, nemlig svæklingen, der hænger ved den stærkeste bølles læber, udfører hans befalinger og ydmyger sig selv i processen. Med hundeøjne og nedbøjede mundvige spillede Cohen også den rolle til perfektion.

Sleskerier

Spytslikkeren og narcissisten næres som sadisten og masochisten ved hinanden i et gensidigt afhængighedforhold. Tilbederens behov for at tilbede er lige så stort som narcisstens behov for at blive slaveagtigt beundret. Tilskyndelsen til at smigre er så iøjnefaldende som dyrkelsen af egenkærligheden. Der er noget primitivt over dette: Den svage søger beskyttelse hos den stærke ved sleskerier, mens narcissisten føler sin magt vokse ved den svages underkastelse. Og dominansforholdet kan undertiden udarte til den stærkes udnyttelse af den svage.

Menneskeheden har udviklet strategier til at moderere denne udnyttelse og kanalisere disse tilbøjeligheder i mindre destruktive retninger. Religion tilbyder et abstrakt fokus for tilbedelse og underkastelse. Det er ikke spor tilfældigt, at flere trosretninger forbyder afbildninger af levende væsener.

I vores mere sekulære tider er de spirituelle idoler blevet erstattet af rockstjerner og sportshelte. Da John Lennon i sin tid forargede religiøse amerikanere ved at udtale, at The Beatles var mere populære end Jesus, var det kun en halv spøg.

Massehysteri

Tilbedelse af rockstjener er ret harmløst. Men når narcissister får politisk magt, kan resultaterne blive alt andet end harmløse. Karisma, der forstærkes ved tilbedelse, kan udløse massehysteri.

I så fald må kritikere og nejsigere elimineres, og magten frigøre sig fra alle kontrolinstanser. De pseudoreligiøse udstyrsstykker, der var del af de store diktaturers fremtrædelsesform i det 20. århundrede er forfærdende eksempler på denne mekanisme. For mange kinesere, russerer og tyskere var deres ledere halvguder.

Let at overse er det imidlertid, at denne tilbedelse ikke altid forudsætter tvang. Mange mennesker underkaster sig af egen fri vilje. Paradoksalt nok får det dem til at føle sig mindre svage.

Trump er ikke diktator, men at han gerne ville være det, er tydeligt. Hans kurtiseringer af andre stærke mænd fra Putin til Kim Jong-un viser dette.

Hans fortsat høje popularitetstal i dele af USA’s befolkning er en vedvarende kilde til undren for dem, der ikke lader sig forføre. De fatter simpelthen ikke, hvorfor en så primitiv, grov, selvoptaget og uvidende fantast kan have en så bred appel. Alt ved manden er jo ren overflade.

Just det er pointen. Selvfølgelig er alt overflade! Ganske som ved religiøse ceremonier eller nazistisk eller maoistisk massekoreografi. Vel er Trump uvidende, ukultiveret og uden intellekuel nysgerrighed, men han besidder et fantastisk instinkt for magtens og underkastelsens psykologi.

Han ved, hvordan man taler til mennesker, som føler sig svage og som ikke oplever anerkendelse, og han forstår at tiltrække dem i hobetal med sin vredeskarisma. Hans selvkærlighed får hans følgere til at elske sig selv og hade deres fjender. Dette er hans store og farlige talent.

Trumps massemøder i det dybe USA er som en genspejling af hans forhold til sin tidligere fikser, blot projiceret op på den store scene.

© Project Syndicate og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Barsk psykologisk betragtning, men jeg tror, at Ian Buruma har ret. Der er noget uforståeligt i, at vi elsker vores undertrykkere. I øjeblikket læser jeg Svetlana Alksevitz’s beretning om sovjettiden. De, der stadig er tilhængere af Stalin, bliver kaldt sovjetspader.
I USA kunne den samme type mennesker kaldes Trumpspader. Det er i hvert fald en meget alvorlig side af os mennesker, der rulles op her.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Rent bortset fra at jeg afviser sammenligningen af Trump og soviet koryfæer som Stalin, så er det rigtigt at der her er en alvorlig brist i vor måde at tænke på. Det minder om den slags kvinder der skriver kærlige breve til seriemordere. Som om selve viljen og ønsket om at slå folk ihjel, er beundringsværdigt.
Jeg mindes beskrivelserne af tyske embedsmænd der i fyrrerne planlagde okkupationen af soviet og hvordan de - helt koldt og kynisk - sad og skar fødevare mængden ned så flere millioner mennesker ville dø hvert år. Pænt arbejde, god plan, nå ja, de dør af det, men skidt. Det var pæne, veluddannede akademikere der sad og tog den slags rædselsbeslutninger. Såvidt jeg ved, ikke engang nazister. Hvordan kan man læse filosofi på universitetet og stadigvæk tage den slags beslutninger?

Niels-Simon Larsen, søren ploug og Per Klüver anbefalede denne kommentar

Poul Kristensen, 11. marts, 2019 - 12:27

Syntes du embedsstanden i Danmark i dag er bedre?

Poul Kristensen

Ja, for pokker da. Altså, det må vi da virkeligt håbe. Men mon ikke? Folk er ganske vist tilbøjelige til at sidestille forskellige ting, som f.eks. integrationsydelsen med terrorhændelser, men det kan man selvfølgelig ikke.