Kommentar

Når vi læser litteratur sammen, kan det modvirke ensomhed

Gennem ti uger har jeg læst for og med ensomme ældre, og sikke læseoplevelser vi har haft. Vi fik vakt mange læseminder til live. Jeg blev forundret og glad over, hvor store spor litterære oplevelser sætter
Debat
4. marts 2019

Er du Jacobe fra Lykke-Per, spurgte kvinden. Nej, det er jeg ikke, svarede jeg. Måske troede hun, jeg var Jacobe, fordi jeg var den, der kom til hende med litteraturen.

Oplevelsen har jeg haft som læseguide i et forløb på ti uger, hvor jeg har læst sammen med ældre, som »sjældent eller aldrig deltager i aktiviteter uden for eget hjem«, som det formuleres i projektet Forebyggende Fællesskaber.

For øjeblikket diskuteres det livligt, hvordan man kan afhjælpe ensomhed, og i Odense har man været visionære og samarbejdet med Læseforeningen om at lade samtaler ud fra litteraturen blive brugt til dette formål.

Himmel og jord

I min lille gruppe har jeg læst sammen med en ældre dame og to andre beboere i nærområdet og en ung kvinde fra hjemmeplejen. I Læseforeningen har man ikke almindelige læsegrupper, men det der kaldes ’guidet fælleslæsning’, hvor målet er at sætte en livslang læringsproces i gang, hvor man beriger egne og andres litteraturoplevelser ved at guide dem i læsning og skabe store læseoplevelser.

Og sikke læseoplevelser, vi har haft. Jeg har hver gang medbragt en novelle og et til to digte, som vi har læst sammen. Jeg starter med at læse op, og senere læser de andre op, når eller hvis de har lyst. Og så̊ har vi samtaler om det, vi kommer til at tænke på undervejs. Teksterne bliver delt op i små̊ bidder, så̊ vi kan tale om lige det, der skete dér, hvor teksten udfolder sig.

Den første novelle, vi læste, var Peter Seebergs Blomme, som handler om en mand, der flytter til en lille landsby og planter et blommetræ i haven. Hele landsbyen følger med i blommetræets udvikling, og der dukkede mange sjove anekdoter op om livet i en landsby og om æbleskud.

Herefter læste jeg Alle de voksende skygger/September af J.P. Jacobsen op. Dette smukke digt førte til en samtale om en ensom stjerne, om hvorvidt skyer har drømme og om, hvad det mon betyder, når »Blomsternes Øjne i Duggraad svømme«.

Næste gang jeg kom, kunne den ene af damerne ikke huske mig, men hun ville gerne høre en historie, og så̊ gik vi bare i gang med at læse. Vi læste Ællingen af Dorthe Nors, en barsk historie om et barn, der vokser op ved et anderi, og hvor de ællinger, der ikke kan gå̊ ordentligt, bliver klasket hårdt mod gulvet. Vi havde en lang snak om faderen i historien, og mange anekdoter om fugle og hunde dukkede frem fra erindringen.

Mens vi sad og drak Ribena, læste vi også̊ Ida Jessens Da jeg skulle hjem om en mand, der er på en meget dramatisk hjemtur efter et besøg hos venner på en ø ved polarcirklen. Her havde jeg lidt svært ved at styre samtalen, for den ene syntes, novellen var så̊ spændende, at hun læste videre, mens vi andre snakkede.

Vi havde en fantastisk gruppe, hvor vi næsten i bogstavelig forstand snakkede om alt mellem himmel og jord. De to damer kan ikke længere koncentrere sig om selv at læse, men de bød ivrigt ind, når vi læste sammen, og den unge kvinde fra hjemmeplejen deltog på lige fod, samtidig med at hun lige snuppede en opvask og sørgede for, at medicinen blev indtaget.

For at de kunne deltage i forløbet, skulle de have interesse for litteratur og komme meget lidt uden for deres hjem. Og interesse for litteraturen havde de i høj grad. Jeg blev forundret og glad over, hvor store spor litterære oplevelser sætter. Øjeblikke med store læseoplevelser virker næsten ligestillede med andre personlige oplevelser, kvinderne har haft i deres liv.

Noget at tale om

Disse læsninger har for mig som læseguide været helt unikke. Jeg har fået et endnu dybere forhold til litteraturen – især digtene, der virkelig folder sig ud, når man læser dem sammen. Men det har især været de særlige møder, vi har haft sammen gennem litteraturen, der har gjort indtryk.

Kan disse oplæsninger så̊ ligefrem betragtes som tiltag, der kan afhjælpe ensomhed? Ja, det tror jeg. Læseforeningen har et slogan, der hedder: »I litteraturen er du aldrig alene«. Og det passer godt. Man er jo aldrig alene i litteraturen.

I de læseoplevelser, som kvinderne har haft livet igennem, har de ikke været alene, men de har mødt andre, omend fiktive personer, som de stadig husker.

De har fået helt andre emner at tale med hjemmeplejen om, for teksterne har åbnet for fælles oplevelser og interesser, og i vores møder sammen om litteraturen har det handlet om fællesskab, samtidig med at vi har kunnet tale om emner som død, ensomhed, sorg, livet, depression, ællinger, hunde og æblerov.

Helle Ribo Petersen er cand.mag. i kultur og formidling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her