Kommentar

Det nyfødte barns tarv bør vægte højest i spørgsmålet om rugemoderskab

Debatten om rugemoderskab kredser om hensynet til de voksne. Men vi burde diskutere, om vi som samfund kan stå bag en praksis, der bevidst påfører børn traumet at blive adskilt fra deres mor ved fødslen, skriver Line Britt Madsen og Stine Roldgaard i dette debatindlæg
Debatten om rugemoderskab kredser om hensynet til de voksne. Men vi burde diskutere, om vi som samfund kan stå bag en praksis, der bevidst påfører børn traumet at blive adskilt fra deres mor ved fødslen, skriver Line Britt Madsen og Stine Roldgaard i dette debatindlæg

Michele Constantini

9. marts 2019

For nylig kunne man høre ramaskrig over en rugemor, der valgte selv at beholde de tvillinger, hun havde båret under sit hjerte igennem en hel graviditet – angiveligt for andre. I forlængelse af sagen erklærer Socialdemokratiet, De Radikale og Liberal Alliance sig villige til at revurdere det nuværende regelsæt på området. Venstre og Dansk Folkeparti tager dog som de eneste klart afstand herfra.

I hele debatten går hensynet til de voksne. Der bliver taget hensyn til rugemoderen, der stiller sin krop til rådighed for andre. Hun bliver naturligvis betragtet som transaktionens svage part. Og der bliver taget hensyn til de barnløse, der så inderligt ønsker sig et biologisk barn, men ikke er i stand til selv at sætte det i verden.

Vi deler betragtningen om, at rugemoderen er meget udsat i en sådan konstellation, ligesom vi nærer stor medfølelse for de barnløse. Men vi savner opmærksomhed på transaktionens allermest sårbare væsen – nemlig det lille barn, som det hele handler om. Varen, om man vil.

Graviditetens bånd

Vi ved i dag, at mor og barn knytter bånd allerede tidligt i graviditeten. Først gennem moderens tidlige forestillinger om barnet, der efterhånden udvikler sig til indre repræsentationer af det. Senere i form af de første spark og bevægelser, der helt umærkeligt begynder den samtale imellem mor og barn, der vokser sig stærkere gennem graviditeten. En samtale, der kulminerer i en eksplosion af oxytocin under og lige efter fødslen. Fødslen udgør altså ikke alene en begyndelse og et møde, men også en adskillelse og en afslutning på den samhørighed, der opstår, når man deler krop.

Under hele den overgangsfase, som fødslen udgør, understøttes tilknytningen og samhørigheden mellem mor og barn af hormonet oxytocin. Oxytocin indgår i hjernens belønningssystem, hvor det får os til at føle lykke og velvære. Udskillelsen af hormonet topper, når barnet passerer livmoderhalsen. Det bliver udskilt i tilsvarende store mængder, når barnet umiddelbart efter fødslen ligger hud mod hud hos sin mor. Ud over at styrke mælkedannelsen og aktivere brystets nedløbsrefleks besidder oxytocin en afstressende effekt og styrker moderens evne til at skabe følelsesmæssig kontakt med sit barn.

Alle disse effekter må klart være i den nyfødtes interesse, idet de styrker barnets overlevelseschancer. I dag ved vi desuden, at menneskebarnet ikke er et ubeskrevet blad indtil den dag, det fødes. Det vænner sig under graviditeten til moderens hjerterytme, hendes stemme og vuggende bevægelser, der senere virker beroligende på barnet, når det bæres. Ganske enkelt fordi barnet allerede kender rytmen fra tiden i maven. Barnets nervesystem er under graviditeten tæt forbundet med moderens, og det bliver påvirket af hendes følelser og sindsstemning igennem de hormoner, hendes krop udskiller.

Der er tale om meget fine, avancerede og nøje afstemte systemer, der bidrager til at skabe stærke bånd mellem mor og barn allerede under graviditeten.

Det er i lyset af graviditetens og fødslens meget fine biologiske mekanismer, at vi må forholde os til ikke alene rugemoderens, men også det ufødte barns tarv, når vi beskæftiger os med rugemoderskab. Det er meget brutalt at fjerne det nyfødte barn fra den krop, som er alt, det kender til, når det hjælpeløst og dybt afhængigt af sin moders fuldkomne hengivelse kommer til verden.

Vi har vanskeligt ved at se, hvordan vi som samfund kan forsvare barnets tarv ved en sådan praksis.

Husk barnets behov

Hvordan kan vi forsvare at fjerne barnet fra den beroligende hjerterytme, der har været grundmelodien i dets tidligste og mest grundlæggende udvikling?

Hvordan kan vi forsvare at tage en nyfødt fra den trygge stemme, det har lært at kende gennem ni måneders tilvænning? Hvad er de tungtvejende argumenter for, at vi som samfund kan medvirke til en praksis, hvor vi fuldstændig tilsidesætter barnets behov for det menneske, der har båret og næret det?

Vi mener, at vi som samfund her har en opgave i at beskytte barnet og varetage dets behov og interesser, for ingen børn skal begynde tilværelsen med et bevidst påført traume ved at blive adskilt fra sin mor ved fødslen. Det er en meget stor pris at betale for andre menneskers længsel, og et barn må aldrig blive et middel til at opfylde andre menneskers mål.

Vi vil derfor indtrængende henstille til, at politikerne i disse spørgsmål lytter til repræsentanter fra bl.a. Etisk Råd og Jordemoderforeningen – frem for at handle på en oppisket folkestemning, der ikke forholder sig nævneværdigt til børnene i disse sager.

Line Britt Madsen & Stine Roldgaard er hhv. cand.soc. og socialrådgiver & barselssygeplejerske, ammevejleder og suppleant for SF i Region Hovedstaden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Knud Ejstrup Larsen
  • Flemming Berger
  • David Zennaro
  • Henning Kjær
  • Jørn Andersen
  • Esben Lykke
Knud Ejstrup Larsen, Flemming Berger, David Zennaro, Henning Kjær, Jørn Andersen og Esben Lykke anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krister Meyersahm

Et barn fødes kun én gang og har derfor også kun én mor, den biologiske. Hvis man derfor vil tillade kvinder at bære en andens barn, må det juridiske "ejerskab" af barnet tilhøre den biologiske mor. Ændring af denne tilstand skal kun kunne ske lovligt ved, at den biologiske mor bortadopterer barnet. Dette skal ske med statens mellemkomst efter gældende adoptionsregler - private aftale skal ikke gælde.

Knud Ejstrup Larsen, John Liebach, Steen Obel, Henrik Brøndum og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Sprængfarligt emne. Ja, der er evidens for, at der tidligt i et fosterets liv sker en samhørighed med mor.
At fattige kvinder fra bl. a Indien bortgiver et barn til en ukendt familie kan man forstå. De lever på den yderste kant og det i sig selv er rædselsfuldt.
Som jeg læser artiklen er det ikke disse kvinders børn der her pointeres.
Den rugemor, som vi har læst om, havde måske af idealistiske grunde valgt at blive gravid og herefter " sælge" barnet.Var det tvillinger? Det fortrød hun, og kunne herefter få børnepenge.
Hvordan skal man retfærdigt efterfølg. dømme i en sådan sag.
Begge parter har jo ret.
Hvordan ved vi , hvad det tjener barnets tarv bedst.
At man overhovedet kan give sit barn væk, hvis man af diverse grunde ikke er tvunget til det er uforståeligt. Men ingen sidder i andres følelsesliv og tankegang.
er et barn tjent med, at vokse op hos en mor, som frasiger sig barnet. Er der noget følelsesmæssigt noget galt.
. Jeg er imod anonym sæddonation. Enhver har ret til at kende sit ophav. Basta! Men det er også lettere at tage stilling til.

Rud Nikolajsen

Måske sku de kvinder som ikk ka få børn bare lære og affinde sig med det. Tit men ikk altid er der en dybere mening med at de ikk er i stand til det. Og den tossede mentalitet med at det at få børn er en menneskeret. Ville nok være en god idé og få aflivet

Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Krister Meyersahm og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

For mig, så er der tale om en vigtig beskrivelse af barnets tarv, så langt som til: "vuggende bevægelser", hvor jeg synes, at det bliver en beskrivelse af noget andet. Barnets tarv handler, for mig, om barnets ret til, at være til på sine egne betingelser. Det er dette nyfødte menneskes eget liv, som vi skal kære os om. Den intimitet, der findes og bliver etableret mellem den kvinde, der bærer fosteret og fosteret selv ender ud i fødslen (hvor de involverede bliver til et barn, en mor etc). Som en, der har hjulpet to børn, mine egne, til verden, så er det min erfaring at det går meget godt med at dele eller overtage den rolle som vugger.