Kronik

På arbejdsmarkedet har du valget mellem at holde kæft eller blive fyret

Vi er på vej mod en ny arbejdsmarkedsmodel, hvor ansatte ikke længere tør ytre sig om arbejdspladsens kritisable forhold på grund af deres i højere grad usikre ansættelsesforhold, og selvcensuren kan potentielt medføre stress. Det skriver to forskere i dette debatindlæg
Vi overgået til en såkaldt flexploitation-model, hvor sikkerheden for arbejdstagerne er forværret, mens arbejdsgiverne har beholdt deres høje grad af fleksibilitet, skriver lektorerne Rasmus Willig og Anders Ejrnæs. Derfor tør mange ansatte ikke at ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden ellers burde have kendskab til.

Vi overgået til en såkaldt flexploitation-model, hvor sikkerheden for arbejdstagerne er forværret, mens arbejdsgiverne har beholdt deres høje grad af fleksibilitet, skriver lektorerne Rasmus Willig og Anders Ejrnæs. Derfor tør mange ansatte ikke at ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden ellers burde have kendskab til.

Sille Veilmark

1. april 2019

Danmark er blandt internationale arbejdsmarkedsforskere verdensberømt for vores flexicuritymodel, hvor arbejdsgiverne nyder en høj grad af fleksibilitet, kan hyre og fyre forholdsvis let, og arbejdstagerne, hvis uheldet skulle være ude, har en høj grad af sikkerhed i form af et velfungerende dagpenge- og kontanthjælpssystem.

Men dagpengeperioden er som bekendt blevet væsentligt kortere, kompensationen mindre og optjeningsprincipperne hårdere.

Vi er, som den nu afdøde franske sociolog Pierre Bourdieu forudså det, overgået til en såkaldt flexploitation-model, hvor sikkerheden for arbejdstagerne er forværret, mens arbejdsgiverne har beholdt deres høje grad af fleksibilitet.

En fleksibeludnyttelsesmodel.

En høj grad af oplevet sikkerhed er dermed blevet afløst af en spirende oplevet usikkerhed for arbejdstagerne. Men meget tyder på, at flexploitation-modellen ikke længere kan stå alene. Der er nemlig også sket en anden udvikling, som betyder, at der måske skal en yderligere tredje arbejdsmarkedsmodel i spil; nemlig den udvikling der karakteriseres som ’flexisme’.

Frygt for at kritisere

’Flexisme’ opstår, når krav om øget fleksibilitet kombineret medmindre social sikkerhed fører til selvcensur og tilbageholdelse af kritik af sine arbejdsforhold.

Det er de seneste år blevet påvist, at alt for mange, både offentligt ansatte og privatansatte ikke tør ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden ellers burde have kendskab til.

Det kan vedrøre social- og sundhedsassistenter, der ikke tør tale om svigt i forhold til de ældre.

Det kan være lærere, der ikke tør sige højt, at de ikke længere kan forberede sig ordentligt til undervisningen. Politibetjente, der ikke kan sige, at de anvender deres ressourcer forkert, og at konsekvensen er, at mange kriminelle går helt fri. Læger og sygeplejersker, der er bange for patienternes ve og vel grundet de konstante besparelser og omorganiseringer og medarbejdere i SKAT, der godt kan se, hvor den manglende kontrol bærer hen, men ikke tør ytre sig – listen fortsætter.

Kritisable forhold, som offentligheden burde have kendskab til, så fejl og mangler kan komme til livs, bliver dermed ikke længere håndteret med rettidig omhu.

Denne udvikling kendetegnes imidlertid ikke kun af en højere grad af oplevet usikkerhed, sådan som det ses i flexploitation-modellen, men også af, at en stor andel ansatte ikke tør ytre sig om kritisable vilkår. Et sådant arbejdsmarked må derfor beskrives som værende præget af ’flexisme’. Men hvorfor er der en sammenhæng mellem den højere grad af oplevet usikkerhed og selvcensur?

Svaret er ganske enkelt: I dag er der mere at miste, hvis man bliver afskediget på baggrund af at have påpeget kritisable forhold.

Det er ikke sådan, at alle rammes lige hårdt.

De veluddannede med højere og videregående uddannelser er umiddelbart mere tilbøjelige til at ytre sig om kritisable forhold end dem med korte videregående uddannelser. Det betyder, at vi bliver nødt til at tale om den reelle brug af ytringsfriheden, som noget der er delvist bestemt af indkomst- og uddannelsesniveau.

Det er således mere usikkert at ytre sig om kritisable forhold, når man har mere at miste – og det har de lavtlønnede og kortuddannede.

Selvcensur

Vi kan umiddelbart fastslå, at vores berømte flexicuritymodel skabte gode betingelser for ’selvrealisering’. Ligesom den sørgede for, at en stor del af befolkningen kunne ytre sig uden frygt for, at deres karrierer skulle lide skade, hvis de gik op imod ledelsen eller ytrede sig i offentligheden om et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Flexicuritymodellen var forudsætningen for, at den enkelte turde ytre sig ekstrovert i den offentlige debat. Og hvorfor ikke – for hvis man blev fyret grundet kritik af dårlige arbejdsforhold, kunne man dengang gå ud ad døren med fire eller syv års dagpenge og finde sig et nyt arbejde.

Flexploitation-modellen, der karakteriseres af en højere grad af usikkerhed, kræver til gengæld en højere grad af introvert ’selvkritik’. For går det galt, og man bliver fyret, er det ikke længere et udtryk for et mere dysfunktionelt arbejdsmarked, men derimod den enkeltes eget ansvar.

Et arbejdsmarked præget af ’flexisme’ er derimod præget af ’selvcensur’. For de, som ytrer kritik af arbejdspladsen, kommer uvægerligt til at udstille sig selv som dem, der ikke kan følge med – og så hellere tie. De udpeges som de ufleksible af et arbejdsmarked, som ikke længere tolererer kritik af dårlige politiske eller ledelsesmæssige beslutninger.

Dermed er ideen om et fleksibelt arbejdsmarked vendt på hovedet. Der er ikke længere tale om bedre muligheder for både arbejdsgiver og -tager, men om et usikkert arbejdsmarked præget af selvcensur, følelser af utilstrækkelighed og frygt for at miste arbejdet med de større økonomiske og sociale konsekvenser, der i dag følger med.

Stress

Udviklingen kan måske også vise sig at være en medvirkende årsag til den igangværende stressepidemi. Øget selvcensur kan nemlig lede til mere stress af flere årsager.

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige- og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Kritik skaber forandring

Sikkerheden har i en dansk arbejdsmarkedskontekst bestået i en høj dagpengesats, men noget tyder på, at jo lavere kompensation, kortere dagpengeperiode og hårdere optjeningsprincipper, desto højere grad af oplevet usikkerhed og desto mindre tilbøjelighed til at ytre sig om kritisable forhold. Egentligt ganske logisk.

En af de væsentligste motorer for forandring er kritik, og den er en forudsætning for, at fejl og mangler kan løses. Men hvis netop ytret kritik resulterer i, at karrieren går i stå, fordi man bliver opfattet som ufleksibel, så fjerner vi muligheden for løbende at have en velfungerende debat om konsekvenserne af besparelser og reformer.

Et vellykket arbejdsmarked og godt psykisk arbejdsmiljø afhænger således ikke kun af velmenende ord om at nedbringe sygefraværet, skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø og sikre de ansattes ytringsfrihed, men i høj grad også om, hvorvidt der er en økonomisk sikkerhed for at ytre sig.

Usikkerheden på det danske arbejdsmarked er stigende og set i lyset af, hvor mange der ikke tør ytre sig og er stressede, er det på sin plads at karakterisere vores nuværende arbejdsmarked, som et der er præget af ’flexisme’.

Det betyder, at den fleksibilitet, vi i årevis har hyldet, er begyndt at ændre form. Vi selvcensurerer, eftersom konsekvenserne ved at ytre sig er for store.

Rasmus Willig og Anders Ejrnæs er lektorer på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet.

Det er tre ben i præsident Emmanuel Macrons forsøg på at revolutionere det franske jobmarked: Det skal være lettere at fyre folk. Der skal være mere omskoling. Og der skal være mere kontrol. Macron besøger Danmark for at blive inspireret til nye reformer.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Roepstorff
  • Thomas Tanghus
  • Bjarne Andersen
  • Anne Schøtt
  • Lillian Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Marianne Stockmarr
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Elisabeth Andersen
  • Arne Albatros Olsen
  • Espen Bøgh
  • Torben Skov
  • ingemaje lange
  • Ole Frank
  • Anne Albinus
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Niels Makholm
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Gert Romme
  • Ib Christensen
  • Christian Mondrup
  • Hans Larsen
  • Trond Meiring
  • Ervin Lazar
  • Dorte Sørensen
  • Jørn Andersen
Søren Roepstorff, Thomas Tanghus, Bjarne Andersen, Anne Schøtt, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Arne Albatros Olsen, Espen Bøgh, Torben Skov, ingemaje lange, Ole Frank, Anne Albinus, Anne-Marie Krogsbøll, Niels Makholm, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Gert Romme, Ib Christensen, Christian Mondrup, Hans Larsen, Trond Meiring, Ervin Lazar, Dorte Sørensen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

En anden ting - i dag strejker lokofører mv. fordi DSB har skiftet over til en privat arbejdsgiverforening og i den forbindelse vil afskaffe en stor del af tillidsmændene osv.
Personalet har ikke ret til at strejke og vil sikkert blive pådømt en bod. Altså lønmodtagerne står her uden rettigheder efter DSB,s skift af arbejdsgiverforening.

Det er i mine øjne også et valg mellem at holde kæft eller bliv fyret.
En ting der kan hjælpe her er en stærkere fagforening - dvs et langt højere medlemstal med aktivt deltagelse.

Thomas Tanghus, Mads Kjærgård, Carsten Wienholtz, Anne Schøtt, Nille Torsen, Eva Schwanenflügel, Jesper Sano Højdal, Marianne Stockmarr, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Poul Kristensen, Elisabeth Andersen, Torben Skov, Ole Frank, Carsten Mortensen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Kim Houmøller, Steen Obel, Steen K Petersen, Niels Duus Nielsen, Gert Romme, Steffen Gliese, Werner Gass, Ervin Lazar og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Vi ser således et tydeligt tegn på, at man prostituerer sig selv ved at lade sig ansætte. Det betyder, at man afgiver sin suverænitet og dermed indgår i et slavelignende forhold.
Betegnelserne arbejdsgiver og arbejdstager skal forstås omvendt.
Arbejdsgiveren er den, der modtager løn eller almisser for sit arbejde.
Arbejdstageren er den part, det tager arbejdet og sælger det videre til en højere pris end det, arbejdsgiveren modtager.
For det første er dette forhold en fremmedgørelse, for det andet bliver betalingen en abstraktion, da prisen ikke er den reelle pris, men en pris, der bestemmes af markedsforhold. Det er således udbud og efterspørgsel, der afgør størrelsen af prisen. Det betyder, at priser er abstrakte.
Det er jo et valg at kalde sig selv arbejdsgiver, når man de facto er arbejdstager og videresælger. Normalt vil det være mere positivt at give end at tage.
Det vigtige for virksomhed og lønmodtager er at forstå, at det ene ikke består uden det andet. Der er således et symbiotisk forhold mellem virksomhed og ansat.

Thomas Tanghus, Carsten Wienholtz, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg, Poul Kristensen, Michael Waterstradt, Torben Skov, Ole Frank, Katrine Damm, Finn Bendixen, Carsten Nørgaard, Steen K Petersen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Umiddelbart ser det ut til, at fagforeninger er på den ansattes side, men i realiteten understøtter fagforeningerne skismaet mellem virksomhed og den ansatte.

Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Ole Frank og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Der er inter nyt her. Som sædvanlig importerer borgerlige regeringer ligeså langsomt amerikanske økonomiske præmisser for at drive økonomien, herunder jobusikkerhed.

https://www.nytimes.com/1997/02/27/business/job-insecurity-of-workers-is...

Peter Tagesen, Thomas Tanghus, Carsten Wienholtz, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Poul Kristensen, Elisabeth Andersen, Arne Albatros Olsen, Torben Skov, Ole Frank, Katrine Damm, Kim Houmøller, Steen K Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det var den frihed og styrke, danske lønmodtagere blev frataget i to omgange - først med adskillelsen af a-kasse og fagforening pga. en EF-dom (men det ville man kunne rette med en traktatændring, der i det hele taget er påkrævet, og som bliver mulig efter Brexit), dernæst afskaffelsen af arbejdet og indførelse af 'beskæftigelse' som følge af SR-regeringens dagpenge'reform' med virkning fra 1. januar 1994. Den er næsten alle velfærdsforringelsers moder.

Carsten Wienholtz, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Arne Albatros Olsen, Torben Skov, Ole Frank, Carsten Mortensen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Steen K Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Løsningen herpå må være indførelsen af en basisydelse uden modkrav for alle, som skal være stor nok til, at man kan leve anstændigt af den.

Det er mig en gåde, hvordan størstedelen af befolkningen - trods alt nogenlunde ordentlige og reelle mennesker - i et (angiveligvis) demokratisk samfund som det danske til stadighed kan narres til at tro, at jungleloven skulle være til deres egen fordel. Og det må de jo tro, siden de bliver ved med at stemme på de politikere, som arbejder henimod større og større usikkerhed.

De eneste, som i virkeligheden personligt har glæde af et usikkert arbejdsmarked og som ikke vil have glæde af en basisindkomst model (eller i det mindste en anden model, som giver en høj grad af social sikkerhed), er de berømte 1-2%. Og det gælder uanset, om man er venstre- eller højreorienteret eller midt imellem.

Thomas Tanghus, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Waterstradt, Torben Skov, Carsten Mortensen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Rune Christensen, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Christian de Coninck Lucas

AmeriDanmark.

Pushing the corporate agenda since September 12th, 2001.

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Et menneskes værdi .. altså et menneske som tilhører de 97% af mennesker uden økonomisk magt ...opgøres i dets evne til at arbejde og holde kæft.
Denne værdi-vurdering er landets (og de fleste af verdens) politikere helt i overensstemmelse med. Hvilket kan undre. Politkerne har jo selv kun symbolsk magt og værdi, når det er pengene om styrer.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Ole Frank, Tor Brandt, Steffen Gliese og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Niels Østergård

Jag är en av dom som slavar på Kung Keops pyramid
Och det är vi som jobbar nere invid foten
Och vi sliter och vi svettas för att inte tappa tid
Och det är synd om dom som inte fyller kvoten
Har man en gång kommit hit
blir man aldrig mera fri
Om man slutar här så slutar man i gropen
Men om kungen sägs att han är son av solen
Bakom femton dubbla reglar, bakom femton dubbla lås
håller rikedomen hov i maktens salar
Här finns ingenting som hotar, här finns ingenting som stör
Här är tankarna och rummen lika svala
Och om någon måste dö
eller några ska ha spö
finns det andra som kan verkställa besluten
Hit hörs aldrig ångestropen eller tjuten
Men när natten blir lång
brukar vi sjunga en sång
som dom som styr oss kan höra i vinden
Om ett folk som levde en gång
som ville bygga ett torn
som skulle räcka ända upp till himlen
Men ju högre man kom
ju mera skilde sej dom
som bodde där uppe ifrån dom andra
Och till sist blev tornet så högt
att dom där uppe och nere
inte längre förstod varandra
Och då rasade tornet samman
Så det verkar som om det i varje tid och i
alla sorters folk
finns några som vill skapa pyramider
där dom själva sitter överst och har makten i sin hand
medan dom som lever nedanför dom lyder
Men om dom där uppe i det blå
inte längre vill förstå
utan föraktar alla dom som ger dom mat
ska pyramiderna till sist bli deras grav
Mikael Wiehe

https://www.youtube.com/watch?v=FDBvAaUuW5o

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Lars Uløkke Rasmussen er noget af det værste vi har set på Christiansborg, han er ved at overhale DF.

Jens J. Pedersen

Gert Romme
Jeg er bange for, at overskriften viser de faktiske forhold i jernindustrien.
Vi har jo desværre set det også med politiske fyringer, så ja, overskriften er korrekt efter virkeligheden.

Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Torben Skov, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Overskriftens korrekthed har jeg såmænd selv oplevet.

Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Ole Frank og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Efter indførelsen af 'Det europæiske semester' med de 'Landespecifikke henstillinger' har blå og rød regering overimplementeret EU vilje med nedprioritering af fagbevægelsen i form af en afvikling af efterløn, reduktion af dagpengerettigheder og forringelser for førtidspension, fleksjob og lærernes arbejdsforhold. Altsammen på trods af vores forbehold over for unionsborgerskabet som faktisk var indført for at forhindre netop en sådan udvikling.

Stadig fleksibelt ja men uden sikkerhed.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Steffen Gliese, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Hvorfor vælger 'vi' sådanne politikere? Som nogle påpeger er de værste anslag mod arbejderne kommet fra Socialdemokratiet under Poul Nyrup Rasmussen. Det forfærdelige er, at fagbevægelsens top er ét med socialdemokraterne på Christiansborg. Der har da været nogle tv-klip fra borgen hvor vi har set Harald Børsting snige sig ind til de lukkede regeringsmøder under Thorning. Jeg formoder Lizette Risgaard vil fortsætte hvor Børsting slap. Ellers var hun næppe endt hvor hun er. Ergo...

En fri fagbevægelse må være fri af socialdemokratiet!

Forøvrigt er det ikke kun størrelsen på fagforbundene der tæller. Sømandsforbundet mistede fuldstændigt sin magt, da den kom under LO og SiD. Så blev det lalala som alle de andre!

Det er sandelig ikke nogen nyhed, sådan var det også dengang jeg var i den offentlige sektor.

Så skulle vi på kursus og "lære at sige fra", - min bare "ræv"!

Henning Kjær, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Og fagforeningerne sover for størstedelen stadig Tornerosesøvn. Det har de gjort lige siden Thomas Nielsen i sin tid proklamerede. " Vi har sejret ad helvede til ".

Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Ja, vi har brug for stærkere fagforeninger. De skal både kæmpe på borgen og støtte socialdemokratiet og de skal støtte den enkelte lønmodtager. Men socialdemokratiet er svækket pga. en upopulær indvandringspolitik. Ca. 20 % (17%? idag) procent af befolkningen stemmer DF, folk der hovedsagligt stemte S før i tiden. Socialdemokratiet blev alvorligt svækket (jeg er faktisk meget imponeret af at de er kommet så fint igen). Så det blev vanskeligt for socialdemokratiet at gøre noget. De mangler simpelthen stemmerne. Og så følger alt det andet med. Svækkelse af fagforeningerne, privat organisering, unge mennesker der hånligt forkaster deres forældres politikker (og bliver syge af stress) osv. osv.

@ Poul Kristensen,

Jeg er helt med på den med at forstærke de faglige bevægelser. Men, efter min mening, skal man kun støtte det eller de politiske partier, der gavner både samfund, lønmodtagere samt fører en human og menneskelig politik over for alle grupper i samfundet - herunder flygtninge og indvandrere. Og her har mit gamle parti gennem en årrække, Socialdemokratiet, altså bevidst meldt sig helt fra denne mulighed.

Jeg tror, Socialdemokratiet kommer til magten efter valget sammen med Dansk Folkeparti. Og da er der, fortsat efter min opfattelse, blot at ønske dem lykke til, og i øvrigt ignorere dem frem til næste valg.

Tommy Gundestrup Schou

Jeg må sige, at jeg ikke på nogen måde kan genkende det kronikøren her snakker om. Jeg har selv en kort videregående uddannelse, men er på ingen måde bange for at udtrykke overfor min arbejdsgiver, hvis der er forhold jeg er utilfreds med og frygter på ingen måde en fyreseddel på sådan et grundlag. Jeg kender flere der er ansat i det offentlige regi og her gælder, at de nærmest skal stjæle af kassen eller værre for at blive fyret. Der er på ingen måde angst for at udtrykke utilfredshed med forhold på arbejdspladsen. Hvor har de deres oplysninger fra?

Kan være der er nogen i det offentlige regi der føler de har mundkurv på. Men er det reelt? De virksomheder jeg kender til ved udmærket at medarbejder trivsel er en vigtig faktor for en virksomhed som gerne vil tjene penge og er kritikken berettiget vil den blive modtaget med kyshånd.

Er det kun i sygehusvæsenet/hjemmeplejen det her er et problem?

Poul Kristensen

Ahh. Nu forstår jeg. Demokratiet nydes i fritiden - men hvis man ikke har demokrati har man aldrig fritid. Yes. Enten er man på arbejde eller også står man i kø.
Sådan hænger det sammen at man stadig kan møde mennesker der foretrækker diktatur.

Man kan jo fundere på hvor i processen, at kæden hoppede af. Det ligger indlejret i en neoliberal forståelse, at konkurrence er godt, og at vi alle bliver rigere af globaliseringen. Kapitalen har vel altid været grænseoverskridende, og i hele efterkrigsæraen har internationalisering af handel været en tendens. Men tendensen er jo også blevet, at arbejdsforholdene er blevet det.

Politikerne kunne næsten ikke få armene ned da regimerne i øst kollapsede og vi fik "øst-udvidelsen". I dag er der mere end 100.000 østarbejdere i DK, og vi ser problemer med socialdumpning og løndumping rundt omkring. Særligt ufaglærte grupper er under pres

Og det hele gøres op efter konkurrenceevne, for regnestykket gøres op efter, at vi som samfund er rige grundet vores konkurrenceevne

Og det er og bliver en sandhed med voldsomme modifikationer for det er vel stadig en sandhed et stykke ad vejen, at kapital er modstillet arbejde under kapitalismen, som profit beror på merværditilegnelse og arbejdet er kilden til værdi som sådan. Altså bliver det helt på kapitalismens præmisser i den neoliberale verden. Det er endog vanskeligt, at komme med argumenter der rækker ud over nødvendighedens politik.

Og det har jo ikke skortet på reformer der har reduceret dagpenge, pension og andet - alene for at geare DK til, at være konkurrencedygtigt. Øjensynligt er der jo ikke råd til velfærd - det synes i alle tilfælde nødvendigt, at skære ned.

Det var ellers denne velfærd der skulle sikre lønmodtagerne tryghed. Og det er jo ligegyldigt om det er borgerlige regeringer - eller Socialdemokraterne der har regeringsmagten for retningen i den økonomiske politik. Vi kan end ikke se enden på disse reformer endnu

Og ind i mellem må selv politikkerne sige hovsa når hele den finansielle sektor er ved, at kollapse eller det bliver evident, at moralen er lidt flosset i kapitalsektoren. Men hvad er bedre anledning til, at stramme skruen endnu en tand end når krisen kradser, for staten må jo holde for og får store budgetunderskud når det indtræffer, hvorfor der selvfølgelig må følge endnu en runde med nedskæringer og beskæring af velfærd.

Der køres en evig cyklus af effektiviseringer og naturligvis er der i hovedtræk kun et sted, at hente dem hjem, nemlig hos lønmodtagerne.

Så det er dels det forhold, at politikerne har sat en retning, men også at internationaliseringen har sat fagbevægelsen under et pres, som den ikke har noget modsvar på der nogle af elementerne der kan forklare, at det gik som det gik.

Men nu synes hele det politiske fokus flyttet til et spørgsmål om det nationale og indvandring. Men det flytter jo lidt fokus fra en egentlig klassekamp, at S hele tiden må padle til højre i bestræbelserne på, at inddæmme en tilstrømning til DF.

Men nu er tendensen ikke isoleret dansk og S gør det jo øjensynligt frivilligt. Så bliver det stort anderledes efter et folketingsvalg? Næppe

Men det er svært, at forestille sig, at den næste serie af skattelettelser ikke lige skulle kunne finansieres ved, at sætte pensionsalderen op - eller lave et par omprioriteringsbidrag rundt omkring

På trods af, at vi synes rige som aldrig før, så er det til, at få øje på huller i tøjet rundt omkring.