Klumme

Vi pådutter de unge vores angst, når vi bilder dem ind, at alt er foranderligt

Min generation er endnu ikke kommet sig over, at de lukkede posthuset, nedlagde fastnettelefonen, skrottede cd’en og lukkede Blockbuster. Men det skal ikke ligge de unge til last, at vi ikke kan overskue vores eget liv, skriver teaterinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
14. marts 2019

Tidligere iværksætter og nu uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, udtaler i Information den 2. marts, at de unge, som står foran en uddannelse, skal vide, at meget viden er foreløbig.

Verden forandrer sig. Men er de voksnes opgave ikke at kende det uforanderlige og lære det videre? Er det ikke hele grunden i læring?

Man kan sige, at skriftsproget bliver overflødiggjort i disse digitale tider, men er det så et argument imod, at man skal lære håndskrift i skolerne? Hvis alt forandrer sig, og man snart ikke bruger papir længere, hvorfor så blyant, hvorfor holde fast på en gammel, ubrugelig kommunikationsform som skriftsproget?

Måske man bør holde fast i den traditionelle kunnen i respekt for en endnu større forandring, end man har mulighed for at forestille sig? Hvis verden virkelig forandrer sig, og du en dag bor på en afsvedet hede, fordi verden gik under, er det godt at kunne kommunikere på den gammeldags måde.

Visse ting er stabile

Når man er voksen, kender man livets foranderlighed. Man har følt den på sin egen krop, ja, forandringen er ens krop. Voksne mennesker har oplevet tab, og de har oplevet, at nyt liv opstår i asken fra disse tab. Men hvad er vores opgave i forhold til det unge menneske, der står på tærsklen til det kaos, som kaldes livet?

At fortælle de unge, at alt forandrer sig, og at viden er fortolkbar og flygtig, er at forråde dem. Det er at påføre dem ens egen angst. Det er selv at ville være barn.

At tage ansvar over for den unge generation er at turde sige, at visse ting er stabile. At kende de faste former og turde fremvise dem. At bruge sin styrke og ikke sin angst. Vi fik selv viden fra vores forældre, og den soliditet var nødvendig for, at man kunne tage afsæt og selv lave oprør eller omstyrte den velkendte verden.

Mange unge føler, at de selv skal holde sammen på verden. De kan ikke tage afsæt fra en fast grund. De har en medfødt autoritetstro, men kan ikke stole på de voksne, som selv tvivler. At tvivle er normalt, men at dele sin tvivl med børn og unge er ikke godt. De voksne skal lede, de unge skal følge.

Som det altid har været

Jeg arbejder i en verden af stabile sandheder. De klassiske dramaer, som hver dag er i hænderne på de skuespillere, jeg arbejder med, forandrer sig ikke og holder hver dag. Livet er enkelt, når man ser det gennem et klassisk drama. Menneskelivet er kedeligt meget det samme til alle tider!

Dommedagsvisionerne, angsten, det forskruede selvværd i en generation, der forfængeligt tror, at netop de bliver den sidste, er alt sammen normalt og forudsigeligt. Den tryghed, der findes i de gamle udsagn, er ikke intellektuelt søvndyssende, snarere tværtimod. At få at vide, at hver dag er en dyb tallerken, du selv skal opfinde, er at forråde og lyve de unge mennesker op i ansigtet.

Stå dog ved din viden, voksne menneske! Lad være med at spille barn og påføre de unge din forvirring. Vi ved jo godt, at meget er, som det altid har været. Vores desperation over ikke at kunne overskue vores eget liv skal ikke ligge dem til last.

Vores viden om det faktum, at de fleste af os ender som tabere, i hvert fald i forhold til vores ungdoms drømme og idealer, er hård at bære, men at lade de unge bøde, når vi slipper deres hånd og siger ’jeg ved ikke, hvad vej det går’, er slendrian. Hvis vi ikke ved det, hvem gør så?

I den klassiske viden, i litteraturen, i skolens gennem årtusinder opbyggede systemer er en tryghed, som frigør.

Min generation er endnu ikke kommet sig over, at vores nære verden blev ændret, at de lukkede posthuset og banken, nedlagde fastnettelefonen, skrottede cd’en, videoen, lukkede Blockbuster og fotoforretningen.

Men vi elsker stadig, vi begræder sygdom og død, vores tilværelse drejer sig om kærlighed, magt, tid, avl, penge og social positionering. Det er ikke så farligt at fortælle de unge, hvordan verden er, for den er, som den altid har været.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dina Hald
  • Trond Meiring
  • Torsten Jacobsen
Dina Hald, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Det handler om likviditet.

At gøre sig likvid.

At gøre sig 'let omsættelig', med andre ord.

Således defineres friheden i dag: En opløsning i et grænseløst rum.

En kamæleonens villighed til evigt at tilpasse sig et samfund i vedvarende acceleration.

Panta Rhei

Men selv Heraklit erkendte dog flodens eksistens.

Nu om dage bygges der dæmninger og graves kanaler på kryds og på tværs. Vandet er giftigt. Jorden ligeså. Vé den, der står stille blot et sekund.

Globale kommunikationslinjer skærer som blodårer gennem kødet

Homo Horribilis

Det sidste menneske

Opløst

Dina Hald, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar