Klumme

Racekritikken af oscarvinderen »Green Book« har kun fået øjet på en af flere uligheder

Kritikken af filmen »Green Book«, som fik en Oscar for årets bedste film, afslører en forbløffende tolerance over for økonomisk ulighed og de dannedes dominans
Det er bemærkelsesværdigt, at kritikken af Green Book kun har handlet om race, skriver Rune Lykkeberg. En marxistisk kritik ville anholde det skandaløse i, at klassekampen forsvinder, hvis bare arbejdstageren lærer at elske sin overordnede.

Det er bemærkelsesværdigt, at kritikken af Green Book kun har handlet om race, skriver Rune Lykkeberg. En marxistisk kritik ville anholde det skandaløse i, at klassekampen forsvinder, hvis bare arbejdstageren lærer at elske sin overordnede.

Capital Pictures

2. marts 2019

Green Book, som søndag vandt en Oscar for årets bedste film, er gribende, lækkert fortalt og gør det, som amerikanske film har gjort i årtier: Den skildrer overvindelsen af radikale sociale modsætninger gennem et overraskende venskab.

Problemet er politisk, løsningen er personlig, og fortællingen tilbagelægger vejen mellem de to. Man græder, fordi det er smukt, og man græder over, at man græder, fordi det er fortrængning af politik med andre midler. Film er jo forførende.

Som magasinet Vox skrev:

»Green Book er en film om, hvor lidt de gode Hollywood-liberale behøver gøre for at gøre verden til et bedre sted.«

Filmen handler om to amerikanske arketyper: Det ensomme geni, som er velklædt og veltalende, og den dumme, stærke arbejderklassemand, der går i undertrøje og spiser som et svin. Det åndelige undtagelsesmenneske og den muskuløse middelmådighed.

Det overraskende greb er, at kunstneren er den afroamerikanske pianist dr. Don Shirley, som er uddannet fra fine akademier og beundret som en stjerne, mens den muskuløse middelmådighed er den hvide Tony Lip, der forsørger sin kernefamilie ved at arbejde som udsmider på en bar i New York.

Filmen foregår i 1962 – før borgerrettighedsbevægelsens gennembrud. Tony Lip hænger ud med andre italienske mænd i the Bronx, mens dr. Shirley spiller for landets spidser og kender landets justitsminister, Bobby Kennedy.

Tony er i starten af filmen en overbevist racist, som smider to glas ud, fordi sorte håndværkere har drukket af dem. Men da dr. Shirley skal på turné i Sydstaterne, hvor raceadskillelsen er virkelig, og racismen er legitim, hyrer han Tony som chauffør og bodyguard på rejsen. Konfronteret med adskillige prøvelser og racistiske overgreb overvindes modsætningen mellem de to, og et venskab udvikles.

Hollywood har altid givet sit publikum uskylden tilbage.

Accepteret ulighed

Man kan anskue relationen mellem dr. Shirley og Tony på fire forskellige måder – mindst.

Det er for det første et møde mellem en afroamerikaner og en hvid, hvor den hvide opgiver sin racisme, da han lærer den sorte at kende. Filmen er blevet kritiseret for at være racistisk, fordi den hvide muskelmand redder og frigør den sorte kunstner. De sorte kan således anskuet kun frigøres af hvide.

En anden kritik er, at filmen fortrænger nutidens diskrimination, når den reducerer racismen til et vulgært fænomen i fortiden, hvor primitive hvide i Sydstaterne råber ’niggers’ og ekskluderer de sorte fra salonerne.

Filmen er for det andet et møde mellem den homoseksuelle og den heteroseksuelle mand. Den ensomme dr. Shirley er udstødt for sin seksuelle orientering og fremmedgjort i næsten alle relationer.

For det tredje er filmen et møde mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager. Dr. Shirley er en hård arbejdsgiver, som beder sin underordnede tie stille, når det passer ham, kræver overholdelse af et strikt kodeks og forbyder den underordnede at tiltale sin overordnede ved fornavn.

For det fjerde er relationen mellem de to også et forhold mellem den dannede og udannede. Dr. Shirley ydmyger Tony, når han bruger »forkerte« ord, og når han kaster en cola ud ad bilvinduet, beordrer dr. Shirley ham at køre tilbage og samle den op. Det er den voksne, som opdrager barnet. Rystet over chaufførens sproglige ubehjælpsomhed overtager dr. Shirley Tonys kommunikation med hans kone og dikterer, hvad Tony bør skrive i brevene hjem.

Det er bemærkelsesværdigt, at kritikken af filmen kun har handlet om race. En marxistisk kritik ville anholde det skandaløse i, at klassekampen forsvinder, hvis bare arbejdstageren lærer at elske sin overordnede. Og en demokratisk kritik ville angribe den nedværdigelse af den »udannede«, som viser sig ved, at den dannede bestemmer ordene i hans kærlighedsforhold.

Pointen er ikke, at raceproblematikken er underordnet de andre uligheder. Tværtimod.

Alle fire er virkelige og selvstændige former for nedværdigelse. Pointen er, at for de liberale kritikere af Hollywoods film er økonomisk udbytning og den dannedes dominans ikke alarmerende, hvis bare den ikke er racistisk.

Men som den amerikanske kulturkritiker James Baldwin skrev:

»Not everything that is faced can be changed, but nothing can be changed until it is faced.«

Det, man ikke konfronterer, accepterer man. 

Viggo Mortensen og Mahershala Ali lyser i hovedrollerne som hinandens indbyrdes modsætninger.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Bjørn Pedersen
  • David Zennaro
  • Anders Reinholdt
  • Steffen Gliese
  • Torben K L Jensen
  • ulrik mortensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Oluf Husted
Søren Peter Langkjær Bojsen, Bjarne Toft Sørensen, Bjørn Pedersen, David Zennaro, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, ulrik mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Byt deres roller om og der er nok ikke plads til andet end en systemkritik og af den sædvanlige slags. Hvor kan så fascinationen opstå af hvad et menneske til andet menneske kan række henover af fordomme , eksempelvis racisme. Synsvinklen i filmen er slet ikke marxistisk fortæller Rune L., men er det en slags nyhed om film fra Follywood?

Filmen udstille det amerikanske samfund, stikker kniven in og drejer 3-4 gange rundt.
Det er der selvfølgelig nogen, der ikke ka' li' at få vist så tydeligt.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"En marxistisk kritik ville anholde det skandaløse i, at klassekampen forsvinder, hvis bare arbejdstageren lærer at elske sin overordnede. Og en demokratisk kritik ville angribe den nedværdigelse af den »udannede«, som viser sig ved, at den dannede bestemmer ordene i hans kærlighedsforhold".

En fin påpegning af, at såvel det, som Det Republikanske Parti og Det Demokratiske parti repræsenterer, på forskellige måder er utroværdigt og uanstændigt.

Men hvorfor så de mange artikler i Information om Bernie Sanders og andre kommende håbefulde kandidater til om muligt at kunne præsentere Demokraterne ved det kommende præsidentvalg? De har jo ikke en chance for at komme til at præsentere partiet. I givet fald ville de alligevel ende som en karikatur på alle de naive håb, der var knyttet til valget af Barak Obama.