Klumme

Skam er tidens herskerteknik, og den skal bekæmpes

Udskamning er blevet en politisk disciplin, og skamfølelsen er udbredt. Det er en opgave for venstrefløjen og arbejderbevægelsen at få folk til at ophøre med skamme sig over at være dem, de er, skriver kulturredaktør på Aftonbladet, Åsa Linderborg, i dette debatindlæg
Debat
23. marts 2019

Skam. Flyskam, kødskam, klimaskam. Stadig oftere hører vi, at denne og hin skulle skamme sig. Shame er et af Donald Trumps yndlingsord, og hans kritikere svarer gerne igen med samme mønt: Wall of shame osv.

Men hvad betyder ordet i grunden? Hvad vil vi opnå, når vi udskammer andre?

I sidste uge skrev en af Sveriges største aviser, Dagens Nyheter, at verdens læger bør skamme sig over den måde, de behandler kvinder på. Anklagen var blottet for såvel præcision som kontekst. Det handlede ikke om specifikke læger, der havde optrådt utilbørligt, men om lægestanden, der kollektivt skulle skamme sig. Det bredere samfundsansvar for de skæve kønsstrukturer blev lige så lidt inddraget.

Skam er en grundfølelse, som alle pattedyr har. Ved skyld føler man, at man har gjort noget forkert, men ved skam føler man, at man selv er forkert. Man skammer sig over at være den, man er og sætter spørgsmål ved egen eksistens.

Undersøgelser af unge menneskers mentale velbefindende påpeger skammens store udbredelse: Man sammenligner sig med andre og føler skam over ikke at være lige så vellykket. På samme måde kan middelklassen føle skam, når den sammenligner sig med dem, der har det endnu bedre.

Destruktiv følelse

Der er mange, som føler skam, uden at have gjort spor forkert.

Ofte kan skam være en slags bremset affekt. Man troede, man skulle involvere sig i noget glædeligt – en lovende ny kæresterelation, der så glipper, eller en ny lejlighed, man viser sig ikke at have råd til. I sådanne nederlagsfølelser bor også skammen.

Skam er nok den eneste følelse, som ikke udfylder nogen klar funktion. Skyld må vi kunne føle for sammen at kunne skabe et samfund, men skam er destruktiv: Den medfører isolation, ensomhed og i værste fald sindslidelser.

Men i dag udfylder skam en politisk funktion. I Middelalderen var frygt den dominerende herskerteknik. I dag er det skammen. Det er altid majoriteten eller de, som vogter parnassets privilegier, som har fortolkningsmagten og definitionsretten – og som derfor bestemmer, hvem som skal udskammes. Besættelsen af skam er et eksempel på tidens moralske renhedsiver og det stadig mere udbredte behov for at korrekse og fordømme.

Mange frigørelseskampe handler om at bryde skammen. Man skal være stolt og ikke skamme sig over, at man er sort eller over at elske nogen af samme køn. Hele arbejderlitteraturen handler om at bryde med skammen over at være fattig og uuddannet. De, som udskammer politikere uden universitetseksamen, synes helt at savne historisk viden om velfærdsstatens anatomi.

Arbejderbevægelsen og venstrefløjen lykkedes en gang med at fjerne skampletten ved at tilhøre arbejderklassen. Den opgave kan de nu blive nødt til at løfte på ny. Venstrefløjen vil ikke kunne vokse sig større alene ved at tale for andres behov. Det er de lavtlønnede og kortuddannede, som selv må bryde med skammen og med stolthed gøre deres krav gældende.

Det er præcis, hvad De Gule Veste gjorde i Frankrig. Ved at iføre sig en beklædning, som middelklassen aldrig ville vælge – gul nylon, som signalerer fysisk arbejde og udendørsjob – og sige: Her er vi, mennesker, præcis som jer.

Fravær af respekt

Hvorfor gør De Gule Veste oprør? Le Monde Diplomatique vendte i januar spørgsmålet på hovedet og spurgte: Hvorfor gør mennesker ikke oprør hele tiden? Den amerikanske sociolog Barrington Moore mente, at oprør kan udbryde, når autoriteter og eliter ikke viser respekt og forståelse. Så lever de ikke op til deres del af samfundskontrakten.

Nøgleordet her er respekt. Den, man ikke udviser respekt, kan enten svare ved at vende sin reaktion indad i form af skam eller udad i form af vrede. Til forskel fra skam kan vrede godt være konstruktiv i det omfang, den kan kanaliseres over i organiseret kollektiv handling.

Ingen ved, hvordan De Gule Vestes bevægelse ender, men i en vis forstand har de måske allerede vundet: De har fået millioner af franskmænd til at ophøre med at skamme sig over at være dem, de er.

Hvis neoliberalismen har nogen iboende dialektik, er det måske denne: Den skaber skamfølelser, som før eller siden slår over i deres modsætning, hvilket kan åbne for kaos.

© Åsa Linderborg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Nej, man er ikke bare den, man er, man er et menneske, der konstant, under indtryk af impulser, relationer, ny viden og erfaring, ændrede livsomstændigheder m.m. udvikler sig.

Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henning Vinther Rasmusen

Skam er en grundfølelse, som alle pattedyr har, mener ÅL. Det har hun givetvis ret i. Men hvis skam er biologisk funderet, som ÅL hermed hævder, så må den også udfylde en funktion. Det hævder hun til gengæld at skammen ikke har. Her er der en modsigelse i ÅL's ellers udmærkede analyse. Naturen udvikler ikke følelser som ikke har en funktion. Sådanne følelser ville uddø i løbet af få generationer. Oprindelig har skam sandsynligvis udfyldt den funktion at holde sammen på stammen ved at den enkelte underordnede sig. At underordne sig fællesskabet eller stammen har der været stor overlevelsesværdi i i de mange tusind år hvor mennesker levede i stenaldersamfund underlagt naturens luner og hård konkurrence fra andre stammer. I dag er vi ikke længere underlagt samme hårde betingelser. Det interessante bliver derfor hvilken følelse magthaverne vælger at styre os med. Og her har ÅL ret i at vi kan vælge skammen fra. Men det kræver en indre kamp mod en fundamental følelse. Den ydre kamp kan ikke gøre det alene.

Niels Duus Nielsen

Jeg kan glæde alle med at oplyse, at skamfølelse synes at aftage med alderen. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst følte skam, og jeg er skam ikke et dydsmønster.Skam er en underafdeling af samvittigheden, som jeg stadig er i besiddelse af, så at jeg er blevet skamløs betyder ikke, at jeg er blevet samvittighedsløs.

Det er vel med skam som med vrede: Vi kan ikke bestemme, om vi vil blive vrede eller skamfulde, det bliver vi bare. Vi kan så til gengæld bestemme, hvordan vi reagerer på vreden og skamfuldheden. Og er det ikke det, Linderborg anbefaler: Ikke at lade os gå på af skamfølelsen, ikke at lade os styre af den?