Er man i selskab med småbørnsforældre, er der især ét emne, man bør undgå, hvis man ønsker en stemning af ubekymret hygge: forholdene i daginstitutionerne. Frustrationen over at aflevere ungerne i en institution, hvor der er alt for få voksne til at sikre, at dagen ikke bare bliver lang, men også god, er udbredt.
Frustrationsniveauet steg formentlig i mange småbørnshjem mandag aften, da man kunne se DR2-dokumentaren Hvem passer vores børn?, der går tæt på hverdagen i de danske daginstitutioner. Foruden billeder af grædende og utrygge børn, der ikke bliver trøstet, viser dokumentaren, at normeringerne – antallet af børn pr. pædagog – i praksis er langt dårligere, end de officielle tal fra Danmarks Statistik giver indtryk af. Nogle tal, som børne- og socialminister Mai Mercado (K) ellers har henvist til som belæg for, at det går bedre, end pædagogerne påstår.
Men Danmarks Statistik tæller lønninger til personale og dividerer med antallet af børn, og det betyder bl.a., at når en pædagog er på ferie eller syg, tælles både pædagogen og dennes vikar med i normeringen. Derudover tages der ikke hensyn til, at institutionernes ugentlige åbningstid er på 50-60 timer, og at pædagogernes 37-timersuge må bredes ud, så bemandingen i ydertimerne bliver væsentligt lavere.
DR-dokumentaren følger således pædagoger, der i ydertimerne er bare to voksne til 16 vuggestuebørn og to voksne til 44 børnehavebørn.
I mandagens avis advarede psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi Rikke Yde Tordrup om, at de dårlige normeringer betyder, at flere børn får udviklingsvanskeligheder, stress og angst.
Men på trods af normeringens afgørende betydning for, at børnene kan udvikle sig til sunde og livsduelige mennesker, er normeringerne faktisk blevet forværret gradvist helt tilbage fra 1973.
Det fortæller lektor ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, Grethe Kragh-Müller i udsendelsen og tilføjer, at hvis vi skulle tilbage til niveauet i 1990, ville det kræve, at der blev ansat hele 9.000 flere pædagoger.
Forældrenes ansvar
Det er klart, at nedskæringerne på børneområdet er en del af et generelt billede, hvor den offentlige velfærd beskæres år for år. Professor i statskundskab på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen har dokumenteret, at skiftende regeringer siden 2010 har skruet kraftigt ned for det offentlige forbrug pr. indbygger i forhold til tidligere.
Men den generelle tendens rammer ikke alle lige hårdt. F.eks. har der i samme periode været en politisk velvilje i forhold til at bruge flere penge på kræftområdet.
Så hvordan kan det være, at børnene altid må holde for?
Den første forklaring er banal: Børnene har ikke stemmeret og kan ikke selv gøre deres interesse i bedre normeringer gældende i det politiske system.
Pilen peger på forældrene, og her er den egentlige forklaring: Småbørnsforældre er nemlig ikke nogen stærkt organiseret interessegruppe. Der er selvfølgelig FOLA, Forældrenes Landsforening, og de lokale forældreorganisationer. Men deres indflydelse, medlemstal og økonomi er for intet at regne i sammenligning med eksempelvis Ældre Sagen og Kræftens Bekæmpelse.
Småbørnsforældre har mere end nok at gøre med at passe de små pus og deres fuldtidsjob og mønstrer ikke det store politiske engagement. Og så snart deres børn når skolealderen, bliver de mere interesserede i folkeskolen.
Det efterlader pædagogerne stort set alene tilbage til at løfte børnenes interesser ind i det politiske system. Det gør de heldigvis gerne. Men det er alt for nemt at affeje pædagogernes protester med påstande om, at de bare varetager deres egen faggruppes særinteresser.
Det gjorde Mai Mercado da også på sin facebookprofil, da hun besvarede de mange kommentarer om DR-udsendelsen med den nedladende bemærkning: »Altid dejligt med siden fuld af folk fra BUPL, der lige bliver sendt i ilden for at smide lidt brænde på bålet :-) I er som altid velkomne.«
Så til alle jer forældre derude, der ikke har en rar følelse i maven, når I afleverer jeres børn i en underbemandet daginstitution: Det ubehag skal omsættes til politisk organisering. Der er ingen andre, der hverken kan eller vil tage kampen for børnene for jer.
Ja små børnsforældre op på hesten og organiserer jer og lav demonstrationer, mød op til byråd møderne osv......
Det gjorde "vi" i 1970érne og "vi" fik skolefritidsordningerne - med få pædagoger osv i forhold til fritidshjemmene- taget af bordet. Desværre blev de indført i senere og uden store protester fra de daværende forældre.
Faktisk interessant, for hvem skal ikke organisere sig mod deres egne politikere?
- Småbørnsforældrene skal organisere sig.
- Skolebørnsforældrene skal organisere sig.
- Studerende og deres forældre skal organisere sig.
- De ældre skal organisere sig.
- De syge skal organisere sig.
- De arbejdsløse skal organisere sig.
- De fattige skal organisere sig.
- De hjemløse skal organisere sig.
- Boliglejerne skal organisere sig.
- Og måske skal boligejerne også organisere sig.
- Flygtninge skal organisere sig.
- Alle med udenlandsk baggrund skal organisere sig.
- Alle danske skattebetalere i udlandet skal organisere sig.
Vi taler altså om at beskytte sig mod folkevalgte politikere. Kan man da slet ikke få den til at gå af, så der kan blive udskrevet valg.
Men vi er her altså allesammen - uanset om vi er småbørn, gamle, syge, raske eller hvad fanden.
Jeg er bange for, at det hele går op i særinteresser, hvis vi skal organisere os på den måde. Det er en falliterklæring for fællesskabet, og dem, der har færrest ressourcer til at organisere sig, bliver taberne. Det er sgu nok småbørnsforældrene, der har travlt med hverdagen, og de generte og de mindre skriftkloge, men de gamle kræmmere som har tid nok til at brokke sig og føre deres syge moster i marken, nok skal vide, hvordan den kage skal skæres. Fy, for søren, siger jeg bare. Vi må have vi-et tilbage. Godt nok fødes vi alene, og vi dør herfra alene, men i mellemtiden er vi sgu sammen -
Undskyld Leo Nygaard , men jeg forstår ikke dit argument med fraskrivelse af forældreansvar.
Hvis forældre står sammen står de stærkere for at få indført trygge og gode forhold i daginstitutionerne. Gode normeringer mv. vil uden tvivl også kunne spare samfundet penge til specialskoler, osv..... senere i børnenes udvikling.
Leo hvis vi skal "drømme" - var det så ikke bedre at få nogle gode normeringer i vuggestuerne,så de små børn får den opmærksomhed og hjælp som kan udvikle dem. Vuggestuerne kunne så være til halvdags pasning og stimulering. Om forældrene så skal have betaling for halv arbejdstid ,mens de har mindre børn er et økonomisk og politisk spørgsmål.
En afskaffelse af vuggestuerne passer heller ikke med, at et flertal i Folketinget forlanger, at familier med små børn boende i de politisk udnævnte "ghetto områder" skal gå i vuggestue ellers vil familien få vrøvl med myndighederne.
@Gert Romme: Man kan jo lade være med at stemme på dem.
Dorte hvis vi må "drømme", var det så ikke bedre at drømme om en bedre hverdag, hvor vi har tid til vores børn, i stedet for at anbringe dem i institutioner 30 - 40 timer om ugen.
Og så må (borgerlige)forældrene vælge at prioritere deres børn højere end lavere skatter....
Morten hvis vi må "drømme" så var mellem 20-15 timer om ugen i daginstitutionerne, nok det mest ønskelige. Vel at nørke med gode normeringer i daginstitutionerne så barnet får den tryghed og udvikling som barnet har behov for. Forældrene skal så have mulighed/ret til at passe børnene selv resten af tiden.
Men den drøm passer ikke med de politiske vinde, hvor tilknytningen til arbejdsmarkedet er LYKKEN og alle ikke eller delvis på arbejdsmarkedet er udstøtte og mindre værdige.
Leo:
Hovedet på sømmet!
Vuggestuer hører ingen steder hjemme i et (moderne?) samfund.
Ikke hvis man tænker på børnene i hvert fald. Hvis man tænker på bnp - så er det jo en anden sag.
Vær med til at gøre en indsats for dagplejen, vuggestuen, børnehaven og fritidsinstitutionen, for at fremme børns trivsel, sundhed, udvikling og læring. Vi skal samle alle socialt bevidste til én samlet bevægelse, som kan ændre den nuværende kurs på det sociale område. Vi skal forene de rigtige sociale bevægelser, bunden af fagforeningerne, samt de sidste sociale politiske partier i en koalition, der er stærk nok til at fjerne nedskæringerne.
Der er ufattelig rigdomme i Danmark, alt andet er løgn. Vi går glip af milliarder i skatteindtægter årligt pga. denne myte om at der ikke er nogle penge. Omsætningen af danske værdipapirer er enorm, i 2017 var den på 40.829 mia. kr. ifølge VP Securities. Indfør skat på finansielle transaktioner. En ufattelig lille brøkdel af omsætningen kunne med ét fjerne hele fattigdommen i Danmark - den tvungne fattigdom som 80 % af Folketinget har indført i de sidste 20 år. De forskellige regeringer har givet skattelettelser for godt 800 mia. kr. siden år 2001, som de rige har fået, bl.a. erhvervslivet.
Hvordan er det lille land blevet så lille, at der ikke længere er plads til børnene i institutionerne? Der skal markante investeringer til på hele området. Den massive velstand for middelklassen og overdrevne luksus til overklassen, samt skattelettelser til velhavende virksomheder, bør drosles ned i forhold til den kostbare og umoralske børnefattigdom.
Borgerne aner ikke hvor stærke de i virkeligheden er. Hvis vi slår os sammen ude på de sociale medier, kan intet stoppe Den Progressive Sociale Bevægelse. Lad os give alverdens aviser en ny overskrift: Fattigdom - ikke i vores samfund, ikke i Danmark.