Kronik

Sophie Løhde: Digitalisering gør borgernes hverdag lettere, men vi lader os ikke forblænde af teknologien

Danmark skal være foregangsland, når det gælder digitalisering, men regeringen lægger også stor vægt på, at brugen af teknologien, herunder data, skal ske på en ansvarlig og etisk måde, skriver innovationsministeren i dette debatindlæg
Danmark skal være foregangsland, når det gælder digitalisering, men regeringen lægger også stor vægt på, at brugen af teknologien, herunder data, skal ske på en ansvarlig og etisk måde, skriver innovationsministeren i dette debatindlæg

Emilie Noer Bobek

25. marts 2019

Under temaet »overvågningskapitalisme« har Information de seneste uger bragt kronikker af en række skribenter, som har det til fælles, at de er skeptiske over for Google, Facebook og andre tech-giganters forretningsmodeller og ikke mindst deres indsamling og brug af data.

Digitaliseringen af den offentlige sektor får også hårde ord med på vejen. Og hvis man skal tro en af skribenterne, Klavs Birkholm, er Digitaliseringsstyrelsen og jeg »beruset« af en ideologi, som udspringer af Silicon Valley, og vi er med til at igangsætte digitaliseringseksperimenter, der er »decideret galimatias«.

Lad mig begynde med at anerkende, at kronikkerne absolut adresserer relevante problemstillinger i forhold til vores samfund, der bliver stadig mere digitaliseret. Men dele af kritikken er altså skudt helt ved siden af.

Jeg kan eksempelvis sige med fasthed i stemmen, at jeg personligt på ingen måde er grebet af en »digitaliseringshype«.

Jeg har derimod den pragmatiske tilgang til digitalisering, at vi skal bruge teknologien til at gøre vores hverdag lettere og bedre. Og i den offentlige sektor betyder det bl.a., at vi skal anvende digitale løsninger til at give borgere en bedre service og skabe mere sammenhæng på tværs af det offentlige.

Rigtig mange danskere er da også tilfredse med nogle af de digitale løsninger, som det offentlige stiller til rådighed.

Tænk bare på skat.dk, som millioner af danskere hvert år klikker sig ind på for eksempelvis at læse deres årsopgørelse eller indberette fradrag. Eller NemID-appen, der er et supplement til papkortet, som er blevet downloadet mere end 1,5 millioner gange inden for kort tid.

Jeg tror, at danskerne har en forventning om, at vi i det offentlige – ligesom i det private – bliver ved med at udvikle den slags digitale løsninger, som gør mange af dagligdagens gøremål lettere. Men vi skal ikke digitalisere for digitaliseringens skyld. Det siger sig selv.

Tillid og åbenhed

Det er også et gennemgående træk i kronikkerne, at skribenterne er bekymrede for, hvordan data bruges – og sommetider desværre også misbruges.

Jeg deler bekymringen. For vi har desværre set sager, både i den offentlige og private sektor, hvor data f.eks. er blevet brugt til andre formål, end lovgivningen tillader, og hvor man ikke har passet godt nok på persondata. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt.

Derfor var det også nødvendigt med EU’s persondataforordning at præcisere og skærpe kravene til, hvordan offentlige og private virksomheder håndterer data. Og samtidig skærpe sanktionsmulighederne, så overtrædelser af forordningens regler nu kan straffes med millionbøder.

Men lovgivning og regler gør det ikke alene.

Vi skal også have en debat om de etiske problemstillinger, der er forbundet med den teknologiske udvikling, og hvordan vi som samfund ønsker at gøre brug af data. Derfor har vi i regeringen taget initiativ til at nedsætte et nyt Dataetisk Råd, som bl.a. skal komme med anbefalinger til, hvordan vi bruger data på en ansvarlig måde og være med til at kvalificere samfundsdebatten.

For det er helt afgørende, at borgerne også fremover kan have tillid til den måde, vi bruger ny teknologi og data på i den offentlige sektor.

Aske Kammer, lektor ved IT-Universitetet, formulerer det så udmærket, når han i sit indlæg skriver, at det er en byggesten i tilliden mellem stat og civilsamfund, at »vi borgere stoler på, at det offentlige system forvalter oplysninger om os forsvarligt og beskytter os mod misbrug«. Det er jeg fuldstændig enig i.

Men én ting er at feje for egen dør og bruge ny teknologi på en etisk og ansvarlig måde i den offentlige sektor herhjemme. Noget ganske andet er at forsøge at regulere techgiganterne, som opererer på tværs af landegrænser på et globalt marked.

Her må vi erkende, at det er begrænset, hvad vi i Danmark kan gøre på egen hånd. Hvis det skal lykkes at give borgerne en større kontrol med deres data, forudsætter det, at vi går sammen med andre lande, f.eks. i EU.

Samtidig skal vi herhjemme sikre, at danskerne fortsat kan have tillid til, at vi i det offentlige håndterer data på forsvarlig vis. Hvis vi skal bruge nye teknologier og data til bl.a. at udvikle den offentlige service til gavn for borgerne, er det som sagt helt afgørende, at tilliden er intakt.

Derfor har vi i regeringen bl.a. besluttet, at vi hver især på borger.dk skal have adgang til at se, hvilke oplysninger det offentlige har om os. I dag har det offentlige nemlig rigtig mange data om os borgere. Men det er rigtig svært at gennemskue, hvilke myndigheder der ligger inde med hvilke oplysninger.

For nylig har vi også præsenteret en national strategi for kunstig intelligens, hvor vi har lagt stor vægt på, at brugen af teknologien, herunder data, skal ske på en ansvarlig og etisk måde.

Vi ønsker bl.a., at borgerne skal kunne se med ’bag skærmen’. De skal f.eks. vide, hvornår man i den offentlige sektor bruger kunstig intelligens i sagsbehandlingen og have mulighed for at få oplysninger om, hvordan eksempelvis en algoritme understøtter en afgørelse.

Digitaliseringsklar lovgivning

Kritikken af digitaliseringsklar lovgivning, som fremsættes af direktør for tænketanken TeknoEtik, Klavs Birkholm, er jeg uforstående over for. Det lader i hvert fald til, at han har misforstået, hvorfor et bredt flertal i Folketinget ønsker, at lovgivningen skal være digitaliseringsklar.

Det handler ikke om, at lovgivningen ikke må »hæmme digitaliseringen«, og at vi vægter et »robotiseret samfund« højere end et »bæredygtigt samfund«.

Formålet er derimod at sikre, at digitaliseringen tænkes ind fra start i lovgivningsprocessen, så man bl.a. undgår at vedtage komplicerede love og regler, der er svære at administrere ude i virkeligheden og ikke kan understøttes digitalt.

Et enigt Folketing har derfor besluttet, at ny lovgivning skal leve op til syv principper, hvor det centrale er, at lovgivningen bør være enkel og klar, så den er let at forstå for borgere og virksomheder, og samtidig er nem at forvalte og omsætte til god it-understøttelse.

Det drejer sig eksempelvis om noget så simpelt som brugen og betydningen af ord og begreber, der i dag anvendes forskelligt på tværs af lovgivningen, hvilket kan gøre det vanskeligt at forvalte og ikke mindst forstå reglerne.

Et begreb som ’formue’ betyder f.eks. noget forskelligt fra sted til sted i lovgivningen. Søger du boligstøtte, er det kun din bil, der tæller med i din personlige formueopgørelse. Men hvis du søger om kontanthjælp, så indgår både bil, motorcykel og andre køretøjer i beregningen af din formue.

I nogle tilfælde vil det derfor være oplagt at bruge de samme ord og begreber, og dermed kan digitaliseringsklar lovgivning altså også være med til at gøre lovgivningen mindre kompleks og nemmere at forvalte og forstå.

Digitaliseringsklar lovgivning handler også om, at det skal være muligt at automatisere dele af sagsbehandlingen, så medarbejderne får frigjort tid. Det kan vi bl.a. muliggøre ved i højere grad at bruge objektive kriterier i lovteksterne. En computer kan f.eks. have svært ved at forstå, hvad ’størstedelen af året’ betyder, men den kan forholde sig til et objektivt kriterium som ’mere end 250 dage om året’.

Der skal selvfølgelig stadig være rum for at anvende skøn, når det er nødvendigt. Men der er rigtig mange steder, hvor vi kan få gavn af at benytte objektive kriterier, og hvor sagsbehandlernes tid kan bruges bedre end at sidde og tælle kalenderdage.

I modsætning til, hvad man får indtryk af, når man læser kronikkerne, interesserer regeringen sig altså for de etiske udfordringer, der er forbundet med digitaliseringen og brugen af data i vores samfund. Vi er på ingen måde grebet af en »feberhed digitaliseringsmani«.

Vi ønsker fortsat, at Danmark skal være foregangsland, når det gælder digitalisering, og at vi skal bruge ny teknologi til at gøre vores hverdag lettere og bedre, men vi lader os ikke forblænde af teknologiens muligheder.

Sophie Løhde, innovationsminister (V)

Dette er den fjerde kronik i en serie om overvågningskapitalisme, de forrige blev bragt hhv. 13., 16. og 20. marts.

Overvågningskapitalisme

Dette er den fjerde kronik i en serie om overvågningskapitalisme, de forrige blev bragt hhv. 13.16. og 20. marts. Læs mere om overvågningskapitalisme på Informations temaside om emnet. På siden kan du tilmelde dig en mailservice og blive opdateret, når der kommer nye artikler. Læs og tilmeld dig her

Velkommen til overvågningskapitalismens epoke

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så længe it-teknologien er fuldstændig åben for global hacking, så er og bliver den en fejlslagen teknologi. Det hjælper heller ikke at sikkerhedsprocedurer for langt de fleste mennesker er for komplekse til at de kan bruge dem til noget noget som helst - og er i øvrigt uddelegeret til private firmaer, hvoraf en god del er direkte svindelforretninger.

Per Torbensen, Egon Stich, Bianca Johannson, Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Finn Jakobsen, Thomas Bindesbøll, Espen Bøgh, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Jens Wolff, Niels Duus Nielsen, Rolf Andersen, Anne Eriksen, P.G. Olsen, Steen Bahnsen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Sociolog og antropolog Nanna Mik-Meyer beskriver i denne artikel fra Information, hvordan Big Data, algoritmer og digitalisering skaber øget ulighed i samfundet, især for udsatte grupper som fattige og de, der afviger fra normen.

Vi risikerer et algokrati, der de facto erstatter demokratiet.
Så ja, der er i høj grad brug for dataetik og tilsyn. Et sådant råd skal bare have rod i virkeligheden, og ikke basere sig på erhvervslivets og statens egne interesser.

(På vanlig selvafslørende vis beskrev fhv Erhversminister Brian Mikkelsen det således :
"Vi er i fuldt firspring på vej ind i digitaliseringen, med hovedet under armen".
Vi lader den stå et øjeblik..)

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/05/nye-boeger-viser-hv...

Bjarne Bisgaard Jensen, Bianca Johannson, Steen K Petersen, jørgen djørup, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Thomas Bindesbøll, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, Rolf Andersen, Frederik Groth Nordstrøm, Espen Bøgh, Maya Lumina, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Werner Gass, Steen Bahnsen, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Vi ønsker bl.a., at borgerne skal kunne se med ’bag skærmen’. De skal f.eks. vide, hvornår man i den offentlige sektor bruger kunstig intelligens i sagsbehandlingen og have mulighed for at få oplysninger om, hvordan eksempelvis en algoritme understøtter en afgørelse."
Sophie Løhde

Skal det virke beroligende?
Ingen kan 'bag skærmen' gennemskue algoritmer, ikke engang de, der skaber den.
Det giver ovennævnte artikel mange eksempler på.

Helene Kristensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bianca Johannson, Steen K Petersen, jørgen djørup, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Finn Jakobsen, Thomas Bindesbøll, Torben Bruhn Andersen, Lillian Larsen, Niels Duus Nielsen, Rolf Andersen, Espen Bøgh, Maya Lumina, Anne Eriksen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Werner Gass, Steen Bahnsen, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

En algoritme er en mus der kan trækkes op hvor ingen aner hvor den ender når først den er sat i gang.

Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Jan Nielsen, Lillian Larsen, Anne Eriksen, Steen Bahnsen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Tænk hvis klima hensyn vægtede lige så meget i lovgivning som digitalisering.
Tænk hvis al lovgivning skulle gennem "Klimastyrelsen" inden det kunne blive godkendt uanset hvilket ministerie det kom fra!!!

Helene Kristensen, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er da en salgstale, der er en bilhandler værdig...

4. "Den offentlige sektor skal anvende kunstig intelligens til at tilbyde service i verdensklasse"

Lyder lidt optimistisk, måske er kunstig intelligens bedre?

Thomas Bindesbøll, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Det hele går over min fatteevne. Men jeg ved, hvad jeg personlig er tvunget til, fordi samfundet/verden har tvunget mig - og omvendt hvad jeg selv bestemmer. Flere ting er til stor irritation, f.eks E-post og nethandel.
Som Løhde : "Jeg kan eksempelvis sige med fasthed i stemmen, at jeg personligt på ingen måde er grebet af en »digitaliseringshype«."
Jeg kan holde mig væk fra sociale medier, beholde min gamle telefon, rende rundt med kontanter - så det "nødvendige" er det hakkebræt, jeg skriver på nu for at klare det nødvendige.

At politikerne kan styre denne digitale verden, har jeg ingen tillid til. De er som de døde fisk, der flyder med strømmen i floden.

Jens Wolff, Anne Eriksen, Per Torbensen, Bianca Johannson, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Thomas Bindesbøll, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jan Nielsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Leo Nygaard, det er måske ikke betryggende, at politikerne styrer denne digitale verden. Til gengæld kan du så berolige dig selv med, at dem, der styrede dig og mig og vi to tidligere, ikke var bedre.

Anders Sørensen

@Jacob Bahn, det er ekstremt dårlig stil at poste et link uden at kommentere på, hvorfor man gør dette. Er du ude på at indsamle data og overvåge?

Jeg nægter at tro på Sofie Løhde selv har skrevet pågældende artikel, som hun har lagt navn til, for jeg tror, efter læsning, ikke hun besidder evnerne til selv at forstå hvad hun skriver.

Følgende forvrøvlet sludder smider hun på bordet som det nye:

"
Jeg kan eksempelvis sige med fasthed i stemmen, at jeg personligt på ingen måde er grebet af en »digitaliseringshype«.

Jeg har derimod den pragmatiske tilgang til digitalisering, at vi skal bruge teknologien til at gøre vores hverdag lettere og bedre. Og i den offentlige sektor betyder det bl.a., at vi skal anvende digitale løsninger til at give borgere en bedre service og skabe mere sammenhæng på tværs af det offentlige.
"

Tag blot udsagnene i 2. afsnit; "vi skal bruge teknologien til at gøre vores hverdag lettere og bedre" og "til at give borgere en bedre service", - det er lige præcis det samme vi har hørt i alle årene fra techgiganterne; "vi gør det for jeres, - brugernes skyld"!

Derefter trækker hun Skat frem som et godt eksempel på digitaliseringen, - Skat som Kristian Jensen kærte i sænk fra 2005 - 10, med et tab for statskassen på omkring 55 mia., og gentagne afskedigelser af personale i grupper på 4 - 600 af gangen.

Et tab der i dag samlet andrager knap 120 mia. skattekroner, og dertil skal lægges udgifterne til de nu skrottede EFI system, som yderlige nu skal tillægges omkring 13 mia. ifølge den nye skatteminister Karsten Lauritzen skal have tilført yderlige omkring 13 mia. for at genoprette Skat til en fuld funktionsdygtig enhed.

Kristian Jensen har kostet statskassen tabte skatteindtægter for først 55 mia. fra 2005-10 plus et par mia. til et ubrugeligt EFI-skattesystem, og nu 13 mia. til genopretning af Skat, altså i alt et tab på in omegnen af 70 til 75 mia. skattekroner, - og dertil skal vel også lægges yderlige mia. til for alle de forældede krav, der må opgives som tabt, så vi når op på et tab på omkring 90 mia., som Kristian Jensen alene har kostet skatteborgerne i alt, - og forsat vel og mærke sig, uden han er blevet stillet til ansvar for Skatteskandalen.

Det var aldrig gået i den private liberale sektor, han var blevet smidt ud og afkrævet erstatning for uansvarlig administration.

Det var aldrig gået i den private liberale sektor, han var blevet smidt ud, og afkrævet erstatning for uansvarlig administration.

Lov og ordenspartiet Venstre og ikke mindst deres følgesvend DF, har været medvirkende til at han ikke er blevet stillet til ansvar for hans elendige embedsførelse, og de store tab staten har lidt i nævnte periode, er kun sket fordi DF ikke ville lade regeringen falde, fordi den så kunne holde sin fremmedpolitik kørende, - et virkeligt mesterstykke i undergravelsen af den demokratiske ånd om ansvarlighed.

Afslutningsvis får vi "en sang fra de varme lande", om bøder i mio. størrelsen til dem der ikke passer ordentlig på vores data i henhold til såvel EUs datalov som vores egen, - men de sølle mio. bøder som man plejer at uddele - ikke kun i disse sager, men også til den finansielle sektor for overtrædelser, har en størrelsesorden der minder om en parkeringsbøde, så de alle hånligt griner af i den forbindelse, - nej, der skal helt andre "boller på suppen" før det virker efter hensigten.

Helene Kristensen, Jens Kofoed, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, jørgen djørup, Martin Rønnow Klarlund, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Finn Jakobsen, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Jan Nielsen, Lillian Larsen, Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Sonja Rosdahl, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye og Jens Wolff anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Jacob Bahn

Tak for linket til Foreningen mod Ulovlig Logning.

"På grund af logningen ved staten altid hvor din mobil er, om du er på nettet, og hvem du kommunikerer med. Der indsamles mere information om dig og din adfærd end STASI og Gestapo nogensinde kom i nærheden af. Du har ret til at være fri for dén overvågning."

Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

En konsekvent og ensartet anvendelse af sprog, begreber og betegnelser burde da ikke kun blive muliggjort som følge af digitalisering. Den bliver måske mere synlig deraf, men kan jo også ende som en unuanceret og forbenet spændetrøje.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Finn Jakobsen anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Gode kommentarer, tak!

Med lidt nødvendig galgenhumor må man konkludere at Løhdes artikel er ret ulødig... ;-)

Den overhastigt indførte danske "digitalisering" er på centrale områder foretaget fuldstændig hasarderet.

Det gælder ikke mindst den utrolige sjofling af især ældre samfundsborgere!

Vi taler om over ½ mio. mennesker, uden daglig PC/net-adgang, der seneste mange år er blevet utroligt ringere stillet ift. til at opnå egen indsigt på centrale områder. Samtidig er det analoge postvæsen blevet omdannet til det rene "PostMord", med elendig service, til omvendt uhyrlige priser. Det forringer igen-igen især ældre borgere i deres kommunikation med bl.a. det offentlige, lige fra SKAT over Sundheds-systemet, eller til den "Borger-Service" som man mange steder heller ikke engang længere kan nå pr. almindelig telefon, etc, etc....

Tidl Justitsminister Ole Espersen kaldte allerede for år siden denne *hu-hej digitalisering* for den rene diskrimination, især af ældre og mindrebemidlede, og mente den var dirkete i strid med den Europiske Menneskeretskonvention.

Dertil kommer så alle skandalerne, plus den totalt lemfældige omgang med personlige data, som ligger og flyder i uskøn orden og uden større, koordinerede sikkerhedssystemer. Eller Sundhedsplatformen, der har kostet liv(!)

Listen over fejlslagne IT-projekter er lang.
Listen over genopretninger / udbedringer / erstatninger / genindført borger-sikkerhed, er til gengæld uhyre kort !

Ikke alene har hele dette prestige-show således kostet milliarder og mlliarder af kroner, men også sat vor fælles både personlige og kollektive sikkerhed på alvorligt spil. Og der mangler i dén grad "back-up", hvis noget for alvor går galt, eller bliver direkte saboteret, enten af private "Spectre"-forbryder-syndikater eller fremmede magter.
Blot eet eksempel: Jeg ved fra en kilde, der i 30 år har arbejdet professionelt med IT-sikkerhed, at det alvorlige hacker-indbrud i det danske CPR-register for et par år siden, formentlig var langt. langt alvorligere end hidtil omtalt Muligvis blev hele(!) registret rent faktisk kopieret og kan dermed måske ligge i kopi på fremmede servere et sted. Rent teknisk svært at bevise/spore, (ligesom så meget andet for alvor professionel IT-indtrængen ejheller kan!), men det er absolut en mulighed. Skræmmende.

Sluttelig kan man ikke nok så mange stille spørgsmålet, også til Løhde & Co:
- Hvorfor i alverden har den danske Stat ikke krævet milliard-erstatninger ved Samfundskasse Nr. 1, fra de mange private, både danske og udenlandske "leverandører" af samme elendigt fungerende "digitale løsninger" ? Lige fra skottede milllard-dyre totalte FLOP-systmer, levert til bla. Politiet, SKAT eller Sundhedssystemet.

Hvis man leverer en vare der ikke fungere har køberen - her samfundet/staten - da ikek blot ret men også pligt til at kræve erstatning. Hvorfor i hulen arbejder man så ikke på det ?

Jeg mern: Køber man en bil, der ikke kan køre så meget som 5 kilometer, så er det da retur til forhandleren og pengene tilbage, eller hur ?
Og dog: For "sporene skræmmer"jo (det må vel være rette udtryk her! ;-) De elendige ikke-fungerende IC-4 togsæt har Staten / DSB da vist heller aldrig hverken søgt eller fået erstatning for. Det strider sikekrt mod een elelr anden tåblig EU-"konkurrence-regel". I stedet har alle vi borgere i årevis blot igen-igen måttet betale ekstra milliarder for overhovedet at få skidtet til at rulle... !

Der burde - i overført betydning - i stedet rulle en del ansvarlige høveder, ansvarlige for alle disse misérer.

Man græmmes... Men digitaliseringen får garanteret blot lov at blive "rullet yderligere ud" , og gungre derudaf - uden hverken sporskifte eller øget kontrol & sikkerhed.
Kald det lige fremskridt, een gang til ?

PS: Så forleden, at der faktisk i dette land nu dæleme også er noget, der hedder "Forenklings-Styrelsen" (!)
Ha-ha-ha !!

- Måske et par af os skulle søge job dér. så vi kunne få "forenklet" først årtiers uduelig digitalisering bort, og dernæst få forenklet os selv væk igen :-)

=Fri os for flere *Styrelser* - Amen !

Jan Nielsen, Anne Eriksen, Helene Kristensen, Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Espen Bøgh, Lillian Larsen, Leo Nygaard, Maj-Britt Kent Hansen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hele Danmark er allerede hacket..
Sådan går det når man jubeloptimistisk ruller digitalisering ud som en rød løber !!

Anne Eriksen, Thomas Bindesbøll, Niels Duus Nielsen, Lillian Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Sophie Løhdes ord klinger hult. For tre år siden var jeg til møde med hende og daværende direktør for Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle Petersen, og fremlagde en rapport og notat om, hvordan befolkningens data og personfølsomme oplysninger kunne og burde sikres bedre. Rapporten og forslaget var udarbejdet på baggrund af en konference og høring afholdt på Christiansborg om behovet for at sikre samfunde og befolkningen bedre mod de cyberkriminelle, der i den grad udnytter, at staten har tvangsdigitaliseret befolkningen, hovedkulds og uden tanke for den enkelte borgers sikkerhed.
Dengang, som nu, kom der ikke noget fornuftigt initiativ fra Innovationsministerens side. Kun en såkaldt cyberstrategi forsinket i mere end tre år, og som kun kan betegnes som makværk udført af et embedsværk, der ikke har forstået ret meget af problematikken. Strategien har igangsat opbygning af et kafkask bureaukrati, der styres af en militær efterretningstjenesteder, med beføjelser til at gøre stort set hvad de vil, bag hermetisk lukkede døre og nedrullede gardiner. Sophie Løhdes kronik er varm luft og floskler, der ikke kan bruges til noget, udover at styrke hendes eget ego.

Kurt Nielsen, Jan Nielsen, Anne Eriksen, Thomas Bindesbøll, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Husk nu venner, at i moderne politik betyder ting det modsatte. Så de er ganske forblindede af digitalisering og dets mulighed for at fremmedgøre folket.

Jan Nielsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Thomas Bindesbøll, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Tor Nørretranders burde her 25 år efter "Mærk Verden" skrive en bog om verdens uoverskuelighed.
Han vil nok konstatere, at prøve herpå vil være som strandsand, der forsvinder mellem fingrene.
Uoverskueligheden er en følge af, at ingen mennesker og organisationer kan overskue verden. Griske mennesker har frit spil og er foran konstant i fravær af modspil.

Verden er i sandhed global og IT-verdenen kræver, som klimaverdenen, en samlet indsat, som forekommer en umulighed - af samme grund - uoverskueligheden.

Børn og unge demonstrerer - fint. Men de er fremtidens storforbrugere - allerede.
Og her sidder jeg og siger - Stop verden, jeg vil af.
Men jeg er tvunget med.

Kurt Nielsen, Thomas Bindesbøll, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Fin og præcis diagnose, Leo Nygaard.

Men du har jo ikke givet op, så længe du har overskud til at brokke dig her i avisen. Det hjælper måske ikke stort, men det hjælper da lidt. Om ikke andet har du da fået dig en våbenfælle i mig: Vi er enige om, at naturresourcerne bør være under fællesskabets kontrol, og vi er ikke de eneste, der har det sådan. Med lidt held og lidt knofedt får vi overbevist nogle flere, inden det er for sent. Der er jo ingen, der har sagt, at det skulle være nemt.

Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Thomas Bindesbøll, Leo Nygaard, Helene Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Niels - Nogle flere ? Det har Retsforbundet prøvet på i 100 år. Nu sidder partiet på sit værelse på plejehjemmet uden sandsynlighed for at hoppe ud af vinduet ;-)
Måske få de et pænt brev fra Hendes Majestæt i anledning af dagen 21.10.2019.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Thomas Bindesbøll anbefalede denne kommentar

"Danmark skal være foregangsland ..."
Vil det sige, at vi kommer på verdenskortet?

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar