Klumme

Sorgen over afdøde er en naturlig del af livet, men alligevel giver vi den ikke plads

Da jeg mistede min far mødte mine omgivelser mig med tavshed eller med bemærkninger om, at forældres død er noget, man bare må acceptere. Imens skreg mit sind om lov at græde og sørge, skriver Silvana Mouazan i dette debatindlæg
Da jeg mistede min far mødte mine omgivelser mig med tavshed eller med bemærkninger om, at forældres død er noget, man bare må acceptere. Imens skreg mit sind om lov at græde og sørge, skriver Silvana Mouazan i dette debatindlæg
22. marts 2019

Jeg har oplevet og overlevet kærestesorg, der prægede mit liv i mange måneder, men sorgen over at miste min far er helt anderledes.

Jeg mistede mig selv, og mit liv gik i stå. En følelse af ligegyldighed ramte mig så dybt, som om døden ikke bare tog noget fra mig, men samtidig tog min sjæl. Der er noget, jeg mangler. Der findes ingen erstatning.

Jeg lærte, at sorg er en proces, som har flere lag og kræver en del sjælearbejde. I begyndelsen var min sorg så intens og smertefuld, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med alle de fysiske smerter. Længslen efter min far medførte et fysisk ubehag og mangel på mening med livet.

»Nu må du også snart komme over sorgen,« sagde folk til mig.

En bemærkning jeg overhovedet ikke kunne forholde mig til.

Tavshed

Vi lever i en kultur, hvor den naturlige og universelle følelse, sorgen, bliver fremmedgjort. Burde kriser og sorg ikke binde mennesker sammen?

Problemet med vores kultur er, at folk trækker sig fra mennesker, der er i sorg. Derfor blev sorgen en ensom proces for mig. Andre menneskers reaktioner fik mig til at føle, at sorg er forkert. Men for mig var den menneskelig og nødvendig.

Det gjorde mig trist og forvirret, at min sorg blev fejet ind under gulvtæppet eller behandlet som en pinlig tildragelse. Når jeg prøvede at tale om min sorg, kiggede folk væk eller sagde, at jeg skulle leve videre, som om intet var hændt.

Jeg mærkede, at der var uklare rammer for, hvordan jeg burde forholde mig til min sorg, men også for hvordan man bør forholde sig til hinanden efter et dødsfald. Tavsheden spredte sig, og efter et stykke tid talte vi ikke om ham længere.

Min nærmeste familie undlod at tale om dødsfaldet og overlod sorgen til mig selv, selv om jeg havde brug for at tale om den. Det er ikke et ønsket hensyn fra mig, at vi skal være tavse, men et misforstået hensyn. Mit sind skreg om at få lov at græde og sørge.

Barn af nogen

De vigtigste mennesker i mit liv kunne ikke give mig plads til at sørge. De forventede, at jeg skulle være på en bestemt måde og udtrykke mine følelser så kontrolleret, at jeg mistede mig selv i processen. Det var uudholdeligt. Det sværeste var de venner, som fortsatte helt, som om intet var hændt.

Dem, der forstod min sorg, var de venner, som selv havde mistet en forælder, her behøvede jeg ikke at opretholde en facade og et falsk smil. Det falske smil drænede mig for overskud.

Jeg oplevede venner, som havde behov for at fortælle mig, at min far jo var en ældre herre og syg, at det skulle jeg acceptere. Jeg er klar over, at det, at man som barn begraver sine forældre, er den mest naturlige rækkefølge, men det gør ikke min sorg mindre, at jeg har oplevet ham kæmpe mod en sygdom.

Voksnes sorg over tabet af deres forældre er i mange tilfælde undervurderet. Det er hårdt ikke længere at have en far. Jeg oplever nu en angst for at miste min mor, for så er jeg forældreløs og ikke barn af nogen længere. Den ubetingede kærlighed forsvinder.

Et grundvilkår

Hvordan kan sorg være et tabu, når det er en helt naturlig og almenmenneskelig reaktion?

Jeg har efterhånden fundet ud af, at vi er så berøringsangste over for sorg, at den er et tabu, der påminder folk om egen dødelighed.

Vi lever i en hverdag, hvor vi helst undgår at tænke på døden, fordi vi så nærmer os sandheden om os selv.

Jeg fik følelsen af, at jeg skulle skamme mig, fordi vi i vores samfund hylder ungdommen og det lykkelige liv uden at forholde os til naturen.

Vi må anerkende, at det at miste vil ramme os alle på et tidspunkt i livet. Sorg er et menneskeligt grundvilkår, uanset hvor kaotisk og smertelig.

Det er vigtigt, at vi har en sorgforståelse, som giver plads til de sørgende. Mennesker reagerer forskelligt på tab, og nogle har brug for at få lov at sørge uden at blive stemplet som forkerte.

Min sorg har været dyb og det glæder mig, da det betyder, at kærligheden til afdøde var stærk. Jeg har lært at hengive mig til sorgen, og betragter det som en dynamisk proces, som hele tiden er i bevægelse.

Der er ingen tvivl om, at sorgen vil dukke op mange gange fremover, den er en naturlig proces, der sjældent forsvinder helt.

Silvana Mouazan, jurist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
Jørn Andersen, Maria Francisca Torrezão, Eva Schwanenflügel og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja tab af et menneske , der står en nær gør ondt.
Et råd prøv at tænk på alle de gode oplevelser I har haft og tag vedkommende med i dine tanker - det er en metode jeg har haft megen trøst og glæde ved.
Men vi er jo alle forskellige.

Aage Pedersen, Maj-Britt Kent Hansen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Aage Pedersen

Vi har haft samme oplevelse for nyligt, idet min kone mistede sin elskede far. Han blev 95 år gammel og var "kun" syg de sidste 2 uger - men hans smil og dejlige øjne når vi kom på besøg vil vi altid huske. Jeg vil tænke meget på denne artikel, når jeg engang mister min mor, som er 92 år - men stadig er i fuld vigør.