Kronik

De svagest stillede bankkunder er lettest at narre, det har jeg mærket på egen krop

Hvorfor tillader staten pengesystemer, der med tårnhøje renter og gebyrer malker de svageste og fattigste borgere for penge? Der er ingen hjælp at hente for os gældsplagede, skriver Birte Overlade i dette debatindlæg
Birte Overlade undrer sig over, hvorfor staten tillader pengesystemer, der med tårnhøje renter og gebyrer malker de svageste og fattigste borgere for penge.

Birte Overlade undrer sig over, hvorfor staten tillader pengesystemer, der med tårnhøje renter og gebyrer malker de svageste og fattigste borgere for penge.

Cathrine Ertmann

21. marts 2019

Lykke og hygge er værdier, Danmark er forbundet med ude i den store verden, men for os, der har stået alene og med stor modgang i livet, har fortællingen om det lykkelige og hyggelige land en kontrastfyldt bagside. Her står grådige hænder parat til øjeblikkeligt og ivrigt at gribe ud og stjæle fra de allerfattigste. Hænder, der blandt mange andre tilhører bankerne.

Som enlig mor gennem adskillige år kæmpede jeg en brav kamp for at bringe mig selv på fode igen efter nogle turbulente år med tab af job, mand og hjem. I troen på, at jeg en dag ville nå i mål. I dag, 15 år senere, er det fortsat ikke økonomisk lykkedes, tværtimod, og set i bakspejlet skal hovedårsagen søges i økonomiske byrder, der knækkede mig undervejs.

Økonomisk nedtur

I 2002 blev jeg skilt fra min mand efter at have mistet mit arbejde som folkeskolelærer gennem 15 år. Det fik katastrofale konsekvenser, da vi havde skilsmissesæreje, der tilskrev os hver især, hvad vi bragte med os ind i ægteskabet. Min mand ejede alt, mens jeg havde særeje på et hus, der krævede omfattende istandsættelse.

Nedturen kulminerede i årene 2008-2010, hvor mine kræfter ikke var til at træde ind på arbejdsmarkedet, ej heller til at opfylde kravene fra jobcenteret, hvorfor jeg i 2008 gik i dækning på Aalborg Universitet, hvor jeg startede på danskstudiet. Inden da havde jeg søgt om førtidspension, da jeg blandt andet er voldsomt ramt af slidgigt i begge knæ, men jeg fik afslag.

Jeg var presset til det yderste, men bevidst om ansvaret for min søn var jeg i stand til at gå langt for at skabe ro i vores hverdag. Det gjorde jeg blandt andet ved at omlægge til et afdragsfrit lån og optage et banklån i huset, hvilket var muligt, da husværdien i disse år var steget. Pengene gik til den hårdt tiltrængte istandsættelse, blandt andet isolering af loftsarealet.

Samtidig fik banken mig overbevist om, at jeg ville stå stærkt ved at indbetale 10.000 kroner på et garantbevis. I dag ved jeg, at en stresset hjerne har svært ved at vurdere for og imod og ikke mindst at sige fra i sådanne situationer.

Afmagt

Jeg fik også en kredit hos Coop, hvilket sikrede min søn og mig mad på bordet en del af tiden. Det var før, jeg kendte til at skralde, men jeg ønskede heller ikke at servere mad, der var fundet i en affaldscontainer, for min søn. I dag ved jeg, at flere klarer sig på den måde.

Det, jeg ikke var i stand til at gennemskue undervejs, var, at banken åd mine penge. Herunder også arven efter min mor. Et højt overtræk sikrede banken en høj renteindtægt, som sammen med garantbeviset bidrog til bankens overlevelse. Det var blot begyndelsen. I årene, der fulgte, afdrog jeg på boliglånet med et beløb, der lige netop dækkede renteudgifterne. 2.400 kroner hver måned, også mens min indtægt alene bestod af SU. Som enlig forsørger sikrede jeg banken en indtægt af de få midler, jeg have til rådighed.

Ansvaret for min søn tvang mig til at betale. Konsekvenserne ved at undlade var for uoverskuelige. Hvad ville der ske?

Afmagten sneg sig langsomt ind over mig, den drænede mig for energi, ikke mindst til igen at stabilisere mig på arbejdsmarkedet. Lige meget, hvor stor en arbejdsindsats jeg ydede, fik rentetilskrivning og gebyrer gælden til støt og roligt at stige i et omfang, hvor det var umuligt for mig, med de ressourcer jeg havde til rådighed, at se en ende på den.

I al fremtid kunne jeg se frem til at fylde penge i lommen på både banken og Coop uden nogensinde at slippe af med min gæld. Afmagten handlingslammede mig.

Min bank forsøgte på et tidspunkt sammen med en advokat at nå frem til en akkordordning som løsning på min samlede gæld, der ud over boliglånet på 220.000 kroner består af en ’kom i gang’-kredit på 100.000 kr. og en forbrugsgæld på omkring 250.000 kroner. Hovedstolen på sidstnævnte var på daværende tidspunkt ca. 100.000 kroner delt ligeligt mellem Coop/Entercard og DanAktiv, i dag Resurs Bank. Lånene er gået til mad, en computer til min søn og bogudgivelsen Lille Guds barn, som er min søns fortælling om at miste sin far.

Resultatet blev, at jeg skrev under på at afdrage en tredjedel af min gæld til banken med 720 kroner om måneden, de andre to tredjedele af gælden blev parkeret, mens den øvrige del af gælden fortsat fik lov at vokse. Coop/Entercard og Resurs Bank ønskede ikke at tage imod tilbuddet om akkordordningen. Ud af de 720 kroner, jeg betalte til banken månedligt, var de 500 kroner indtil for nylig blot renter, så det var ikke meget gæld, jeg reelt kom af med.

Gælden tynger

»Vi løfter i flok,« kan jeg igen og igen høre den daværende socialdemokratiske statsminister sige, mens der blev svinget rundt med fine tasker i bestræbelserne på at løse landets økonomiske krise. Som en af landets fattigste måtte jeg betale tårnhøje renter, der sikrede bankens eksistens, men hvem skulle løfte mig?

I de sociale systemer findes ingen paragraffer, der berettiger til at yde hjælp til mennesker i økonomisk nød. Vi har ingen diagnose, så hvad stiller man op med os, når gælden tynger så meget, at den gør os uarbejdsdygtige?

Mens min søn boede hjemme, fandt jeg kræfterne til at kæmpe mig i mål med at betale terminerne og de faste udgifter på boligen. Jeg fandt også kræfterne til at gennemføre to år på arbejdsmarkedet som folkeskolelærer og på den måde være et forbillede for min søn. Det lykkedes. Han tog budskabet til sig og har i dag skabt sig en tilværelse, jeg som mor kun kan være stolt af.

Så jeg kan godt holde tårerne tilbage over de gange, hvor vi har samlet flasker for at få penge til en liter mælk, eller dengang jeg sagde til ham: »Havde jeg vidst, at det var det her liv, jeg havde at tilbyde dig, havde jeg aldrig sat et barn i verden.«

Udnytter elendighed

Tilbageskuende kan jeg se, at jeg er temmelig skadet af at være vokset op i et stærkt landsbyfællesskab, hvor hjælpsomhed var en selvfølge og absolut uden beregning. Det gjorde mig blind over for de forretningsstrategier, der i vores lykkelige og hyggelige land gør sig gældende for banker og andre finansielle virksomheder som de ovenfor nævnte.

Jo flere penge, du kan vride ud af dine kunder, des stærkere stiller du banken. Og de svagest stillede kunder er lettest at narre. Bankens interesse før kundens. Husk det! Således har budskabet lydt.

Mødet med dybt beregnende banker, Entercard og Resurs Bank ligeså, efterlader mig med følelsen af at bo i en fremmed stat. Helt alene. Alle perspektiver af min humanistiske indstilling til livet er hårdt prøvet.

Hvordan kan mennesker dresseres til at behandle andre mennesker så dårligt? Til at udnytte andre menneskers elendighed for firmaets skyld?

Og hvordan kan det være, at staten tillader pengesystemer, der med tårnhøje renter og gebyrer malker de svageste og fattigste borgere for penge? Burde staten ikke beskytte sine svageste borgere?

De spørgsmål ønsker jeg at sende videre ind i den kommende valgkamp i håbet om, at der findes et flertal af politikere, som finder sagen værd at kæmpe for. Ikke mindst som en måde at afhjælpe fattigdommen for landets 64.500 fattige børn.

Jeg har brudt med den sociale arv to gange. Først med min læreruddannelse og senest med min kandidatuddannelse. Begge mine forældre havde syv års skolegang. Min far var bonde på en lille gård på 55 tønder land, min mor hjemmegående. I min barndom sultede mine søstre og jeg aldrig. Det gør jeg i dag. Efter 15 år i det dybeste armod er jeg fattigere end nogensinde. Lykkelige og hyggelige Danmark. Eller er det?

Birte Overlade, skolelærer, cand.mag. i dansk og iværksætter

Ifølge Julie Rasmussens mor har hun ’nosser på størrelse med bagekartofler’ og ikke noget imod at stille sig op og holde tale.
Læs også
På trods af hvidvasksagen flygter kunderne ikke fra Danske Bank, men det burde de overveje, mener Forbrugerrådet Tænk og Skift Bank Dag.
Læs også
På trods af hvidvasksagen flygter kunderne ikke fra Danske Bank, men det burde de overveje, mener Forbrugerrådet Tænk og Skift Bank Dag.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Estermarie Mandelquist
  • Vivi Rindom
  • Thomas Bindesbøll
  • David Zennaro
  • Christel Gruner-Olesen
  • odd bjertnes
  • Anne Eriksen
  • Peter Wulff
  • Torben K L Jensen
  • Anne Schøtt
  • Kim Houmøller
  • Bjarne Andersen
  • Benny Larsen
  • Jørn Andersen
  • Ole Frank
  • Kurt Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Lindegaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Mortensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben Skov
  • Thomas Olsen
Katrine Damm, Mikael Velschow-Rasmussen, Estermarie Mandelquist, Vivi Rindom, Thomas Bindesbøll, David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, odd bjertnes, Anne Eriksen, Peter Wulff, Torben K L Jensen, Anne Schøtt, Kim Houmøller, Bjarne Andersen, Benny Larsen, Jørn Andersen, Ole Frank, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Lindegaard, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Thomas Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

når man betaler en særligt høj rente som fattig, har man så egentlig ikke betalt for retten til at få sløjfet sin gæld i situationer hvor økonomien strammer yderligere til,
et eksempel: man har i årevis betalt af på en kredit indtil man når pensionsalderen, og man har betalt de lånte penge plus en god forrentning til udlåner, og kun den høje rente medfører at der stadig resterer gæld, giver det i den situation ikke god mening at udlåner eftergiver gælden,
den manglende sikkerhed for lånet har jo ikke medført tab for udlåner og dermed er den høje rente ikke længere begrundet,
nogen vil måske indvende at man alligevel er forpligtet da man jo selv har takket ja til lånet, men når man ser på udlånernes markedsføring af de dyre lån har udlåner vel også en del af ansvaret for lånets etablering, man kunne lovgive om netop eftergivelse i en sådan situation som en del af pakken når man tillader den type dyre lån.

Katrine Damm, Bjarke Hansen, Birte Overlade, Estermarie Mandelquist, Karsten Lundsby, Lars Jørgensen, Anne Eriksen, Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Ole Frank og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Generelt, så mangler der lovgivning der sætter et loft for renter, altså definerer hvornår det er åger. Et sådan loft ville tage toppen af en lang række problemer vi ser med kviklån, pantelån, etc.
Men jeg har tilbage i januar lavet et borgerforslag som definerer åger som 24% + nationalbankens udlånsrente. Forslaget kan ses her:https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02195

Katrine Damm, Steen K Petersen, Olaf Tehrani, Thomas Andersen, Minna Rasmussen, Birte Overlade, Torben Arendal, Estermarie Mandelquist, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Michael Friis, Kim Houmøller, Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Arne Würgler

Det spørgsmål har jeg også stillet mig selv mange gange. Og jeg har skrevet sange om ikke at være hjemme i verden mere. Men det er ikke dem, DR spiller. Tusinder i vores lille land, der idiotisk nok påstås at være verdens lykkeligste, bøjer nakken og lever i fattigdom. Er der lys forenden af tunlen? Ikke hvis de, der ikke lige har problemet i dag, giver pokker i solidariteten og stemmer som de plejer. Så tak for kronikken. Vi ved det godt. Det næste er handling. Røde hjertet i parken, gule veste, skolestrejke eller hvad ved jeg. Det handler om det samne: vi får ingen anden verden, hvis vi ikke sammen tager den selv,

Ivan Breinholt Leth, Katrine Damm, Anne Schøtt, Steen K Petersen, Minna Rasmussen, Birte Overlade, Egon Stich, Torben Arendal, Estermarie Mandelquist, Anne Mette Jørgensen, David Zennaro, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Bjarne Andersen, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Ole Frank, Bjarne Bisgaard Jensen, Benny Larsen, Per Almar Johnson, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ked af at høre om din situation, men hvorfor i alverden er der ingen der har rådgivet dig undervejs og opfordret dig til at opgive huset i din håbløse situation? Der er næsten ingen der kan klare en skilsmisse og sidde i for mange kvadratmeter. Det kræver smalhals og kapgang, som du har præsteret. I din situation burde du have solgt huset efter istandsættelsen og hoppet i en toværelseslejlighed i nærmeste by og brugt friværdien på at lukke hullet. Men om det havde givet dig en større livskvalitet er svært at sige, for på mig lyder det som om du vitterligt har været syg - diagnose eller ej - og syge mennesker dem er der ikke rum til uden for den almene boligsektor. Sådan ligger landet. Er du ejer - og indforstået: privilegeret, må du klare dig selv. Socialdemokraterne hjælper kun de subsistensløse. Det kommunistiske samfund er indtil videre en fortsat utopia.

Minna Rasmussen, Danny Hedegaard, Leo Nygaard, Randi Christiansen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Annika Rasmussen

Tak for kronikken! Du er langt fra den eneste. Et forbud mod de mange kviklån burde også være på dagsorden, for de har da også i den grad kastet folk i direkte armod. Føj siger jeg bare!

Steen K Petersen, Torben Arendal, Anne Mette Jørgensen, David Zennaro, Karsten Lundsby og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Markus Lund: men hvorfor i alverden er der ingen der har rådgivet dig .........
Selvom man ikke er så heldig at støde på den rette rådgivning på det rigtige tidspunkt er det da ulækkert at man bliver plyndret af det griske pengemarked.
For at overskue konsekvenser af lån, manglende indkomst kræves mentalt overskud, ikke noget man har når sygdom og andre ulykker vælter ind over en, samtidig bliver indtægtsgrundlaget beskåret kraftigt, og gjort betinget af kommunens velvilje til at overholde loven.
Det kan kun ændres ved et stemmeskred til partier med solidarisk politik, de er til overskue, der vel kun et parti med socialgenopretnings program, og så et par stykker der mere tvivlsomme.

Steen K Petersen, Anne Mette Jørgensen, David Zennaro og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Jeg er modstander af udlån med kort løbetid og høje renter. Modargumentet er, at alternativet (pantelånere og det sorte marked) er værre.
Ligeledes er det usmageligt, at banker markedsfører udlån og kassekredit til helt unge.
Som udgangspunkt skal hver især naturligvis tage ansvar for sig selv og sine, men det er samfundets ansvar at beskytte de svageste.
En ide: Indfør en mulighed for at en person erklæres økonomisk umyndig. Disse personer skal have en værge.

Randi Christiansen

Du er en intelligent kvinde, og bør derfor kunne forstå, at lån med variabel rente er en potentiel bombe under især en stram økonomi.

Du skriver, at du havde afdragsfrie lån men ikke over hvor lang en periode? Når lånene ikke længere er afdragsfrie, må man således være sikker på, at økonomien kan klare det. Hvordan kan man vide, om det er tilfældet? Om man har indtjening, og hvis der ovenikøbet er tale om variabel rente, kan det jo hurtigt gå galt. Selvom jeg altid har haft en stram økonomi, har jeg alligevel insisteret på den dyrere faste rente. Men jeg kan også huske dengang, renten var helt oppe i 24.

Kollapsen i 2008 skyldtes netop, at ryggesløse spekulanter tilbød ikke kreditværdige mennesker afdragsfrie lån, som de efterfølgende ikke kunne honorere. Lånene var del af pakker, som blev solgt videre, og på et tidspunkt ramlede korthuset.

Jeg har al mulig sympati for dig, men sådan som jeg forstår din kronik, bør man som voksent ovenikøbet højtuddannet menneske, og medmindre man har mistet forstanden, kunne overskue disse ting. Banker og øvrige finansielle aktører er jo per definition ikke-humanitære profit organisationer, hvis greb om samfundsudviklingen, vi bør vriste os fri af og indføre vort eget andelsbaserede, permakulturelle banksystem. Ellers er det spillets regler, og dem må man kende, hvis man ikke vil være sorteper.

Et istandsat hus må kunne være basis for et samlende lån med en billigere ydelse? Jeg mener også, at forvaltningen tilbyder boligstøtte mod pant i ejendom. Jeg vil råde dig til at søge gældsrådgivning, evt i den gratis retshjælp.

Du lyder som en både god, klog og sej kvinde og kærlig mor. Ovenstående er ment i kærlighed. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Anne Mette Jørgensen, Markus Lund, Karsten Aaen, Michael Friis og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Kasper Jørgensen

Helt enig at det er en kedelig situation. Jeg synes bare det altid er fornemt at smide offerkortet over for bankerne. Der er kun en som har ansvaret for sit eget liv. Vi må gå udfra hun selv har sat sin underskrifter på de lån hun har optaget og kendt til de vilkår der ligger bagved. Alternativtet havde været et slag af ejendommen og flytte i lejebolig med de sociale sikringer som hermed medfølger såsom boligsikring mm. Siden der er optaget forbrugsgæld i andre banker. Kan det måske tyde på hendes egen primære bank har sat en stopper over for hende og sandsynligvis rådgivet om at et salg ville være bedre.

Kim Houmøller

@Kasper Jørgensen - Selv om du er skrevet op til en almen bolig i 30 år, er der ingen garanti for en sådan. Men kan du betale 15.000 kr om måneden er der ingen venteliste. Almene boliger er lige så stor en fælde, som mange ejerboliger. Prøv du at opsige en sådan, og betal ved kasse 1.

Steen K Petersen, Anne Mette Jørgensen, Markus Lund, Karsten Lundsby, Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Birthe - De kloge (bankrådgivere) narrer de mindre kloge.
Du skulle ha` fulgt det kinesiske ord : Ejer du mere en syv ting har du mistet din frihed.
Som sagt ovenfor - ærgerligt, at du ikke mødte en klog rådgiver i tide istedet for en grisk.
Undskyld, jeg er bagklog.

Lasse Reinholt

Det er så uretfærdigt med alle dem, der kun betaler renter af deres lån.

Det eneste, man kan gøre, er at undgå gæld til at starte med. Hvis man kan leve med at udsætte forskellige goder ind til man har sparet op, bliver ens nettoindtægt gennem et liv langt større, da man kan *få* renter i stedet for at *betale* renter.

Michael Friis

Lasse Reinholt - du glemmer inflation og at KREDIT er et gode...
Jeg kan anbefale at se eller gense "How The Economic Machine Works by Ray Dalio" youtube

@Benny Larsen - Det er helt klart at der er nogle russiske og menneskeligt-socialt storkriminelle, der griner hele vejen til Panama eller Malta over de stakkels proletarer, de ripper for blod, men i bund og grund er man selv ansvarlig for dårlige låneaftaler, man har indgået ædruelig bevidsthed. Jeg har til dato kun købt ét forbrugslån på 50.000 kr., og det lukkede jeg på et enkelt år med en månedlig afbetaling på knap 5000 om måneden ved siden af mine faste omkostninger ud af min fuldtidsløn som enlig ufaglært. Det holdt hårdt, men det lykkedes uden at lide nævneværdigt afsavn, men i få måneder med uforudsete udgifter måtte jeg søge om midlertidig henstand og inkassere diverse gebyrer og rykkerbreve for dette, som øgede det samlede tilbagebetalingsbeløb med et en enkelt tusse eller halvanden oven i de 5-6000 kr., det samlet set kostede i profit. Dog har jeg lært af min oplevelse og ved i dag, hvor lidt jeg er i stand til at leve for, så jeg ser sådan set min erfaring med kreditvirksomheder som en gavnlig proces, hvor jeg har udforsket og konkret mærket mine grænser for min egen økonomiske formåen, og det er i det lys jeg udtaler mig, med fuld opmærksomhed på ÅOP'en ved indgåelse af min aftale dengang, fordi min daværende bank desværre ikke ville give mig en kassekredit til trods for min udmærkede kreditværdighed.

Frank Hansen, Randi Christiansen, Kim Houmøller og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

At kun subsistensløse får hjælp er de værste sludder. Hvis de fik hjælp var de ikke subsistensløse.
De fleste tjener på fast ejendom og jeg fatter ikke, at man ikke skal betale skat af gevinsten ved salg.
Du har været syg af bekymringer og når man er det kan man ikke tænke klart.
Ja, banker er ikke interesseret i at sætte sig ind i livsomstændigheder. De ser kun på egen vinding.
Det er ikke nemt at flytte til en anden del af landet, men i denne situation ville det nok have været det bedste. I større byer er det komplet umuligt at blive tildelt en almen bolig medmindre man har været skrevet op i årevis.
Opsøg evt. gratis retshjælp. Måske kan de hjælpe med at søge gældssanering.
Hvem og hvor mange er det der er så lykkelige i DK. Jeg er aldrig blevet spurgt.
Øv, du ved jo det hele, så hvorfor råder jeg dig.

Josephine Kaldan

En i familien dummede sig som helt ung. Han får lov til at betale for det. Det skal jeg love for. Nu er han fyrre. Han betaler 60 pct. Af alt, hvad han tjener. Han fik ikke sin eksamen. Han betaler også til SU. Han er ufaglært og har en meget lav løn. Han kan lige klare dagen og vejen. Han hænger på det resten af sit liv, han fik selvfølgelig ikke gældssanering. Det gik til andre mere velhavende mennesker. Han har ikke givet op, men det er meget at skulle betale for ungdommeligt overmod. Han ejer intet.men han knokler, det bliver bare ikke til såmeget med laveste løn og 60 pct. I skat. Banken er et lukket land.

David Zennaro, Else Marie Arevad, Anne Mette Jørgensen, Randi Christiansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Birte Overlade

Kære alle

Det er berigende at læse jeres mangeartede kommentarer og sørgeligt at læse beretningerne, hvor andre også må kæmpe sig vej gennem en håbløs mur af gæld.

Flere af jer spørger, hvorfor jeg ikke har søgt rådgivning. Det har jeg. Hos Gældsrådgivningen i Aalborg og i min bank. Førstnævnte rådede mig til, lige som flere af jer gør, at sælge huset, og det er ingen tvivl om, at jeg skal. Hvis jeg kan. Der er flere forhold, der besværliggør den vej. Den ene er, at huset er beliggende i en af landets landsbyer, hvor boligpriserne er faldet drastisk. Huset er således senest vurderet til 300.000 kr., hvilket er 20.000 kr. under, hvad jeg erhvervede det til for flere år siden. Ejendomsvurderingen lyder på 680.000 kr. plus 20.000 kr. for en separat grund, der hører til. Og ja, jeg betaler ejendomsskat efter den høje vurdering. Faldet skyldes dels, at jeg de seneste år ikke har haft midler til vedligeholdelse, hvorfor vinduer, døre, udhæng er misligholdte, mens hulmursisoleringen er mangelfuld. Taget har en levetid på 0-5 år fik jeg oplyst for få dage siden. Køkken og badeværelse er af ældre dato. Derudover har min nabo iværksat etablering af opholdssted for seks hjemløse, hvilket åbenbart også har betydning for fastsættelse af en boligs pris. Endelig er det en betingelse for at kunne sælge, at de tre kreditorer, som har udlæg i huset, er villige til at slippe udlægget, mens banken, som har pant i huset, skal sige god for, at de dermed mister deres pant. Med en salgspris på 300.000 kr. vil jeg efterfølgende stå med en gæld i huset på omkring 600.000 kr., når ejendomsmæglerens salær regnes med.

Flere har opfordret mig til at søge gældssanering. Herunder fogedretten i Hjørring, Gældsrådgivningen i Aalborg og en tidligere bankmand. Problemet er blot, at det kræver, jeg har stabil indtægt med 37 timers arbejdsuge. Det er så her mine helbredsmæssige forhold spiller ind, ikke mindst en stress, der i perioder slår mig helt ned. Ligeså mine gigtplagede knæ.

Heldigvis er jeg et optimistisk menneske, der stortrives, trods mine økonomiske strabadser. MEN jeg har SÅ mange gange tænkt, hvad jeg mon kunne have bedrevet i livet, hvis jeg havde været denne byrde foruden. Det er her livskvaliteten for alvor kommer i spil, og den har jeg fundet i kreative gøremål, som giver mig følelsen af selvbestemmelse og lidt magt over mit liv. Ud over jeg har to fantastiske mennesker i mit liv, der forstår at løfte mig, når det hele er allermest håbløst ud.

I disse år tales der meget om død og sorg, og jeg kunne godt tænke mig, at der kom fokus på, hvilken betydning det har for et menneske, at det, ud over sorgen, også skal kæmpe mod en økonomisk massiv mur. At miste i sig selv er at stå i en afmægtig situation, du kan intet gøre for at få den døde person tilbage i dit liv, og står du med en så enorm stor gældsbyrde, som den jeg står med, er oplevelsen præcis den samme: Afmagt. Den forstærker og forlænger sorgfølelsen. Heri ligger en stor del af min stress. Indkapslet sorg, der kan betegnes PTSD.

Mens jeg konstant står konfronteret med min gæld, kan jeg følge med i diverse debatter om, hvordan man ønsker at forebygge den voksende kurve af stressramte. For mig er det meget enkelt. Giv den enkelte person et økonomisk råderum, uden at være underlagt krav fra forskellig side. Som stressramt har man brug for ro. Fuldstændig ro. Jeg har flere gange henvendt mig til Lærernes Pension og spurgt, om jeg for pokker da ikke bare kan få udbetalt min pension på omkring 500.000 kr., naturligvis modregnet en vis procentdel til staten, så jeg kan få mig et helt almindeligt liv igen. Det har desværre ikke været muligt.

En anden tanke har været, hvis der fandtes en form for borgerløn, 4000 kr. fx, som et tilbud til de, der ønsker at tage hånd om eget liv, når eller hvis det kuldsejler. Som det er i dag, er der så mange love og regler, man skal sætte sig ind i, hvilket er det absolut eneste, man ikke kan som stress- og sorgramt. Da jeg startede på AAU i 2008, kunne jeg ikke holde styr på tallene på de lokaler, forelæsningerne foregik i (min mor var lige død, og min søster døde året efter af kræft). Jeg lærte mig at fokusere på ansigterne på mine medstuderende i håb om, at jeg huskede rigtigt. Hvordan i alverden skal man så kunne læse lovtekst?

I den situation har bankerne frit spil. De kunne have fået mig til at skrive under på hvad som helst. Jeg havde været ligeglad. Bare jeg fik ro. Ikke mindst til at være mor for min søn.

Som flere af jer skriver, kunne jeg have gjort mange ting anderledes undervejs. Mit ønske med indlægget er at nå frem til en diskussion af, om der virkelig ikke kan gøres noget mere effektivt og humant for at hjælpe de kriseramte og andre svagtstillede, ikke mindst enlige forsørgere, bedre på vej til et værdigt og meningsfuldt liv. Det giver i sidste ende sundere og stærkere mennesker.

Kunne Danmark ikke være et foregangsland i den retning?

Markus Lund, Steen K Petersen, Bjarke Hansen, David Zennaro, Anne Mette Jørgensen, Mikael Velschow-Rasmussen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Birte, hvor godt at høre, at du trods modgangen trives og gør, hvad du kan. Nogen gange må man bare overgive sig og ønske, at miraklernes tid ikke er forbi.

Mht gigt kan jeg anbefale glucosamin, som du sikkert kender. Det er yderst effektivt.

Birte - Du nævner Borgerlønnen, som er en bredt favnende ordning.
Netop, som i dit tilfælde, kan den skabe frihed fra systemets tyranni og tryghed i en presset situation.
Men desværre er der kun eet parti i folketinget, der efterhånden har det på sit program.

NB - alle disse pengekasser med vores egne penge er et af velfærdssamfundets vildskud. Her sidder snylterne og forvalter/investerer vores penge - helt uden indskyderne indflydelse - uha,uha.

Birte Overlade, Ebbe Overbye og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Birte Overlade

Randi, jeg kender Glucosamin, men det er for stor en udgift pt. Ligeså cannabis, som jeg også er blevet anbefalet. Der er ro i mine knæ, når blot jeg kan være herhjemme og lave det, jeg pt. er bedst til: butterfly i enhver afskygning. Til kvinder og mænd. Det giver ro, men ikke så mange penge, så udfordringen er at komme videre herfra nu. Jeg finder trøst i, at jeg en dag må kunne skrive en rigtig god historie på baggrund af mine oplevelser i min nuværende situation. Der er noget fuldstændig surrealistisk over den. Som om det slet ikke er mit liv. Virkeligheden taler blot sit helt eget sprog.

Tak for jeres input. Det er dejligt, I vil tage del i trængslerne.

Ked af at høre at huset ikke kan indbringe så meget som din gæld foreskriver. Det lader ikke til at du har anden udvej end at tilegne dig nogle håndværksmæssige færdigheder og gå i gang med at udbedre huset selv, hvis du vil undgå en tvangsauktion på sigt, da huset inden for det næste årti vil fremstå ubeboeligt uden en forestående tagudskiftning. Da sådan en koster flere hundrede tusinde, er det bedste du kan gøre for dig selv at fastholde dit arbejde og ellers søge gældssanering, hvis størrelsen en dag når et niveau, hvor det bliver muligt at få bevilget. Jeg tror ikke banken kan regne med at du nogensinde indfrier dem, men så længe du ikke betaler kviklån ud, så burde det ikke være umuligt at overarbejde sig til mindre gældsfængsel. Hvis du kan holde til det, så se om du kan få et industrijob eller handicaphjælper ved siden af på nattevagt, der giver godt. 70-timers arbejdsuge kan man godt gøre i en kortere periode, hvis man er enlig, men det kan hurtigt gå ud over helbredet hvis man får stress og ikke får sin søvn dagligt. Held og lykke med dine strabadser.