Kronik

Tag ikke fejl: Klimakampen kæmpes ikke af idealister

Forestillingen, om at klimakampen er et idealistisk projekt, er forkert. Det er ikke udtryk for realisme at forsvare status quo, tværtimod, realisme er at tale for en miljø- og samfundspolitisk revolution, skriver dagens kronikør Signe Urdskilde i dette debatindlæg
Det er hverken jordbundet eller realistisk at argumentere for mindre end en miljø- og samfundspolitisk revolution. Derfor er klimademonstranter – som her på Christiansborg Slotsplads – i højere grad realister, end dem, der fortsat tror på vækst, skriver dagens kronikør.

Det er hverken jordbundet eller realistisk at argumentere for mindre end en miljø- og samfundspolitisk revolution. Derfor er klimademonstranter – som her på Christiansborg Slotsplads – i højere grad realister, end dem, der fortsat tror på vækst, skriver dagens kronikør.

Tariq Mikkel Khan

27. marts 2019

Måske godter mange sig nu forventningsfuldt i tiltro til, at titlen på dette indlæg indikerer en jordbunden og nuanceret kritik af det at gå for langt i en fanatisk kamp for eksempelvis klimaet.

Endelig, endelig, en artikel med benene på jorden og fornuft i hovedet, for vi ved jo alle, at vi bliver nødt til at balancere miljøidealer med det moderne samfunds realiteter og tilskære vores klima- og miljømål, så væksten kan fortsætte uhindret. Alle ved jo, at enhver jubelidiotisk idealisme vil komme til kort, når den møder virkeligheden. Og at dette clash er spild af tid og energi og forhindrer dermed konstruktiv politisk aktivitet og gode, moderate tiltag, der ikke forstyrrer vores dagligdag.

En grundlæggende misforståelse bærer ovenstående antagelser. En misforståelse, som selv miljøforkæmpere ligger under for. Den udspringer af anvendelsen af selve begrebet ’idealisme’. Dette koncept har nemlig en indbygget værdidom i sig: Idealisme er urealistisk drømmeri. At idealer om, hvad det gode er, og drømme om at realisere dette gode som oftest eller altid viser sig at være rene luftkasteller.

Godt nok argumenterer miljøforkæmpere for, at deres idealer kan blive virkelige, men de anser dem stadig for at være idealer – ideer om det gode, som svæver i de højere luftlag, og som næppe af sig selv får gang på jorden, hvorfor man skal kæmpe meget for bare at integrere en flig af drømmetæppet i dagliglivet.

Virkelighedens idealist

Over for idealisterne står de, der (mis)forstår sig selv som realister. Mennesker som fokuserer på vækst, forbrug, personlig frihed til at tjene og bruge penge, som man vil. Mennesker, der tror, at den moderne samfundstype, vi har opbygget i Vesten, er det højeste gode – og opskriften på ultimativ lykke.

Sådanne mennesker (hvilket vil sige de allerfleste) tror, at de står for realisme, økonomisk bæredygtighed, forsvarlig brug af ressourcer (hvis altså man for eksempel lige etablerer nogle vindmøller hist og her), fremsynet fornuft og så videre. De mener, at den frie verdens løsning gælder for alle – forudsat at de stakkels lande, som endnu ikke har en tilsvarende levestandard, vækst og velfærd, tager sig sammen til at arbejde for den. De tror, de står for det, alle vil og har bedst af at ville. De tror, de står for ’sådan som tingene nu engang er’.

Dette verdenssyn betyder, at betegnelsen idealisme derfor anvendes på de helt forkerte mennesker. For hvis idealisme forstås som en tro på højtflyvende og vanskeligt realiserbare ideer og drømme – samt mere eller mindre fejlslagne forsøg på at lade disse idealer inspirere til handling – er det kun passende at give disse realister, som beskrevet ovenfor, denne etikette.

Dem, der vitterlig tror på, at vækst kan fortsætte i al evighed, at vi har ret til at tage mere, end vi har brug for, at vi må få, mens andre må mangle (indtil disse andre tager sig sammen vel at mærke, for der er jo i denne utopiske tankegang rigeligt med ressourcer til alle).

Hvis vi et øjeblik tænker os om, er det ikke svært at se, hvor det, vi hidtil fejlagtigt har kaldt realisme, vil føre os hen.

Hvis den nuværende vækstidealisme blindt marcherer videre, mister vi dels det, vi troede, vi drømte om – penge, luksus osv. – samt det, vi i virkeligheden har kært og behov for, nemlig tryghed, tilstrækkelig mad, sundhed, vores nærmestes velbefindende, tag over hovedet og så videre.

Vi er sadister

De ubalancer, der skabes i klimaet på grund af blandt andet CO2, kan blive årsag til mange typer af utilregnelige lidelser, deriblandt den ofte oversete fare, at Golfstrømmen svækkes med det til følge, at Nordeuropa lægges under is – i så fald må vi håbe, at syrerne tager godt imod os! Ikke blot klimaforandringen med dens gruopvækkende konsekvenser for alle dele af verden og verdens fødevareforsyning, men også forgiftning af vand, jord og luft, affaldsophobning, produktion af radioaktivt materiale, hensynsløs agerbrug, fældning af regnskovene og alle de andre destruktive aktiviteter, vi foretager os, er direkte akkumulation af fremtidig ubærlig lidelse. At tro, dette kan blive ved – endda vokse – er ren og skær IDEALISME.

Grunden til, at uforstyrrede økosystemer består, og at de, når de forandrer sig, forandrer sig bæredygtigt af sig selv, er, at ingen dyr eller planter tager mere, end de har brug for. For fornuftige livsvæsner er det ganske meningsløst at tage mere, end de behøver – for hvor skulle de gøre af det, og hvad skulle de bruge det til?

Det at tro, at vi har ret til at tage mere, end vi har brug for, er en grundlæggende fejl i ’realisternes’ såkaldte ’tænkning’. Når vi tager mere, end vi behøver for at leve, tager vi det fra andre, fordi der ikke er uanede mængder at tage af – faktisk tværtimod. Ovenikøbet er nydelsen ved at tage fra andre mennesker og andre livsformer et forstadium til sadisme. Et hårdt ord, synes læseren nok, men selve definitionen af sadisme er at nyde andres lidelse.

Illusionerne må briste

Tilsyneladende mener de fleste, at andres lidelse og død er ligegyldig. Men selv set ud fra det allermest egoistiske synspunkt, vi kan forestille os: at det kun er ens egen og ens nærmestes luksus, der skal sikres, så er den måde, vi lever på, heller ikke fornuftig. Det eneste, vi sikrer ved at fastholde vores eget overforbrug, er et fremtidigt sammenbrud, der logisk set også involverer et sammenbrud af vores egne luksusdrømme. For ved at tage mere, end vi har brug for, skader vi os selv og vores børn.

Kort sagt: Det er hverken jordbundet eller realistisk at argumentere for mindre end en miljø- og samfundspolitisk revolution. Det er tværtimod idealistisk at tro, at vi kan blive ved med at tage mere, end vi har brug for og i processen nådesløst forgifte alt omkring os og forårsage andres lidelse samt vores egen fremtidige lidelse.

Alle illusioner må briste. Og denne illusion, om at helt-hen-i-vejret-idealisme kan blive ved med at få lov til at misbenævne sig selv som realisme og jordforbundet fornuft, kommer til at knække i mødet med den fremtidige virkelighed, vi på grund af ideologisk vildledning er ved at skabe.

Vi må opgive denne eskapistiske og tyranniske indbildning øjeblikkeligt og møde ’virkeligheden’. Frie for idealistisk idioti og troen på, at vi kan fortsætte som hidtil, kan vi sammen tage politisk og daglig handling for at beskytte livet – livet i form af os selv, hinanden, dyr, planter og Jorden.

For at blive realistiske nok kan denne handling ikke tage de former, vi hidtil har troet, vi kunne nøjes med at indarbejde i vores nuværende idealistiske dagligdag: Slukke for standbyknappen, købe vandbesparende vaskemaskiner, holde ferie hjemme, have en kødfri dag om ugen ... Nej, vi er nødt til at opgive forestillingen om, at vi har frihed til at tage noget som helst, vi ikke har absolut brug for. Først da kan vi blive rodfæstet i realiteten.

Signe Urdskilde er cand.mag. i religionsvidenskab og nordisk mytologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Charlotte Ardal
  • Frederik Groth Nordstrøm
  • Estermarie Mandelquist
  • Flemming Berger
  • Jens Kofoed
  • Torben K L Jensen
  • Ervin Lazar
  • Søren Hjernøe
  • Gert Romme
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Nils Lauritzen
  • Bo Stefan Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Britta Hansen
  • Lillian Larsen
  • Anders Graae
  • Dina Hald
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Troels Holm
Charlotte Ardal, Frederik Groth Nordstrøm, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Jens Kofoed, Torben K L Jensen, Ervin Lazar, Søren Hjernøe, Gert Romme, Bjarne Bisgaard Jensen, Nils Lauritzen, Bo Stefan Nielsen, Kurt Nielsen, Britta Hansen, Lillian Larsen, Anders Graae, Dina Hald, Ejvind Larsen, Peter Knap og Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

vidunderlig om golfstrømmen, der måske vender og lægger nordeuropa under is - og så skriver signe: " i så fald må vi håbe at syrerne tager godt imod os"!!! herlig pige!

Frederik Groth Nordstrøm, Mogens Holme, Britta Hansen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

herligt at se at andre har set virkeligheden, og faktisk forstået hvad vi gør forkert, jeg forsøgte selv at formulere problemets kerne for en del år siden,
og jeg nåede frem til følgende erklæring om bæredygtigt forbrug,
det bæredygtige forbrug kan beregnes som det forbrug som samtlige mennesker på jorden vil kunne have, helt uden skader på miljøet, klimaet, og naturen, og som vil kunne opretholdes af samtlige fremtidige generationer, dette er det maximale tilladelige forbrug, men det er ikke tænkt som ligemageri, det vil jo være muligt at forbruge mindre,
og nu ved jeg godt at en sådan beregning er tæt på umulig at lave i praksis, men den kan alligevel bruges, for visse ting er jo åbenløst umulige som for eksempel privatbilismen, det samme kan siges om brug og smid væk, og om åbenlyst overflødige produkter, og jeg er absolut enig i at vi ikke har nogen frihed til at tage (købe) noget som vi ikke har absolut brug for,
så når vi i fremtiden har tilpasset os et bæredygtigt liv vil ingen længere beundre de grådige, man vil i stedet beundre de ydmyge og de mest nøjsomme, og det som i dag giver prestige vil i fremtiden være socialt selvmord, og selv i dag er der jo reelt ingen grund til at beundre grådighed, lige bortset fra hvis man selv er grådig,
så første skridt imod en bæredygtig fremtid er at droppe egen grådighed, og forbruget for forbrugets skyld, og så vil man opdage at man bliver gladere af det,
og det viser så at den bæredygtige fremtid markant vil forbedre trivslen, vi skal altså ikke frygte at miste livskvalitet, vi skal bare indse at vi har valgt forkert da materialismen blev så dominerende.

Naja Abelsen, Charlotte Ardal, Torben K L Jensen, Frederik Groth Nordstrøm, Troels Holm, Mogens Holme og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Det klogeste sagt og skrevet om klimaproblemet os selv i meget lang tid. Lad os få mere, Signe!

Charlotte Ardal, Frederik Groth Nordstrøm og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

For 20.000 var det meste af DK dækket af is. For 10.000 år siden kom de første mennesker her til landet. I Bronzealderen for 3000 år siden var temperaturen to/tre grader højere end nu. Jeg tror helt bestemt at vores gøren og laden betyder noget, men ingen kan vist vende Golfstrømmen eller for den sags skyld forhindre en ny istid. Det er vist det vi har glemt.

Bienen und Bauern in Bayern.

Nu har befolkningen i Bayern, Tysklands mest stok-konservative delstat, gjort det. - Hvornår tager man opgøret med industrilandmændene i Danmark.

Insektdøden er tydelig, men det handler om meget mere. 75% af alle insekter er forsvundet i Tyskland i løbet af de sidste 27 år. Derfor krævede initiativtagerne flere enge og mindre bekæmpningsmiddel. For det intensive jordbrug i Bayern (som det danske industri-landbrug) anses som den absolut største årsag til at sommerfugle, biller og andre insekter forsvinder.

Vi er meget glade, siger Agnes Becker ganske overvældet. Den lokale politiker fra Ekologisk Demokratisk Parti, (ÖDP) brød alle forventninger. 18,4% eller 1.745.383 vælgere har med deres underskrift forlangt omfattende forandringer, og har sat den lokale regering og alle industri-landmænd under voldsomt pres.

Regeringen har kun 2 muligheder: - Enten følger de befolkningens krav, eller også stiller de et modkrav, som befolkningen derefter stemmer bort. Tilbage står altså, at nu skal der ske ganske væsentlige forandringer på dette område i Bayern.

https://www.srf.ch/news/international/bienen-und-bauern-in-bayern-volksi...

Naja Abelsen, Charlotte Ardal, Anders Reinholdt og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Friis

"Nej, vi er nødt til at opgive forestillingen om, at vi har frihed til at tage noget som helst, vi ikke har absolut brug for."
Smukt skrevet men for kedeligt. Kom igen.

Ordkløveri.
Idealister kan godt nå målet, hvis de samtidig er realister.
Realister kan tage fejl, hvis de samtidig er idealister.

Meget enig i skribentens motiv og bestræbelse. Og der er virkelig behov for at gøre op med bevidstløs gentagelse af floskler om fremskridt og realisme.
Men desværre bliver sprogbrugen også lidt uklar. Jeg mener for eksempel, at både fortalere for bæredygtighed og for kapitalistisk liberalisme bekender sig til idealistiske forestillinger om en bedre verden. Idealisme betyder ikke i udgangspunktet, at idealet er umuligt. Det er det bare nogen gange.

Jeg ville foretrække at kalde den liberalistiske drømmeverden for urealistisk eller utopisk frem for idealistisk, fordi den er i modstrid med så mange fysiske forhold i den materielle verden. Deroverfor ville jeg kalde forestillingen om en mere bæredygtig verden for den eneste vision for menneskehedens fremtid, der både tager hensyn til menneskers fundamentale behov og betingelserne i den fysiske verden.

Begge standpunkter er idealistiske eller visionære. Men det ene er selvmodsigende og fysisk selvdestruktivt ved at satse på, at øget materiel vækst i produktion og forbrug skal gør de rige endnu mere rige. Det andet peger på udveje ud af problemerne ud fra nogen helt andre idealer om retfærdighed, ansvarlighed og medbestemmelse.

Det ene tager udgangspunkt i en egoistisk, begærlig mennesketype, hvor enhver må sørge for sig selv i konkurrence med andre og ingen skal være forpligtet af et egentligt fællesskab. Det andet betragter mennesket som først og fremmest et socialt væsen, der kun kan blive produktivt og lykkeligt i fællesskab med andre, og føler glæde og tilfredsstillelse ved det.

Psykologer peger på, at omkring 10% af menneskeheden egentlig passer meget godt på den første beskrivelse, mens 90% passer bedst til den anden. Desværre er det de 10%, som interesserer sig mest for økonomi og politik (altså magt), og har fået lov til at styre vores økonomi og bestemme miljø- og klimapolitikken med falske løfter om personlig frihed.
Det kan ikke gentages for tit, at deres ideologiske snak om frihed, saglighed og realisme er falsk varebetegnelse.

Naja Abelsen, Niels Jakobs, Mikael Benzon og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Er jeg realist når jeg mener, at ingen mennesker kan styre kapitalismens junglelov nr. 1, som i samklang med det darwinistiske princip, lader de svage producenter dø til de overlevende virksomheders fordel. Ved svage forstås de med højeste omkostninger pr. vareenhed.
2. lov er den om at junglov 1 leder til produktion af flere vareenheder fordi deres lavere pris muliggør forbrug af flere vareenheder. 3.lov er den om, at man via en reklamering kan give købeimpuls og skabe efterspørgsel trods overskud af varer. Ser du kære læser ikke reklamefinancieret sport eller TV eller internet? Jo du gør jo. Selv mange "uskyldige" udsendelser nærer drømmen om seeren kan opnå status som seriens velhavende rollefigurer.

Spørg nu en økonom om ikke disse love er som naturlove: Svaret er vist nærmest ikke til at misforstå, et dundrende fuldtonet JA!
Så har vi en chance for at stemme op imod disse globale love, som flertal set? Har vi den integritet/viljestyrke det fordrer, at modstå statusræset om eksempelvis "Det pæne BO BEDSTE hjem" eller den store hurtige bil, eller det fede krydstogt eller globetrotter ekspedition? Det nye modetøj og skønhedsbehandling?

Hvordan får vi beskæftiget alle uden et overforbrug og hvordan får man derpå givet disse et livsgrundlag.? Planøkonomi Kina er ikke værd at forfølge ihvertfald målt på forurening . Alternativer søges. Problemerne tårner sig da op i forhold til "projekt STOP CO2 forurening" ..Beklager søde idealistiske realister!

WELTSCHMERZ
Måske vi virkelig skal betale for at fjerne den "overskydende" CO2 i vor alles fælles atmosfære, selvom det altså koster de velhavende og historisk store udleder nationer, dvs du kære læser. Hvordan den regning kan udspredes fornuftigt her, er vel det nye store SORTE i politik, eller må blive det, snarest!

Idealisten siger, at problemet og løsningen vil blive anerkendt og gennemført af hele den globale verden.
Realisten siger, det er ikke muligt.

Idealisten siger, at Danmark skal gå foran i sin enegang - sammen ned et par stykker andre - så skal de andre nok følge efter.
Realisten siger, nej, det er for lidt og for langsomt - og det er helt udenfor den politiske sandsynlighed.

Det er klimaet, jeg taler om.

Arne Albatros Olsen

Væksten , pengene, forbruget og livsstilen kan samlet set sammenlignes med det stærkeste stof, og fordi dette stof består af stærke kompomenter og "vi" har været og stadig er så afhængige, har jeg svært ved at se en stor kollektiv nedtrapning i den nærmeste fremtid.

For velfungerende "narkomaner" vil jo under ingen omstændigheder afvænnes.

Naja Abelsen, Trond Meiring og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

For slet ikke at snakke om storpusherne, olieindustrien,de førende medier, bankerne og alle de andre bander som ikke vil være med , og gør alt for at forsinke og ødelægge den kollektive afvænning.

TILBAGE TIL TRÆKØLLEN OG JORDHULEN alle mand, omgående...eller så bare Christiania da..
Vi må altså se væk fra den der forestilling om, at vi vil kunne blive et lykkeligt folk i paradisisk fred og kærlighed i sådanne oldnordiske forhold. Det er ikke modne voksne værdigt. Det er brexid ; DIAMANT hårdt!

Hvorfor synes ikke nogen at kunne se en god mulighed i min skitse længere oppe? Er det fordi I ikke tror på et internationalt fællesskab? Ja for det er jo en såre "moderne" over there, UK og USA, og disse magter plejede job at svinge taktstokken. Fat det dog , Europa (EU) må tage roret !
Eller tror man mon Putin og Trump er forbigående fænomener, som uvejr der afløses af sol? Ja det håb er lysegrønt, men vi kan da ikke bruge dem som sovepude, vel? Måske vi så vågner op en dag som er dommedag. Som en Danny, fra pensionskasse investeringer debatten, tænker,; "vi skal alle jo dø en dag alligevel".
Korrekt, men jeg elsker da mine børn dybt og nok en masse andre jeg ikke kender også. De har krav på at vi tager problemet med klima seriøst og tænker seriøst i løsninger, ikke sandt?