Læserbrev

TeknoEtiks kritik af digitaliseringen er blind og misvisende

I en kronik fremfører direktør for TeknoEtik, Klavs Birkholm, en række udokumenterede påstande. Det blokerer for konstruktiv debat om fremtidens digitalisering og kunstig intelligens, skriver leder af forskningsprojektet EcoKnow i dette debatindlæg
Debat
29. marts 2019

Der er mange gode pointer i Klavs Birkholms kronik i Information den 20. marts. Jeg genkender langt hen ad vejen billedet af, at der er gået kejserens nye klæder i digitaliseringen. Der er brug for konstruktiv debat, hvor det synliggøres, hvornår kejseren ingen bukser har på.

Desværre bliver vilkårene for debatten dårlige, når Klavs Birkholm, direktør for tænketanken TeknoEtik, kritiserer i blinde med lemfældige citater.

Som leder af forskningsprojektet EcoKnow kan jeg ikke genkende hans beskrivelse af projektet eller de ord, jeg bliver lagt i munden.

»Hildebrandt er vældig god til at pege på alle svaghederne i de nuværende digitale systemer, og han lover, at EcoKnow vil afskaffe dem,« skriver Birkholm et sted. »Den nye kunstige intelligens vil give sagsbehandlerne ’beslutningsstøtte’ ved at samkøre data fra tidligere lignende sager. Det betyder evidens, hævder Hildebrandt fejlagtigt,« skriver Klavs Birkholm også.

Begge dele er faktuelt forkerte. Jeg har aldrig hævdet, at samkøring af data betyder evidens. Når Birkholm i samme åndedrag nævner tvangsfjernelser af børn, er udsagnet direkte misvisende. Vi udvikler ikke algoritmer, som skal afgøre tvangsfjernelsessager. Vi lover heller ikke, at vi kan afskaffe alle svagheder i nuværende løsninger.

Vi undersøger i stedet, hvilke digitale løsninger der virker og giver mening for både brugere og sagsbehandlere. Vi udvikler også teknologier, som på sigt kan finde de relevante juridiske paragraffer, ikke sociale data, i en given sag. Lidt ligesom en GPS, som foreslår en rute uden at diktere den. Det er derfor også misvisende, når Birkholm beskylder os for at »guide rundt i de sociale data«.

Birkholms lemfældige fremstilling af EcoKnow er ikke kun et problem i forhold til Pressenævnets regler for god presseskik. Hans tilgang skader den konstruktive og kritiske debat, han selv argumenterer for nødvendigheden af.

Thomas T. Hildebrandt, professor og leder af forskningsprojektet EcoKnow

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klavs Birkholm

Kære Thomas Hildebandt,
At Information har givet dig mulighed for en kommentar, er standard procedure og ikke udtryk for, at avisen "kunne se at den var gal", som du skriver.
Efter offentliggørelsen af min kronik (ovenfor) ventede jeg spændt på svar fra Sophie Løhde og ikke mindst fra dig. Desværre gentager I begge to bare jer selv.
Jeg er udmærket klar over, at du giver mig ret i mange ting. Det kunne jeg konstatere, da vi var de to keynote-talere ved Rigsarkivets konference om digitalisering den 6.november. Konferencen var første gang, jeg blev præsenteret for dit projekt EcoKnow som det helt store dyr i åbenbaringen, når det handler om digitalisering af den offentlige sektor. Rigtig mange støttekroner. Rigtig mange ytrings-platforme til dig.
Men netop fordi EcoKnow hypes så vildt, må det også være tilladt at gå til benet og spørge: Hvad lover denne teknologi? Hvad kan den? Nu skriver du i dit svar til mig, at du aldrig har hævdet, at evidens er en del af EcoKnow. Jeg tror nu nok, at påstanden om evidens har spillet en betydelig rolle for de mange støttekroner. "Evidens" er et Sesam, Sesam, luk dig op!
Et af dine flagskibe er Syddjurs Kommune, der har gjort EcoKnow til partner i afdelingen for familie- og børnesager. På kommunens hjemmeside kan man læse: ”Særligt vil der i Syddjurs Kommune blive set på, hvorledes sagsgangene kan understøttes via process mining og evidens forecast.” EcoKnow gør det nemlig ”muligt, på baggrund af mønstre samt erfaringerne fra tusindvis af borgere og sagsbehandlere, at sandsynliggøre, hvad der er den bedste indsats for en given borger på et givet tidspunkt.” – Ingen krav på evidens?
Tilsvarende læser man på KMD’s hjemmeside: ”Den kunstige intelligens kan noget andet og mere end noget, vi tidligere har set i it-systemer. Visionen om, at man med hjælp af prognoser kan hjælpe borgere med anbefalinger bygget på evidens, er virkelig en styrke i EcoKnow, som kan give øget livskvalitet til mange danskere.” – Ingen krav på evidens?
Jamen så må du vel gå i rette med dine samarbejdspartnere.