Kommentar

Vi tog vores barn ud af vuggestuen, fordi hans basale behov ikke blev dækket

Når vi advarer om de barske realiteter i offentlige daginstitutioner, er det på vegne af pædagogerne, der knokler løs, og de forældre, der ikke har ressourcerne til at vælge en privat ordning, som vi har gjort, skriver forældre i dette debatindlæg
Når vi advarer om de barske realiteter i offentlige daginstitutioner, er det på vegne af pædagogerne, der knokler løs, og de forældre, der ikke har ressourcerne til at vælge en privat ordning, som vi har gjort, skriver forældre i dette debatindlæg

Sigrid Nygaard

20. marts 2019

I debatten om DR-dokumentaren Hvem passer vores Børn? vil vi som forældre gerne bidrage med en personlig beretning om vores møde med institutionslivet i Københavns Kommune.

Efter som ung kvinde at have arbejdet i en vuggestue på Nørrebro havde Alexandra ellers svoret aldrig at anbringe sit kommende barn i en institution.

Hun oplevede en arbejdsplads fuld af stress, kaos og børn, der hverken fik opmærksomhed eller omsorg nok til at komme igennem dagen uden raseri- og angstanfald eller endnu oftere total opgivelse.

Men ti år efter var minderne aftaget, og drømmen om en vuggestue som et sted med hjemmebagte boller, julestue og pædagogiske lege havde taget over. Derfor lod vi vores søn starte i vuggestue.

Allerede efter et halvt år måtte vi dog sige stop. Med en erkendelse af at forholdene ikke kunne forbedres i institutionen, tog vi vores barn ud.

Det skal understreges, at vi ikke har en finger at sætte på pædagogerne. Alle har knoklet og svedt for at give børnene den bedst mulige hverdag. Vi er dem dybt taknemmelige.

Det er vores overbevisning, at de svigt, der sker, udelukkende skyldes for få hænder, for mange børn og for lidt plads.

Barske realiteter

Det er beskæmmende, at institutionens løfter på deres hjemmeside ligger så langt fra realiteterne. På hjemmesiden står der, at værdier som nærvær, omsorg og trygge relationer har stor betydning.

Alligevel oplevede vi, at han som lille og ny blev sat ud på andre stuer med fremmede børn og voksne, og at han blev ringet hjem med beskeden om, at han havde behov for at sidde på skødet af en voksen.

På hjemmesiden står der, at der bliver taget hensyn til barnets individuelle behov for søvn, og det vægtes højt, at barnet får den søvn, det behøver. Vi kan på ingen måde genkende dette i praksis.

I det store krybberum var der ingen kontrol med, hvor længe han havde sovet. Nogle gange sov han 20 minutter, andre gange blev han slet ikke puttet. Sådan har vi hentet ham med beskeden om, at han var faldet i søvn på gulvet, fordi han var så træt. Samtidig fortælles der på hjemmesiden om, hvordan søvn er vigtig for hjernens udvikling.

Vi har hentet vores barn uden ordenligt varmt tøj om vinteren, vi har hentet ham træt, tørstig og sulten, fordi han tabte brødet på gulvet, og der ikke var tid til at samle det op.

Nu er det vist ikke nødvendigt at påpege, at hjemmesidens afsnit om det pædagogiske arbejde med beskrivelser af trygge legezoner og mindre legegrupper, aktiviteter og leg havde trænge kår i vuggestuen.

Vi tog vores barn ud af vuggestuen, fordi hans basale behov ikke blev dækket.

Vi mener, som institutionernes hjemmesider, at børns hverdag bør være fuld af mad, søvn, omsorg, ro og tryghed. Derfor valgte vi at tage vores barn ud af vuggestuen og anbringe ham hos en privat børnepasser.

Kræver ressourcer

Efterfølgende har vores barns adfærd ændret sig drastisk. Fra at være pylret, overtræt, sulten, omklamrende og irriteret er han blevet harmonisk, opmærksom, selvstændig og selvsikker.

Men denne ordning kræver en del ressourcer fra vores side.

Hos en privat barnepasser er vi afhængige af én voksen, hvilket betyder, at vi skal kunne tage fri, når barnepasseren bliver syg samt i alle ferier, og at han bliver ringet hjem, hvis han hoster eller er for pylret. Det er ekstra vigtigt, at vi bevarer en god relation, da der ikke er et system for konflikt.

Hun har ingen pædagogisk uddannelse. Til gengæld ved vi, at hun lytter, leger og krammer ham hver dag. Hun steger fiskefileter og tager ham på ture, og det er en lise for sjælen at se ham styrte ind i hendes hyggelige lejlighed hver morgen.

Det skal igen understreges, at der fra pædagogernes side også blev gjort alt for, at han skulle have det godt. De har været imødekommende og selvopofrende og kærlige hele vejen igennem. De bøjer og strækker sig, så langt de kan for at levere den omsorg, som de så gerne vil give børnene. 

Derfor skriver vi ikke dette på vegne af os selv. Vi skriver på vegne af pædagogerne, der knokler med en uendelig tålmodighed og omsorg, og som bruger mange år på stuer med råb og skrig og hast og jag.

Vi skriver på vegne af de forældre, der ikke kan vælge alternative pasningsordninger, og som må acceptere forholdene, som de er, for at få deres liv til at hænge sammen.

Vi skriver på vegne af børnene, der tilbringer de fleste af deres vågne timer på en stue med larm og stress uden særlig meget voksenkontakt.

Vi er foruroligede over disse forhold og føler med de børn og voksne, der skal leve og arbejde under dem. 

Vi ved, at der er mange forældre, der tænker og føler som os. Vi håber, at vi sammen kan få flere hænder, færre børn og mere plads i institutionerne.

Alexandra Moltke Johansen er dramatiker og Tue Bach Petersen er vinimportør

Der er ingen grænser for, hvor mange børn der må mases ind på en stue i en børnehave, og der er ingen regler for, hvor få voksne der minimum skal være til en børnegruppe. Arkivfoto.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Anne Schøtt
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
Jørn Andersen, Anne Schøtt, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

når man nu som moderne forælder vælger at få 3-4 børn i hurtig rækkefølge, så kunne man måske også overveje om ikke en af forældrene skulle gå hjemme i nogle år, så sparer man pasning og den anden forælder kan overtage den hjemmegåendes fradrag, for visse indkomstgrupper kan det næsten gå lige op, og der er ikke så meget stress.

Lars Steffensen, Birgitte Olsen, Liselotte Paulsen, Ib Christoffersen, Jørn Andersen, Jesper Roulund og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Ja, forældreansvar - tak. Det er ikke kommunens børn.
Folketinge burde tage sagen op - Det er heller ikke statens børn.
En hjælp hertil kan være Basisindkomst, som frit kan vælges, hvis man selv vil tage ansvar.

Steffen Gliese

Nej, Leo Nygaard, det er ikke kommunens eller statens børn, men det er heldigvis kommunens og statens opgave at give de mest optimale vilkår for borgernes liv - uden at kræve noget til gengæld, såmænd, for det er jo i virkeligheden borgernes aktivitet, der sikrer samfundets opretholdelse.

Christel Larsen, Rolf Andersen, Dorte Haun Nielsen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er da samfundet, der med pisken i hånden kræver, at borgerne lønarbejder.
Derved udliciteres børnepasningen fra privat til offentlig regi. Er det et velfærdsgode ?
(og i parentes i disse klimatider, når vi skal neddrosle den materielle levevis)

Christian Larsen, Esben Lykke, Frede Jørgensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Kære Alexandra og Tue...

Tak for historien. Jeg har et forslag...

Der skal være valg om et par måneder. Og, lige gyldigt om du er rød eller blå eller gul, så kad være med at stemme på en DJØFer.

Nu har vi haft nogle årtier med New Public Management og planmål og lkæringsmål og flere og flere kontrollanter og rapporteringstvang i skoler, sygehuse og børnehaver, hos hjemmehjælpen - sådan set overalt.

Imens er kerneopgaven vist gået fra at være helbredelse, på sygehusene, leg, i børnehaverne, og læring - i skolerne. I stedet er målet at skabe flere og flere arbejdspladser for jurister, økonomer og statskundskabsfolk.

Lad være med at stemme på det her vandvids apostle - det er så nemt.

Dorte Haun Nielsen, David Engelby, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de svageste.

Jeg begriber ikke, at et rigt samfund som det danske, ikke formår at allokere midler til passende omsorg for dem, der har behov.

Men denne historie bevidner kun en underminering, som den offentlige sektor udsættes for af - kort sagt - asociale egoister. Men det er meget dumt ikke at have styr på den offentlige sektor, for det er her, at samfundets fundament befinder sig. Intet mindre. Uden en offentlig sektor ville opløsning og forfaldet herske. Som det ses i større eller mindre grad i den globale landsby, hvor menneskers dumhed og grådighed undergraver deres egen eksistens.

I danmark har vi stadig en mulighed for at vende derouten. De danske børneinstitutioner er i stigende grad en skamplet. Med den behandling, vore børn får, er det så sikkert som amen i kirken, at det bliver pay back time. Som vi f.eks. netop har bevidnet i new zealand. Eller at værdifulde menneskeliv går tabt i misbrug og andre miljø-og socioøkonomiske sygdomme.

Der er så mange penge i samfundet - hvordan kan den lille velhavende elite, som har ansvaret, leve med dette forfald? Er der tale om en mekanisme, som i egen selvforstærkende dynamik eskalerer, indtil nogen formår at vende bevægelsen? Vågner op og forstår hvordan dette mareridt konverteres til det paradis, som kunne være vores virkelighed.

Hvordan kan den ene procent være ligeglade og bare hytte eget skind. Det er så dumt, at det gør ondt. Er det netanyahus og co's skyld? Er det googles skyld, fordi giganten vil være så rig og ikke vil betale skat? Er det thomas borgens, henrik poulsens, henning dyremoses og alle de andre 'take he money and run' typers skyld? Det er ihvertfald ikke de gule vestes skyld. Hvad gør vi?

Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Søren Bro, det kan godt være svært at forsørge en familie på en enkelt løn, således som du foreslår. Da kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet i 60'erne og 70'erne begyndte lønningerne at stagnere, så hvor det for halvtreds år siden var muligt at brødføde en familie på en enkelt indkomst, er dette ikke længere en mulighed, og da slet ikke, hvis man er henvist til et lavindkomst-job.

Som Leo Nygaard skriver: Man vælger ikke selv, om man vil have arbejde eller ej, eller om man vil lade den ene forælder gå hjemme - med mindre den anden forælder tjener kassen. Udgiftsniveauet i samfundet har stabiliseret sig omkring det forhold, at der skal to indkomster til, hvis man ønsker både børn, villa og Volvo,

Da jeg var barn for halvtreds år siden, var langt de fleste af borgerskabets kvinder hjemmegående, mens arbejderklassens kvinder ofte måtte tage et deltidsjob for at få økonomien til at løbe rundt. Sådan er det blevet igen, blot er middelklassen blevet mindre og småborgerskabets jobtilknytning er blevet mere prekær, således at det faktisk er de færreste familier, der har råd til at passe deres børn selv.

Ib Christoffersen

Del med et andet forældrepar, så bliver det lidt over 1 dag om ugen der skal bruges til børnepasning. Og staten betaler 50% af lønnedgangen og når der så modregnes institutionspladsen, så er der måske ligefrem overskud.

Runa Lystlund

Prøv at find en god puljeinstitution, evt. en selvejende. Det gjorde vi, fordi vi ikke kunne få plads. Vi var begge hjemme i en periode.

Frede Jørgensen

Børn skal passes af deres forældre.

Og jeg er immun overfor indvendinger!

Lars Steffensen, Niels Duus Nielsen, Esben Lykke og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Liselotte Paulsen

kære børnefamilier, prøv at trække jeres biler ud af regnearket og køb et par cykler. Lad være med dyre ferier og spis hjemmelavet mad, og I kan måske få råd til en hjemmegående forælder. Det er alle pengene værd! Det hører ingen steder hjemme med alle de vuggestuer! Små børn blir nemt syge med alle de virusser der florerer der. Vi gjorde det, og vel måtte vi passe på pengene, men det var dejligt <3

Lars Steffensen, Søren Bro, Rune Stilling, Randi Christiansen og Esben Lykke anbefalede denne kommentar

Jeg vil til hver en tid vove den påstand, at langt de fleste familier kan klare sig med én indkomst.

Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering.

Flyt væk fra dyre områder til en kommune, der giver tilskud til pasning af eget barn.
Drop rejser og elektronik (godt både for miljøet og for den personligt velvære)
Skær ned på det økologiske kød
Køb kun tøj når det er absolut nødvendigt og gerne genbrug.

Det er måske ikke i tråd med dogmet i forbrugersamfundet, men bare at se sine børn trives og vide, at de altid er i de bedste hænder, de kan være i, er det hele værd.

Rune Stilling

Vi tog vores unger ud af vuggestuen efter 1 måned og passede hjemme, og det har vi været virkelig glade for. Det handler ligeså meget om at få taget stilling tidligt nok, så forældrene kan nå at tilpasse deres arbejdsliv efter nogle andre prioriteter. Hvis staten var virkelig omsorgsfuld så indførte den, over en længere årrække, et maks på, hvor lang tid børn må være i vuggestue. F.eks. maks 20 timer om ugen for 1-2 årige, og 25 timer for 2-3 årige. Institutionerne skulle selvfølgelig beholde de budgetter, de har i dag (måske med mindre rimelige nedjusteringer).

Runa Lystlund

Hvilket et af parrene bør blive hjemme mener I? Vil det ikke give for stor forskel på livsløn og pension hos mænd og kvinder?

Vi skal leve også, når vi bliver gamle. En af dem kan falde fra eller de kan blive skildt. Hvem står så tilbage med aben og den lille pension?

Forskellen er der i forvejen, for det er oftest kvinden, der er på nedsat tid eller hjemme. Det er en af årsagene til at det offentlige er en kvindearbejdsplads. Her er der også en pæn pension i forhold til de privatansatte og lavtlønnede.

Er nogen af forslagsstillerne unge endnu?
Blev nogen hjemme og hvem i så fald? Var det konen?

Vi blev begge hjemme i en periode. Jeg tog den længste tørn. Det skyldtes min mands daværende arbejdsplads. Han blev nemlig fyret, da han tog 6 måneders barselsorlov. Heldigvis tjente jeg lidt mere efterfølgende og kunne forsørge os begge.

Men en familie med lav indkomst kan ikke det samme som dem, der tjener mere. De er tvunget til at arbejde begge to.

En lavtlønnet tjener 22.000 før skat, én gymnasielærer tjener 40.000-42.000 før skat

Christel Larsen, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rune Stilling

@Runa Mændene skal på banen. Det nytter jo ikke noget, at vi bare kommer tilbage til, at det er kvinderne, der sidder med aben, hvad angår løn og økonomisk afhængighed af manden. Der er vel nok rigtig meget kønsrolle-halløj i det her stadigvæk.

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Esben Lykke: "Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering." - det er nemlig rigtigt, men det er meget, meget nemmere at prioritere for en familie, hvor den ene voksne har en høj indkomst. Deefor kunne man jo foreslå, at staten proriterede anderledes, så flere mennesker kunne få mulighed for selv at prioritere, i stedet for, at det er økonomien, der altid dikterer, hvordan man forholder sig til sine børn.

Det er meget sødt, hvordan flere kommentatorer forsøger at gøre det til et individuelt problem, som kan løses ved at folk cykler på arbejde. Selv havde jeg sgu ikke råd til andet end at cykle, og alligevel var jeg nødt til at sende ungen i børnefængsel hver dag. For de rige løses problemer åbenbart ved et greb i lommen. Vi andre står over for nogle temmelig svære valg her i tilværelsen, som kunne gøres lidt nemmere, hvis vore skattekroner anvendes på bedre ting end på kampfly og på at spærre flygtninge inde - fx på bedre forhold for børnene.

Frede Jørgensen, jeg tror ikke, at du skal have dårlig samvittighed mer, jeg er sikker på, at du har gjort det så godt, som du kan. Jeg havde lidt dårlig samvittighed hver dag, når jeg hentede ingen, men på den anden side vidste jeg, at han havde det sjovt sammen med de andre unger - hvis jeg havde holdt ham hjemme, eller taget ham med på arbejde, ville der ikke have været et øje at lege med, for alle ungerne var jo i børnehave.

I en lang periode arbejdede jeg hver sommer på Bakken - der havde jeg ham altid med, og der var masser af unger og gratis ture i rutschebanen og en stor skov, man kunne udforske. Men hvor mange mennesker kan tage deres unger med på arbejde? Jeg var heldig, men hvis andre skal have muligheden for at være lidt sammen med deres unger, er det ikke nok, at vi hver især prioriterer anderledes - kvad med om hele samfundet prioriterede børnene? Hele tiden at hævde, at børnene er forældrenes ansvar er bare en måde at spare penge på de offentlige budgetter på, hvorfor ikke lade det være en del af velfærdsstaten, at samfundet er børnevenligt?

Nå nej, velfærdsstaten er under afvikling. Men hvorfor er den egentlig det? Er det ikke det egentlige spørgsmål i hele denne debat?

Jan Bisp Zarghami, Steffen Gliese, Esben Lykke, Marie Jensen, Rune Stilling, Frede Jørgensen, Kim Houmøller, Randi Christiansen og Dorte Haun Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Sådan niels! Lige præcis. Tak for det, lad os tale om fundamentet for vores fællesskab i stedet for bare at acceptere det.

'Sådan er det jo' - ja, indtil vi forandrer det. Vi er oppe mod umenneskelige, uforståeligt uhyggelige dynamikker, hvorfor det er særlig vigtigt at være vågen. 'Børnefængsler' - Fy! Og det bliver ikke bedre hverken i ungdoms eller voksenlivet.

2%'s budgetnedskæringer ÅRLIGT. Forvaltningen er sindssyg. Dens medlemmer har så nok også været i børne, unge- og voksenfængsel.

Rune Stilling

Jeg vil blot sige, at jeg ikke alene taler for et individuel ansvar, men det er altså en del af det. Og når man ser DR's udsendelse, der snakker om, hvor meget værre tingene er blevet, så skyldes det jo også, at der er skruet så meget op for, hvor længe forældre er villige til at lade deres børn passes (og hvor tidligt). Igen er det både individuelt og samfundsmæssigt betinget. Bl.a. har det nok en del at sige, at kvinderne ikke gider, at skulle være de eneste, der tager ansvar for børnenes trivsel.

Feministerne har forledt mange kvinder. Arbejde, karriere, ligemageri, og statusræs har forsøgt at fornægte, at en mor er mor med en naturlig forpligtelse overfor sit afkom som alle andre dyrearter.
Jeg kom engang her på avisen i en ophedet debat til at sige, feminismen er den værste isme siden nazismen. Men vi lever i et frit samfund - med frihed til at svigte. Så udtalelsen var forkert. Man har lov til at svigte og se bort fra naturen.
NB - Jeg tager farmand med i denne betragtning - vi er jo mennesker og ikke pattedyr.

Mads Jakobsen

Det er et fundamentalt problem i vores demokrati at store, diffuse grupper som "forældre," børn" eller "forbrugere" står svagere end små, organiserede og fokuserede grupper som "landmænd," "banker" eller "partier." En organiseret gruppe kan stille med forhandlere, kan tilbyde aviser og politikere noget, kan hyre et PR bureau. Det kan "børn" ikke.

Og tilsvarende I en børneinstitution. Hvis en brandinspektør, en sur forældre eller et nyt IT tiltag fra kommunen kræver pædagogens tid på den ene side, og børnene er kede af det på den anden, så taber børnene altid.

Niels Duus:

Sådan set enig - men vi kan ikke vente på at 51 % af politikerne/befolkningen finder ud af, at vores samfundsmodel er fuldstændig forskruet.

Jeg ser også gerne, og stræber selv efter, at vi, der er ressourcestærke og klarer os med 1 løn, danner fællesskaber, som også mindre ressourcestærke kan være en del af.

Niels Duus Nielsen

Esben Lykke, mit indlæg er ikke en kritik af dit indlæg, som snarere fungerede som en anledning til, at jeg kunne og ville formulere mine tanker om sagen. Så tak for det.

Selvfølgelig skal vi tage vores ansvar som forældre alvorligt - selv søgte jeg bort fra den branche, jeg allerede arbejdede inden for og søgte en mere børnevenlig branche, men det kunne jeg jo kun gøre, fordi jeg var privilegeret på grund af den tekniske ekspertise, som jeg allerede havde oparbejdet, og som der var stor efterspørgsel på i andre brancher. Ikke alle er så heldige at have de særlige talenter, som arbejdsgiverne vil betale ekstra for, og disse mennesker skal da også have til at have børn, som de har tid til at være sammen med.

Steffen Gliese, Esben Lykke og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er interessant, at vi har denne debat igen - at vi med andre ord begynder at anfægte arbejdslivet som adgang til udlevelse og frihed.
Jeg har altid haft lidt svært ved at forstå, at ingen påpeger, hvordan man som højtuddannet hjemme med sine mindre børn også kan finde tid og rum til at arbejde fagligt - i dag selvfølgelig lettere end nogensinde, fordi så meget er tilgængeligt over nettet eller kan lånes hjemmefra (eller man kan bevæge sig hen med børnene, hvor det er ).
Det vil formodentlig blive en del af arbejdslivet om få år, at man faktisk vil kunne arbejde hjemme, mens man har børn - gældende for både mænd og kvinder.

Josephine Kaldan

Når halvdelen af alle ægteskaber bliver opløst er det nødvendigt at man ibdbetaler til den hjemmegående. Det koster kassen på pension, avancement, anciennitet. For de lavere lønnede, kan man ikke forsørge en hel amilie på een indtægt. De fleste arbejdspladser acceptere ikke meget fravær, før man står til samtale eller fyring, så den beskrevne model er tderst sårbar, nu er det ikke blot forældres og børns sygdom, der koster fraværsdage, men også dagplejerens ferier og sygdom.med den normering, der er d dag i daginstitutionerne er det ubegribelugt, at der ikke kommer et forældreoprør. For de mindstes vedkommende er det decideret vanrøgt. Det er århundredets eksperiment, det kunne jo være årsag til de asociale børn, vi møder i indskolingen , vi skaber dem selv.

Vi er jo nogle, der kender udviklingen fra dengang familien kunne leve udmærket af een indtægt.
Gennem udviklingen i det materialistiske forbrugersamfund er vi nu nået til denne uhyggelige skilsmisse statistik.
En prognose går hen imod, ægteskabet bliver helt afskaffet. Så kan de uheldige børn aflevers lige efter fødslen til moder(mælks)erstatningen.

Christel Larsen

Jeg var for 24 år siden heller ikke tilfreds med hvordan mine børn blev behandlet bla blev min ene datter lagt til at sove med brækket arm og der var andre episoder. Jeg hev børnene ud og var så ufattelig heldig at have en fantastisk dame, som passede , min daværende mand havde nat arbejde og jeg gik 1 år hjemme, og havde deltid bagefter. Men med en bedstemor i baghånden for at få enderne til at mødes. Nu kan jeg høre de unge som får børn, at åbningstiderne er indskrænket voldsomt samtidig med butikstider er udvidet. På plads anvisning er svaret at de bare kan finde nye Jobs. Jeah right! Og det er bare for at være heldig med at have nogen til at passe! Så kommer den endnu dårligere normering , som jeg fra mine ringe erfaringer, dårligt syntes kunne være værrer. Jeg er dybt forarget på kollegaers vegne om hvordan deres liv hænger sammen, eller rettere ikke gør. Jeg har stor forståelse for at nogle forældre ikke kan arbejde med små børn , så de som enlige er på kontanthjælp. For det hænger jo ikke sammen! Og når vi så oveni lægger indholdet i institutionen. Eller manglen på indhold pga voldsomme nedskæringer. Jeg ville ønske flere mennesker havde et reelt valg om en institution med åbnings tider som matcher deres arbejdstider, og med gode institutioner som man føler sig tryg ved at aflevere i.