Klumme

Videodommeren er en kulturel tilstand i vores samfund

Vi har ikke kun fået videodommeren i professionel fodbold, vi har også fået den i vores egen historie
Et af FIFA's VAR-lokaler (Video Assistant Referee) under VM-slutrunden i fodbold 2018. VAR er en del af professionaliseringen af fodboldsporten og er en civilserende institution, men systemet tager bare tvivlen til et højere niveau, skriver Rune Lykkeberg. 

Et af FIFA's VAR-lokaler (Video Assistant Referee) under VM-slutrunden i fodbold 2018. VAR er en del af professionaliseringen af fodboldsporten og er en civilserende institution, men systemet tager bare tvivlen til et højere niveau, skriver Rune Lykkeberg. 

SERGEI KARPUKHIN

30. marts 2019

Fodbold, som vi kender det fra fjernsynet, er forandret.

Vi har gennem årtier vænnet os til, at det, vi ser, er det, der sker. At spillet afgøres på banen. At der er mål, når bolden passerer målstregen, og dommeren peger mod midten, og at der er straffespark, når en forseelse finder sted, og dommeren peger mod pletten.

Vi ser fodbold med den forventning, at spillet er intenst ladet med længsel efter egne mål og frygt for modstandernes scoringer gennem de 90 minutter, kampen varer, og den forventning forløses i de få sekunder, hvor chancer bliver brændt eller bliver til mål. Sådan er fodboldtilskuerens psykologi.

Men sådan er fodbold ikke længere. I hvert fald ikke i de turneringer, hvor der er indført videodommer eller VAR, som det hedder på engelsk. Video Assistant Referee.

Nu må vi vænne os til, at enhver scoring, som vi netop har jublet over, kan blive annulleret, fordi den bliver set igennem af et overvågningstribunal uden for banen, som melder tilbage til dommeren på banen, der også selv kan gennemse episoderne på en tv-skærm.

En udvisning, man har ærgret sig over, kan blive omstødt, eller et straffespark, man tror, ens hold har fået tilkendt, kan blive ophævet. Den endelige afgørelse ligger stadig hos dommeren, men bevisførelsen og beslutningsprocessen er flyttet væk fra banen.

Samfundet har indført VAR

Fodboldens ekstatiske øjeblik er således ikke længere selve scoringen. Det er ikke den begivenhed, man som tilskuer ser finde sted på banen. Det er derimod det øjeblik, hvor dommeren efter en konsultation med overvågningstribunalet og sin egen skærm annoncerer sin afgørelse.

Samlet set leverer VAR større retfærdighed: klare fejlkendelser bliver afsløret, oversete overtrædelser bliver opdaget, og ukvalificerede skøn bliver til mere kvalificerede vurderinger.

Videodommerinstitutionen reducerer indiskutabelt uretfærdigheden i professionel fodbold. Men den ophæver ikke tvivlen, forhandlingerne og diskussionerne.

Den tager tvivlen til et højere niveau, og forhandlingerne fortsætter i det uendelige. Og den flytter afgørelsen af fodboldkampe fra banen og ud til juridiske forhandlingerne uden for. Det er ikke målscorerens arme i udstrakt jubel, som er billedet på scoringer.

Det er dommerens arm, som peger mod midten efter gennemsyn af det hele på video.

Indførelsen af videodommeren i professionel fodbold er ikke kun en forandring af sporten, men også en metafor for en kulturel tilstand, hvor afsluttede begivenheder genses og revideres uden for historiens bane. Fortidens gerninger genundersøges, og gamle krænkelser og overgreb afsløres.

Det gælder lige fra den katolske kirke over Hollywood og populærmusikken til finanssektoren: Ting, de troede, de var sluppet afsted med, bliver undersøgt, og de, der engang var kulturelle forbillede eller moralske vejledere, afsløres af eftertiden.

Det kan være præster, direktører, skuespillere og popstjerner, som har været hyldet og beundret i historien. Men som nu revideres, og hvor eftertiden står som fodbolddommeren på banen og med armen signalerer, om der er dømt helt eller forbryder.

Denne undersøgende tendens er et enormt demokratisk fremskridt, fordi den drager alle dem, som troede, de var hævet over loven, til ansvar. Og det er en frigørende tendens, fordi de institutionelt, politisk og økonomisk privilegerede for eftertiden ved, at deres succes inde på historiens bane, ikke holder fri fra at blive draget til regnskab uden for.

Ingen bliver bedre mennesker af ikke at blive draget til regnskab, videodommeren er i historien en civiliserende institution. 

Men vi kan også se i fodbolden, hvordan enhver tildragelse på banen ligner en overtrædelse i langsom gengivelse. Jo mere man genser begivenhederne, jo flere straffespark får man øje på. Jo bedre udsyn man får, jo flere syndere får man øje på iblandt os. 

Det er derfor, vi kan konstatere, at videodommeren i verdenshistorien kun er til at holde ud, hvis vi gør op med vores egen moralisme. Og i fodbolden skal videodommeren begrænses til afgørelser truffet på sekunder hævet over forhandlinger, hvis ikke også sporten skal forvandles til et juridisk anliggende.

I sidste uge annoncerede Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen, at han har købt knap en fjerdedel af koncernen bag FC København.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu