Klumme

Viktor Orbán holder hysteriet i kog, men virkeligheden kan snart indhente ham

Ungarns premierminister Viktor Orbán har opfundet en idealiseret udenlandsk fjende med skiftende navne såsom Jean-Claude Juncker og George Soros, men ved at blotlægge fjenden risikerer han at spænde ben for sin egen populisme
Ungarns premierminister Viktor Orbán har opfundet en idealiseret udenlandsk fjende med skiftende navne såsom Jean-Claude Juncker og George Soros, men ved at blotlægge fjenden risikerer han at spænde ben for sin egen populisme

Bernadett Szabo

27. marts 2019

Fra første færd var Viktor Orbán en agent provocateur.

I 1989 i Budapest – da rester af János Kádárs kommunistregime næsten dagligt faldt sammen – forlangte han ved et massemøde, at russerne trak sig ud af Ungarn. Jeg var dér og kunne dårligt tro mine egne ører. Ingen havde før vovet at udtale sig sådan offentligt. Hvem var manden? Kun få vidste det. Men det fandt vi snart ud af, og vi var mange, der lod os begejstre: et politisk vidunderbarn, som var fræk nok til at sige, hvad alle gerne ville høre. Hans nystiftede parti, Fidesz, var liberalt, meget ungt og spillede på dette: Man kunne slet ikke blive medlem, hvis man var over 30.

Forførende – men uholdbart i det lange løb. Provokatøren kan ikke finde sig til rette i praktisk politik med dens forvaltere og kompromisser, langvarige møder og diskussioner. At sidde ved forhandlingsbordet er ikke hans rette element. Hans styrke er monologen. Helst står han på talerstolen som en folketribun og taler direkte til folket. Politiske meningsmodstandere behøver han ikke adressere, for provokatøren foretrækker noget andet: fjender.

Viktor Orbáns krav vakte i 1989 berettiget opsigt. De var ikke bare modige, men antydede også en realitetssans og en handlekraft. Dette viste sig snart at være et sansebedrag. Den politiske provokatørs verden er virtuel, nærmest fiktiv, og med tiden skulle Viktor Orbán fuldende den virtuelle politiks stilart i en grad, der overgik selv Østrigs Jörg Haider.

Glem oppositionen

Først skulle magten erobres, og hvordan skulle en politiker uden et egentligt program klare dette? Ikke ved at vinde vælgerne med løfter om højere pensionsydelse, sænket moms eller bedre dyrebeskyttelse. Men ved at trylle virkeligheden væk.

Det gjorde Orbán ved at lytte til folkets røst. Når det gælder om at høre, hvad der rører sig i folkedybet, er Orbán særdeles lydhør. Så aktiveres den politiske provokatørs populistiske side, som i dette tilfælde handler om at spille på hele klaviaturet af den ungarske nations dybeste overbevisninger og fordomme. På dens til chauvinisme udartede patriotisme. På dens indgroede følelse af at være fremmed, belejret og sårbar i Europa. På dens frygt for i dag at skulle blive domineret af Bruxelles, som før af Moska og Wien. På mindreværdskomplekser forklædt som storhedsvanvid. Og ja, på xenofobi og antisemitisme.

Når først magten er erobret, skal den befæstes, og her findes Orbáns mest originale bidrag til moderne politisk praksis: Han har reelt elimineret al hjemlig opposition ved at lade, som om den ikke findes. Han nævner den ikke, diskuterer ikke mod den, ignorerer den. Orbán har afskaffet alle politiske udfordrere for i stedet at opfinde en udenlandsk idealiseret fjende, som kan antage skiftende skikkelser og vekslende navne såsom Jean-Claude Juncker eller George Soros.

Ydre fjende

Fjenden legemliggør den imperialistiske såvel som den jødiske, landforræderiske, konspirative, kapitalistiske trussel, en fortælling med stor appel i Ungarn. Frem for alt har en sådan politisk opposition den fordel, at den er relativt ufarlig i den forstand, at selv om Orbán fører permanent valgkampagne imod den, vil den aldrig kunne stille op ved et ungarsk valg og besejre ham.

På samme måde har han gjort flygtninge og migranter i Europa til en skæbnesvanger trussel imod den ungarske nation, som er dybt foruroliget over en fare, som i grunden ikke eksisterer. Ungarn har ikke taget imod flygtninge, ingen står længere for døren, og stadig færre søger mod Europa – uden at dette er Orbáns fortjeneste overhovedet.

Indtil videre er den virtuelle politik populær. Orbán gør, hvad han kan for at holde hysteriet i kog ved at forstærke det systematisk og stykke for stykke nedrive de demokratiske institutioner i Ungarn, som kunne tøjle hans politik. Samtidig er netop virkeligheden hans største fjende, for alle populister lever i en virtuel verden, i hvilken virkeligheden når som helst kan bryde ind.

Og som agent provocateur kan det meget vel blive ham selv, der ved et fejlgreb ender med at invitere den indenfor. 

© Richard Swarz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Gert Romme
  • Grethe Preisler
  • Christian Mondrup
  • Jens Thaarup Nyberg
Claus Bødtcher-Hansen, Gert Romme, Grethe Preisler, Christian Mondrup og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

27/mar/2019

Tak for en mageløs god beskrivelse af Victor Orbán :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Søren Hjernøe

Ja, en sjælendt skarp klumme fra Swartz.

Men så alligevel: "Når først magten er erobret, skal den befæstes, og her findes Orbáns mest originale bidrag til moderne politisk praksis: Han har reelt elimineret al hjemlig opposition ved at lade, som om den ikke findes. Han nævner den ikke, diskuterer ikke mod den, ignorerer den. Orbán har afskaffet alle politiske udfordrere for i stedet at opfinde en udenlandsk idealiseret fjende, som kan antage skiftende skikkelser og vekslende navne såsom Jean-Claude Juncker eller George Soros."

Det er jo ikke Orbán, men Machiavelli. Fyrsten, år 1513, kapitel 10. Der beskriver hvorledes en hersker pacificerer det jævne folk, ved at udpege ydre fjender(EU, horder af indvandrere, muslimer, etc) og ved at undergrave adelen/eliten(Soros mfl.) der ikke bekender trosskab.
Læst, forstået og anvendt af hver eneste monark og despot - samt ikke så få 'demokratiske ministre' - lige siden.

Søren Hjernøe

Det foregår, som antydet, overalt. Det er bare dilettanter som Orbán, Trump mfl. der afslører gamet for den almene observatør.
Vi har selv haft sande mestre i egen dam. Fogh brugte mange af de samme metoder, og opnåede 3 gange genvalg.

jens christian jacobsen

Så vidt jeg husker har Orbans parti 133 medlemmer af parlamentet bag sig. Den samlede opposition, som ikke er samlet i noget spørgsmål, har ca 50...

@ Jens Christian Jacobsen,

sagen er, at Victor Orbán langsomt men sikker har sat sig på medierne - præcis som i Poland. Derfor får befolkningen kun præsenteret den syntetiske "virkelighed", som Magyar Polgári Szövetség (Fidesz) skaber og dermed tillader.

Siden efteråret 2018 har store dele af Budapest befolkning demonstreret om aftenen mod Victor Orbán´s såkaldte slave-arbejdsmarkeds-politik. Medens endnu større del af byens befolkningen samt alle i landdistrikterne hylder den korrupte kleptokrat.