Læserbrev

Åsa Linderborg svarer på kritik i sagen om teaterchef Benny Fredriksson, der begik selvmord

Aftonbladet er ikke skyld i teaterchef Benny Fredrikssons selvmord, men hvis det ikke var for vores undersøgelse, havde han formentlig stadig været i live, skriver kulturredaktør Åsa Linderborg i sit svar til en kritisk læser
I 2018 tog teaterchef Benny Fredriksson sit eget liv efter afsløringer om #MeToo-sager forbundet til hans person og stilling.

I 2018 tog teaterchef Benny Fredriksson sit eget liv efter afsløringer om #MeToo-sager forbundet til hans person og stilling.

10090 Claudio Bresciani/TT

3. april 2019

Kunstnerisk rådgiver Lars Seeberg har rettet henvendelse til Åsa Linderborg, efter Pressens Opinionsnämnd har kritiseret avisen Aftonbladet, hvor Linderborg er kulturredaktør.

Kritikken går på avisens dækning af #MeToo-sager vedrørende den tidligere teaterchef Benny Fredriksson, som begik selvmord i 2018.

Lars Seeberg: Åsa Linderborg bør svare på opinionsnævnets kritik i sagen om Benny Fredriksson

Jeg venter med spænding på en kommentar fra en af Informations faste kolumnister, Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg. I Sverige har Pressens Opinionsnämnd nemlig givet hende en sønderlemmende kritikfor den hetz-agtige #MeToo-aviskampagne, hun kørte mod den tidligere teaterchef Benny Fredriksson. Fredriksson, som først måtte forlade sin post og siden begik selvmord.

Informations læsere må have nemt ved at huske både Benny Fredrikssons fremragende virke for nordisk teater og hans tragiske skæbne. En af avisens bedste kolumnister, sceneinstruktør Katrine Wiedemann, har skrevet et par gange om sagen.

Uden selvkritisk bodsgang fra Åsa Linderborgs side bliver det svært at læse hendes kommentarer i fremtiden.

Lars Seeberg er kunstnerisk rådgiver.

Åsa Linderborg: Jeg blev et eksempel på den selvsamme journalistik, jeg i måneder havde advaret imod

Lad mig besvare spørgsmålet så ærligt, jeg kan.

I efteråret 2017 var jeg måske den eneste i Sverige, som forsøgte at problematisere #MeToo. Det gjorde jeg ud fra vinklerne: retssikkerhed, presseetik og det nykonservative syn på kvinden som altovervejende svagt offer.

Mens debatten stod på, fik Aftonbladet en case: Omkring 30 teateransatte henvendte sig til os om problemer på Stockholms Stadsteater. To døgn inde i vores undersøgelse fratrådte den administrerende direktør, Benny Fredriksson, sin stilling. Det skete uden forklaring, og uden at nogen fra teatret gav ham opbakning – det viste sig dog siden, at mange havde gjort dette. Vi fik dermed et billede af, hvordan #MeToo-Sverige så ud. Mere ensom end Benny Fredriksson var i den situation, kan ingen blive.

Som kulturredaktør er jeg ansvarlig for vores artikler. Det var også mig, der senere tog på mig at rejse selvransagende spørgsmål, da det kom frem, at Benny Fredriksson havde valgt at tage sit eget liv. Jeg vendte og drejede min formulering om, hvordan Fredriksson skulle have tvunget en kvinde til at få en abort.

Den idiotiske formulering gik direkte imod alt, hvad jeg tidligere havde skrevet om, hvordan #MeToo reducerer kvinder til ansvarsfrie ofre. Jeg blev et eksempel på den selvsamme journalistik, jeg i måneder havde advaret imod.

Jeg kan godt forstå den store offentlige vrede over det, som skete. Vanskeligere at forstå er det dog, at andre mediehuse anklager Aftonbladet for at have udløst et selvmord, når de selv har jagtet mennesker og smadret deres tilværelse.

Benny Fredriksson var en af Sveriges mest magtfulde kulturpaver. At undersøge hans forhold var helt legitimt. Det er overordentlig sjældent, at nogen, som er hængt ud på forsiden, vælger at tage sit liv. Det vil typisk være den samlede effekt af mange faktorer, som fører frem til, at mennesker stødes ud i en sådan fortvivlelse – omstændigheder og overvejelser, som omverdenen næppe til fulde kan forstå.

Aftonbladet er ikke skyld i dette selvmord. Men det er samtidig sandt, at Fredriksson formentlig ville have været i live, hvis vi ikke havde iværksat vores undersøgelse. For os er forløbet derfor et traume og en journalists værste mareridt. Tragedien har formørket mit liv for altid.

Åsa Linderborg er kulturredaktør på Aftonbladet.

Hjælp mod selvmord

  • Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg savner stadig at høre belægget for kommentaren om at have tvunget nogen til abortering. Er der hold i det? For det er jo en groft injurierende kommentar. Og uden beviser er det nærmest en utilgivelig forbrydelse at sprede den slags ondsindet sladder. Derudover er jeg skideligeglad med Åsas anger. Hun er en lykkerider, der lever af at tjene penge på andres ulykke. Ligesom samtlige andre journalister. Men det er samtidig uretfærdigt at forlange at hun skal føle skyld over en andens handling, som hun ikke er herre over. Men man kan måske anklage hende for at sprede dybt krænkende misinformation om en uskyldig mand. Såfremt han var uskyldig. Her var i hvert fald en mand som ikke evnede at løse sine egne problemer og var opdraget til at gå med det hele selv. Måske en psykolog kunne have reddet hans liv, men så længe mænd ikke kan finde ud af at søge hjælp, så må vi dø af det.

“Aftonbladet er ikke skyld i dette selvmord. Men det er samtidig sandt, at Fredriksson formentlig ville have været i live, hvis vi ikke havde iværksat vores undersøgelse.”

Selvmodsigelse så langt øjet rækker. Selvfølgelig “angrer” hun nu hvor det skaber problemer for hendes egen karriere. Måske nogen burde undersøge hendes forhold. Hvad har hun f.eks sagt på redaktionen omkring gravearbejdet. Hvad brugte hun til at retfærdiggøre udskamningen med? “Believe all women” vel sagtens?

Karsten Aaen, Tuomas Sihvonen og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

Aftonbladet får kritik af det svenske pressenævn, men afgørelsen citerer også de vidnesbyrd om utryg ledelse og tavshedkultur, som gjorde, at 40 medarbejdere og Fredrikssons tidligere sekretær ønskede, at der skulle ske et opgør. Læs afgørelsen her: https://po.se/fallningar/aftonbladet-falls-for-publicering-om-stadsteate...
Der står også:
"Till artikeln hade tf ansvarig utgivare Lena Mellin fogat en fotnot:
”Aftonbladet publicerar Benny Fredrikssons namn, trots att han själv inte vill svara på våra frågor. Orsaken till namnpubliceringen är att Fredriksson, närmare ett dygn efter att han fick frågorna, genom Stadsteaterns presstjänst meddelade att han överlät till stadsdirektör Ingela Lindh, att svara. Hon är vd för Stockholms Stadshus AB.”" - så Fredriksson havde åbenbart mulighed for at svare på kritikken.

Der var problemer med arbejdsmiljøet på Stadsteatern, viste en rapport om arbejdsmiljøet, der blev bestilt efter kritikken i Aftonbladet:
"PRESSMEDDELANDE 2018-03-22
Utredningen av styrning, ledarskap och arbetsmiljö vid Kulturhuset Stadsteatern är nu färdig. Rapporten visar på en mångfacetterad bild. En mängd positiva saker lyfts fram, men rapporten pekar också på sådant som måste åtgärdas."
http://kulturhusetstadsteatern.se/Press/Pressmeddelanden/Rapporten-om-st...
Selve rapporten: http://kulturhusetstadsteatern.se/Global/Rapporten.pdf

Benny Fredriksson gik selv af 7.12.17, to dage efter den stort opsatte kritik i Aftonbladet, og begik selvmord 17.3.18 før rapporten om arbejdsmiljøet udkom. Hvorfor gav andre medier ham ikke mulighed for at komme til orde, hvis han mente, at Aftonbladets kritik ikke var rimelig?

De 40, der henvendte sig til Aftonbladet med kritik af Benny Fredrikssons ledelse, var inspireret af #MeToo, men var ikke en del af #MeToo - kritikken handlede ikke om lederens sexovergreb men om forskellige typer af overgreb og misbrug af magt mod både mænd og kvinder begået af medarbejdere og af Fredriksson og af at han ikke lyttede til kritik og sørgede for at forbedre arbejdsmiljøet, men tværtimod beskyttede nogle, der gjorde andre utrygge - fx tog kvælertag, kastede med et bord. Læs nogle vidnesbyrd her:
https://www.aftonbladet.se/nyheter/a/oRpVkB/jag-far-hjartklappning-av-at...

De 40 valgte at være anonyme, den eneste, der trådte frem med navn var Fredrikssons tidligere sekretær Simon Flinkas, der peger på flere typer magtmisbrug, fx: "men att han drivit ensemblen så hårt beror till viss del på en egen skapad resursbrist. Avsevärda pengar har gått till att betala oräkneliga teateroptioner. En stor teater måste naturligtvis köpa många pjäser eftersom det är ett enormt pussel att lägga ett spelår med flera scener. Men Benny Fredriksson har satt i system att köpa rättigheterna till pjäser som han sedan bara sitter på, år efter år. Han har, säger Flinkas i samtal med mig, medvetet saboterat för Dramaten så att de inte ska kunna sätta upp den ena eller den andra pjäsen. De som framför allt drabbas är de unga dramatikerna som behöver få spinn men inte får sina verk spelade.
Sådan är Benny Fredriksson. Han lovar en massa som han inte håller. Jag är bekant med en regissör som lovades en pjäs men som visade sig ha en annan uppfattning än Fredriksson om rollistan. Då blev av utköpt och ersatt av en som var lättare att styra.
Men det är inte pengarna som är problemet, utan att Fredriksson hanterat sin arbetsplats på ett helt förmodernt sätt, med hot och hån."
https://www.aftonbladet.se/kultur/a/RxRa6O/han-har-styrt-verksamheten-me...

Aftonbladet har med rette fået kritik for en skarp vinkling af anonyme vidnesbyrd, men skulle de ikke have omtalt problemerne, blot fordi de ikke var bevist på et juridisk niveau? Skriverierne d. 5.12.17 afstedkom en undersøgelse af arbejdsmiljøet, hvor rapporten vælger at pege på muligheder for udvikling og forbedringer. Kunne Benny Fredriksson ikke have imødegået kritikken på anden vis end at gå af, være tavs og begå selvmord? Ifølge vidnesbyrd var han meget hård mod medarbejdere, der viste svagheder eller kritiserede ham - burde han ikke have udviklet sin ledelsesstil, så den levede op til retningslinjerne for demokrati, ligestilling osv?

Markus Lund, Anina Weber og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Åsa Linderborg er kulturredaktør på Aftonbladet.
Det kunne forekomme en, at kulturredaktør Åsa Linderborg har misbrugt sin journalistiske magt, samt udvist manglende dømmekraft. Bør en avis hegle et menneske så voldsomt igennem, som var den en folkedomstol, med udsagn bygget på anonyme kilder. I dette tilfælde valgte manden at begå selvmord.

Vi har set lignende sager i BT og Ekstra Bladet, dog ikke med selvmord til følge, så vidt jeg ved.

Hvis vi så læser Tinne Stubbe Østergaards kommentar, så kan vi konstatere, at hun fortsætter hvor Åsa Linderborg slap. Tinne Stubbe Østergaard har så ikke et indirekte ansvar for en mands selvmord, for manden er allerede død. Det er hans familie derimod ikke. Jeg vil anbefale Tinne Stubbe Østergaard, at hun får fjernet sin kommentar her i avisen. Tinne Stubbe Østergaard leger her ligeledes en folkedomstol.

Det forekommer mig, at mange kvinder mener, at #metoo begrebet berettiger dem til at skrive og sige hvad som helst og ofte kun bygget på anonyme udsagn.

Når det foregår, devaluerer disse kvinder begrebet.

Runa Lystlund

At skrive udokumenteret smuds er mange kvinders våben mod andre og ikke blot mod mænd. Det er ødelæggende for kvindernes kamp mod større ligeret og adgang til stillinger på lige fod med mænd.

Det er heldigvis sådan i jura, at der skal dokumentation til, for at dømme et andet menneske, rent juridisk. Men folkedomstolen med udokumenteret sladder kan koste et liv. Det er der mange, der ikke forstår. Når et menneske indsamler og gentager udokumenterede udsagn, som det var sandheden, er dette menneske ikke værd de ord hun/han skriver, især ikke når hun)han beskæftiger sig med religion og etik.

#MeToobevægelsen er begyndt at æde sin egen hale. Nu er bevægelsen i den vestlige verden ved at udvikle sig til en protestbevægelse for velbjergede kvinder. Bevægelsen er aldeles blottet for et forsøg på hjælp til kvinder i 3. Verdens lande, hvor behovet er størst. Det interesser bevægelsen sig ikke for, for deres egen identitetskrise fylder mest.

Der findes mange dårlige ledere i verden, kvindelige som mandlige.

Er det sagligt og vejen frem, at kritisere et menneske ved at bygge nær al sin information på udokumenterede og anonyme udsagn, samt ondsindet sladder? Hvem ved hvad der er korrekt? Aftonbladet har gjort sig skyldig i at bruge den ældste metode i verden og det er udokumenteret sladder. På baggrund af det valgte en mand at tage sit liv.

Hvilken forskel er det på Åsa Linderborgs metoder i hendes arbejde på Aftonbladet og det hun beskylder den nu afdøde for?

Hvilket erinde har hun her i Informations spalter? Vi kan ikke give hende den absolution hun ønsker. Hun må leve med de fejltrin hun har begået. Vi kunne håbe på, at hun har lært noget af sagen. Efter at have læst indlægget, tvivler jeg på det.

Åsa Linderborg skylder mandens efterlafte kone og børn en undskyldning og ikke Informations læsere.

Har Åsa Linderborgs ikke brugt sin MAGT i iveren for at levere blandt andet udokumenterede udsagn om et andet magtfuldt menneske. Vi kan ved læsningen af denne artikel og hendes tidligere artiker se, at Åsa Linderborg selv er et magtmenneske, med insisterende ønske om success.