Kommentar

I Afrika tror børnene, at hvide mennesker er kinesere

Kinesernes massive tilstedeværelse i Afrika vidner om en ny verdensorden, der er på vej. Det er også et forvarsel om det enorme ressourceforbrug, Kinas økonomi vil kræve i de kommende år. Det er ikke bare nuttede pandabjørne, kineserne har med som værtindegaver, men også planer, der ikke nødvendigvis er til gavn for hverken Afrika eller planeten
Togforbindelsen mellem hovedstaden Nairobi og havnebyen Mombasa er bygget og finansieret med kinesiske penge.

Togforbindelsen mellem hovedstaden Nairobi og havnebyen Mombasa er bygget og finansieret med kinesiske penge.

Wang Teng

24. april 2019

I forrige uge åbnede Københavns Zoo dørene til to nye nuttede beboere, nemlig det søde pandapar, som kineserne har udlånt til Danmark som et slags symbol på det tætte venskab mellem Danmark og Kina.

I samme uge var jeg i Kenya for at besøge et kafferisteri, som Coop har investeret i, og også her var kineserne til stede.

På en køretur ud i højlandet for at besøge nogle af de kooperativer, der producerer bønner til kaffen, stod der glade, vinkende børn i vejkanten, og da vi skramlede forbi, kunne jeg høre dem råbe »Chinese, Chinese«, idet de satte efter bilen i løb.

Min kenyanske kollega forklarede mig, at der er så mange kinesere involveret i infrastrukturprojekter i Kenya, at børn – selv langt ude på landet som her – møder kinesere i deres dagligdag, og derfor tror børnene med kær barnlig naivitet, at alle hvide mennesker er kinesere, der holder pandaer som kæledyr.

Det er første gang, jeg er blevet antaget for at være kineser, men man skal jo høre sandheden fra børn og fulde folk, og børnenes tilråb vidner ikke bare om kinesernes dybe tilstedeværelse i Kenya, men er også et forvarsel om, at der er en ny verdensorden på vej.

Investeringer er et tveægget sværd

Den massive tilstedeværelse siger noget om de udfordringer, Kina står over for i fremtiden.

For Kina er ikke i Kenya af godgørenhed. Kina ved, at der skal enorme mængder ressourcer til at dække deres nuværende og ikke mindst fremtidige forbrugsbehov.

Kina er selv et ressourcefattigt land og med 20 pct. af verdens befolkning, en voksende økonomi og middelklasse, men med kun syv pct. af verdens opdyrkede land er det et centralt tema, hvordan Kina for fremtiden kan brødføde sin befolkning, sikre stabilitet og økonomisk fremgang.

Derfor er det heller ikke kun i Kenya, kineserne er i gang. Uanset hvilket land jeg har været i i Afrika, er der altid et byggeri i gang finansieret af kinesisk kapital.

I 35 afrikanske lande er kineserne involveret i opbygning af infrastruktur. Men de er også med, når det bl.a. gælder minedrift, landbrug, skovhugst, olie og kul i lande som Angola, Zambia, Zimbabwe, Namibia og Congo.

I Kenya planlægger kineserne bl.a. at bygge en ny kæmpehavn ud til Det Indiske Ocean for at kunne sende råvarer og andet gods fra Østafrika direkte hjem.

Men det er ikke kun nuttede pandaer, kineserne har med i diplomativærktøjskassen. Der er også langsigtede planer, der kan dræne Afrika for suverænitet og ressourcer. Som med al udviklings- ’hjælp’ – også vestlig – er investeringer et tveægget sværd.

De ledsages på den ene side af nødvendig udvikling, beskæftigelse og teknologioverførsel til de afrikanske lande. På den anden side betyder gældsbyrden, at Kinas indflydelse er og vil blive meget stor.

Bekymrende er det, at ingen tilsyneladende stiller det åbenlyse spørgsmål, om planeten, miljøet og naturen overhovedet kan holde til denne forretningsmodel og det moderne forbrugsmønster, som kineserne, såvel som alle andre, aspirer til. Hvilke konsekvenser har det, når ikke blot ressourcer, men suverænitet samtidig også tappes fra befolkningerne, der bor i Afrika?

Spørgsmålet er, om smilet på de kenyanske børn i vejkanten vil være lige så stort i fremtiden, eller om de oplever, at de – ligesom planeten – er blevet taget gidsel af den umættelige kinesiske organisme, forklædt som panda.

Signe Frese er CSR-direktør i Coop

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Tja, farvemæssigt tager børnene jo heller ikke fejl...

Hvad Kinas fremvækst angår, dog. Jeg er glad ved tanken om at Kinas befolkning ser mere velstand, velfærd og innovationi deres forhåbentligt nære fremtid. Man kan og bør ikke forvente at de fattigste dele af verden, eller de voksende økonomier pludselig skal sætte deres udvikling i bero. Kan man ikke redde verden uden at forvise dele af Afrika til fattiggården, da?

Ulrik Bjørn Jeppesen

“De ledsages på den ene side af nødvendig udvikling, beskæftigelse og teknologioverførsel til de afrikanske lande”...? Jow, kan du lige give nogle eksempler på det? Iflg bl.a. Economist sker der *ingen* som helst beskæftigelse og slet ingen teknologioverførsel. Det er 100% kinesiske arbejdere i lukkede lejre, materialer og maskiner er kinesiske, de indbetaler lønnen til en kinesisk bank, de har deres egne køkkener, de må ikke komme udenfor lejrene, ikke én eneste afrikaner får lov til at køre så meget som en trillebør i deres lukkede arbejdslejre. Evt. tvister skal afgøres i Beijing, der må kun tages ét tilbud, (til gengæld er der en præsident, ministre og embedsmænd der bliver rige). Kineserne laver et fuldstændig lukket system, der forurener og udpiner jorden, gældssætter landet og når regeringen “opdager”, at de ikke kan betale, overtager Kina landområdet/havnen de næste 99 (nioghalvfems) år (Sri Lanka-case). Og vupti, så er der et krigsskib i havnen og en militær lufthavn på landjorden. Eksemplerne er legio. Ja, jeg beklager, jeg har bare læst mig til dette: Jeg er jo ikke CSR-direktør/greenwashing-blogger for Coops, og kan derfor ikke sætte mig i et CO2-osende fly til et kafferisteri i Afrika for at skrive PR-indlæg i Information. Husk i øvrigt at købe “klimakompensering” for flyrejsen...