Kronik

Arbejderklassen er i krig med sig selv

Når danske og polske bygningsarbejdere kæmper om at være dem, der kan forsørge deres familier ved at arbejde som bygningsarbejdere i Danmark, taber begge parter. Vinderen er den arbejdsgiver, der bruger vores indbyrdes konkurrence til at sænke lønnen og øge profitten, skriver betonarbejder og forfatter Jakob Mathiassen i dette debatindlæg
Vi er efterhånden mange, der tror på, at det bedste forsvar for vores egen nationale arbejderklasses løn og arbejdsforhold er skabelsen af en arbejderbevægelse, der er lige så global som globaliseringen, skriver dagens kronikør.

Vi er efterhånden mange, der tror på, at det bedste forsvar for vores egen nationale arbejderklasses løn og arbejdsforhold er skabelsen af en arbejderbevægelse, der er lige så global som globaliseringen, skriver dagens kronikør.

1. maj 2019

I sensommeren 2008 udkæmpede de københavnske fagforeninger for bygningsarbejdere og det polske byggefirma Gitek en opsigtsvækkende kamp omkring renoveringen af bygningen, der tidligere husede Den Kongelige Mønt på Amager Boulevard.

Gitek nægtede at tegne overenskomst, så fagbevægelsen iværksatte en fysisk blokade af byggeriet. Fagforeningens blokadevagter stod rundt om den gamle bygning som en middelalderlig hærs belejring af en fjendtlig borg for at forhindre varer og arbejdskraft i at komme ind på pladsen.

Gitek forsøgte på sin side at omgå blokaden ved at indlogere deres polske ansatte på selve byggepladsen og smugle materialer ind på pladsen, når blokadevagterne så den anden vej.

Konflikten mellem de danske bygningsarbejdere, der blokerede pladsen, og de polske bygningsarbejdere inde på pladsen blev hurtigt bitter og personlig. Den økonomiske krise havde netop ramt verden, og for bygningsarbejderne på hver side af belejringen handlede kampen ikke om teoretiske begreber som ’arbejdskraftens frie bevægelighed’ og ’den danske model’, men om hvem der fremover ville kunne forsørge sin familie ved at arbejde som bygningsarbejdere i Danmark.

Jeg var en af de bygningsarbejdere, der stod i blokaden ude foran bygningen, dengang i 2008. En af dagene, en flot sensommerdag, hvor solen skinnede på danskere såvel som polakker, stod jeg lænet op af en stor træport indtil Den Kongelige Mønt. Jeg stod blokadevagt foran porten sammen med tre kolleger, en lidt ældre murersvend og to unge murerlærlinge, og vi kedede os alle sammen gudsjammerligt.

Den store port, som jeg lænede mig op af, var nok oprindeligt tænkt som hovedindgangen til Den Kongelige Mønt, men det var bagindgangen til byggepladsen. Hovedporten lå uden for vores synsfelt, omkring 100 meter væk rundt om hjørnet på Amagerfælledvej. Det var der, de fleste blokadeaktivister stod, og det var også der, de fleste konfrontationer med lastbilchauffører og polske bygningsarbejdere foregik. Vi havde altså fået den kedelige tjans med at blokere en bagindgang, som aldrig blev brugt, eller det vil sige; den blev næsten aldrig brugt.

Rådvilde blikke

Netop som jeg var begyndt at blunde lidt i den varme sol, blev låsen pludselig slået fra, og uden yderligere varsel blev porten åbnet inde fra. Fire polakker kom til syne, baksende med den knirkende og knagende træport, indtil den stod på vid gab.

Polakkerne talte hverken engelsk eller dansk, og vi talte ikke polsk, så vi kunne ikke tale med dem om deres hensigter. Men da en af polakkerne gik forbi os ud til vejen og begyndte at kigge søgende ned mod Langebro, gik det op for os, hvad der var i gang. Polakkerne havde gjort klar til, at en bil kunne køre ind ad porten og dermed bryde den fysiske blokade af byggepladsen.

De fire polakker stillede sig beslutsomt op foran den åbne port, og det lignede, at de gjorde sig klar til at skubbe os væk fra porten, så snart bilen ankom. På vores side herskede der en vis usikkerhed, vi så nervøst på hinanden med rådvilde blikke. De var lige så mange som os, så det ville ikke blive nemt at holde blokaden, hvis der ankom en bil. Hidtil havde vi opfattet vores position ved bagindgangen som kedelig, nu mærkede vi, at den også var udsat. Der var lige pludselig meget langt ned til de andre ved hovedporten.

Som ved en fælles, usagt aftale, begyndte vi alle at nærme os polakkerne. Uden at nogen havde nået at sige noget, var vi blevet enige om ikke at lade dem bryde blokaden uden kamp. Vi rørte dem ikke fysisk, men vi pustede os op og gik langsomt tættere og tættere ind på livet af dem. På den måde forsøgte vi at presse dem psykisk til at opgive deres forehavende.

Det var tydeligt, at polakkerne følte sig pressede, den del af planen virkede i hvert fald. Jeg gik tættere på en af dem, en midaldrende mand, der lignede en familiefar omkring de 50, men blikket i hans øjne viste, at han var en familiefar med ryggen mod muren.

Netop som jeg kom helt tæt på ham, trak han en hammer frem af jakken og viste den lidt diskret til mig. Vi kunne ikke tale sammen om, hvad den hammer skulle bruges til, men for mig var beskeden ikke til at tage fejl af. Han sagde: »Jeg er klar til at bruge den her!« og adrenalinen begyndte at løbe ud i mit blod.

Brusehoveder

Angst og adrenalin har det jo med at lukke pandelappen ned og give kontrollen til mere primitive dele af kommandobroen. Det skete også for mig denne dag. Jeg gik resolut hen til vores aktivist-sodavandskasse og begyndte at fylde lommerne med glasflasker fyldt med grøn og rød sportsvand. Ikke fordi jeg var tørstig, men fordi jeg var bange. Da lommerne var fulde, tog jeg en flaske i hver hånd og vendte igen front mod polakkerne.

Den ældste af os fire blokadevagter, en gråhåret murersvend, gik mig i møde.

»Hey, Jakob, læg dem der tilbage igen.«

I kraft af at han var den ældste af os, var han en slags leder af vores lille gruppe. Han følt nok også et vist ansvar for, at vi overholdt fagforeningens beslutning om for enhver pris ikke at lade blokaden udvikle sig til håndgemæng. Men angsten og adrenalinen havde sit tag i mig, og jeg svarede aggressivt.

»Gu vil jeg ej, så du ikke den hammer?«

»Jo, men vi skal ikke slås med dem, Jakob, det ved du godt.«

»Jeg vil heller ikke slås, men hvis de bruger våben, så vil jeg ikke stå med tomme hænder!«

Jeg virkede ikke til at være til at tale til fornuft, og hvad værre var, så virkede det, som om de to andre blokadeaktivister bakkede mit synspunkt op. Den ældre murer var stemt ned af os unge brusehoveder, og der var optræk til krig ved bagindgangen til Den Kongelige Mønt den sensommereftermiddag i 2008.

Så vidt kom det dog ikke. Der kom ikke nogen bil, og polakkerne lukkede kort efter porten igen. Vi kunne ikke tale med dem, så vi fandt aldrig ud af, om det hele havde været en misforståelse, eller om de havde opgivet deres forehavende. Men den voldelige konfrontation udeblev, heldigvis.

Global arbejderbevægelse

Jeg var dengang og er stadig socialist, og jeg opfattede ikke den polske familiefar med hammeren som mine fjende. Jeg så ham som en kollega, der var blevet tvunget til at forlade sin familie for at finde arbejde.

Jeg forstod også godt, at selv om vi konkurrerede om det samme arbejde, så var det ikke ham, der endte med at få arbejdet, der var den virkelige vinder af konkurrencen. Vinderen var den arbejdsgiver, der brugte vores indbyrdes konkurrence til sænke lønnen og øge profitten.

Alligevel stod vi den dag over for hinanden med hver vores våben i hånden, ude af stand til at tale sammen.

Oplevelser som denne har fået mig og mange andre fagligt aktive til at indse, at den danske arbejderbevægelses energiske forsvar af den danske arbejderklasse risikerer at bære brænde til det højrenationale bål, der truer med at fortære os alle. Vi er derfor begyndt at eksperimentere med nye, globale kampstrategier, der vil gøre det muligt for os at stå side om side med den polske familiefar på næste blokade.

Vores erfaringer peger på, at det er muligt at organisere os sammen med udenlandske kolleger, både herhjemme og internationalt, hvis vi prioriterer det.

I min egen lokale bygningsarbejderfagforening har vi i dag faglige medarbejdere der taler polsk, rumænsk, russisk, portugisisk, tysk og spansk. Vi træner vores aktive danske medlemmer i at tage kontakt til og organisere de udenlandske kolleger. Vi laver pjecer og hjemmesider på en lang række sprog i samarbejde med frivillige oversættere. Vi opbygger faglige klubber for vores udenlandske kolleger, så de får deres egen stemme i vores forening. Alt sammen fordi vi efterhånden er mange, der tror på, at det bedste forsvar for vores egen nationale arbejderklasses løn og arbejdsforhold er skabelsen af en arbejderbevægelse, der er lige så global som globaliseringen.

Jakob Mathiassen, jord- og betonarbejder og forfatter
Dette er et redigeret uddrag af hans bog ’Drømme og støv’, der udkommer 1. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Ethelfeld
  • Michael Kragh Rosenkilde
  • Viggo Okholm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Søren Andersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Mihail Larsen
  • Bjarne Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Flemming Berger
  • René Willadsen
  • Torsten Jacobsen
  • Gaderummet Regnbuen
  • Ebbe Overbye
  • Torben K L Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • June Beltoft
  • Steffen Gliese
  • Dorte Sørensen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Christian Mondrup
  • Ervin Lazar
  • Frede Jørgensen
  • Werner Gass
  • Lise Lotte Rahbek
Torben Ethelfeld, Michael Kragh Rosenkilde, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist, Mihail Larsen, Bjarne Andersen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, René Willadsen, Torsten Jacobsen, Gaderummet Regnbuen, Ebbe Overbye, Torben K L Jensen, Bjørn Pedersen, June Beltoft, Steffen Gliese, Dorte Sørensen, Jens Thaarup Nyberg, Christian Mondrup, Ervin Lazar, Frede Jørgensen, Werner Gass og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Strålende - og derfor er det også i alles interesse, at vi ikke lukker ned for sprogundervisning og sprogforskning, for uden den mangler en væsentlig komponent i det globale faglige arbejde.

Carsten Nørgaard, Mihail Larsen, Hannah Nielsen og jette tofte bøndergaard anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Jeg er ret tæt på byggebranchen og det er mit helt klare indtryk, at den altovervejende del af de udenlandske bygningsarbejdere, der er beskæftiget i Danmark, arbejder under overenskomst eller på vilkår, der er i overensstemmelse med overenskomsten. Når danske bygherrer og entreprenører engagerer udenlandske (under)entreprenører og bygningsarbejdere, er det oftest ikke for at spare penge ved underbetaling, med som følge af arbejdskraftmangel eller mangel på enkeltstående specialkompetancer.

Søren Kristensen

Globaliseringen går næppe i sig selv igen, så det er nok den vej det skal gås

jette tofte bøndergaard

Virkelig god kronik en 1. maj!

Michael Kragh Rosenkilde, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Vi er i øjeblikket ved at få renoveret vores ejendom. Bygningsarbejderne er næste alle polakker som arbejder fra 7 - 17 / 18; også om lørdagen. 1 maj var en fuld arbejdsdag, så medlem af en dansk fagforening, er de ikke. Arbejdskraftens frie bevægelighed er vejen lige lukt i helvede. Har været tæt på at miste livet, da en rumænsk chauffør åbenbart ikke mente rødt lys ved en fodgængerovergang betyder stop.

Egon Stich, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Kim Houmøller, man behøver som bekendt ikke være medlam af en dansk fagforening for at få overenskomstmæssig løn. Det er ikke unormalt, at fx jyske bygningsarbejdere, der arbejde på Sjælland, har arbejdstider, der afviger væsentligt fra det sædvanlige (lange dage etc).

De danske chauffører er såmænd ikke stort bedre end de rumænske. Jeg har flere gange været ved at blive kørt over eller kørt ind i af en HT-bus ført af en kernedansk chauffør, enten fordi de ikke holder for rødt lys, fordi de ikke overholder vigepligtsregler eller fordi de kører efter flettereglen, hvor det er reglen om vognbaneskift, der er gældende. Kun pga min årvågenhed er det ikke endt med en ulykke.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er et plus for et land som Danmark, hvor der er mangel på arbejdskraft, og et plus for de udenlandske arbejdere og deres hjemland. Win-win!

Kim Houmøller

@Jens Winther - Har en overgang kørt bus, og jeg kan garantere dig den brancé er lige så rådden som polske håndværkere. Vi er bare helt uenige!

Estermarie Mandelquist og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Sejret af helvede til
Luk dog øjnene op og se hvordan jobs, ja hele fag er forsvundet til udlandet eller til udvikling.
Alle er ansvarlige. Vi leder efter det billigste tilbud og er dermed løn og profit pressere.

Leo Nygaard

Globalisering, åbne grænser, konventioner - det hele forhindrer og forstyrrer vor egen selvbetemmelsesret-
Om det er Eu over herredømme, islamister, eller løn- og arbejdsforholdsdumpere, er det samme sag.
Det er vores land !

Jørgen Larsen

Verdens aktuelle tilstand er, at 10% af jordens befolkning ejer 85% af verdens rigdom. 1% af jordens befolkning ejer 50% af verdens rigdomme. Otte mennesker ejer lige så meget som halvdelen af jordens befolkning.

Den tilstand må jo enten afspejle at talent, indsats og held er lige så ulige distribueret som rigdommen eller der anvendes et regelsæt, der er fiflet til fordel for nogle få udvalgte. Men denne ulige velstandsfordeling afspejler sig også geografisk. Den nordlige halvkugle råder over langt større rigdomme, end den sydlige halvkugle.

I virkeligheden lever vi,og det inkluderer også den danske arbejderklasse, rigtigt fedt på en global og international apartheid. Store dele af den internationale arbejderklasse (i Kina, Indien m.fl.) arbejder under forhold som Frederich Engels ville genkende. Vores materielle levestandard er kun mulig fordi vi kan veksle vores høje timeløn til forbrugsgoder skabt af en forarmet international arbejderklasse. Det er ikke helt tilfældigt, at arbejderklassen i Europa rykker til højre. Den kan, i modsætning til store dele af den såkaldte venstrefløj, godt gennemskue at den har fælles interesser med kapitalen.

Det er jo rigtigt, at den eneste vej frem er en global arbejderbevægelse. Men når vi taler om solidaritet, løn- og arbejdsforhold så handler det alt for ofte om, at fastholde vores privilegier og nuværende levestandard.

Michael Kragh Rosenkilde, Anders Reinholdt, Ulf Johannesson, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Nørgaard, Mihail Larsen, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

Vi har de sidste 30 - 40 år oplevet en voldsom strukturel omvæltning. Dele af det globale syd er gået fra udveksling af landbrugsvarer- og råstoffer til egentlig industriproduktion med henblik på afsætning i det rige nord. Derfor har vi også set en voldsomt ekspansion af arbejderklassen i det Syd. Konsekvensen af denne udvikling er to ting i Nord:

1) En outsourcing af produktion til Syd. Det gælder produktion af fysiske komponenter, men også i stigende grad tjenesteydelser.

2) Import af immigrantarbejdere. Denne import antager en mangfoldighed af former, fra illegale indvandre i USA, Sydeuropa m.m. Men altså også Østeuropæisk arbejdskraft.

Der er ikke særlig overraskende, at national konservative kræfter forsøger at bilde arbejderklassen ind, at svaret på den udvikling er tilbagevende til nationalstaten rammer. Men det er mildt sagt mystisk, at finde de samme synspunkter kan findes på venstrefløjen.

Den internationale arbejderklasse er ganske rigtig i krig med sig selv. En velnæret og priviligeret arbejderklasse i Nord mod en forarmet og underkuet arbejderklasse i Syd.

Anders Reinholdt, Ulf Johannesson, Viggo Okholm, Mihail Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

Bedste argumenter for EU baseret fagforeninger og voldgiftsret

Anders Reinholdt, Mihail Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det har altid været delt Europa. Fra oldtiden var Europa delt i Vandaler/ Visigoteri/ vikinger i nord og rige syd Europa/ syd vest Europa, den kendte man "nord Europa mennesker fra Nord som elsker Velstand;" dengang var velstand ikke i højre løn men i naturalia, som måtte stoppes ved Roms fald. "Syd Vesteuropa og nord Europa blev til "Vesteuropa", som har brug for bygge arbejdere og blikkenslagere fra Øst Europa. Sydvesteuropa og nordvest Europa har til fælles at det elsker billige arbejdskraft fra Østeuropa.

Mihail Larsen

Leo Nygaard

Tænk dig om. Ja, tænk dig om. Brug pandelappen. Kør dine argumenter igennem Kants kategoriske imperativer eller Habermas' universalpragmatik.

Steffen Gliese

Leo Nygaard, jeg tror, du simpelthen begår den tankefejl at tro, at vores interesser afviger fra eller er i strid med andre landes. Det er de da også på nogle punkter, men for det meste er de fuldstændig sammenfaldende.

Leo Nygaard

Mihail Larsen
Se dig om. Ja, åben øjnene. Glem dine skønne teorier og gå en tur ud i samfundet.

Steffen Gliese
Ja, tænk lidt over det - hvad er "vores" interesser. Og hvem bestemmer det.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jens Winther: Du går meget vidt i din ros af det åbne arbejdsmarked.
Det er nu engang sådan, at der ikke er noget vidunderligt ved at være del af en migrerende arbejdsstyrke, der flytter fra land til land efter vilkårene - og som efterlader familierne i hjemlandet.
Der er slet ikke noget ved det, hvis man kun taler dit hjemlands sprog og ikke engang engelsk - for så er man helt prisgivet sin arbejdsgiver.

Du har heller ikke belæg for, at arbejderne sædvanligvis er organiserede og får overenskomstmæsdig løn. Der afsløres utallige tilfælde af massiv social dumping - selv om kontrollen heraf fra det offentlige er skåret drastisk ned.
En, der arbejder her i landet, burde få en løn, så han/hun kan leve med sin familie her i landet - alt andet undergraver lønmodtagernes rettigheder her.
Selvfølgelig kæmper de udenlandske arbejdere for at kunne leve med deres familier - det har enhver skruebrækker altid gjort. Naturligvis er den eneste vej frem for fagforeningerne at stå sammen i EU, som beskrevet i artiklen.

Men en ordentlig hjælp til arbejdere fra andre lande heste ikke i at lade dem migrere rundt og underbyde arbejdere i velfærdssamfund - og derved genetablere arbejderne som en magtesløs underklasse.
Den består i at etablere retfærdige samhandelsregler og muligheder at skabe arbejdspladser i hjemlandene - arbejdspladser med anstændige forhånd og lønninger vil at leve af.

En af udvejene kunne være at lave om på de begrænsninger, man sætter i handelsaftaler, så de ikke forhindrede lande under opbygning i at beskytte deres egen industri, fx i form af told på konkurrerende produkter ... men som til gengæld krævede bæredygtige forhold for de mennesker, som arbejdede i disse landes eksportindustri.

Her kunne vi starte med os selv - vi kunne sætte arbejdstilsynet ind til at sikre, at når et projekt udliciteres, så skal det sikres, at arbejdstempo og øvrige vilkår ikke er, så arbejdsstyrken bliver en slags brug og smid væk-ressource.

Michael Friis

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, jeg bliver i tvivl om argumentationen, når debatøren bruger "er den eneste vej frem" (eller lign.) for at fremme et synspunkt.
I min erfaring er der sjældent enighed om eller de facto "een vej" eller "een løsning" på ret mange problemstillinger.
I det konkrete tilfælde: EU er muligvis en løsning, men kan langsomme EU lave regler, der faktisk efterleves? F.eks. den arbejdskraft, der kommer fra ikke EU lande? Mange fra øst-syd EU arbejder i vest-nord EU, og resultatet er, at visse af deres opgaver overtages af endnu billigere arbejdskraft fra Ukraine eller Asian. (Tag Nordkorea sagen i Gdansk som eksempel.)