Studerende og andre borgere uden så mange penge har alt for længe købt argumentet om, at de måske ikke behøver at bo lige i centrum ved siden af universitetet og Starbucks – for det er altid det, som boligdiskussionen bliver vendt imod.
Men det er en helt forkert præmis for diskussionen. Det er nemlig ikke længere centrum, som er dyrt – det er det hele, der er dyrt på lejeboligmarkedet. Forstæderne er dyre, alle bydelene i storbyerne er dyre.
Vi har med andre ord en vigtig opgave forude som samfund. Vi skal sørge for, at der er lejeboliger til alle på tværs af geografi og demografi. For der bør være en vis begrænsning for, hvor langt vi kan være bekendt, at folk skal søge uden for byerne, før de kan finde en bolig, de har råd til.
Dette er ikke nogen nem opgave, for der er naturlige modstridende interesser på lejemarkedet i form af udlejere og lejere, men lige nu går det den forkerte vej. Udlejere vil gerne tjene så mange penge på deres ejendomsinvesteringer som muligt, og lejere vil gerne bo så billigt som muligt. Sådan har det altid været, og det er egentlig ganske naturligt. På nuværende tidspunkt går det lidt for hurtigt den forkerte vej, og det er en ulempe for de fleste.
Kapitalfondenes indtog
Lejeloven bør i sagens natur beskytte lejere i Danmark, og den er til dels også indrettet derefter. Dog har behovet for at beskytte danske lejere næppe været større, end det er nu, hvor problemstillingen er højaktuel med udnyttelsen af boligreguleringsloven § 5, stk. 2, hvor den såkaldte ghettoplan og huslejeniveauer er ved at udelukke almindelige danskere fra storbyerne.
Typisk fastsættes en husleje ud fra nogle lovbestemte kriterier, men boligreguleringsloven § 5, stk. 2 siger, at hvis en bolig bliver gennemgribende forbedret for en vis sum penge, kan huslejen sættes mere frit. Huslejen bliver i dette tilfælde kun begrænset af det lejedes værdi, der sammenlignes med lignende boliger i samme områder på nogle forskellige parametre. En bolig kan principielt gennemgå en sådan renovering, hver gang en lejer flytter, og huslejen kan på den måde blive ved med at stige og stige, hvis renoveringen medfører en værdiforøgelse. Det er skruen uden ende, og det bør stoppes.
Vi har kapitalfonde, der opkøber ejendomme, hvorefter de gennemfører renoveringer, så de kan udleje lejemålet til tårnhøje huslejepriser. Der har været tilfælde, hvor ældre lejligheder er blevet renoveret og derefter blevet udlejet til det dobbelte eller endda det tredobbelte.
Samtidig skyder nybyggeri op på næsten alle gadehjørner i de større danske byer. Nybyggeriet og lejlighederne deri er superflotte, og lejemålene fejler ingenting – det er kun huslejen, der gør. For den er nemlig så høj, at huslejen lige pludselig dækker 80 procent af rådighedsbeløbet, og det er unfair.
Grænsen er nået
Ét af eksemplerne er udsprunget fra ’ghettopakken’. 200-300 almene boliger i Mjølnerparken skal således sælges til en privat investor, hvor beboerne bliver tvunget væk – men hvor skal de flytte hen? Antallet af billige boliger er dalende, og ventelisterne bliver længere. De nuværende beboere vil for de flestes vedkommende ikke være i stand til at blive boende på retfærdige vilkår. Deres rådighedsbeløb vil blive ædt op, og det vil have den modsatte effekt på nogle af de samfundsmæssige udfordringer, som ’ghettopakken’ prøver at få bugt med.
Der er ingen tvivl om, at der er brug for modernisering af mange af lejemålene, men vi har også øget vores behov for at bo flottere end tidligere – måske er spørgsmålet, om vi kan genfinde balancen? Lige nu går det for stærkt, og det har dyre konsekvenser. Enten æder huslejen rådighedsbeløbet op, vi gældsætter os for at leje en bolig under studiet, eller også tager det os to timer med transport at nå frem til studiet eller arbejdet, så dagligdagens pusterum forsvinder. Folk vil gerne betale husleje – og folk vil også gerne betale en pæn husleje for at have et hjem, men der er en grænse, og den grænse er vi i gang med at overskride ganske betydeligt.
Når vi bruger argumenter som »de kan bare tage metroen og bo uden for byen«, »de vælger jo selv at sige ja til en høj husleje« og andet i den dur, så glemmer vi bare ofte, at vi som samfund presser på for at borgere skal gå på universitet, ansættes i de videnstunge job og udvikle deres kreativitet.
Det forudsætter, at vi som samfund må være med til at skabe rammer herfor, og det kræver nu engang, at man er til stede i storbyerne og ikke bosat i en landsby med 15 kilometer til den nærmeste købmand.
Mike Vestergaard er adm. direktør i Digura Aps
