Læserbrev

Besparelser på Arbejdstilsynet gør det livsfarligt at gå på arbejde

Markante besparelser på Arbejdstilsynet har haft store konsekvenser på arbejdspladsen. Tilbagefør pengene, så det ikke længere er farligt at gå på arbejde, skriver Dansk Metal i dette debatindlæg
Debat
15. april 2019

Siden 2007 er en tredjedel af pengene til Arbejdstilsynet forsvundet.

Hvis nogen skulle betvivle alvoren af dette, kan besparelserne bogstavelig talt mærkes på danskerne. Siden 2012 har vi haft over 230 dødsulykker, og i 2017 var der i gennemsnit én amputation pr. arbejdsdag.

Samme år var der ifølge Arbejdstilsynet en stigning i antallet af arbejdsulykker.

Derfor er det også uforståeligt og dybt problematisk, at bevillingerne til tilsynet med arbejdsmiljø er beskåret fra 545,8 millioner i 2007 til blot 353,8 millioner kroner i dag.

Det har haft den konsekvens, at Arbejdstilsynet har været nødsaget til at sige farvel til hver fjerde kollega.

En arbejdsulykke kan være dyr for den ramte – ikke kun økonomisk, men også menneskeligt.

Mange, der udsættes for en arbejdsulykke, kommer sig hurtigt og træder ubesværet ind på arbejdsmarkedet igen. For en del betyder det dog et liv med kroniske lidelser, der gør dem ude af stand til at varetage et arbejde.

Samtidig er det utrolig dyrt for samfundet. Årligt er ca. 42.000 personer sat uden for arbejdsstyrken i kortere eller længere perioder. Det koster fælleskassen mange penge.

Derfor er der kun en løsning. Politikerne skal tilbageføre midler til Arbejdstilsynet. Og det er for vigtigt til kun at blive en del af en valgkamp. Der skal handles nu.

Hos fagbevægelsen har vi besluttet, at hele 2019 skal være året for arbejdsmiljørepræsentanter for at få synliggjort denne vigtige del af vores arbejdsmarked.

Det kan vi nå langt med, men en politisk prioritering af Arbejdstilsynet er mindst lige så nødvendig, hvis vi fortsat vil have et trygt arbejdsmarked. Ambitionen er, at ingen skal blive syge af at gå på arbejde.

Når smede, industriteknikere, værktøjsmagere og mekanikere tager på arbejde, skal de naturligvis ikke frygte for liv, førlighed og lange sygemeldinger. I Danmark må det selvfølgelig ikke være farligt at gå på arbejde.

Peter Poulsen og Alexander Baadh er hhv. forbundssekretær for Dansk Metal og fællestillidsrepræsentant i Arbejdstilsynet for Dansk Metals medlemmer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt at høre, at nogle i fagbevægelsen taler arbejdsmiljøets sag. Det har der været brug for i årtier. Arbejdstilsynet er den centrale statslige instans ift. forebyggende sundhedsarbejde - alt for mange bliver stadig syge af at gå på arbejde, hvilket er ulovligt ifølge Arbejdsmiljøloven. Fagbevægelsens arbejdsmiljøkampagne vedr. arbejdsmiljø i 2019 må hilses velkommen; men er det virkelig det mest slagkraftige I kan finde på, og hvorfor tror I, at det ændrer noget?

Endnu et forhold en ny regering bør rette op på.

Dorte Sørensen

Steen Obel
Der har nu være megen debat om forringelserne i Arbejdstilsynet fra de faglige organisationer og fra fx. Enhedslistens Fin Sørensen . Der har også været stillet forslag om at tilbageføre midler osv. men de er stemt ned mange gange med den besked at erhvervslivet skal have så gode og frie forhold som muligt osv.

Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Werner Gass anbefalede denne kommentar

Dorte Sørensen
Det ser ud til at vi er uenige om omfanget af arbejdsmiljødebatten. Men vi har stadig i (for!) stor udstrækning et arbejdsmiljø, som gør mennesker syge - og det er ulovligt jvf. Arbejdsmiljøloven. Initiativerne på dette område fra fagbevægelsens side har derfor haft meget begrænset (hvis nogen) virkning - arbejdsmiljøspørgsmål har altid været nedprioriteret af fagbevægelsen.
En kampagne i 2019 er efter min opfattelse for sølle - en som-om-øvelse. Er det virkelig så langt fantasien og kraften rækker i fagbevægelsen på dette område? Min fantasi rækker da sagtens til at foreslå arbejdspladspatruljer - indtil Arbejdstilsynet har fået ressourcer nok. Eller hvad med at nogle forbund foranstaltede nogle retslige prøvesager ift. "liv, ære og velfærd" - det kunne være med til at belyse, hvordan vi skal forstå at arbejdsgiverne har et objektivt ansvar for arbejdsmiljøet.