Kommentar

Vi bør diskutere normer – ikke om man skal tage hensyn til folks krænkede følelser

Man stopper dialogen, både når man henviser til sin krænkelsesfølelse som et veto, og når man afviser, at følelser skulle betyde noget for sagen. Krænkelsesfølelsen er nemlig ikke bare subjektiv, men moralsk og opstår, når man har været udsat for en krænkende handling, skriver professor mso Christian F. Rostbøll i dette debatindlæg
13. april 2019

I den herskende krænkelsesdebat er der en fare for, at krænkelse reduceres til et spørgsmål om subjektive følelser.

Den ene side i debatten henviser til en indre følelse som et veto mod andres gøren og laden, mens den anden side siger, at man ikke kan tage hensyn til et rent subjektivt forhold. Det sidste ser man f.eks. i en kronik i Information den 22. marts med overskriften »Videnskaben må ikke begrænses af krænkede følelser og politisk korrekthed

Men det kan være misvisende at tale om ’krænkede følelser’.

Krænkede normer

Sagen er, at det i første omgang er normer, der er krænkede. Det kan så efterfølgende føre til, at man også føler sig krænket. Imellem en handling og følelsen af at være blevet krænket står en norm, der kan forklare denne følelse. Hvis vi accepterer dette, kan vi dreje diskussionen væk fra følelser til en diskussion om handlinger og normer.

I en ’krænkelsesguide’ forleden i Information fremhæver Thomas Burø og Jannick Friis Christensen, at ’krænkelse’ refererer til en handling. De betegner det som en handling, der får den berørte til at føle sig svag.

Svend Brinkmann påpeger i Politiken ligeledes, at krænkelse er en handling og ikke en følelse. Krænkelse er en form for overgreb, der som konsekvens kan få den berørte part til at føle sig krænket – eller det kan være, de ikke føler sig krænket.

Brinkmann foreslår, at vi skelner krænkelse som en handling fra følelsesbegreber som forargelse, indignation og harme.

Han har ret i, at de tre sidste begreber benævner følelser direkte. Man er forarget, indigneret og harm. At være krænket henviser ikke direkte til følelsen, det skaber, men derimod til at være genstand for en krænkende handling.

Det er relevant og vigtigt for den offentlige debat, at vi ikke blander handlinger og følelser sammen.

Moralske følelser

Selv om en krænkelse er en handling, så har vi stadigvæk en vigtig følelse, der benævner følelsen af at være krænket. Krænkelsesfølelsen kunne vi kalde den.

Vi kan også kalde krænkelsesfølelsen for harme, som Brinkmann gør. Han forstår den som den følelse, der opstår, når man har været udsat for en krænkende handling.

Min tilføjelse her er at foreslå, at vi bør forstå alle disse følelser – forargelse, indignation og harme/krænkelsesfølelsen – som moralske følelser.

Hvis du for eksempel træder mig over fingrene, føler jeg smerte. Men der kan også ske noget andet i mig. Jeg kan evaluere din handling moralsk. Gjorde du det med vilje, eller var det et uheld? Havde jeg fortjent det eller ikke? Og er det forkert at påføre andre smerte på den måde eller ej? Min moralske følelse vil være afhængig af mine svar på disse spørgsmål.

Den fysiske smerte vil være den samme uafhængigt af den moralske evaluering. Men den moralske følelse, for eksempel indignation eller harme, opstår kun, hvis jeg mener, at den pågældende handling var udført med overlæg, at jeg ikke havde fortjent den, og at den altså var moralsk forkastelig.

Det særlige ved moralske følelser i forhold til andre mere umiddelbare følelser, er, at de opstår, fordi man mener, at en norm er blevet krænket.

En moralsk følelse opstår altså ikke kun i relationen mellem en handling og et subjekt, men er betinget af, at der findes en moralsk norm.

Det er vigtigt at forstå, at følelser som indignation og harme er moralske følelser, fordi dette tager dem ud af det rent subjektive domæne.

Moralske følelser er svar på handlinger, der har krænket en norm. Mens man ikke kan diskutere med eksistensen af umiddelbare følelser som smerte, så kan man diskutere, om en handling forbryder sig imod en ukrænkelig norm.

En konstruktiv diskussion 

Vi er nødt til finde konstruktive måder at diskutere vores forskellige holdninger på. Det gælder også i krænkelsesdebatten.

Begge sider i debatten skal undgå at indføre dialogstoppere. Man stopper dialogen, både når man henviser til sin krænkelsesfølelse som et veto, og når man afviser, at følelser skulle betyde noget for sagen. Man kan altså ikke drage generelle konklusioner, såsom at man aldrig eller altid skal tage hensyn til, om folk føler sig krænkede.

Følelser betyder noget for debatten om krænkelse, men det nytter heller ikke noget at behandle følelser som givne og rent subjektive.

Men hvis man ser følelser som indignation og harme som værende moralske følelser, der er betinget af handlinger og normer, så er der faktisk noget konstruktivt at diskutere. Vi kan diskutere de moralske evalueringer, der forårsager følelserne.

I stedet for at diskutere om man skal tage hensyn til folks følelser eller ej, så bør vi diskutere, hvilke normer der bør være ukrænkelige.

Christian F. Rostbøll er professor mso i statskundskab ved Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Begge sider i debatten skal undgå at indføre dialogstoppere. Man stopper dialogen, både når man henviser til sin krænkelsesfølelse som et veto, og når man afviser, at følelser skulle betyde noget for sagen. Man kan altså ikke drage generelle konklusioner, såsom at man aldrig eller altid skal tage hensyn til, om folk føler sig krænkede”.

Jeg er principielt enig, men disse overvejelser bringer os desværre ikke videre på en række centrale områder i forhold til de førte debatter vedrørende forhold, der berører f.eks. etnicitet, køn og seksualitet.

Det er ikke nok her at henvise til, at vi kan diskutere de moralske evalueringer, der forårsager følelserne, hvis det ikke er moralske evalueringer, debatten drejer sig om, men betingelserne og forudsætninger for, at debatten i det hele taget kan finde sted.

Når institutioner, f.eks. universiteter og deres institutter, og medier er økonomisk afhængige af f.eks. annoncører og fonde og af brede kredse af brugeres opbakning, afgøres moralske spørgsmål ikke af ”moralske evalueringer”, men af interessenters vilje og evne til at ”straffe” institutioner og medier økonomisk, hvis de tillader bestemte holdninger til bestemte emner fra bestemte personer i at komme til udtryk.

Når det lykkes for bestemte grupper, på baggrund af medieudviklingen, at forhindre at bestemte personer udtaler sig om bestemte emner, f.eks. på grund af deres etnicitet, køn og seksualitet, og at de giver udtryk for bestemte holdninger i forhold til disse emner, er debatten blokeret og ytringsfriheden krænket.

Der er indført en dialogstopper, og det afgørende er her, at det er sket på et institutionelt og mediemæssigt niveau og ikke på niveauet for en såkaldt ”fri debat”.

På den baggrund minder situationen vedrørende ”fri debat” i vestlige demokratier i dag i stigende grad om situationen i diktaturer af kommunistisk og religiøs karakter.

Christian De Thurah

"Man kan altså ikke drage generelle konklusioner, såsom at man aldrig eller altid skal tage hensyn til, om folk føler sig krænkede." Men det er jo netop det, man gør i den efterhånden almindelige påstand om, at det er den påstået krænkede, der skal afgøre, om der foreligger en krænkelse, eller med andre ord: Hvis man føler, man er blevet krænket, så er man blevet krænket.
Det svarer nogenlunde til at afskaffe dommeren i en retssag og lade anklageren have det sidste ord: Er du anklaget, så er du også skyldig.
Det var meget moderne i 1500- og 1600-tallet, men vi skulle gerne være kommet ud over det.