Kommentar

Os med børn farer også vild i Instagrams pænhed

Som travl børnefamilie er det fristende at holde sig opdateret på venner og bekendtes liv på de sociale medier. Her ser vi det, vi gerne vil se. Og fortaber os i alt det pæne, skriver journalist Maria Skov Quistgaard i dette debatindlæg
Debat
11. april 2019
Som travl børnefamilie er det fristende at holde sig opdateret på venner og bekendtes liv på de sociale medier. Her ser vi det, vi gerne vil se. Og fortaber os i alt det pæne, skriver journalist Maria Skov Quistgaard i dette debatindlæg

Maria Skov Quistgaard

Hvem er jeg på Instagram?

Ser jeg mine egne billeder igennem, er jeg én, der laver perler og halloweengræskar med mine unger, tænder stearinlys og fylder køkkenet op med gæster og kører gennem Vestre Kirkegård på en ladcykel i smuk morgentåge (det lyder lidt corny, jeg ved det godt).

Det siger sig selv, at det kun er et meget lille – omend virkelig dejligt – hjørne af mit liv.

Jeg genbesøgte mine egne billeder, fordi en stationcar for et år siden blev spottet for foden af en klippe i det nordlige Californien. Bilen lå på hovedet, og familien i den var omkommet. Føreren var en 38-årig kvinde påvirket af alkohol, og med i bilen var hendes hustru – også 38 år – og deres adopterede børn. Ingen havde seler på. Tilsyneladende kørte kvinden i førersædet, Jennifer Hart, helt bevidst ud over klippen, og der gik kort tid, før sagen ikke længere blev betragtet som en ulykke, men som en forbrydelse.

Historien om familien i bilen har jeg over et par uger lyttet til som podcast. Broken Harts handler om to hvide kvinder, der adopterer to sæt sorte trillinger og lever i en lille verden af frisind, musikfestivaler og Bernie Sanders-valgmøder. Børnene har blomster om halsen, verden er åben. Men bag facaden er historien en anden. Der handler den om massivt svigt og misrøgt af børn, og den slutter altså i en bil, der kører ud over en klippe.

Historien er barsk, uhyggelig, spektakulær og umiddelbart svær at identificere sig med. Men der er et spor i historien, som vil være genkendeligt for mange: Jennifer Hart er ekstremt aktiv på sociale medier. Her fortæller hun sin helt egen historie, og det er historien om et smukt, frisindet par og deres seks unger, som tager på roadtrips, planter deres egne grøntsager og blomster, griner, leger med dyreunger og spiller musik.

På et tidspunkt i serien dukker en psykolog op, som siger noget, jeg i hvert fald sagtens kan genkende. Hun siger, at selv om vi er kloge nok til at vide, at det, vi ser på sociale medier, ikke er hele historien om de mennesker, vi ser, så lader vi os alligevel bedrage en lille smule. Vi tror simpelthen, at vi får mere information, end vi egentlig får. Vi tror, at vi er opdaterede på hinandens liv og glemmer derfor at gribe telefonen eller mødes. Hun kalder det for confirmation bias – vi ser det, vi gerne vil se.

Billederne sætter sig

En veninde til the Harts fulgte dem og deres liv på sociale medier, fordi de havde for travlt til at ses, og det, hun ser, er silhuetter i solnedgangen og en lykkelig familie. Og når jeg tænker på min omgangskreds, som jeg ikke får set, fordi vi alle har travlt med arbejde, unger og hjem, så ser jeg faktisk deres instagrambilleder for mig, når jeg tænker på dem.

En har et virkelig tjekket hjem og går tit ud at spise med børn og venner. En anden oser af overskud. Og dem, der bor i Australien, de lever på stranden og holder de smukkeste fester i solnedgangen. De chiller og bekymrer sig ikke særligt meget om arbejde. Der er også dem, der altid er i skoven med deres børn. Det er alle dem, jeg ikke ser så tit, og det er det indtryk, der hænger ved, når jeg tænker på dem.

Jeg ved jo godt, at det er livet set gennem et filter, men billederne sætter sig i mig alligevel, som små markører på, at de mennesker, jeg holder af, har det godt – og så stiller jeg mig i lange perioder tilfreds med det.

En veninde fortalte mig engang, at perioden op til hendes skilsmisse var der, hvor hun postede flest ’lykkelige’ billeder på sociale medier. Ikke for bevidst at snyde folk omkring hende, men fordi det føltes så dejligt, at der i hvert fald var et sted, hvor alt var godt.

»Vi fortæller os selv historier for at leve,« skrev den amerikanske journalist og forfatter Joan Didion, og de sociale medier er det perfekte sted til at visualisere de historier.

Og det er ikke kun de helt unge, der farer vild i Instagrams pænhed, selv om det ofte er dem, vi taler om.

Så hvem er jeg på Instagram?

Jeg er én ud af en milliard brugere. Og så er jeg én af dem, der nogle gange fortaber mig i alt det pæne, hvis jeg skal være helt ærlig. Indtil jeg hørte historien om the Harts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend Erik Sokkelund

Har vi så travlt med at fortælle om det perfekte (drømme) liv, at vi ikke længere har tid til virkeligheden, som så må vente, til vi en dag skulle få lidt tid til overs?

Thomas Østergaard

"Her ser vi det, vi gerne vil se" -> "Her ser vi det, som de gerne vil have vi ser".

Ja, altså for passende definitioner af vi.