Til rækken af eksempler på, hvordan mennesker aldeles selvforskyldt kan skade sig selv, kan vi føje det kollektive selvskadeprojekt, vi kender som Brexit.
For uanset, hvor Brexit lander – og selv, hvis Brexit ender med ikke at blive til noget – er så meget allerede ødelagt, uden at noget er vundet, at Brexit vil blive set som en af historiens mest spektakulære tåbeligheder.
Der findes i historien mange tåbeligheder. Og sikkert mange mere destruktive end Brexit. Første Verdenskrig f.eks.
Men det offentlige selvbedrag og den politiske virkelighedsforagt på højeste plan, som siden folkeafstemningen i 2016 har fået frit spil til at nedbryde et overvejende velfungerende samfund, placerer Brexit i en tåbelighedskategori for sig selv.
At risikoen for en hård grænse mod Irland stort set ikke kom på banen under valgkampen – ja, først blev et politisk problem, da virkeligheden i form af en udtrædelsesaftale bankede på døren – siger alt om, hvor gal realitetssansen var hos den kække kostskoleelite, som havde bildt briterne ind, at Brexit ville give dem kontrollen tilbage – og måske endda imperiet.
Frygt for kontroltab
Jeg tror, at døren til Brexit-tåbeligheden blev åbnet op præcis her: med Brexit-kampagnens slogan Take back control.
Det handlede om at genvinde kontrol med grænserne, kontrol over indvandringen og kontrol over den frie bevægelighed for polske blikkenslagere. Om at tage kontrollen tilbage fra de skumle, fremmede kræfter, som havde taget den fra det britiske folk.
Set i det lys er det oplagt, at Brexit har meget til fælles med de neonationalistiske kræfter, som har vokset sig stærke over det meste af Europa. Og som i bl.a. Ungarn og Polen har ført regimer til magten på løfter om at sikre et samfund, som er fri for fremmed indflydelse og fri for fremmede.
Lige så åbenlyst har Brexit meget til fælles med Donald Trump og de bevægelser, han har haft held til at mobilisere med sin mur mod omverdenen og sin nationalistiske, fremmedhadske retorik.
Den etnisk baserede stat
En anden oplagt parallel kan ulykkeligvis også drages fra Brexit til Israel, som tirsdag går til valg, og som sidste sommer stemte en ny grundlov igennem, som fastslår, at Israel er en stat, der bygger på et etnisk-religiøst tilhørsforhold.
Eller som premierminister Benjamin Netanyahu udlagde forfatningsændringen på Instagram:
»Israel er ikke en stat for alle sine medborgere. Israel er det jødiske folks nationalstat og ingen andres.«
Det kan næppe tolkes anderledes, end at i Israel er medborgere af et bestemt etnisk-religiøst tilhørsforhold mere hjemmehørende end andre.
Uanset hvad dette betyder i praksis (og uanset den historiske baggrund i Holocaust), er princippet utvetydigt den etnisk baserede stats princip.
I Europa er endnu kun små ekstreme nationalistpartier og bevægelser åbne fortalere for en sådan etnonationalisme.
Nogle af dem taler nu i stigende grad også om etnopluralisme, som går ud på, at ethvert samfund skal bygge på etnisk tilhørsforhold og stræbe efter etnisk enhed, selv hvis dette indebærer at ’fremmedetniske folkegrupper’ skal forflyttes til samfund, hvor de er ’etnisk hjemmehørende’.
De etniske enklavers pluralisme, om man vil.
Orden og renhed
Og simsalabim borttrylles alle ’fremmede’, som kan forstyrre. Væk er al uklarhed om, hvem der hører hjemme hvor. Kontrollen er taget tilbage.
I etnopluralismens verden skal etnisk orden og renhed råde. Hvert folk sit land. Lige børn leger bedst.
Sidst etnopuralismens princip blev gjort gældende i Europa var under 1990’ernes Balkankrige. Massakren i Srebrenica viste os, hvilke former etnisk udrensning kan antage.
De etniske udrensningers historie er dog lang, og drømmen om etnisk renhed er en af de mest selvdestruktive i historien. Samtidig er den en af de mest forførende, for den giver løfte om, hvad mennesker i turbulente tider længes efter – hjemligheds- og fællesskabsfølelse og kontrol.
Det var den drøm, Brexit-kampagnens strateger udnyttede. Drømmen, som udnyttes af Trump i USA og af de nationalistpartier, som i det rodede, multikulturelle Europa lover orden og renhed. Naturligvis kan de ikke levere nogle af delene. Men selvødelæggelsens veje kan være uudgrundelige – og mange.
© Göran Rosenberg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Er EU så også den rigtige løsning?
- Hidtil er det primært blevet til "kapitalen og arbejdskraftens frie bevægelig", og hvor begge dele er kommet især kapitalen til gode.
Og så gik der ellers "lakridspibe" i skidtet, for man tilsidesatte den sociale dimension helt og aldeles, og koncentrerede sig alene om kapitalen og den behov, som det bærende for den sociale dimension, - den dimension som kapitalen overhovedet ikke vil være medbetalende til.
Det helt samme kan siges om miljø og arbejderbeskyttelse, - for man sendte skyndsomt meget produktion til de asiatiske produktionshaller, hvor der ikke fandtes alle disse love om såvel arbejderbeskyttelse eller miljøregler, så disse fjollede og ligegyldige omkostninger ikke længere belastede overskuddet, og derimod øgede overskuddet for virksomhederne.
EN nedslidt medarbejder skal ud af produktioner, og erstattes med en frisk af slagsen, og restprodukterne fra produktionen hældes blot ui det nærmeste vandløb, for der er ingen kontrol eller krav herom.
- Mantraet er "miljøet må klare sig selv og de restprodukter vi hælder ud, og vi vil ikke sidenhed stå til ansvare for vores miljøskadelige opførsel, - vi vil blot tjene flest muligpenge!
"Take back control" handler ikke om at udelukke ikke UK borgere fra at bo og arbejder i UK. Det handler om, at UK selv vil bestemme, hvilke regler, der gælder i UK, herunder hvem, der må bo og arbejde i UK.
I DK er der fine paralleller. Det er fint, at der kommer dygtige og flittige medarbejdere som vi mangler, men vi vil ikke have tiggerne og andre, der ikke bidrager til samfundet. EU eller ikke EU borgere. Vi har udfordringer nok med egne borgere udenfor arbejdsmarkedet.
Det bliver naturligvis ikke sagt direkte... og alle er bestemt ikke enige, og der er gode argumenterne for og imod.
Læser det her skriv og undrer mig over, hvordan man kan være så tykskallet. Det virker som om, Rosenberg intet, intet, har fået ud af de seneste 15-20 års politiske udviklinger i Europa.
Det er jo netop verdensfjerne holdninger som hans, der er med til skabe højrepopulismen. For konsekvenser er, at han må behandle folk, der ikke bor i Farsta, men f.eks. i Miljonprogrammet, med mere og mere foragt.
@Espen Bøgh - Nu ved jeg ikke helt, hvordan EU kan være ansvarlig for "MAN" sendte produktion til de asiatiske lande. Jeg antager, at det er virksomheds- og kapitalejerne der tager den beslutning og ikke EU? Når Du så i samme afsnit argumenterer for, at det skyldes manglende arbejderbeskyttelse i disse lande, så er det jo indirekte en anerkendelse af, at sådan er det trods alt - helt generelt - ikke i EU.
@Leo Nygaard - Nu er det med land og folk en temmelig dynamisk størrelse. Hvis Du er i tvivl, så skulle du måske kaste et blik på en række historiske landkort. Det som er mest overraskende er, at BREXIT faktisk også viser en stigende Europæisk identitet - især hos de unge. Jeg har i almindelighed ikke problem med at være Københavner, Sjællænder, Dansker, Europæer og verdensborger.
Interessant artikel, med interessante analyser og pointer. En meget holdningsbaseret. Forfatteren mener Brexit er tåbeligt (mange Briter er uenige, må man huske at sige). Forfatteren mener Brexit er så tåbeligt, at han føler sig nødsaget til at pege på første verdenskrig for at finde noget der overgår Brexit i tåbelighed. Så er man da vist gået i emotionelt selvsving, og har mistet sin realitetssans. “Rolig nu Mulle”.
Skribentens behov for at nedgøre og latterliggøre virker umodent og useriøst. Eksempel: “den kække kostskoleelite, som havde bildt briterne ind, at Brexit ville give dem kontrollen tilbage – og måske endda imperiet“.
Tilsvarende umodent og useriøst er det når skribenten gør brug af såkaldte stråmænd. Eksempel: “Ungarn og Polen har ført regimer til magten på løfter om at sikre et samfund, som er fri for fremmed indflydelse og fri for fremmede”. Det har der jo ALDRIG været tale om; så hvorfor skrive “fri for fremmed indflydelse og fri for fremmede”? Det er jo usandt og derfor dybt useriøst at skrive. Landene ønsker jo blot at få lov til selv at bestemme hvilke fremmede de vil lade flytte ind! (Og meget besynderligt, så er der mennesker som mener, at sådan noget skal lande IKKE selv have lov til at bestemme. Der er endda mennesker der vil tvinge lande til at tage mod personer de ikke ønsker at modtage! Hvordan i alverden skal der kunne komme noget godt ud af dét?).
Ganske sikkert ville en del danskere underskrive på det, og et højrenationalistisk parti (det samme parti, der lige er gået sammen med flere andre højrenationalistiske partier i EU for at 'redde Europa) bestemmer udlændingepolitikken i Danmark, hvorfor det undrer mig meget, at Danmark ikke nævnes med et ord i artiklen.
Spørgsmålet er om den multikulturelle drøm har gjort Europa til et bedre sted, eller om den har skabt uoverskuelige udfordringer for den europæiske sammenhæng og integritet mod folkets vilje.
Espen Bøgh
Forklar mig så lige, hvorfor de britiske brexiteers bl.a. begrunder deres ønske om udmeldelse med, at UK så ikke længere skal rette sig efter EU’s miljøregulering, beskyttelse af arbejdstager-rettigheder og monopollovgivning. Og hvorfor Labour nu kræver garantier for, at UK ikke sakker bagud på disse områder ftemover i forhold til EU.
Du er åbenbart ikke klar over, at flertallet af EU-landene i årevis har ønsket at udvikle den sociale dimension, men igen og igen er blevet saboteret af UK. Det er derfor en befrielse, at UK nu træder ud af EU.
(Det er ironisk og deprimerende, at en del af Labours vælgere er modstandere af EU og hellere vil have Brexit. Mange af dem tror, deres forringede levevilkår skyldes EU, men uden EU - og altså efter Brexit - vil de opdage, at de konservative vil gøre disse vilkår radikalt ringere gennem afregulering og tilbagerulning af EU-direktiver.)
Leo Nygaard.
"Brexit-tilhængerne drømmer den samme drøm som de etnonationalistiske kræfter, der har sat sig på magten i lande som Ungarn, Polen og Israel: Hvert folk sit land." Citat fra denne artikel.
Renhedsdrømmen/tendensen er også synlig i Danmark og ses især hos partierne DF og Nye Borgerlige.
Skribentens primære pointe, at Brexit er tåbelig og vil få tåbelige og destruktive konsekvenser, er der vist ikke meget at sige imod. At det britiske demokrati så har vist sig komplet udueligt til at håndtere hele miseren, nævner han ikke direkte, men det er da virkeligt påfaldende, at det først er her i allersidste øjeblik, at de pludselig vågner op og opdager, at der rent faktisk findes nogle problemstillinger, som der skal findes en løsning på. Nu har de siddet og Buh'et af hinanden og råbt 'Order, Order' i en uendelighed siden juni 2016, som om det var et cirkus og ikke et parlament.
Jeg er spændt på, hvordan de danske politikere vil klare det, når de skal til at rette op på de skader, de selv har påført vores samfund gennem vores egen lille populistiske skandale, jeg tænker her på udflytningen af velfungerende styrelser til områder uden kompetence og styringskultur. Skat var jo pilotprojekt på det område, da det i sin tid blev flyttet til - var det ikke Ringkøbing? Konsekvenserne har vi jo allerede set - og nu har politikerne vist også fået øjnene op for, at der er visse ting, der bør strammes op på. Det kunne vi ellers godt have fortalt dem for længe siden. Ligesom vi godt kunne have fortalt det britiske underhus, at der vil opstå problemer i forhold til forsyningssikkerhed, hård grænse i Irland og en mængde andre praktiske problemer fra day one efter Brexit.
Problemet er vel, at politikerne er for optaget af deres egen lille stoleleg til at tage samfundets virkelig alvorligt.
Det er sørgeligt at læse kommentarer, hvor uvidenhed om det engelske samfund er så tydelig. England styres stadigvæk af overklassen, til skade for almindelige mennesker.
Siden foleafstemningen, er én million ældre mennesker døde. Det var de rige, de gamle og de uudannede, der valgte Brexit. De unge, som er fremtiden valgte Remain, problemer var, at de unge ikke forstod at stemme tilstrækkeligt.
Desværre handler hele Brexit om en dårligt oplyst befolkning og de privilegerede rige, samt talentløse politikere, der aldrig har skullet forsørge sig selv.
Den dårligt uddannede befolkning har ladet sig narre af aviser, korrumperede politikere og et svagt Labour, fordi de tror, at alt bliver løst, når bare indvandrere bliver smidt ud.
Indvandrere bliver ikke smidt ud, især ikke det store antal, der kommer fra tidligere kolonier, som GB har misbrugt igennem årtier.
Det samme gælder Danmark. DF og især det nyariske Nye Borgerlige, som er fjernstyret fra Schweiz, et parti, som ganske enkel er et rigmandsparti. Nye Borgerlige er en falsk fortælling. Pernille Vermund, det slår på at indvandrere skal være selvforsørgende, ellers bliver de smidt ud, burde vise egne skattepapirer frem. Hun bidrager til dansk økonomi med 3 lukkede firmaer (se Virk.dk) og et arbejde hvor nogle af mine bekendte gav hende arbejde med barsel i godt 3 år
NB vil også smide indvandrere ud, som britterne. Nye Borgerlige er en falsk fortælling, fordi de ikke kan smide indvandrere ud. Det kan de ikke. 70% af danske indvandrere er danske statsborgere. Polakker, østarbejdere og EU/EØS borgere kan de ikke smide ud, for her gælder det særlige aftaler.
At du hopper på det Leo?
Nye Borgerlige er et parti, der vil blive forsørget af indvandrere og danskere, i Folketinget. De bliver regulære levebrødspolitikere. Betalt af indbyggerne i Danmark.
folkeafstemningen
At nogen hopper på det og også du Leo?
Rettelse.
Indvandrere bliver ikke smidt ud, især ikke det store antal, der kommer fra tidligere kolonier, som GB har misbrugt igennem århundreder.
Leo Nygaard.
Nu er det ikke sådan at Danmark ligefrem er et åbent land for indvandrere. Jeg tror ikke, at nogen i DK forestiller sig, at Danmark kan tage imod hele verden. Men vi kalder os et civiliseret land og vi er bundet af internationale humanitære aftaler. Dem synes jeg vi skal holde. Vi skal også yde mere til opbygning af Afrika. Vi har lov til at stille krav til indvandreres arbejdsindsats. Det står ikke i noget modsætningsforhold til ordentlighed. Men DF's og Nye Borgerliges konstante tilsvining af muslimer er under al kritik. Det eneste det giver er had til danskere. Det er så ubegavet.
Den konstante dårlige omtale af indvandrere i Danmark og brud på menneskerettigheder er ynkeligt og står ikke til ære for Danmark. Det bringer Danmark i miskredit alle steder.
Leo Nygaard.
Nye Borgerlige er de riges røst, ikke folkets. En stemme, der er flyttet til Schweiz, fordi de ikke ville bidrage i Danmark. Nu vil de købe sig til magt, uden selv at ville bidrage med skattebetaling i DK. De schweiziske skatteflygtninge og deres lakajer LA og NB giver en kvalme. Især når man er bekendt med nogle af politikernes forhold. Ja dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Vi står stærkere i EU end som enkeltlande. Se nu bare pandadiplomatiet i Danmark. EU har lige lavet en aftale med Kina, det ville Lars Løkke ikke have turdet, ellers så havde han nok måttet aflevere pandaerne tilbage. Anlægget i Zoo kostede knapt 200 millioner med det hele, så skal vi ikke tale om vedligehold af anlæg og pasning af dyr.
Citat fra Leo Nygaard.
"Runa - Du opgiver på forhånd.
Du foretrækker vel socialistisk diktatur frem for folkets røst.
Eller EU-diktatur langt fra folkets indflydelse."
Vi styrker vores selvbestemmelse ved at deltage i et forpligtende samarbejde i EU. Som et lille land er vi afhængig af at alle følger de fælles regler. Som ene 'suveræn'nation uden for EU er vi afhængig af de store landes og selskabers nåde. Det vil være naivt at satse på det
Vi styrker vores selvbestemmelse ved at deltage i et forpligtende samarbejde i EU. Som et lille land er vi afhængig af at alle følger de fælles regler. Som ene 'suveræn'nation uden for EU er vi afhængig af de store landes og selskabers nåde. Det vil være naivt at satse på det
Det østrig-ungarske rige står for mig som den i samtiden idéelle statsdannelse. Hvor minimum 14 sproggrupper og 5 religiøse retninger levede i sammen i gensidig respekt og med fælles rettigheder. Det brød samme under presset fra nationalisterne i 1914.
Ole Falstoft.
Jeg havde engang en chef, der mente, at oplyst enevælde var at fortrække frem for demokrati, fordi han mente, at der var for mange idioter blandt politikere.
Østrig-Ungarn var ikke oplyst enevælde men et demokrati
Jeg tænkte ikke på det Østrigs-Ungarske rige. Jeg tænkte på min gamle chef, da jeg læste din kommentar.
Ole Falstoft
Det var kun dit billede, der fik mig til at tænke på min gamle chef.
Ole Falstoft.
Jeg vedlægger en lidt mere præcis beskrivelse af dobbelmonarkiet Østrig-Ungarn, som var konstitutionelle monarkier.
"Østrig-Ungarn, personal- og realunion mellem kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn 1867-1918, også kaldet dobbeltmonarkiet eller Donaumonarkiet. Efter at Østrig i 1866 havde tabt krigen mod Preussen og mistet Venezia til Italien, indså den østrigske regering nødvendigheden af at imødekomme den ungarske elites ønske om selvstændighed. I 1867 blev der indgået et kompromis, det såkaldte Ausgleich. Østrig og Ungarn, der også blev kaldt hhv. Zisleithanien og Transleithanien, blev selvstændige, konstitutionelle monarkier med hver sit parlament. De to lande havde fælles monark, idet den østrigske kejser Frans Josef 1. samtidig var konge af Ungarn. De havde endvidere fælles ministerier for udenrigs-, militær- og finanspolitik. Repræsentanter for de to parlamenter mødtes hvert år i skiftevis Wien og Budapest. Her traf de beslutninger om fælles anliggender, og hvert tiende år skete der en genforhandling af Ausgleich med fastsættelse af den økonomiske byrdefordeling. Denne kvotefastsættelse var i hele perioden til fordel for dobbeltmonarkiets ungarske halvdel, der i begyndelsen kun betalte 30% af de fælles udgifter, senere dog 36,4%. Ausgleich var en skuffelse for rumænerne og de slaviske folk, der havde håbet at få samme suverænitet som ungarerne inden for Donaumonarkiets rammer. Polakkerne og kroaterne fik regionalt selvstyre i hhv. Zisleithanien og Transleithanien. Der blev dog ikke taget hensyn til tjekkerne i Bøhmen og Mæhren, der betalte en uforholdsmæssig stor del af fællesudgifterne. Tanker om at afløse den eksisterende dualisme med en østrigsk-ungarsk-kroatisk "trialisme" blev ikke ført ud i livet. Ungarerne afviste ethvert forslag om en yderligere føderalisering, og inden for deres egen rigshalvdel gennemførte de en målbevidst magyariseringspolitik (se magyarer), særlig i skolevæsenet. Det resulterede i øgede nationale spændinger og endte med dobbeltmonarkiets opløsning i slutningen af 1. Verdenskrig.
Hans Bagger: Østrig-Ungarn i Den Store Danske."