Opstandelsen var stor, da Bjarne Corydon udtalte sin berømte trosbekendelse:
»Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat.«
Og siden har konkurrencestaten været et skældsord. Særligt på venstrefløjen synes konkurrencestaten at være venneløs.
Kritikerne ønsker sig tilbage til velfærdsstatens velmagtsdage, hvor man var fri for konkurrencestatens neoliberale idé om ’nødvendighedens politik’.
Men Corydons trosbekendelse var modig. Modig, fordi han sagde ordene højt i et land, hvor velfærd er fast refræn i alle skål-, bål- og nytårstaler. Hvor ingen udover et forvildet fåtal sætter spørgsmålstegn ved velfærd som samfundets yderste mål. Hvor velfærd er kanoniseret, konserveret og sat på hylde som national værdi.
Men trosbekendelsen var også triviel, fordi Corydon blot korrekt konstaterede, at den globale økonomiske orden i dag er anderledes end den, der omgav velfærdsstaten. At Danmark med konkurrencestaten har tilpasset sig. Med stor succes.
Ja, netop den danske konkurrencestat fremstår som undtagelsen fra tesen om, at globalisering nøder alle lande til at føre en ’nødvendig’ økonomisk politik.
Som den grimme ælling, der vokser op i globaliseringens andedam og viser sig hele tiden at have været en smuk, sort svane. Et modeksempel, der sort på hvidt afkræfter, at alle svaner er hvide, at alle globaliseringens veje fører til USA, at konkurrencestater kun kan konkurrere på én måde.
Derfor håber jeg, at vi til næste folketingsvalg ikke kun skal vælge landets næste statsminister, men også Danmarks kommende konkurrencestatsminister. Men tør man næsten sige det højt i dag?
Konkurrencestaten skabes
Fra slutningen af 1970’erne, hvor globaliseringen tog fart, forsøgte Danmark en tid at fastholde en politik, hvor man groft sagt holdt velfærdsfest på andres regning.
Politikerne underfinansierede finanspolitikken, stiftede stigende statsgæld og løb fra regningen. Det skete for eksempel med flere omganges devalueringer af kronen.
Det gik først fint. Siden skidt. Pengene fossede ud af statskassen og samfundsøkonomien, og fremtidige generationers ve og velfærd var sat på spil.
Men på afgrundens rand tog man hul på et reformprogram, der skulle genoprette konkurrenceevnen og fremtidssikre velfærden gennem tilpasning af velfærdsstaten.
Over årtier og på tværs af partier gjorde man fælles front og tilbagevandt den tabte økonomiske suverænitet, så der i befolkningen fortsat kunne fæstnes lid til den langsigtede økonomi under bærende velfærdssøjler.
Man skabte kort og godt den danske variant af konkurrencestaten. En model, der gennem velfærd skaber stor velstand.
Derfor virkede det trivielt, at Corydon kunne udtrykke tro på konkurrencestaten som moderne velfærdsstat. Andet ville trods kanoniseringen af velfærdsstaten være anakronistisk.
Men åbenbart ikke. Ja, at dømme på reaktionen skulle man tro, at Corydon som en anden Machiavelli havde afsvoret Gud som moralsk rettesnor. Det havde han ikke. Men mindre kunne også gøre det.
Som Fanden læser Bibelen
Den nobelprisvindende økonom Paul Krugman har hævdet, at:
»Enhver, der skriver om handel som global kamp eller krig; enhver, der sammenligner lande med virksomheder (…) bruger begrebet konkurrenceevne, som en fuldebøtte bruger en lygtepæl. Som middel til at stå oprejst, ikke til oplysning«.
Det samme kan ironisk nok siges om de senere års debat om konkurrencestaten. Der har været trængsel om lygtepælen og mange har brugt debatten, som berusede personer bruger de fleste samtaler: en glimrende anledning til at gentage noget, man i forvejen mente om noget ganske andet.
Det har ikke mindst været tilfældet i Informations debatspalter. Som når Jacob Mark (SF) eksempelvis vil gøre op med konkurrencestaten og de offentlige ansattes stress ved at efterspørge en ’ro på-reform’. Eller når professor ved Aalborg Universitet David Budtz Pedersen hævder følgende i avisen:
»Ikke før konkurrencestatens kritikere og fortalere begynder at drøfte det nyliberale menneskesyn, er det mulig at forestille sig en anden statsform.«
Men enhver, der kalder konkurrencestaten et neoliberalt manifest; enhver, der udlægger konkurrencestaten som en ’nødvendighedens politik’, der bliver os påtvunget af globaliseringens jernbursimperativ; enhver, der i konkurrencestaten ser, hvordan ideen om Homo economicus i dag har fortrængt alle andre menneskesyn, læser konkurrencestaten, som Fanden læser Bibelen.
Et velstående land
Indrømmet. Den danske konkurrencestat er ikke uden problemer og kan også forandres til det bedre.
Men nettokompensationsgraden ved ledighed for lavtlønnede er stadig den højeste i OECD, langtidsledigheden blandt de laveste og indkomstuligheden stadig blandt de laveste i verden, omend den er stigende.
Hertil kommer, at skattetrykket er højt, den offentlige sektor blandt de største og den årlige arbejdstid blandt de laveste. Og – og det er den oversete pointe – den danske konkurrencestat er også stadig et af verdens mest velstående, højproduktive og finanspolitisk holdbare lande. Blandt de lande, hvor flest er i arbejde, selv om flere påstår, at ’det ikke kan betale sig’.
Men der skal mere ro på. Og et andet menneskesyn til. Ja, den bredere politiske debat efterlader det indtryk, at Danmark er landet, hvor alle har det skidt.
Kan det virkelig passe? Et land, hvor halvdelen af økonomien er under demokratisk styring? Hvor befolkningen er blandt verdens, hvis ikke historiens mindst markedseksponerede befolkninger med historisk store forbrugsmuligheder, en høj grad af social sikkerhed og meget fritid?
Dybe grøfter
Det er helt sort. Men den danske konkurrencestat forveksles altid med den amerikanske. Og den debat, Corydon begyndte, er kørt helt i grøften. Endda i hele to grøfter.
I den ene grøft sidder de, der ser konkurrencestaten som en udhuling af demokratiet til fordel for et teknokratisk embedsvælde. Afslutningen på politik. I den anden grøft de, der ser Danmark som et land, der trods høj velstand ikke kan følge med i den internationale konkurrence som resultat af for høj løn og skat. Afslutningen på økonomi.
Enten begræder man, at Danmark allerede er forvandlet til et neoliberalt land og beklager med resigneret defaitisme, at det ikke kan ændres. Eller også begræder man, at Danmark ikke er det.
Grøfterne graves hele tiden dybere. Den gyldne middelvej imellem dem bliver stadig sværere at se, balancere på og krydse. Det er efterhånden problematisk. For grøfteråberne kan ikke se vejen for bare jord.
Mulighedens politik
Den danske konkurrencestat er anderledes end andre typer. Danmark dokumenterer, at globaliseringen giver nye politiske muligheder. Flere veje til konkurrencemæssig succes, hvoraf den danske er blandt de mindst ringe.
Ja, om noget er konkurrencestaten udtryk for ’mulighedens’, ikke ’nødvendighedens politik’.
I en tid, hvor feberhede fantasier om at ’dræne sumpen’ florerer, og politisk protest manifesterer sig som modstand mod politik i sig selv, er det mere end nogensinde værd at minde om den særlige danske konkurrencestats egenart.
Ja, når Donald Trump kan vælges til præsident, kan man vel nærmest ikke overdrive behovet for, at Danmark får så dygtig en konkurrencestatsminister som overhovedet muligt.
For Danmark har brug for ledere, der ikke blot over for nyhedsværter fra Fox News, men også i den daglige politiks djævelske detaljer vil forsvare den danske konkurrencestat. Og det mindst lige så kontant som de mange, der i disse år søger at komme konkurrencestaten til livs.
Netop derfor kunne man ønske sig et folketingsvalg om, hvem der skal være Danmarks næste konkurrencestatsminister.
Martin Møller Boje Rasmussen, forsker i politisk økonomi ved Københavns Universitet og forfatter til ’Konkurrencestatsministeren: Til forsvar for den Danske konkurrencestat’
Forslag til Mette Frederiksen´s første tale til Folketinget som statsminister : Vi - i socialdemokratiet har alt for længe holdt fast i Tony Blair´s "Tredje Vej" og "New Public Management " der på det nærmeste har udraderet alle vores venner her på kontinentet som regeringsbærende partier - så det bliver ikke på min vagt at den skam skal overgå vores parti. Vi skal have et paradigmeskift i den økonomiske politik - Jeg nægter at fodre "Homo Economicus" med besparelser,arbejdsudbud der i realiteten spekulerer i at nedslidte dør før vi skal bruge penge på deres pension - Det er menneskefjendsk,direkte dumt at gøre som Lars Løkke Rasmussen der altid siger : Velfærdsstaten (konkurrencestaten) skal køre længere literen og så bruger blå benzin der,som alle véd,ødelægger motoren (velfærdsstaten) på sigt. Hvis det skal være en konkurrencestat skal det være en der konkurrerer på livskvalitet med et ustresset arbejdsliv,en værdig livsaften med tid til børnebørn.
Nogle siger det er for dyrt - hvilket er noget vrøvl - tilfredse borgere arbejder længere,betaler skat med glæde og bakker op om vores flyvende brumbasse. Det lover jeg - som en rigtig socialdemokrat.
Gad vide om den god forsker kender noget til det danske samfund før konkurrencestaten?
For at se konkurrencestaten som succes, er man nød til hypotetisk at fremskrive velfærdsstaten som en fiasko.
Ja Torben KL Jensen lade os håbe det. Men tror du selv på det.
Så en bemærkning til - "Det gik først fint. Siden skidt. Pengene fossede ud af statskassen og samfundsøkonomien, og fremtidige generationers ve og velfærd var sat på spil." - Ser næsten Fogh Rasmussen for mig.
Men det var Fogh Rasmussen der gik pengene til at fosse ud af statskassen ved hans og Kristian Jensens omlægning og nedskæringer af SKAT.
Tildels kan Fogh Rasmussens forbrug af Oliepengene fra Nordsøolien vel også siges at være brugt noget dumt - hvor AFR betalte sig til ikke at støde nogen ved bare at bruge løs af oliepengene - ja en anden og bedre aftale med AP Møller skulle også hales i land gennem en flertalsbeslutning i Folketinget - så B. Bentsen måtte i gang med forhandlinger. Osv......
At skrive sådan en artikel kræver vist, at
man er forsker (for mange af andre folks penge) og
man kan lide børn (der vokser op i fattigdom)...
Kære Martin Møller Boje Rasmussen,
Din forsvarstale for konkurrencestat lyder mere som en indestængt vreds udbrud af en indædt liberalist der måtte finde sig alt for længe i en velfærdstat.
I ordbogen står der ordet konkurrere kommer fra latinsk ord; concurrere der betyder 'løbe væddeløb'. Dette afstedkommer spørgsmålet: Hvem skal vi løbe væddeløbet for?
Den danske velfærdstat/den skandinaviske velfærdsstat er indtilvidere det bedst mulige løsningsmodel på et samfund: borgerne betaler og staten sørge for borgernes velfærd og sociale sikkerhed samtidigt beskytter det os selv mod vores egne grådighed, egoisme og hang til selvdestruktive tendenser.
Det er egentlig logik for burhøns og rene sund og fornuft.
Men i stedet for at udvikle den hidtil velfungerende danske velfærdmodel til det næste niveau og nu med grønne visioner og bedre livskavlitet, vil du gerne have vi skal være væddeløbsheste og løbe stærkere kun fordi ... og ellers ... hvad kan det ske?
Selve troen på konkurrence er, hvad der står i vejen for fremskridt - og alle ved det jo godt inderst inde!
Samarbejde, at trække på samme hammel, at hver bidrager til mangfoldigheden, som de kan bedst - og iøvrigt ikke tvinges til noget, de ikke kan klare. Lige om lidt har vi maskinerne til det nedslidende og grove, til det, der tvinger folk til at forlade sig på andres velvilje, så vi alle kan indtage vore lige pladser i et demokrati uden at være udgrænset af manglende økonomiske, kulturelle eller sociale forhindringer. - Men det er jo nok en dystopi for dem, der har magten i dag.
Én ting kan man altid regne med: det årti, hvor man er ung, står i et lysende skær i al fremtid.
Så har man svært ved at relatere til f.eks. den evindelige jagt på 'arbejdspladser', når det jo gik meget godt med en stor arbejdsløshed, iøvrigt direkte fulgt af en tid, hvor en stor del af kvinderne stadig var hjemmegående eller med få timers arbejde, om dette så var godt eller skidt for den personlige udvikling eller frihed, kan man jo altid diskutere.
Mon ikke den gode professor satser på en politisk karriere?
Det er da interessant at konkurrencestaten ikke altid har været et skældsord på venstrefløjen.
"Det gik først fint. Siden skidt. Pengene fossede ud af statskassen og samfundsøkonomien, og fremtidige generationers ve og velfærd var sat på spil."
Ja og pengene fosser stadig ud af statskassen men det er nu nok af helt andre grunde.
Og så har arbejdsmarkedet ændret sig markant, (men det gælder nok ikke for professorer) fra flexicurity over flexploitation til flexisme.
Fleksibiliteten er blevet en tvang i konkurrencesamfundet. Man skal være stadig mere smidig og elastisk for at gøre karriere på arbejdsmarkedet. Kan du ikke klare mosten er det dig der er noget galt med ikke rammerne. Det viser sig i følelsen af utilstrækkelighed, selvkritik og stress. Kritiken går indad ikke udad og det drejer sig nu om nu om resiliens - at gøre sig stærkere. Personale på sygehus hopper i elastik en halv time for at styrke musklerne så de kan holde længere. Mange med fysisk hårdt arbejde må hver dag tage piller for at klare sig gennem dagens arbejde. Nej det er ikke tempoet i konkurrencestaten men dem der er noget galt med.
Godt indlæg og dejligt at få konkurrencestaten på tapetet igen; visionen herom og praksis er langt bedre end dens ry.
I disse politiske nedslidnings- og politiske pensionstider skulle vi måske også koble (folke-)pensionsalder og arbejdstid lidt mere hensigtsmæssigt? Hvad med at genindføre en FAST pensionsalder for alle, fx 67 år som den var indtil 1998, hvor Nyrup fik den ændret til 65 år i forbindelse med sit løftebrud om efterlønnen. Så kunne vi sætte den ugentlige arbejdstid op til 45 timer (5 dage á 9 timer). Rigtig mange videns- og administrative arbejdere har i forvejen en arbejdsuge på +45 timer uden kompensation.
Igen et indlæg med en person der tilsyneladende er helt uden jordforbindelse - SUK
Du kan jo starte med at dele din løn med dem i bunden af arbejdsmarkedet som ikke har fået del i konkurrencestatens overflod og som ydermere må se forringelser af velfærdsydelserne når de ryger af karusellen og er slidt op.
Konkurrencestatens succes afhænger vist af hvem der har brillerne på. Mere er der ikke at sige om det.
" Gad vide om den god forsker kender noget til det danske samfund før konkurrencestaten?"
Peter. Manden er DJØFer. Hvad pokker forventede du? Kasten er ikke interesseret i Danmark, i det land og den historie vi har, i de erfaringer det her land er bygget på. Det eneste de vil, er at drømme højt om Ayn Rands utopier.
@O K F Juhl
Videns- og administrative arbejdere er ikke så påvirkede af det 30% muskelmassetab, der sker fra man fylder 40 år til man fylder 70 år.
Muligvis kan et konkurrencesamfund være velfungerende i og for sig, men jeg synes, alt tyder på, at det ikke er den samfundsform, som bringer mest glæde for individet. Snarere tværtimod tyder det på, hvis man ser på statistikkerne over stress etc.
Det kan for så vidt være fuldstændig ligegyldigt, om en samfundsform er velfungerende i og for sig - hvis den gør de individer, som lever i samfundet, stressede, deprimerede og nedslidte, har den spillet fallit.
Når man er blevet opfostret med at skulle konkurrere med alt og alle, kan det måske være svært at forestille sig, hvordan man skal få sin adrenalin og dopamin på andre måder end at save andre mennesker over med sine albuer. Men jeg er ret sikker på, at langt de fleste mennesker ville befinde sig bedst i et samfund, som baserer sig på tillid, samarbejde og sammenhold.
O K F Juhl
Hvorfor i alverden skulle man da holde fri om lørdagen? Det kendte man skam ikke til min barndom.
Hvad kronikøren har i hovedet, når han taler om 'velfærdsstaten' som et aktuelt faktum er svært at gennemskue. Er det småbørnsplejen, er det folkeskolen, er det sygehusvæsenet, er det den almene lægepraksis, er det ældreplejen, eller hvad mon han tænker på? Ja, så kan han give sig til at sammenligne med USA, Rusland, Kina, Bulgarien og hvad ved jeg. Det, man vist kan sige uden at tage for meget i munden, er at det går baglæns på alle de nævnte områder. Og så er der visse andre, skattelyspekulanter, og andre fremseende globalister gor hvem nutiden er strålende. Takket være konkurrencestaten, blandt andet.
Finn:
"Hvad kronikøren har i hovedet, når han taler om ’velfærdsstaten’ som et aktuelt faktum er svært at gennemskue"
Nej. Det er ufatteligt nemt. Fem ord:
Send flere penge. Til DJØFerne.
Danmark har brug for en statsminister der tør gøre op med konkurrencestaten. Fuck konkurrence staten og al dens væsen ...
Tænk, at vi overhovedet skal diskutere det her!
Det må være en yngre historieløs forsker - der i lyset af nutiden kan skrive sådan en gang ævl og vrøvl.
De velkendte floskler tages i anvendelse for at styrke udsagnet om konkurrencestaten og den fortsættelse; "pengene fosser ud af statskassen", i øvrigt et jævnligt gentaget ordspil i forskellige forklædninger, der fortsat ikke gør dem rigtige, hverken i fortid eller i nutid.
Den liberale trivialitets tilstedeværelse ses i hele indlægget, uden der kommer noget nyt for dagen, selv ikke engang om "konkurrencestaten", - der blot er synonym for "regnearks økonomi i liberal forståelse for mennesker i et samfundet, som sandhedens politisk redskab", og krydres med atter en kendt og gentaget liberal floskel; "verdens højeste skattetryk", - underforstået; "at man ikke får noget for pengene", - men det er jo ikke sandheden, staten snupper ikke pengene til politikernes vellevned, men bruger i stedet skattepengene til infrastruktur, veje, broer, offentlig trafik, lysregulering, politi, sygehuse, miljø osv., osv., osv.. som borgerne og virksomhederne kan benytte
i forbindelse med et samfunds moderne virke for alle.
De skattebetalte sygehuse, er danskernes livsforsikring så de kan blive kørt på sygehuset og behandlet for de skader de har pådraget sig i hverdagen, såvel hjemme som i forbindelse med deres arbejdsplads, - og ikke som i Amerika hvor den enkelte selv skal købe sig til noget lignende ud af deres løn efter skat, - en skat der ganske vist er mindre, - men alligevel efterlader mange lavtlønnede med en ringere dækning, som de er i stand til at betale.
Generelt fejler liberalismen på alle områder i samfundet på de kerneværdier som de selv hævder de står for via deres floskler for liberalismens herligheder for ethvert samfund.
Liberalismen har f.eks. ikke selv for egne penge bygget et eneste sygehus, som borgerne ikke skal betale for behandling på, og ligeledes er det med veje og broer, uddannelse, miljøtiltag eller i andre dele af samfundet for en god infrastruktur i noget samfund.
- Heller ikke i Amerika gør liberalismen noget i den retning - eller noget der bare minder ganske lidt om det, nej tværtimod, for i liberalismens "butikker" koster alting penge, der skal betales ved kasse 1 omgående.
Ser vi blot tilbage til 00erne med AFR er det gået den modsatte vej, først med krisen i 2007-8 i "minimalstatens" skygge, og hvor AFR hævdede, "at de økonomiske lærebøger skulle skrives om", og gjorde de bekymrede økonomer skamme - nu hvor det gik så strygende, braste korthuset sammen om ørerne på regeringen.
Selv vor indenrigsminister LLR spilled på de liberale strenge med de private sygehuse for statens penge, ved at give disse sygehuse så eventyrlige gode økonomiske tilskud(overbetaling) på over 1 mia. årligt for at bevise "det private altid er bedre og billigere end det offentlige".
- De var jo ikke for egne private penge, når de blev finansieret af statens pengekasse med så store tilskud, og helt fri for krav om selv at rette op på deres egne fejloperationer, som de sendte deres fejlopererede patienter over i de offentlige sygehuse bagefter.
Administrationen af Skat under Kristian Jensen er en skandale, som ingen har stået til ansvar for, og som dengang indtil 2010 endte med et efterslæb af uindbetalte - uopkrævede skatter nåede op på - så vidt jeg husker 55 mia., og set i forbindelse hvad det elektroniske system EFI kostede 3 -5 mia. der skal lægges til, foruden det den siddende skatteminister siger det koster 13 mia., at rette op på skat, samt hvad et nyt it-system koster 4 - 6 mia., så ender vi med en regning på 70 - 80 mia. den liberale ideologi har kostet det danske samfund.
Det eneste den liberale ideologi kan, er postulere sin herlighed for alle med falske floskler om deres fortræffelighed for borgerne, og dermed iscenesætte et falsk samfunds paradigme, for at nedbryde enhver andens samfundsmodel end den de kan tjene mest på, og samtidig opnå en skjult undertrykkelse af såvel samfundet som af dets borgeres livskvalitet.
Den liberale ideologi er og bliver et stort fupnummer og bedrag helt på linje med Uber og adskillige af de nyere elektroniske platforms tjenester, der iscenesætter debatindholdet med falske floskler om deres væren i samfundets tjeneste.
Tage blot et lille tilbageblik på opbygningen af vores infrastruktur, med meje, broer, politi, sygehuse osv., osv., så er det statens der igangsætter disse arbejder ude fra erkendelsen af et behov, og nogle gange et ændret behov, - fra 2 sporet motorvej til 3 eller 4 sporet osv., osv., og det betales med de skatter og afgifter som statens opkræver, - til den private sektor for udførelsen af disse samfundsopgaver, - der private gør det jo ikke for deres penge(!), for de arbejder ikke gratis selv, sådan som de vil have os til at forstå staten gør det.
Når det modsatte hævdes er det alene for at iscenesætte debatten på falske præmisser om den fæle stat der blot stjæler folks penge, og berøver dem deres livskvalitet og velstand!
Konkurrencestaten er jo bare en form for tvangsindlæggelse til kapitalistisk udbytning. En slags kontraktlig slavegørelse af os alle sammen, med en indbygget klausul om et utilstrækkeligt, nedbrydende samfundssystem, hvor vores børn er dømt til mistrivsel og dårlige uddannelser, og vi selv til en alderdom iført ble og fastspændt til en uredt seng. Der skal jo være til skattelettelser, alt andet er uansvarlig, økonomisk politik, som de borgerlige siger. Ad.
I gode film er konkurrencestatens slavepiskere eller hjernevaskede fortalere altid fjenden. Sådan burde det også være i virkeligheden. Come on. Kravl tilbage under din sten, Corydon.
Jeg fik ikke læst hele kronikken, da jeg fik det dårligt. Jeg må have spist noget, jeg ikke kunne tåle, eller læst...
Fantastisk at en forsker i politisk økonomi ved KU kan skrive en hel kronik om konkurrencestaten, velfærdsstaten, globaliseringen og en nødvendig økonomiske politik uden med et ord at nævne den herskende neoliberale kapitalisme med et ord. Det er den succesfulde kapitalisme , det vil sige den vellykkeden nationale 'erobringens økonomi', realiseret på globalt plan, der frem for alt driver velfærdsstaten og sikrer dens overlevelse.
Hvis vi alle i staten var en slags olymiske deltagere, ville en konkurencestat være det rigtige valg. Men en stat, der har et ansvar for alle sine borgere, kan ikke være en konkurrencestat. Der må og skal være noget for alle borgere. For teoretisk er der vel ikke plads til ældre borgere og pensionister i en konkurencestat - med mindre disse har sparet godt op.
Informeren kan godt lide at provokere
Hidtil har vi alene set V og K i den første regering efter 00erne, kun kort afbrudt af 2011 - 15, og siden fortsat med massive besparelser generelt over hele vort kendte velfærdsområde, - også selv om de ønsker at skjule det bag smarte ord som "omprioriteringsbidrag", så er og bliver det en fortsættelse af nedgangen i velfærdssystemet som det engang var.
Den seneste gang førstehjælp til kapitalen er kun nogle få uger gammel, og kunne opleves på DR nyhederne hvor staten havde indgået en kontrakt med NETS om levering af en tvangs e-mail til alle danskere, der skulle være for det private, på linje med "Borger.dk".
Vi hr jo allerede en ekstra e-mail via "e-Boks", som mange private virksomheder har tilmeldt sig, og som borgerne frit kan tilmelde de private virksomheder, som de ønsker at få e-mail fra.
Med den kontrakt mellem staten og NETS skal vi nu have en ekstra, - og helt unødvendig tvangs e-mail, og vel og mærke én som staten finansierer med skattekroner, og som vil give anledning til nye arbejdspladser for statens skattekroner fra borgerne.
Så kan regeringen igen sige, at det private skaber arbejdspladser nok så meget om, at kapitalen skaber arbejdspladser, - men det er altså for statens skattekroner det sker.
Havde det været det private der selv skabte arbejdspladserne til denne "Tvangs e-mail" så skulle NETS jo selv have investeret egne penge i foretagenet, og tilbudt borgerne NETS løsning i fri konkurrence, og set om borgerne ville betale for endnu en e-mail ligesom e-Boks allerede er det.
Nu har vi e-Boks for borgere, fra det offentlige og private, som staten betaler for, - og så skal vi have endnu en statsbetalt tvangs e-mail fra NETS, der ikke er bedre end den vi i forvejen har i e-Boks løsningen.
Alene programmet kommer uden tvivl til at koste statskassen flere mia. af borgernes skattekroner, og dertil kommer driften der årligt også vil koste mia. - alene for at bevise det private skaber arbejdsplader, - NEJ, det er jo statsbetalt for NETS har ikke selv lagt fem flade ører i projektet selv.
'Konkurrencestaten' - et tomt buzzword som giver dollartegn i øjnene på privatkapitalisterne og får socialisternes pis i kog. Det kan vi ikke bruge til noget som helst andet end grøftegravning.
For spørgsmålet er jo : HVAD skal vi konkurrere om? Overlevelsesressourcer? Ligesom alle de andre ude i den store verden? Eller skal vi konkurrere om livskvalitet, omsorg for os selv og vore omgivelser udfra en permakulturel (slå det op) livsforståelse? For så vil jeg godt være med. Men dansen om guldkalven ... NEJ tak!
Morten Møller Boje Rasmussen (MMBR) om stress, der er med til at skabe den fantastiske konkurrencestat:
MMBR blev interviewet i Deadline 30.3. af Jacob Rosenkrands:
https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-10/deadline-2019-03-30?queryha...
5:34 inddrog Rosenkrands den offentligt ansatte bl.a. sygeplejersken, der føler hun bliver pisket rundt i manegen og ikke vil være fodsoldat i konkurrencestaten:
"Hvad ville du sige til vedkommende?"
MMBR: “Det er korrekt at konkurrencestaten ikke er uden problemer” (…)
"Og så vil jeg så sige, at hvis man en gang imellem skulle komme med et rosende ord til den sygeplejerske og den SOSU, så ville man sige: prøv at se et fantastisk projekt, du er en del af, fordi det store bidrag og den stress, det afstedkommer, er jo med til at skabe, hvad kunne man kalde det, næsten en avantgardestat i verden. Vi er ved at vise resten af verden, at det man ikke troede kunne lade sig gøre, det kan faktisk godt lade sig gøre.”
MMBR bør læse "Løgstrup og sygeplejen" af den norske professor Kari Martinsen (KLIM 2012) s. 65:
"For at komme giennem dagen udfører sygeplejersken det hun kalder for "umoralske handlinger" over for patienterne. De føler sig tvunget til at gå på akkord med deres idealer for at komme igennem dagen. Løsningen bliver travlhed som en livsform, og det kan føre til objektivisering af patienten og en tiltagende kynisme.
Aakre (1) skriver: Vi har længe vidst, at travlheden kan føre til grusomhed, og at ondskab kan udvikle sig i plejekulturer. Bevidst og ubevidst ændres ens vaner og professionelle selvforståelse. Sygeplejersken fortæller:
Jeg arbejder på at blive stålsat. Jeg orker ikke mere skyldfølelse. Jeg holder afstand. Hos os handler det om tempo. Selv om jeg ved, at jeg dagligt er til hjælp og støtte for nogen, ved jeg godt hvem jeg har forbigået. I omklædningsrummet på vej hjem har jeg altid skyldfølelse over det ugjorte. Men det gode ved tempo er, at det hindrer mig i at se klart".
1) Aakre, Marie 2009 "Moralsk stress - og hva det gjør med oss" Sykepleien, nr 13, 2. 74-76
Jeg har altid ment at konkurrence medfører nogle få vindere og en helt masse tabere. I min verden, er penge et fiktivt begreb uden egentlig værdi, hvor arbejdskraften er den virkelige værdiskaber, som har opbygget det velfærd vi alle er en del af. I den neoliberale virkelighed forholder det sig omvendt, her er det penge som har den egentlige værdi, og arbejdskraften der bare er et nødvendigt onde.
Netop, i konkurrence er der vindere og tabere. Det hører kun hjemme i sportens verden ikke i livet. Med mindre man ønsker en verden, hvor jungleloven hersker, og det største dyr i skoven vinder.
Konkurencementaliteten i samfundslivet er en sygdom, der har udviklet sig til en mangelsygdom, som mennesker uden held prøver at kurere med penge, magt, porno, forlystelser, psykofarmaka og andre meget frygtelige måder som f.eks. pædofili.
Uden kærlighed og omsorg bliver alt bare værre og værre, og vi ser nu forfaldet eskalere i de offentlige institutioner. Vuggestuebørn må sidde alene og ligefrem være i livsfare, og det er ingen ny historie. For mange år siden fortalte een af mine pædagogveninder om disse utålelige forhold med for få voksne til for mange børn. Men systemet har en klemme på de tjenestemandsansatte pædagoger, som ikke må strejke.
Konkurrencestatens fortalere forråder fællesskabet og advokerer for, at fællesejet er deres lovlige bytte. Og vi ser frontfigurerne i disse afleveringsforretninger : dyremose/ktas > 80 mio, henrik poulsen/dong > 80 mio og corydon får toppost hos mckinsey, bo nilsson > 628,9 mio. Statens seruminstitut bliver bare afleveret til araberne, og hvilke andre grumsede affærer forløber i skjul for offentligheden? Men hvad vi kan se er, at prioriteringen i den af visse så højt besungne konkurrencestat er egenvinding fremfor omsorg for vuggestuebørn.
Globalt set og i konkurrencestaternes kølvand ses stigende miljø-og socioøkonomisk kaos. I hvis interesse er denne undergravning af fællesskabets institutioner? Følg pengene - find de ansvarlige.
Som man råber i skoven får man svar. Når man vælger økonomi som den eneste målestok for samfundets succes - så kan man nok komme frem til at firmaet Danmark er succesfuldt. Man glemmer bare, at det er på bekostning af et massivt svigt af unge og ældre og dem ind imellem der ikke formår konkurrencens stress og belastning, man glemmer at der er andre parametre, som f.eks antallet af stressramte, depressive, selvmord, etc der langt bedre fortæller om samfundet er en succes.
Fra fb :
"Dagens citat er en facebook bruger:
Jan Rosenkrantz
'20 år frem I tiden I en moderne institution.
Far hvorfor lod folket bare som ingenting ?
Det gjorde vi heller ikke søn.
Kæmpede folket mod at fylde atmosfæren, jorden, vandet, havene, madvarerne, medicinen med giftstoffer, eller ulovlige krige, korrupte regeringer ?
Nej søn vi kæmpede for mere personale I børnehaverne'
Mens vi bliver præsenteret for den ene svindel skandale efter den anden, mens vi gennem et kvart århundrede har hørt på at teknologien nok skal løse vores klimatiske udfordringer, alt i mens teknologien udelukkende promoverer kapital og mere forurening og krig. Det kan vi ikke stå op for. I Frankrig er de gennem 7 måneder gået på gaden i million tal og sagt fra overfor korruption, magtmisbrug og tyveri af skattekroner, som systematisk foregår på tværs af parti magter.
Men hvad kæmper vi for i Danmark ? Vi kæmper for et set up hvor vi kan distancerer os fra vores børn. Vi brokker os over at der ikke er penge til ekstra pædagoger. Måske hvis du åbnede øjnene og forstod at der er en sammenhæng, mellem ophørsudsalg af vores energi selskaber til en fjerdel af værdien. Skattesnyd for tusinder af milliarder, refusionsskandaler etc og manglende pasnings muligheder. Så gå dog på gaden for årsagen i stedet for symptomer.
Men nej nej, vi skal på gaden for at vi med tryghed kan sende vores børn ud af syne ud af sind.
Og til dig der ellers er enig, men syntes det her er vigtigere end efi, danske bank svindel, skat, ulovlige angrebskrige og plastik i din mad etc. Du har to valg, bliv fornærmet og skyd det hen som, jeg ved heller ingen ting. Og jeg skal ikke fortælle dig at du kæmper for at fravælge dine børn,, for det gør du ikke du kæmper for bedre vilkår til off nylig ansatte.
Til dig... Dejligt, bliv ved, men ta din kamp til næste niveau også. Ta kampen der hvor du vinder det hele. Der hvor du får lov til at bruge alle de penge vi vil på vores børn og offentlige ansatte hvis det er vigtigst. Og hvor de ikke ender i lommerne på svindlere orkestreret af korruption i det politiske system.
Men ta kampen der hvor samfundet vinder. Ikke der hvor du tigger om brødkrummer. For det her er altså brødkrummer. Så vælg at blive vred eller vælg at reflekterer. Og til slut, tak for at du kæmper. Tænk sig hvis det kunne aktiveres til en generel protest."
https://swprs.files.wordpress.com/2017/08/cfr-media-network-hdv-spr.png
Få et overblik over 'the american empire and its media'
Staten skal facilitere borgerne, deres ve og vel, såvel som erhvervlivet, der dog skal indordne sig visse krav.
Staten skal ikke facilitere konkurrencestaten, hvilket den høj grad har gjort de sidste mange år, fordi samfumdet og hermed osse staten anses som en virksomhed.
Velfærdssamfundet har været så meget på retur, at man efterhånden kan tale om et farvelfærdssamfund, hvilket jeg mener er en forkert udvikling.
Det kan godt gøres lidt mere elegant og meget mere humant.
I konkurrence staten er velfærden underordnet selve konkurrenceevnen og produktionens logik. Hvor tit har vi ikke hørt borgerlige politikere argumentere for, at indtjeningen er forudsætningen for velstand og velfærd? Det har stået på i årtier. Men netop denne underordning af velfærd under konkurrencen og markedets betingelser bevirker, at konkurrence staten rummer et stort paradoks, for den må trimmes ved, at beskære velfærd, og der er grænser for dens legitimitet i den brede befolkning, for befolkningen må forstå, at nedskalering af velfærdsordninger er til dens eget bedste.
Det svarer i store træk til, at give et barn en endefuld, hvorefter man skal lægge sig i selen for, at forklare, at barnet skam må forstå, at det blev gjort til dets eget bedste.
Om Corydon var modig med sin vision? Vel det viser vel, at han måske aldrig havde ejet den vision om lighed der gjaldt for socialdemokraterne i et par generationer. Velfærd og lighed var målet - ikke et middel eller underlagt andre mål, for hvad er målet for konkurrence staten ud over, at trimme konkurrenceevnen fra A til Z, hvilket ikke bare indebærer beskæring af velfærd, men en disciplinering af arbejdskraften fra A til Z.
Det har i alle tilfælde ikke skortet på reformer, så som opstramning af dagpengeperioden - eller sanktionsmuligheder i fald man ikke som ledig i tilstrækkelig grad var til rådighed for arbejdsmarkedet. En udvidelse af arbejdsstyrken var et mål uanset hvad - nuvel det holder også prisen på varen arbejdskraft i ave.
Med andre ord rettighederne for den almindelige borger er blevet omkalfatret - og ligeså er pligterne.
Når man taler om konkurrence-statens succes glemmer man så ikke i farten, at uligheden er steget markant, og at netop at den deregulering af markederne som konkurrence- staten skal tilpasses til har ført til flere bobledannelser i markederne og kriser med konsekvenser for millioner af mennesker
Det er dog lidt paradoksalt, at staten skulle regulere i den keynesianske ære og underskud i perioder gik an, som staten dog kunne sælge obligationer, hvor en del stater i den neoliberale æra mere eller mindre kronisk har underskud på statsbudgetterne, som staterne dog må træde i karakter når markederne er ved, at bryde sammen.
Hvad konkurrence staten har betydet over en lang glidebane er, at den sociale tryghed er blevet reduceret for de mange. Og det er ganske vist lidt vulgær marxistisk, at se staten som en repressiv størrelse under kapitalismen, men det rummer dog et flig af sandhed.
Denne trimning efter regnearksmetoden er ganske visionsløs - kun markedstilpasning gælder - og da stort set alle stater er slået ind på den vej - er der stort set ingen vej uden om.
Men mon ikke dette neoliberale paradigme også ser sin ende en dag.?
Er man gammel nok, så husker man sikkert bedre tider inden konkurrence staten - og dens fortalere har et forklaringsproblem, for hvordan kan nødvendige nedskæringer være velfærd? Har man en vision så vil man progression med andre ord.
Man nu kan vi sikkert godt øjne, at velfærden kan reduceres yderligere i konkurrence statens navn. Men legitim bliver den sgu aldrig - den konkurrence stat - med mindre man sidder i et elfenbenstårn højt hævet over almindelige mennesker, der må holde for i konkurrenceevnens navn.
Liberalismen vender tingene på hovedet for at få markedsfordel - og fordi det tidligere kunne lade sig gøre; men i dag, hvor den moderne kommunikation ligesom bedre kan samle det hele billede, må vi nøgternt se på, hvem der gør hvad for hvem.
Er det venligt at åbne en virksomhed og tilbyde arbejdspladser til de omkringboende? Ja, det kan det da være, hvis arbejdet er på ordentlige vilkår, og hvis en stor del af det, man tjener på arbejdskraften, går tilbage til almene nyttige aktiviteter til borgernes bedste og samfundets opretholdelse.
Der er jo ikke mangel på entreprenante herrer og damer, der godt vil udnytte ressourcerne i samfundet til egen vinding - og det er i orden, så længe overskuddet er rimeligt.
Det er klart nok, at hvis man er blå helt ind til benet, så har man givet ikke de store problemer med den vision, om konkurrencestaten som Corydon satte i tale.
Da velfærd er skattefinansieret er det forståeligt selv for venstreorienterede, at midlerne er ikke er ubegrænsede. Men der er jo også gennemført en række reformer i form af skattelettelser i tidens løb, altså reduktioner i noget af det finansielle grundlag for velfærdsstaten. Et postulat kan jo trækkes så vidt, at skattelettelser mere mindre er selvfinansierende.
Hvor det på den ene side kan være svært, at argumentere imod gennemførelsen af nødvendige reformer, så kan enhver politisk reform eller beslutning jo efterfølgende begrundes med nødvendighed. Sådan vil en virksomhed vel også begrunde fyring af 1000 medarbejdere med nødvendighed. Og for et samfund er der naturligvis lidt grænser for hvor langt det holder - ikke mindst i lyset af, at der ikke er konsensus om hvad som helst og anvendelsen af offentlige midler også er lidt en kampplads.
Det var vel ikke usædvanligt, at en dansk Finansminister udtalte en vision om Konkurrencestaten, men det var usædvanligt, at en Socialdemokratisk minister gjorde det. Både når man ser på Socialdemokratiets historiske ophav og hvor S står. Det var vel kontroversielt i en grad, hvor Mette F har følt behov for, at lægge lidt afstand til udsagnet.
I essensen er visionen om konkurrencestaten dog også "blå i sit væsen"
Det handler om, at tilpasse og trimme velfærdsstaten til kapitalistiske betingelser. Kritik af kapitalismen eller hvad der rækker derudover må forstumme. I Corydons verden var den økonomiske politik end ikke til diskussion - det var helt enkelt et spørgsmål om nødvendighed.
No wonder, at venstreorienterede har problemer med visionen - eller andre for den sags skyld - ikke mindst når statens og kommunernes politikområder var under kirurgiske indgreb af sparekniven. Og hele svineriet begrundes med nødvendighed, så hvilket rum levner det for nogen som helst andre visioner - end det der gælder på bjerget?