Læserbrev

DF har misforstået os fra provinsen med deres slagtning af Radio24syv

DF’s arrogante omtale af folk i provinsen i forbindelse med lukningen af Radio24syv kan ikke reddes af en DAB-kanal, skriver Markus Klokhøj i dette debatindlæg
9. april 2019

I sidste uge blev det pludselig klart, at nedlukningen af Radio24syv ikke var den vælgerkonfekt, som Dansk Folkeparti havde forestillet sig.

Det er formentlig også årsagen til, at partiet pludselig er kommet på en kreativ løsning i forhåbning om at dæmpe vreden i befolkningen. Løsningen hedder DAB og er formentlig blevet hevet ind fra sidelinjen i et desperat forsøg på legitimere drabet på en radiostation, som hele Danmark på overraskende kort tid har taget til sig.

Problemet ved DAB-radio er, at der ikke er nogen, som lytter til det. DAB-frekvensen er et døende hipsterformat, som primært appellerer til det segment, som Kristian Thulesen Dahl & Co. formentlig vil kalde ’københavneriet’, ’lattelakajerne’ eller ’eliten’.

Med andre ord bliver Dansk Folkepartis faktuelt forkerte tese om Radio24syv som ’københavnerradio’ en selvbekræftende fortælling om den ekskluderende radiokanal fra storbyen, som kun de få lytter til.

Udfordringen for DF har interessant nok vist sig primært at komme fra den befolkningsgruppe, som partiet forsøger at tilgodese.

En meningsmåling fra sidste uge viste, at kun 18 procent bakkede op om udflytningen af 24syv. Ved at smide Radio24syv ind som kanonføde i en nært forestående valgkamp har Thulesen Dahl & Co. læst befolkningen utroligt dårligt og er kommet til at virke arrogante i deres omtale af os fra provinsen.

Selv kommer jeg fra Holbæk, som er den vestsjællandske udgave af Tulleland, og en kommune, hvor mængden af DF-vælgere er vokset massivt gennem de seneste ti år. Derfor ved jeg også, at hvis der er noget som kan pisse folk fra provinsen af, så er det, hvis partier på Christiansborg på forskruet vis vil fortælle dem, hvad de kan kapere at lytte til.

At man indikerer, at Radio24syv er for avanceret til folk vest for Valby Bakke, gør bare, at befolkningen i Holbæk, Herning og Hobro skruer ekstra højt op for Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, næste gang hendes stemme gjalder ud igennem FM4-frekvensen.

Forhåbentlig gør det også, at folk møder op til vores demonstration for kanalen på Christiansborgs slotsplads på lørdag.

At gøre Radio24syv til DAB-kanal er nemlig ligesom at bede DF om at lade være med at føre udlændingepolitik. De burde om nogen vide, at en del af sjælen forsvinder i det øjeblik, der ikke er nogen, der lytter.

Markus Klokhøj er jurist

DF’s nye signal om Radio24syv betyder ikke, at kanalen kan fortsætte uændret. Hvis den sprælske lille station skal blive en rigtig forretning, kræver det, at der slækkes voldsomt på public service-kravene, ikke mindst omfanget af national nyhedsdækning, og det kræver reklamer i massivt omfang og meget mere musik. Og så er det ikke længere hverken 24syv eller en taleradio
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
  • Thomas Tanghus
  • Morten Wieth
  • Jørn Andersen
Frede Jørgensen, Thomas Tanghus, Morten Wieth og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Selv kommer jeg fra Holbæk, "

Ja, men så tager vi da lige Markus på Linkedin. Afsluttede jurastudier på KU. Cyber strategis-konsulent hos Deloitte.

Et, temmelig gennemskueligt, forsøg på at pynte sig med udkantsfjer?...Er det det, de kalder en "nødløgn" på jura?