Kronik

Dramatiker: Det skal være slut med Hollywood-dramaturgiens fremstilling af et ’os’ og et ’dem’

Ingen har gavn af, at terrorangrebet i Christchurch fortælles efter berettermodellen. Hvis vi vil forandre verden, må vi væk fra den konflikthungrende struktur, der i dag er styrende for både dramatik og politik, skriver dramatiker Joan Rang Christensen i dette debatindlæg
Farid Ahmed overlevede terrorangrebet i Christchurch, New Zealand, men det gjorde hans kone ikke. »Jeg har mistet min kone, men jeg hader ikke morderen,« siger han. Og åbner ifølge krønikeren op for en anden type fortælling, som ikke passer ind i den politiske fortælling, der ellers foregår i Vesten.

Farid Ahmed overlevede terrorangrebet i Christchurch, New Zealand, men det gjorde hans kone ikke. »Jeg har mistet min kone, men jeg hader ikke morderen,« siger han. Og åbner ifølge krønikeren op for en anden type fortælling, som ikke passer ind i den politiske fortælling, der ellers foregår i Vesten.

Sanka Vidanagama/Ritzau Scanpix

20. april 2019

»Jeg har mistet min kone, men jeg hader ikke morderen. Som menneske elsker jeg ham. Jeg kan ikke støtte, hvad han har gjort, men jeg tror, at han, på et tidspunkt i sit liv, er blevet såret, og at han ikke har kunnet oversætte smerten til noget positivt, derfor gør han det forkerte.«

Farid Ahmeds ord til BBC News efter terrorattentatet i New Zealand er på nuværende tidspunkt blevet set 4,7 millioner gange, siden det blev delt på Facebook den 18. marts.

Langt størstedelen af de kommentarer, der nu ledsager klippet, hylder Ahmeds budskab om tilgivelse og kærlighed til mennesket. Længslen efter fred i alle disse stemmer er tydelig. Det gør dybt indtryk verden over, at en mand, der netop har mistet sin kone, kan udtrykke et så stærkt og næstekærligt budskab.

For hvad er det for en reaktion, vi havde forventet af en mand, en muslimsk mand, i sådan en situation? Vrede, måske? Eder og forbandelser? Hævntørst og Allahu Akbar? Hvad er det for en rolle, vi skriver Ahmed ind i? Hvad er det, vi forestiller os, der vil ske efter en terrorhandling?

Politiske fortællinger

Den vestlige verdens historiefortælling benytter i dag næsten udelukkende den kompositionsmodel, der hedder lineær dramaturgi. (Måske har du hørt om ’Berettermodellen’ og ’Hollywoodmodellen’? Det er dem, jeg mener). Det betyder, at når vi laver film og teaterstykker, sætter vi vores historier sammen efter et bestemt forløb og med på forhånd definerede funktioner for rollerne.

Modellen er effektiv, men når den rykker fra fiktionen og ind i den politiske tænkning, i vores verdensforståelse, bliver det farligt.

Et teaterstykke, der er skabt efter den lineære dramaturgis principper, har et kronologisk handlingsforløb. Der er en helt, vi holder med, og en modstander, som vi ikke holder med. Og som vi ikke begræder tabet af, når vedkommende til sidst bliver kvalt, skudt, forgiftet eller lignende.

Hele modellen er koncentreret om konflikt. En konfliktfyldt situation, hvis eneste opgave er at udvikle sig, blive værre og værre og eskalere ud i det uendelige, indtil et klimaks opløser situationen. Så er historien slut, og en ny efter samme konflikthungrende struktur kan begynde.

Der er den model for historiefortælling, vi regner for den rigtige.

Tidligere i scenekunstens historie har man forsøgt sig med andre kompositionsmodeller. I 1700-tallet ønskede ’Sturm und Drang’-bevægelsen at udvide dramaturgibegrebet og bryde med klassicistiske idealer om form og indhold. I 1970’ernes teater- og filmpraksis gjorde man brug af ’ikkearistoteliske’ dramaturgier baseret på en kønspolitisk argumentation.

I dag bliver disse værker som regel kategoriseret som ’(form)eksperimenterende’, ligesom manuskriptteorier om ikkelineære dramaturgier siden har haft et hårdt liv som genstand for både latterliggørelse og ignorance.

Nye historier

For mig som dramatiker med anden etnisk baggrund end dansk har spørgsmålet om andre dramaturgier imidlertid aldrig mistet sin aktualitet.

Når man arbejder med udveksling af scenekunst over kontinenterne og selv kommer fra en anden kulturkreds end den vestlige og laver værker, som arbejder med postkoloniale tematikker, minoritetsforhold og -identiteter, er opgøret med den lineære dramaturgi særdeles afgørende.

Min seneste forestilling, I nat kommer krigen hjem, om terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris er ingen undtagelse. I stykket, som er skrevet sammen med min kollega Kristian Thingholm Erhardsen, lader vi netop disse to dramaturgiske tænkninger møde hinanden; den lineære og den ikkelineære dramaturgi, og vi forsøger at vise, hvordan de påvirker os.

Dramatikeren og forskeren Chantal Bilodeau skriver i det amerikanske netmagasin Howlround om Koffi Kwahulé, hvis værker hun ofte har oversat til engelsk:

»[Han er] en afrikansk dramatiker, født og opvokset i Elfenbenskysten, som talte sin stammes sprog derhjemme og lærte fransk på grund af den franske kolonialisering i skolen. Han blev undervist i at skrive dramatik efter den klassiske, franske tradition. Men ligesom flere af sine samtidige indså han, at hans erfaringer med kolonialisme ikke kan udtrykkes i kolonimagtens sprog og former. Koffi blev nødt til at tilpasse det franske sprog og få det til at synge en anden sang. Han blev nødt til at udvikle en dramatisk form, som kunne udtrykke hans særlige erfaringer.«

Ifølge Kwahulé er vi altså nødt til at skabe nye dramaturgier for at kunne fortælle nye historier.

Som medvirkende og dermed medansvarlig for samfundets kollektive historiefortælling vil jeg i hvert fald insistere på, at andre fortællemodeller også får plads i kulturen.

Fastlåst i konflikt

Ligesom diskussionerne om racisme benytter sig af begrebet ’bias’ – en ofte underbevidst påvirkning til at tænke på bestemte måder om bestemte befolkningsgrupper – påvirker dramaturgierne os på samme måde. Strukturelt og underbevidst. Hvad er det for en verdensorden, vi tilbyder, nej, fordrer gennem vores fortælleformer? Hvilken afsmitning får vores dramaturgier på vores verdensforståelse?

Uden vi rigtigt er bevidste om det, begynder vi at tænke i modstande, hvis formål først og fremmest er at være i konflikt med hinanden – i en evigt eskalerende konfliktdans. Vi tænker i helte- og fjendebilleder, i ondskab og godhed, og det bliver fundamentet for vores forståelse af hinanden.

Selv om man måske ikke kan give dramaturgien hele skylden, er denne fortællemodel absolut med til at skabe fundament for, at bestemte befolkningsgrupper kan udpeges som fjender, der må spille rollen som årsag til alle vores samfundsproblemer.

I den lineære dramaturgi har vi ingen medfølelse med fjenden, og vi accepterer præmissen om, at hvis bare disse mennesker forsvinder, bliver smidt ud af landet for eksempel, så bliver alting godt. Så forsvinder konflikten, og roen genoprettes.

Et af problemerne med denne tænkning er, at ingen konflikter i virkeligheden er så forsimplede, som en Hollywoodmodel foregiver.

Et andet er, at den kun fortæller historien fra heltens vinkel.

Et tredje er, som Kwahulé peger på, at den ender med at blive ekskluderende for andre historier; de andres historier.

Et fjerde er, at den bidrager til ophøjelsen af vestlig kultur som den rigtige, mens andre kulturkredses fortælleformer og dramaturgier bliver forkerte.

Et femte problem er, at den vænner os til at tænke hinanden ind i faste, dikotomiske roller, hvis formål er at skabe eskalerende konflikt.

Når fremskrivning af andre, alternative dramaturgier er vigtig, er det altså ikke kun set i en teaterfaglig optik, det har også en almen kulturel og politisk vigtighed.

I en verden, hvor der er kort afstand fra en tegning i Danmark til en terrorhandling i Paris, bliver vi nødt til at acceptere, at vi ikke har eneret på historien. At der ikke kun er én dramaturgi, men mange. At fortællingen om verden skifter med afsenderen for historien.

Klippet med Farid Ahmed afsluttes med ordene:

»Jeg bærer ikke nag til ham, jeg har tilgivet ham, og jeg beder for ham, beder til, at Gud vil guide ham, og at han en dag vil blive en frelser.«

Hermed ændrer Ahmed på fortællingen og skaber rum for en ny rollefordeling. Han skaber rum for historien om kærligheden til og forståelsen for mennesket og den fred, så mange af os længes efter i disse tider.

Joan Rang Christensen er dramatiker og leder af Johns Teater. Forestillingen ’I nat kommer krigen hjem’ spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til den 11. maj 2019

En politibetjent på vej til at lægge blomster til ære for ofrene ved terrorangrebet i Christchurch.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Feenstra
  • Niels Duus Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
  • Peter Knap
  • Bjarne Jørgensen
  • Brian Nocis Jensen
Erik Feenstra, Niels Duus Nielsen, Ervin Lazar, Steffen Gliese, Peter Knap, Bjarne Jørgensen og Brian Nocis Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det lyder jo helt herligt. Sjovt nok er musikteatret i dets mange former jo førende her.
Teatret er jo også pr. definition nødt til at fortælle bredere historier om sine personer, der ikke kun eksisterer i nuet og ikke bare kan klippes væk.
Et stykke af Ayckbourn randt mig i hu, 'Dagens mand i skysovs', som vist kun Det Ny Teater har spillet, tilbage i 1990. Ofte er det jo i komedien, at formerne kan opløses og udstilles.

Michael Mansdotter

Spændende tanke, at skifte dramaturgisk point og view. Problemet er, livet jo i sig selv følger denne dramaturgi: vi fødes udvikler os, når et højdepunkt, hvorefter: "the rest is silence".
Splinten ligger i at vi for at skabe identifikation bliver mere og mere fokuserede på individet, mens fællesskabet fortoner sig: Hvilken virkning har den og den handling på helheden? Vi vil hellere forholde os til detaljen, end til helheden. Derved skaber vi overblik for os selv, men mister så at sige det større billede. For at forstå katastrofen, må vi bevæge os fra chokket over at mange mennesker har mistet livet, til at finde den enkelte historie, som i detaljer beskriver den personlige katastrofe. Vi personificerer ondskab og glemmer igen at løfte os op og kigge på helheden. Hvorfor fostrer vi terrorister? Hvad er den større sag? Hvor er den egentlige årsag og virkning?

Anker Fjeld Simonsen

Man kan stille en afdramatisering af en kendt problematik, den marxske om religion som opium for folket, der i alt fald har väåretr gyldig under de elendige forhold der gjaldt under den tidlige industrialisme, i kolonialherredömmer og i herre-slaverelationer. Hvad hvis religion dybest set ikke er opium fo9r folket, og i sådanne tvangssituationer kun bliver det fordi muligyheden for at undslipåpe situationen men er bragt i er megtligibel, og der dermed er kommet et klassehad frem, der er ufore-neligt med religionbs väsen ? Det er vist sådan de store religionsstiftere har tänklt og handloet; hvad Muhammed angår kan hans liv jo pege på eksploitering, udbytning af det seksuelle og lignende, men det er der visti, mig bekendt ikke meget i Koranen om. Nogle har ment at det var et eksempel privaty til efterfölgelse, andre er dybt forarget, et tredie synspunkit altså, det noget akademiske at det bare er en systematgisk görfen-opmärksom-på det-menneskeligt mulige. Välg selv. Selve rfeligionen, den religiöse fölelse af livets betydning i sig selv, og hvad man ellers kan tillägge religiös fölelse, er hävet over alt andet, som menneskets mulighed : livs- og selv bevidsthned. I den er der intet drama, den er evig, om forbundet med lysets hastighed eller ikke, ren rationalitet at tänke sådan, en parallel tänkning, parallel med samfu8ndsforhold.

Man kan opfatte konflikten som en del af menneskets eksistentielle vilkår.
Modsætningernes uoverensstemmelser støder sammen.
Men konflikten kan være noget positiv.
Konflikten kan være en mulighed; en mulighed for at udvide vores tanker og følelser.
Vi ser og føler mere efter konflikten.
Fordi modsætningernes uoverensstemmelser mødes og kommer til at kende hinanden bedre.
Her åbnes der mulighed for en berigende sameksistens af modsætningernes uoverensstemmelser.
Men konflikten kan være negativ.
Konflikten kan være en kamp; kampen mellem modsætningernes uoverensstemmelser.
Fordi modsætningernes uoverensstemmelser bliver til hinandens fjender, skal de kæmpes ned og vinde over.
Her er der kun uforsonlighed mellem modsætningernes uoverensstemmelser.