Kronik

Elever bør inspireres til selv at deltage aktivt i demokratiet nu og her – det kan ikke vente, til de bliver voksne

De unges faldende tillid til demokratiet stiger ikke ved, at vi fortæller dem, hvor god en styreform det er. De skal mærke, hvad demokratisk deltagelse kan udrette, skriver Bjørn Hansen i dette debatindlæg
De unges faldende tillid til demokratiet stiger ikke ved, at vi fortæller dem, hvor god en styreform det er. De skal mærke, hvad demokratisk deltagelse kan udrette, skriver Bjørn Hansen i dette debatindlæg

Nanna Navntoft

30. april 2019

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har i sin ministerperiode for alvor sat demokratisk dannelse i ungdomsuddannelserne på dagsordenen. Og her tænker jeg ikke på den omdiskuterede episode med mulige kast af mønter på Ørestad Gymnasium.

Der er grund til at rose ministerens mange initiativer i en tid, hvor vi i den vestlige verden ser tydelige demokratiske opbrud. Hun ser dog desværre kun toppen af det isbjerg, som den demokratiske udfordring vitterligt er, og med en forkert diagnose giver hun en forkert kur.

Vi behøver ikke at se mod USA, Storbritannien eller Ungarn for at opdage de demokratiske udfordringer. Herhjemme er politikerleden alarmerende høj, og den er stigende.

Seks ud af ti erhvervsskoleelever føler, at samfundet bliver mere og mere utrygt, og kun tre ud af ti af dem oplever at blive taget seriøst af politikerne, viser en undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

Men resignationen findes ikke kun hos erhvervsskoleelever. Mere end hver anden ung i Danmark svarer, at »folk som mig har ingen indflydelse på, hvad regeringen foretager sig«.

Troen på, at man selv kan gøre en forskel gennem deltagelse, er lav og faldende blandt unge.

Forkert diagnose

Når unge hverken tror på politikernes eller deres egen evne til at udvikle samfundet, er demokratiet alvorligt udfordret.

Den lave grad af demokratisk selvtillid bør give anledning til mindst lige så meget handling og initiativ, som da de første PISA-undersøgelser viste problemer med elevernes evner til at skrive og regne.

Men disse problemer optræder slet ikke i ministerens problemdefinition. Det gør i stedet – ja, du gættede rigtigt – nydanskere og religion.

Riisager nedsatte i 2017 et dialogforum for demokratisk dannelse. Baggrunden for arbejdet i forummet beskrives for eksempel som »kultursammenstød, religiøs mobning og kontrol«.

Den indforståede opfattelse i arbejdet er grundlæggende den, at vores demokrati er noget, vi skal bevare og forsvare mod de trusler, det står over for.

Det virker til, at ministeren her stirrer sig blind på islam som udfordringen. Derfor må hver ny generation bringes til at forstå demokratiet og dets forudsætninger. Det kræver ifølge Riisager, at unge »kender og forstår de rettigheder og værdier, som demokratiet hviler på«.

Det er jo ikke forkert, men det er helt og aldeles utilstrækkeligt.

Hvis man fra statens side tror, at man kan bekæmpe det radikaliserede modborgerskab eller den udbredte apati ved at øse viden på eleverne og forklare dem, hvad de rigtige værdier er, vil opgaven være dømt til at mislykkes.

Utiltrækkelig kur

Et af de mange forslag fra ministerens dialogforum for demokratisk dannelse er symptomatisk for problemet.

De foreslår, at skolerne skal afholde demokratidage, hvor der »arbejdes med den historiske baggrund for de demokratiske værdier i Danmark. På den måde understreges det, at vi lever i et samfund baseret på grundlæggende demokratiske værdier og rettigheder«.

Men man bliver ikke demokrat af at høre om demokratiets historiske fortræffeligheder. Det bliver man til gengæld ved at opleve, hvad demokratisk deltagelse kan.

Danske unge placerer sig i dag højt internationalt, når det kommer til viden om og interesse for politik. Intet tyder på, at den lave demokratiske selvtillid skyldes mangel på viden eller interesse. Måske endda tværtimod.

I hvert fald konkluderede en valgretskommission i 2011 med udgangspunkt i forskningen, at den demokratiske selvtillid »har det rigtig svært blandt dem, der har en høj grad af viden om demokratiet«.

Det er helt rigtigt set, at vi i uddannelsessystemet både kan og bør konfrontere de udfordringer, som presser vores demokrati. Men der er brug for langt mere markante forandringer, hvis den opgave skal lykkes.

Det kræver naturligvis, at vi forholder os til dem, der så at sige brænder for det forkerte. Men det kræver også, at vi lytter til dem, der måske nok brænder for noget, men ikke tror på, at de kan gøre en forskel.

Opgaverne er forskellige, men hænger også sammen. Hvis unge mærker, at deres indignation, ideer og ønsker til samfundet faktisk kan resultere i samfundsforandringer, vil tilliden til demokratiet nemlig vokse blandt den samlede ungdom.

Det vil samtidigt også betyde, at radikale modborgere vil få sværere vilkår. I praksis vil de unge, som er sårbare over for radikalisering, opleve, at den demokratiske livs- og styreform slår de udemokratiske alternativer med mange længder.

Men det kræver, at vi indser forskellen på at kende det gode og på at ville det gode.

Hvis uddannelsessystemet kun formidler historien om, hvor godt demokratiet er, men ikke forholder sig til de samfundsudfordringer, demokratiet skal kunne løse, vil den demokratiske dannelse være utilstrækkelig.

Derfor er det kun godt, ligefrem nødvendigt, hvis underviserne evner at forstå og måske endda aktivere elevers indignation og håb for en bedre fremtid.

Eleverne er medborgere

Så hvordan kan uddannelsessystemet blive et sted, hvor eleverne mærker, at de har mere at sige, end de egentlig troede? Hvordan sikrer vi, at de udvikler sig som medborgere?

Det har jeg to bud på.

For det første skal eleverne i endnu højere grad end i dag udfordres til at forholde sig til tidens store udfordringer. Hvordan løser vi klimakrisen? Hvordan skaber vi sammenhængskraft og fælles værdier i et flerkulturelt samfund?

Det er selvsagt ikke lærernes opgave at give eleverne svarene på disse spørgsmål. Lærerens opgave er i stedet at mobilisere elevernes virkelyst og tro på, at individuel og fælles udvikling af ideer og handling kan gøre en forskel.

Det forudsætter en undervisning, der ikke kun koncentrerer sig om alt det kritisable ved vores nuværende samfund. Undervisningen skal også formidle historier om personer, partier og bevægelser, der har forvandlet store udfordringer til et bedre samfund.

De kan eksempelvis studere, hvordan andelsbevægelsen blev svaret på den første globaliseringsbølge, eller hvordan FridaysForFuture har fået tusindvis af unge mennesker til at demonstrere for klimaet.

For det andet skal eleverne inspireres til at handle og gøre dette som en del af deres uddannelse. Det er først og fremmest gennem erfaring, at elever mærker demokratiets og ikke mindst deres eget potentiale.

Det kan være godt at have demokratiuger, men så skal opgaven være at stille eleverne over for samfundsmæssige udfordringer og bede dem handle i overensstemmelse med det, de tror på.

Det handler med andre ord om at gøre samfundet til et klasseværelse. Og der er allerede ungdomsuddannelser, der eksperimenterer med dette. Men hvis vi for alvor skal komme den dobbelte demokratiske udfordring, radikalisering og apati til livs, kræver det markante forandringer. Mere plads til en handlingsorienteret pædagogik.

Det kræver også, at vi har tillid til, at underviserne kan skelne mellem deres egne holdninger og deres opgave med at kultivere elevernes udvikling af holdninger. Det kan være fornuftigt at være påpasselig over for risikoen for indoktrinering.

Men vi må forholde os til, at der i dag er en langt større risiko på spil: at vi undlader at give de unge positive erfaringer med demokratiske handlinger. Dermed taber vi langsomt kampen til både apatien og modborgerskabet.

Den lave grad af demokratisk selvtillid betyder, at vi må gøre op med ideen om, at eleverne er nogle, der skal forberedes til det medborgerskab, de engang kan få lov til at udøve.

I stedet skal vi forholde os til dem som medborgere nu og her. Det er de nemlig, uanset om vi kan lide det eller ej. Det viser både protesterne på Ørestad Gymnasium og den unge klimabevægelse.

Bjørn Hansen er direktør i DeltagerDanmark

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) præsenterer regeringens udspil "Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed - Justeringer af folkeskolereformen" på Lillevang Skole i Allerød, tirsdag den 11. september 2018.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Alvin Jensen
  • Gert Romme
  • Christian Mondrup
  • Werner Gass
  • Ervin Lazar
Steffen Gliese, Alvin Jensen, Gert Romme, Christian Mondrup, Werner Gass og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den næste generation kan kan ikke blive klogere via forældregenerationens erfaringer.
Det har aldrig været en gangbar mulighed.
De unge skal selv gøre sig de erfaringer de har brug for, for at kunne styre deres livsforløb.

Derfor skal de have mulighed for at opleve, at deres egen deltagelse i demokratiske processer har en virkning. Erfare det ved selvsyn.

At snakke om DEMOKRATIET, som om at den danske udforming er den bedste og eneste mulige, er at strø sig selv og de unge blår i øjnene.

Der findes mange udformninger af demokratibegrebet, og mange af dem er under udøvelse andre steder på denne klode.
Hvis demokrati skal styrkes, så skal ungdommen have mulighed for at afprøve det under dennes dannelsesforløb på de dertil indrettede institutioner.
Der skal gives direkte indflydelse til brugerne, på måder de selv er med til at definere.

Demokrati skal der ikke kun snakkes om, det skal leves, opleves og dets fortrin frem for andre styrreformer skal erfares af hver ny generation.

Derfor bør der stoppes med den udprægede topstyrring af uddannelsesinstititionerne og tilrettelæggelse af undervisningen helt ned i detaljerne.
Definer evt. uddanelsesmålene i formålsparagraffer og overlad det til institutonernes brugere og ledelse at finde vejen dertil i fællesskab
.
Væk med nationale tests og lignende kontrollfunktioner.

Frem med investering i iderigdom og risikovillighed.

Det er ikke os, de nuværende magthavere der skal leve længst med resultaterne.

Ib Christensen

Er der demokrati hvor aktindsigt betragtes som en sygdom, og CEPOS føler det er nødvendigt at manipulerer danskerne til at træffe de valg, CEPOS syntes er rationelle?

Hvis man bare skal være statist for antidemokraternes behov for stemme kvæg, er det vel ikke så sært motivations faktorerne mangles.

Susanne Kaspersen, Hans Larsen, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

En sådan ordning må vel anstændigvis omtale det faktum at vores politikere gennem årene har afgivet store dele af deres magt til kræfter udenfor Folketinget og at befolkningen som følge oplever at det er ret ligegyldigt, hvordan de stemmer, for kursen er allerede sat af ikke-valgte og ikke-ansvarlige ukendte mennesker.

Samtidig ser vi at mindst de to sidste og den nuværende statsminister agerer som er de mindre interesserede i befolkningens interesser end i ovennævnte kræfter, hvortil de så sælger sig efter at have vist, hvad de duer til som parlamentarikere.

Susanne Kaspersen, arne tørsleff, Ib Christensen, Alvin Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Det er overraskende og uforståeligt for mig, at kronikøren ikke nævner elevråd (og valg hertil) på uddannelsesinstitutionen som et oplagt forum for demokratisk dannelse - i praksis!

Steffen Gliese, Alvin Jensen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

Hvordan skal den "voksne"/ældre generation kunne give ungdommen noget den ikke selv har?

Det er ikke besværet værd at nævne alle de sager, det være sig både nationalt som internationalt, hvor man kan lede længe efter begrebet "demokrati" i fremmedordbogen.

Man lærer ved at efterligne rollemodellerne.

I DK handler for de folkevalgte ene og alen om hvorvidt man kan tælle til 90.

Niels Møller Jensen

Werner Gass "Den næste generation kan ikke blive klogere via forældregenerationens erfaringer. Det har aldrig været en gangbar mulighed. De unge skal selv gøre sig de erfaringer de har brug for, for at kunne styre deres livsforløb."
Sikke noget vrøvl, følgende forløb i historien er en væsentlig nødvendighed for den unge generation, for at træffe beslutninger i fremtiden.
1. Baggrunden for EU-medlemskab
2. Globaliseringens super kapitalistiske fremmarch, der i den grad er medvirkende til de nuværende Klimaproblemer
3. Samfundets nuværende skandaler i Skattesystemets administration, styring m.m. på grund af Anders Fogh fyring af samtlige kompetente medarbejdere.

Steen Simonsen

jeg synes her dagen efter 1. maj, at kronikken i høj grad mangler omtale af fagbevægelsens arbejde og kamp for demokrati.