Kommentar

Flyselskabernes klimakompensationer er vildledende og skader klimaet

Det er i bedste fald falsk markedsføring, når flyselskaber påstår, at det er grønt at flyve med dem, fordi de planter nogle træer og kalder det klimakompensation, skriver en iværksætter og en forsker i fysik i dette debatindlæg
Flyselskaberne laver falsk markedsføring, når de påstår, at de vil klimakompensere ved at plante træer, skriver en iværksætter og en forsker i dette debatindlæg.

Flyselskaberne laver falsk markedsføring, når de påstår, at de vil klimakompensere ved at plante træer, skriver en iværksætter og en forsker i dette debatindlæg.

Gitte Sofie Hansen

Debat
25. april 2019

Luftfartsselskabet Danish Air Transport (DAT) skriver på deres hjemmeside, at det nu er grønt at flyve med dem. De planter nemlig mangroveskov i Myanmar, hvilket — ifølge DAT — sikrer, at det er klimaneutralt at flyve med dem.

Vi mener, at det er vildledende markedsføring. Så længe fly afbrænder tonsvis af fossilt brændstof, kan det aldrig være bæredygtigt at flyve. At påstå andet er at vildlede forbrugerne. Det er uetisk og muligvis ulovligt.

Og DAT er ikke alene. Vi ser i dag, at flyindustrien forsøger at fortælle os, at det er muligt at flyve uden at ødelægge klimaet. Brancheforeningen Dansk luftfart (BDL) skriver f.eks. på deres hjemmeside, at al indenrigsflyvning fra 2020 skal klimakompenseres. Og det lyder jo godt! Men problemet er, at BDL giver forbrugeren indtryk af, at det er muligt at flyve på en bæredygtig måde uden at ødelægge klimaet. Og det er simpelthen ikke sandt.

Tænketanken CONCITO og mange andre eksperter har påpeget, hvor problematisk hele konceptet med klimakompensation er. Når man afbrænder fossilt brændstof, tilfører man biosfæren kulstof, der har ligget gemt i undergrunden i millioner af år. Det er rigtigt, at hvis man f.eks. planter et træ, så optager det CO2 fra atmosfæren og binder det i træet. Men det gælder kun så længe, træet bliver stående. Den CO2, som man lukker ud i atmosfæren, vil blive der i mange århundreder, men hvor længe vil et træ, som man planter et sted i Asien, blive stående?

I bedste fald misvisende

DAT’s klimakompensation foregår som sagt i Myanmar, der har et af verdens mest berygtede militærregimer. Og samtidig er Myanmars kyststrækninger blandt verdens mest udsatte ift. stigende havvandsniveau. Hvordan kan DAT garantere, at de mangroveskove, de planter ved Myanmars kyster, vil blive stående i århundreder fremover? Det kan de naturligvis ikke. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at den CO2, som de lukker ud i atmosfæren, når de flyver, vil blive der de næste mange århundreder.

Det er selvfølgelig prisværdigt og vigtigt at genoprette tabte mangroveskove. Det skal gøres. Men at udnytte sådanne og mange lignende aktiviteter som undskyldning for at pumpe tusindvis af ton CO2 ud i atmosfæren og kalde det grønt er i bedste fald misvisende.

Koncentrationen af CO2 i atmosfæren er allerede alt for høj og stiger eksponentielt. Lige nu har vi 410 ppm (parts per million), hvilket skal sammenlignes med ca. 270 ppm fra før industrialiseringen. Koncentrationen stiger nu med ca. 3 ppm pr. år, mens ledende klimaforskere estimerer, at en koncentration på over 350 ppm er farlig.

Vi har altså allerede overskredet forskernes streg i sandet. Så vi skal plante skov for at nedbringe koncentrationen af CO2 og ikke for at give os selv god samvittighed, mens vi fortsætter med at ødelægge klimaet.

Problemet er overordnet set, at jo mere kulstof vi tilfører biosfæren ved at afbrænde fossilt brændsel, jo mere CO2 vil der i sidste ende havne i atmosfæren. For træer har det med at blive brændt eller at rådne op, og når det sker, medfører det stigende koncentration af CO2 i atmosfæren og øgede klimaforandringer. Og det kan aldrig være grønt.

Klimakompensation er vås

Den eneste måde at løse klimaforandringerne på er at holde op med at afbrænde fossile brændsler. Punktum. Og da flyrejser er en af de mest forurenende transportformer, der findes, er det en god idé at flyve så lidt som overhovedet muligt. Og helst slet ikke.

En god gerning retfærdiggør ikke en dårlig: Klimakompensation er som at forhindre et hjemmerøveri af en ældre dame og så bagefter selv berøve hende.

Det er selvfølgelig bedre, at flyselskaberne og rejsearrangørerne gør noget frem for ingenting — det hilser vi meget velkomment — men det er problematisk, når disse aktiviteter markedsføres på en måde, der får flyrejser til at fremstå som bæredygtige og grønne. Og det især, når den nuværende koncentration af CO2 i atmosfæren er så høj, som den er.

Hvis koncentrationen af CO2 lå på et stabilt og sikkert niveau, ville en reel form for klimakompensation være mulig. Man kunne f.eks. trække den mængde CO2, som man udleder, når man flyver, ud af atmosfæren og pumpe den ned under jorden. Men i en situation, hvor vi står på tærsklen til noget, der mest af alt ligner en global miljøkatastrofe, så findes der ingen klimakompensation, der kan kaldes bæredygtig eller grøn.

Vi mener, at fly- og rejsebranchen bør informere forbrugerne om de problematiske aspekter ved begrebet klimakompensation. Det gør de ikke i dag, og derfor har vi kontaktet forbrugerombudsmanden og indgivet en klage om vildledende markedsføring.

Simon Møller Grimstrup er foredragsholder, turleder og iværksætter. Jesper Møller Grimstrup er ph.d. og forsker i teoretisk fysik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her