I FOA håber og tror vi, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), Dansk Folkeparti og De Radikale vil lave en aftale om en ny og bedre seniorførtidspension efter påske.
Vi regner med, at det bliver muligt at gå på seniorførtidspension, hvis man kun kan arbejde to til tre timer om dagen og desuden har ekstra behov for pauser undervejs. Det er det ikke i dag.
I FOA forstår vi ikke, hvorfor politikerne har så svært at give de nedslidte seniorer mulighed for at gå på seniorførtidspension. For det kan da ikke være økonomien, der er problemet.
En seniorførtidspension koster ikke alverden – i gennemsnit under 17.000 kr. om måneden. Det er ikke just nogen herregård. Seniorpension er desuden kun noget, man vælger som en sidste udvej, når man ganske enkelt ikke kan arbejde ret meget længere.
Jeg tabte ærligt talt kæben ned under bordkanten, da jeg læste, at Socialdemokratiet var smidt ud for ikke at have fremlagt noget konkret forslag. For mig bekendt har ingen endnu fremlagt et eneste konkret forslag.
I FOA kan vi ikke se, hvorfor det er så svært ved at blive konkret. Her er tre meget konkrete forslag:
Hvis arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat, skal kommunen bevilge seniorførtidspension. Det betyder, at arbejdsevnen skal være nedsat med mindst halvdelen. Derudover skal meget nedslidte seniorer have ret til seniorførtidspension, allerede når de er i slut 50’erne, hvis deres arbejdsevne er begrænset til højest 10-12 timer om ugen.
Endelig skal kommunerne informere og vejlede borgere, der opfylder alderskriteriet, så de selv kan afgøre, om det er relevant at søge.
Hvis jeg skal kunne fortælle mine medlemmer, at seniorførtidspensionen nu bliver en reel mulighed for de nedslidte seniorer, må I love mig at lave de beskedne forbedringer, jeg og FOA her foreslår. Det håber og tror jeg på, at I vil. Men man kan jo aldrig vide i disse valgtider.
Derfor denne forhåbningsfulde ’rykker’. Det vil være dejligt, hvis jeg allerede nu inden valget kan fortælle vores medlemmer, at man i Folketinget er blevet enige om en ny og bedre seniorførtidspension. Så må differentieret folkepensionsalder vente til efter valget.
Mona Striib er forbundsformand i FOA
Et samfund må tage ansvar for alle sine borgere, - ellers er det ingen rigtigt samfund. Og millimeterretfærdighed findes ikke i virkelighedens verden.
Altså - når man har ydet, det man kan til samfundet, og nogle kan yde mere end andre, så har man også krav på at komme ind under samfundets omsorg for sine borgere.
- Man kan også genbruge de vise gamle sætninger: "Gør din pligt, og kræv din ret". - Eller "i samfundet skal de bredeste skuldre bære det tungeste læs".
- Hvor svært kan solidariteten egentlig være i et samfund som det dansk?
Var det ikke meningen at 'førtidspensionen' skulle have et grundigt eftersyn for at få ordningen til at virke igen ? Hvorfor ikke inddrage nedslidning som en udløsende faktor her ? Hvorfor komplicere unødigt ?
Det interessante spørgsmål er: hvor kom arbejdspligten ind i billedet?
Selvfølgelig skal man have en lovgiven ret til tilbagetrækning - for det første et det let at administrere,man undgår juridisk tvist med et hav af djøffer til at vurdere noget der ikke skal vurderes.
Og når det er folkepension man tilbydes er det vist kun de svære tilfælde der vælger det som sidste udvalg. - Mange arbejder jo meget længere end pensionsalderen og hvor mange vil gå flere tusind ned i løn hvis det ikke var bydende nødvendigt. Det her er et juridisk "back-stop" til den omtalte senior-førtidspension der selvfølgelig skal være en reel mulighed - uden arbejdsprøvning og anbefalet af en arbejdsmedicinsk læge. Uden mulighed for anke.
"Udvej" - sorry.
@ Steffen Gliese,
Du spørger om, hvor arbejdspligten kom ind i billedet, og jeg ved det ikke. Men dette med et fælles samfund, der har et kollektivt ansvar for gruppen, ligger i hvert fald dybt i menneskene.
Men for måske mere end 175.000 år siden, da Homo sapiens, - det tænkende menneske, stadig levede i Afrika, antages det, at man var normader og jægere. Man levede formentlig i små familieklaner, der var på stadig vandring efter byttedyr. Og da deres levevis var barske, hvor de ikke fik mad hver dag, må antages, at ingen kunne undslå sig for at arbejde til fordel for klanen.
Formentlig har dette været naturligt for dem i disse små klaner. Og der hvor "tvivlen" omkring arbejde for fællesskabet måske er kommet til, det er formentlig, da de små klansamfund via samfund med en stærk høvding blev til store samfund.
Og selv i de store samfund tror jeg, langt de fleste har forståelse for, at man nødvendigvis må arbejde til gavn for samfundet, hvis man skal forvente, at samfundet påtager sig ansvar for sine borgere.
Men der kan have været undtagelser i jægetfolkets stenalder. I hver fald ved man ganske godt fra nutidige jægerfolk, at mennesker der ikke mere kan arbejde på en måde destruere sig selv, så de i hvert fald ikke er til last for samfundet.
Således ved man, at gamle og udslidte inuitkvinder, blot for få år siden gik til fjelds, og lod sig fryse ihjel. Og det vidste hele samfundet, men ingen forhindrede det, for det var normen. Men det viser også, at medens samfundet har et ansvar for dem, der kan bidrage, påtager dem der ikke mere kan bidrage til samfundet sig et ansvar for ikke at ligge samfundet til last.
Gert Romme, jeg tænker kun arbejde i den meget snævre definition som lønarbejde, hvilket i løbet af et ikke helt kendt tidsrum er blevet lige med indtægt til skattebetaling.
Jeg er jo tilhænger af, at vi retter op på begreberne, så de bliver mindre komplicerede, mere retfærdige og frem for alt mere forståelige. Derfor er jeg modstander af indkomstskat, der skal erstattes af en progressiv afgift på at drive erhverv - dels for at undgå skattetænkning, dels for at undgå håbløse diskussioner om, hvad det er rimeligt at bruge 'skatteborgernes penge' på. Det, der i sin tid gav en god begrundelse for at finansiere alt, hvad der var værd at finansiere med samfundets penge, er i munden på fornærede liberalister med en prokuratormentalitet blevet til, at man bruge mange gange flere penge på at kontrollere et misbrug, end der blev misbrugt i et enkelt system, der havde den primære aktivitet som mål.
Helt ærligt, så mener jeg at debatten om tidlig tibagetrækning er fuldstændig afsporret.
Det er overhovedet ikke rimeligt, at vi accepterer at folk, indenfor visse arbejdsområder, slides ned fysisk eller mentalt inden de er nået at runde de halvtreds.
Selv er jeg så heldig at have fået en (mellem)lang boglig uddannelse, og har arbejdet på det private arbejdsmarked, uden for meget regnearksledelse, siden slutningen af halvfjerdserne, og har tænkt mig at fortsætte til 2025, hvor jeg er fyldt 70, men jeg er også meget opmærksom på, at mange i min omgangskreds er fysisk eller psykisk nedslidt længe før de har nået de 60, primært på grund af dårligt arbejdsmiljø, så i mine øjne er problemet ikke, om de mennesker, der er nedslidte skal have mulighed for en tidligere tilbagetrækning, for selvfølgelig skal de det, men det er ikke rimeligt at denne tilbagetrækning skal financieres over skatten. Den bør betales 100 % af de arbejdsgivere, der ikke kan finde ud af at sikre et ordentligt arbejdsmiljø.