Klumme

Det har sine fordele at kunne sige pyt, men ikke alt bør havne i pytkassen

»Skidt pyt« blev hurtigt mit yndlingsudtryk, da jeg kom til Danmark. Det var forbundet med tilgivelse og rummelighed. Men pytsager har det med at hobe sig op, og inden man får set sig om, står pytkassens låg på klem, skriver forfatter Sofie Jama i dette debatindlæg
12. april 2019

Pyt er som bekendt vores alle sammens gennemsnitlige yndlingsord anno 2018 og står til at blive det helt store globale verbale eksporthit, efter at vores hygge allerede har indtaget verden.

En af mine venner, som arbejder på en skole, forklarede mig den anden dag om nutidig pytsocialisering i skolen. Eleverne bliver introduceret for pytkassen allerede i indskolingen. Pytkassen er en slags sidste hjemsted for ligegyldige konflikter og petitesser, sidste destination inden den absolutte opløsning i evighedens forglemmelse.

Pytkassen fyldes op med mindre vigtige følelser og konflikter, uløselige tåbeligheder og ubetydelige hændelser, småfejl og upser, alskens ting og sager fra frustrerede børneliv, der ganske simpelt ville flå hverdagen fra hinanden, hvis ikke det var for pytkassens velsignelser.

Min mormor havde en slags religiøst begrundet pytkasse. Den tilsagde, at »den mælk var det ikke Allahs vilje, at vi skulle drikke«, når mælken væltede ud på grund af et klodset barn (mig) og blev spist af jorden i stedet for af os. Det var en afart af inshallah – hvis det er Guds vilje – bare i datid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Torben K L Jensen
  • Lillian Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Troels Ken Pedersen
Anne Schøtt, Torben K L Jensen, Lillian Larsen, Lise Lotte Rahbek og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Pytter er små snitter med pålæg. De passer i størrelse til børnemunde.

Hvor jeg har det fra? Min barndom og min farmor, når hun stod for traktementet.

Lillian Larsen

Der kommer let ulighed i pytteriet mht hvem der sjældent behøver at sige pyt og hvem der er nødt til det hver gang. De må så lære af hinanden.

Hellere pyt-stat end formynderstat.
Skoleelever burde sige pyt og nægte at udføre de evindelige tests. Bare eet eksempel.

Karsten Aaen, Flemming Berger og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Tiden putter alt i pytkassen, men fremtiden opstår kontinuerligt ud af asken fra alt det gamle pyt i et nu og her.