Klumme

Det har sine fordele at kunne sige pyt, men ikke alt bør havne i pytkassen

»Skidt pyt« blev hurtigt mit yndlingsudtryk, da jeg kom til Danmark. Det var forbundet med tilgivelse og rummelighed. Men pytsager har det med at hobe sig op, og inden man får set sig om, står pytkassens låg på klem, skriver forfatter Sofie Jama i dette debatindlæg
12. april 2019

Pyt er som bekendt vores alle sammens gennemsnitlige yndlingsord anno 2018 og står til at blive det helt store globale verbale eksporthit, efter at vores hygge allerede har indtaget verden.

En af mine venner, som arbejder på en skole, forklarede mig den anden dag om nutidig pytsocialisering i skolen. Eleverne bliver introduceret for pytkassen allerede i indskolingen. Pytkassen er en slags sidste hjemsted for ligegyldige konflikter og petitesser, sidste destination inden den absolutte opløsning i evighedens forglemmelse.

Pytkassen fyldes op med mindre vigtige følelser og konflikter, uløselige tåbeligheder og ubetydelige hændelser, småfejl og upser, alskens ting og sager fra frustrerede børneliv, der ganske simpelt ville flå hverdagen fra hinanden, hvis ikke det var for pytkassens velsignelser.

Min mormor havde en slags religiøst begrundet pytkasse. Den tilsagde, at »den mælk var det ikke Allahs vilje, at vi skulle drikke«, når mælken væltede ud på grund af et klodset barn (mig) og blev spist af jorden i stedet for af os. Det var en afart af inshallah – hvis det er Guds vilje – bare i datid.

I den danske pytkasse putter man også sin spildte mælk, før eller efter man har grædt over den – for det er faktisk ok. at græde lidt over spildt mælk, men så skal man også videre, for den kommer jo aldrig tilbage i kartonen alligevel. Her i landet har spildt mælk bare ikke noget med Gud at gøre. Her er pyt et ikkereligiøst og neutralt begreb.

I klassens pytkasse proppes ideelt også pigefnidder og mindre mobberier, der ligegyldig hvor småt det forekommer, sagtens kan ride en helt klasse som en mare i årevis, kan ende med at forvandle sig til blodige og umulige klasseklankonflikter med cutting, udstødelse og slutshaming. Den slags små krænkelser, som børn udsættes for dag ud og dag ind af hinanden og af voksne.

Mange små pyter uden skraldeplads, uden en mental pytkasse, kan gøre en stor tsunami, de kan blive til passiv-aggressive udfald, vold i frikvarteret, systematisk udskamning og depression. Også i voksnes parforhold.

Pytgrænsen

Problemet med pytkassen er dens skrøbelige låg. Pytsager er de små uretfærdigheder og krænkelser, der flyver om ørerne på os, når han (måske) kort for hovedet (måske) smækker døren uden at kysse farvel, (måske) fordi han ikke fik et blowjob til morgenmad. Pytsager har det med at hobe sig op, og inden man får set sig om, står pytkassens låg på klem, så en ellers kun næppe sanselig dunst af petitessepytter pludselig kan lugte ubehageligt råddent.

I øvrigt er det som regel også alle de andres pytter, der bør forvises til tavshedens pytkasse. Vi har givetvis højere pytsmertetærskler på andres bekostning end vores egen.

Martin Henriksen (DF) mente eksempelvis for nylig, at et syrisk flygtningeægtepar, der var blevet ulovligt tvangsadskilt af den danske stat i flygtningecentret som et par pædofiliaspiranter, burde have proppet det hele i pytkassen i stedet for at sagsøge den danske stat. Pyt da med det.

Men hvor går pytgrænsen egentlig?

Pytter en kvinde eksempelvis en lidt for offensiv fadæse af en mand, hun har haft med hjemme, en grænsesøgende ikkesamtykker, eller sender hun den videre til politiet? Hvornår kan og bør man pytte oplevelser af racistisk eller sexistisk krænkelse?

Det varierer vel fra person til person. Nogle af os fødes nærmest som professionelle pyttere, på grænsen til apati, mens andre kæmper med at give slip på sine pytter og ligger ofte søvnløse indhyllet i småpytter i sengen om natten.

»Skidt pyt« blev ret hurtigt mit yndlingsudtryk, da jeg gik i modtageklassen i Aalborg. Det var forbundet med tilgivelse, lettelse, rummelighed.

Min mor, derimod, havde hverken en dansk, sekulær eller min mormors guddommelige pytkasse. Små uheld, eksempelvis et par kakerlakker, som jeg ved en fejl med en kost fik jaget fra loftet og lige ned i aftensmaden, blev straffet med både bælte og skosåler. Sådan var det, og pyt med det. Måske.

Sofie Jama er tolk og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Torben K L Jensen
  • Lillian Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Troels Ken Pedersen
Anne Schøtt, Torben K L Jensen, Lillian Larsen, Lise Lotte Rahbek og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Pytter er små snitter med pålæg. De passer i størrelse til børnemunde.

Hvor jeg har det fra? Min barndom og min farmor, når hun stod for traktementet.

Lillian Larsen

Der kommer let ulighed i pytteriet mht hvem der sjældent behøver at sige pyt og hvem der er nødt til det hver gang. De må så lære af hinanden.

Tiden putter alt i pytkassen, men fremtiden opstår kontinuerligt ud af asken fra alt det gamle pyt i et nu og her.