Kronik

Forfatter: Mor er mit funklende nye stjernenavn, min magt, min scene og mit fængsel

Forfatter Cecilie Lind er nybagt mor. I denne kronik sætter hun ord på alt, hvad den første tid har betydet for hende. Fra brystmælk til frikadelle, fra ubetinget kærlighed til angst og tvivl
Før jeg fik mit barn, forstod jeg ikke at holde af børn, jeg forstod ikke at et spædbarns hånd, der åbner og lukker sig som en lille blomst, at en treårigs smil, at den, at det, ikke er sentimental, sentimentalt, men afsindigt sønderrivende smuk, smukt.

Før jeg fik mit barn, forstod jeg ikke at holde af børn, jeg forstod ikke at et spædbarns hånd, der åbner og lukker sig som en lille blomst, at en treårigs smil, at den, at det, ikke er sentimental, sentimentalt, men afsindigt sønderrivende smuk, smukt.

Anders Rye Skjoldjensen

23. april 2019

Jeg er Voldemort, jeg har begået den ugerning at ønske mig evigt liv. Uindskrænket magt. Min søn er en horcrux. Han er min forlængelse, min forbrydelse, mit offer. Voldemort er den vildeste moderskikkelse. Harry Potter er alles søn. God og modig. Voldemort er mor. Og alt for mægtig alt for gal. Ond. Jeg er mig. Jeg har mistet grebet om virkeligheden.

Virkeligheden opløser sig. Jeg kan ikke være mig selv bekendt. Jeg er fremmed. Siden jeg, for lidt over et år siden, fødte mit barn, har jeg ikke længere tillid til tiden. Til kronologien. Hvad er et år? Et år er min lille spæde unge, der er blevet til en lille stædig person. Et år er mig, der har taget mig af og passet på og elsket som en sindssyg.

Det er en underlig erfaring at have givet liv videre. Erfare at dette liv, først i min mave, nu i mine arme, er et selvstændigt liv. Vide, at jeg ved at have født et menneske, også har født hans død. Vide, at jeg ved at have født et menneske har tryglet om min egen udødeliggørelse. Jeg har sendt mine øjne videre i mit barns ansigt. Jeg håber på, at mit blik føres videre. Se verden med barnets øjne. Se en fugl for første gang. Himlen.

Jeg er en gud, jeg giver liv, jeg giver død.

Jeg er en mor. Morder.

En lille hvid mandel

Mit barn er allerede meget mere sin egen, end han nogensinde har været min. Men jeg er hans. Med hud og hår. Og for altid. Jeg ejes.

Jeg har skrevet om at være mor, for at skrive den mor jeg er frem. Men hun bliver et uhyggeligt menneske. Jeg kan skrive om hendes smerte, vanvid, afmagt. Hun er lige så meget mor som monster, hende jeg skriver frem, når jeg tager jeg i brug. Når jeg forsøger at fæstne mig, som mor, i et digts jeg, så bliver jeg forkvaklet, uhyrlig. Mørket tager over i sproget og fortrænger alt det lys, der har strålet som en sol i mine øjne, siden jeg, med alle de kræfter jeg overhovedet kunne mønstre, pressede en lille dreng ud af mig. Blå og ny, klædt i lort og blod. Hans lille køn, en lille, hvid mandel.

Jeg tænker på fødslen hele tiden, det er, uden tvivl, det underligste, der er overgået mig. Chokket fortager sig ikke. Tværtimod. Briste i gråd. Briste. I flere måneder er mit køn et sår. Hjertet er det stadig. Ømt og umuligt. Jeg drager omsorg, og jeg kræver omsorg. Som en datter. Som en gal. Min kæreste har nok at se til. Jeg har ikke nok kræfter, mine kræfter rækker ikke langt nok. Angsten kidnapper mig. Og barnet kan synes så fjernt. Han er for god til at være sand. Jeg kan ikke altid rumme, den lykke han er. Mit blod koger, og der er pels på indersiden af min hud. Uroen er ikke den over puslebordet, men den i min sjæl.

Barnet er fuldstændig glad og uforfærdet. Klar på verden. Han elsker musik, elsker at danse. Han danser til alt. Til tiggerens raslen med mønter i S-toget, til kvindens høje stiletter mod trægulvet, til kaffemaskinens bryggelyde. Til min skingre vuggevise. Solen er så rød mor, hver eneste aften. Solen er ond, og om lidt er alle slået ihjel af dens varme.

Mor koger kartofler

Min søn er i min vold.

Hvis jeg fejler som mor, gør jeg ham skade. Jeg skal være perfekt. Det er jeg ikke. Jeg har grædt så meget. Jeg har været så nervøs. Famlet mig frem, hængt i med neglene. Mine negle er stærke. Perlemors-lakerede. Barnets negle er lige så stærke som mine. Vi klipper dem hele tiden ned, men alligevel er hans pande som regel skæmmet af små røde rifter. Når jeg skal få ham til at sove og ligger tæt mod ham, rækker han sine fingre ind i min mund, kradser mig på tungen, ler.

Jeg har været så sej og god og klaret alt bedre, end man kunne have håbet og troet.

Virkelighederne, der findes ved siden af hinanden, er forskellige, jeg kan ikke få dem til at stemme overens.

Er jeg god eller ond? God som den gode fe, eller ond som den onde stedmor. Eventyrenes yderpositioner; moderskabets sort/hvid-tænkning. Borderline-tilstandens.

Min ambition må være: elske som jeg elsker. Give barnet mad og vand. Holde ham ren. Holde ham. Synge for ham. Lege. Lege. Lege. Lade ham være sig selv. Rumme hans kærlighed. Rumme hans vrede. Respektere ham.

Mit barns far er den bedste far i verden. Mit barns far må jeg nu kalde far. Jeg hedder mor. Det er vanskeligt for mig at tage de nye navne til mig. Være mor. Kalde min elskede for far. Det føles grænseoverskridende. Jeg skal træde ind i min mors mor-navn, hedde hvad jeg har kaldt hende, der for syvogtyve år siden fødte mig (hvordan har hun nogensinde givet slip?). Lære mit barn, at min kæreste er far. Far passer på dig, mor hviler sig. Mor koger kartofler, til hun dør. Far læser til den lyse morgen. Mor og far er trætte ind i helvede. Far vil sove. Mor vil dø. Jeg stjæler navne. Jeg klæder mig ud. Jeg spiller en rolle. Tillykke med din nye rolle som mor, siger folk, find dig til rette i din nye rolle som mor, siger pamfletterne.

Og jeg tænker: Alle ved, dette moderskab er et stort skuespil. Alle ved, at jeg ikke aner, hvad jeg laver.

Ingen aner, hvad de laver. Det er en trøst.

Alle prøver, så godt som de overhovedet kan, helt himmelfaldne og årvågne, se til det lille barn, se, om han trækker sit vejr, om han fryser, om han er ved at vågne. Hans halvåbne øjenlåg, hans zombie-sove-blik.

Barnet er stadig så meget mit, så meget min krops genstand, at jeg ikke helt kan skelne ham, hans følelser; glæde, vrede, frygt, fra mine egne. Jeg ammer ham ikke længere, og det er en alt for voldsom afstand, der opstår, mælken som forbandt os, drypper ikke længere fra mine bryster, når han græder. Jeg svarer ikke længere hans sult og smerte med min krop. Jeg føler min krops tavshed som en retræte. Min krop har frasagt sig moderrollen. Vil igen være sin egen. Barnet vil ikke længere vide af brysternes ødselhed. Han elsker grøden og frikadellen nu.

Hjertet er tabt

Jeg er en god mor. Jeg kan elske, lege, se. Jeg tager mig af, og tager vare på. Min lille smukke dreng. Jeg er en god mor, tror jeg, i den her virkelighed, der er fæstnet i forårslys og trækroner, og kærlighed. Men jeg er også, allerede, slidt op, af moderskabet. Af angst.

Jeg er rædselsslagen for ikke at slå til. Ikke at være rigtig. Jeg bliver usikker på mig selv, på alting. Føler, pædagogerne, de fantastisk gode og søde pædagoger, i mit barns vuggestue sender mig vurderende blikke, gransker mine øjne; er de blanke af gråd og udmattelse? Har jeg sjusket med barnets påklædning? Stumper bukserne ved anklerne? Huske uldtæppet, silkehuen, skiftetøjet, dynebetrækket. Huske et dybt åndedrag, inden jeg træder ind i garderoben. Mit barns navn blandt andre børns navne. Mit barn er et barn blandt andre børn. Det er så kært med de små flyverdragter, der hænger side om side, elefanthuerne som små hjelme. Børneøjne, børnesnot, børnesind. Navnene som fremtidens. Et håbefuldt syn.

Før jeg fik mit barn, forstod jeg ikke at holde af børn, jeg forstod ikke, at et spædbarns hånd, der åbner og lukker sig som en lille blomst, at en treårigs smil, at den, at det, ikke er sentimental, sentimentalt, men afsindigt sønderrivende smuk, smukt.

Børnene skal redde verden, eller gå under med den.

Barnet er hjertet. Hjertet er tabt. Mit hjerte er fortabt. Barnets hjerte er mit hjerte. Jeg har spaltet mig selv ud. Slidt mig selv lidt mere gennemsigtig. Blevet skygge eller engel eller begge dele eller blevet lidt væk.

Mit lillebitte jeg, mit lillebitte klaustrofobiske ord. Mit bur. MOR, mit funklende nye stjernenavn, min magt. Min scene. Mit fængsel. Mor er hjemme. Mor er privat. Mor må tie. Mor er selvoptaget. Mor er selvopofrende. Mor er for meget. Mor er for lidt. Mor er ikke verden. Verden er krig og fred og sol og død. Mor er ikke til at holde ud at høre på. Mor må stå i køkkenet i kartoflernes damp og skrige sin afmagt ud, uden omsvøb, fuld af kærlighed og af sig selv.

Cecilie Lind er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Døssing
  • Lars Rasmussen
  • Ervin Lazar
Vibeke Døssing, Lars Rasmussen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Rasmussen

Tillad en ydmyg repræsentant for det svage, ikke-livsbærende køn at præsentere et digt om det største af alt:

   “I gave birth to life.
     It went out of my entrails
     and asks for the sacrifice of my life
     as does an Aztec deity.
     I lean over a little puppet,
     we look at each other
     with four eyes.

     "You are not going to defeat me," I say
     "I won't be an egg which you would crack
     in a hurry for the world,
     a footbridge that you would take on the way to your life.
     I will defend myself."

     I lean over a little puppet,
     I notice
     a tiny movement of a tiny finger
     which a little while ago was still in me,
     in which, under a thin skin,
     my own blood flows.
     And suddenly I am flooded
     by a high, luminous wave
     of humility.
     Powerless, I drown.”

— Anna Swir, Maternity.

Anders Sørensen

Det må være svært at være forfatter og skulle sætte ord på alt.
Barnet ligger ikke bare der. Det ligger der, i øvrigt, og der skal sættes ord på barnet. Hele tiden. Barnet er der ikke, men ordene omkring barnet er der.