Det er den fri kunst, der nytter

Jeg var glad for Informations serie om kunstterapi, »Kan kunst helbrede?«. Dog var der et par væsentlige problemer i seriens fremstilling af emnet, hvor der syntes at have indsneget sig en modsætning mellem kunst, der nytter, og kunst, der er fri.

»Kunsten skal ikke spændes for sundhedsparadigmets vogn,« hed det flere gange, bl.a. i en artikel, hvor forfatter Søren Ulrik Thomsen udtaler, at han ville synes, det var »forfærdeligt« og gøre hans bøger »mindre end de er«, hvis de blev ordineret »som levertran«.

Et gennemgående argument i artikelserien syntes at dreje sig om en bekymring for en trend, hvor kunstmidler konverteres til sundhedsmidler – hvilket er en bekymring, som jeg for så vidt også deler.

For hvis kunsten bliver underlagt et nytteparadigme og ikke kan få lov at vokse vildt og uhæmmet og politisk ukorrekt, så nytter den heller ikke.

Polemisk front

Der er flere empiriske forsøg, der de seneste 15 år har vist sundhedsfremmende effekter af skriveterapier på objektive parametre som f.eks. fald af blodtryk, boost af immunmarkører og reduktion af symptomer på angst, depression og PTSD.

Der er også empiriske læseforsøg, der viser effekt af f.eks. skønlitteraturens evne til at skabe helt nye følelser i løbet af læsningen samt at øge evnen til empati.

Men forsøgene viser, at det er skønlitteratur af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn.

I ovennævnte artikel i Information er fire personer, der arbejder professionelt med kunst, castet til det ledige standpunkt at være kritiske over for ’kunst og sundhed’-diskursen. Man har overraskende nok ikke interviewet nogle af de kunstnere, der faktisk har deltaget i kunstprojekter i sundhedssektoren. Man har heller ikke spurgt nogle af de mennesker, der som en del af deres psykiatriske behandling har deltaget i forfatterledede skrivegrupper.

Ved polemisk at opstille en front mellem de nyttefikserede sundhedsforskere og de frie kunstnere reduceres de komplekse og nyskabende diskussioner i det voksende, tværfaglige felt om forholdet mellem kunst, hjerne, krop og samfund til en kunstpolitisk diskussion om penge.

Den indirekte anklage går på, at vi i sundhedssektoren stjæler penge fra kunstnerne. Men hvis man faktisk ser på, hvor pengene til kunst-på-recept-projekterne kommer fra, så finansieres de i høj grad af midler fra social- og sundhedsområdet, bl.a. satspuljemidler.

For alles skyld

Vi er en tværfaglig gruppe af danske forfattere, en billedkunstner og et hold human- og sundhedsforskere, der i et år har kørt et forskningsprojekt med kunstnerledede skrivegrupper i psykiatrien. Vores udgangspunkt er, at kunsten gør noget helt unikt ved og for menneskets menneskelighed; noget, som er værdifuldt og ikke kan reduceres – men det udelukker ikke, at dette kan måles, beskrives og drøftes.

Vi er interesserede i det liv, kunsten kan skabe i og mellem mennesker. Hvordan det kan hjælpe mennesker, der er kørt fast, med at se nye muligheder, åbne for andre slags samtaler, følelsesmæssige og refleksive processer i dem selv og at fremskrive andre narrativer end dem, der handler om sygdom.

Vi stiller skarpt på det, der sker i og imellem mennesker, som deler en kunstpraksisoplevelse i en gruppe sammen med ligesindede og en højtkvalificeret kunstner, der taler med dem om deres tekster. Og vi observerer, at kunstgruppen som socialt format fungerer som drivhus for personligt engagement, selvtillid, håb og følelsen af at have en egen stemme.

Og det er ikke kun kunstgruppedeltagerne, der lærer noget: Der er et stort udviklings- og læringspotentiale for gensidig læring for både læger, patienter og kunstnere.

Et afgørende skridt i dette arbejde er etableringen af et gensidigt anerkendende og ligeværdigt tværfagligt samarbejde mellem kunst og videnskab og bekræftelsen af den demokratiske kontrakt, der siger, at det er statens opgave at sikre lige adgang til kulturgoderne. Den må også gælde de borgere, der er for syge eller socialt udsatte til at finde frem til kulturgoderne på de præmisser, der gælder for de socialt veletablerede og raske.

At rykke kunst- og kulturaktiviteter ind på sundhedsområdet er at åbne endnu en dør til dette fællesskab, så flere har muligheden for at komme ind. Derfor har vi både kunstgrupper på de psykiatriske centre og på Statens Museum for Kunst. Og det har netop været en pointe, at det er højt kvalificerede kunstnere og ikkesundhedsfaglige, der leder grupperne.

Vi ordinerer ikke bøger som levertran, men vi insisterer på, at gode kunstværker er mere og klogere end deres afsenderes intentioner – og at kunsten ikke kun er til for sin egen skyld, men også for alle os andres.

Birgit Bundesen, Overlæge