Mens toneangivende socialdemokrater snart går til valg i bevidstheden om nogle sentimentale historiemalerier i partiværelset på Christiansborg, kappes fortøjningen til partiets oplyst kritiske kulturtradition og dermed forbindelsen bagud til generationer af socialdemokratiske politikere. Hvad værre er for partiet også til de kernevælgere, der vedkender sig disse værdier.
Den svære kunst og den finere kultur, som demagoger gerne hævder kun er til for dem, der selv bør betale, pilles ud af partiets prioriteringer. Kulturen på bekostning af det sande folk skal ikke tilgodeses som tilforn. Socialdemokratiske vælgere og resten af riget skal have, hvad ledende folk i tvillingekarakteren Kaare Dybvad/Henrik Sass Larsen kan acceptere, hvad de fremover vil finansiere, og som harmonerer med partiets nye målsætning om omsættelig folkelighed én til én.
Bibliotekerne skal lukke eller formidle per konkret behov efter partiets krav. Teatrene skal spille forståeligt, filmen præsentere sig i andre miljøer end elitens, musik skal publikum kunne nynne, og balletten kan bare danse af.
Folket i provins og forstæder har ifølge gruppeformand Larsen fået nok, sekunderet af Kaare Dybvad-partiets legemliggørelse af konspirationspopulismen. Vælgerne skal fremover spises af med den kunst, de ledende åndsboller anerkender, ikke den, som kun tjener folke- og partifjendske interesser.
I denne lancerede historiske bevidstløshed, hvis dybere mening ubestrideligt udlæses af ovenstående, anes ufordøjede idéer med rødder i nationalsocialismens Kraft durch Freude og Lenins agitprop. Man tror jo, det er løgn. Det er det ikke.
Socialdemokraterne åbner ladeporten på lokkende gab for de vælgere, der fandt frelse i Glistrup, Pia Kjærsgaards og Thulesen Dahls flok. Nu lokkes de tankeløst tilbage i folden med savsmuld på gulvet og jord i hovedet: Politikerne bør bestemme kunstens vilkår, det siger Larsen/Dybvad selv. Kunstens udøvere skal være, hvor folket lever i den bodegafarvede forestillingsverden. Ud i marken med hakken i hånd og hatten af.
Transformeringen af det gamle parti med baggrund i livskraft og kulturpolitik på trods er sat i højeste gear på lige kurs tilbage til betonsocialdemokratismens forløjede folkelighed.
Begavede ledere fra Kampmann, Krag og Jørgensen til Bjerregaard, Auken, Nyrup og Lykketoft møblerede ellers flittigt og modigt om i partikustodernes dominans til fordel for værdier af oplysning og kritik, den partikultur, som en trofast stok af sympatisører og opinionsdannere i alle lag, om end med forbehold over for så meget andet i partiet, har kunnet slutte op om.
Nu afhændes den politik per indiskutabelt diktat uden skygge af belæg for trivialargumenter og automatpåstande om elite og kulturradikales misbrug og overgreb.
På vild flugt
Partiets politiske kultur og kulturpolitik har længe været under visionsfattig nedbrydning i panik over livet i opposition. Nu fornægter lederne den særegne socialdemokratiske sjæl i kulturpolitikken med kunst- og kulturudbud i de altid nedsparede, men fungerende institutioner. Alt det afskriver partiledelsen i DF-lignende anklager mod kulturens funktionærer og kunstnerne for at hørme københavnsk elite.
Lederne vender sig ydermere mod kulturens forudsætning i retsgarantiernes betingelser for det gode samfund. Det, der også var og altid burde være socialdemokratisk kulturpolitik, men som nu fosser ud med badevandet. Partiets ordførende folk på feltet, førhen centralt i den socialdemokratiske kamp for retssamfundet, kræver ved hver given lejlighed strengere straffe, vender sig i kor med integrationsordføreren mod flygtninge, indvandrere og udefrakommende i bred forstand.
Senest har partiformanden lagt udtalt afstand til arbejdskraftens frie bevægelighed. Kultur over grænser skrives ud af partiet, flertallet med DF er sikret. Dumheden marcherer fremtidsløst i takt med magtbegærets snæversyn.
Socialdemokratiet er i disse varsler om en S-regering på vild flugt fra alle forestillinger om menneskeret og humanisme samt den fundamentale fællesskabsidé i europæisk tradition om mennesket i centrum frem for populismens fordomme. Et varigt knæfald for fladtrådtheden i DF, fra hvem de socialdemokratiske ledere snart er vanskelige at skelne.
Hidtidige støtter af partiet søger nu – som meningsmålingernes march på stedet med tendens til tilbagegang antyder – andre partibogstaver ved udsigten til en S-regering bemandet af DF-kloner i integrations- og retspolitikken og på kulturområdet.
Sådan set de væsentligste værdikampe i dansk politik, hvor afstanden mellem DF og S nærmer sig hårsbredden.
Iagttagere vil bide mærke i en kommende socialdemokratisk kulturminister, der efter de seneste meldinger, bortset fra en spagfærdig indvending mod Sass Larsen om bibliotekerne, lægger sig i ske med DF’s ideologer. Her åbenbarer sig ligeledes en S-DF-alliance af nationalt betonet trivialkulturel brutalitet styret af DF’s formand og en kommende S–finansminister.
I et sådant arrangement kan den bebudede kursændring i socialdemokratisk kulturpolitik blive ført igennem i løse påstande om eliten og de kulturradikale – hvem fanden de så er – samt i stadige trusler mod kulturinstitutionernes i forvejen vaklende uafhængighed og budgetter.
S-kulturministerkandidaten, partiets ene næstformand, lader ikke til at tage udfordringen fra Larsen/Dybvad op og kæmpe yderligere for den sag, der ellers har været hans.
Da Mogens Jensen forleden måned imødekom DF’s berettigede mindreværdskomplekser og accepterede destruktionen af den nybrydende, velfungerende, ofte originale landsdækkende Radio24syv, var hamskiftet i fuld sving.
Vælgerne kan nu konstatere konsekvensen af Socialdemokratiets nyorientering i småtskåren populistisk målestok, det format, der nu er partiets officielle.
Og så er det ikke engang løgn hvad der er sket med det ærværdige gamle arbejderparti der med Julius Bomholt - som Danmarks første kulturminister fik sat kulturen på menuen. Den del af arbejderbevægelsen er gået tabt - for altid ? Det er ligesom om Sass-Larsen har glemt den del i sin iver for finde de ægte socialdemokratiske værdier og rødder. Det er det ikke værd - kære Metz.
Henrik Sass Larsen, Mathias Tesfaye og delvis Kaare Dybvad dyrker massive firkantede fordomme:
aaaaarbejdere elsker fodbold, Fede Finn & Funny boys og Far til fire
"eliten" - det er dem,d er har formastet sig til at tage en akademisk uddannelse og IKKE er socialdemokrater elsker tennis, Tjajkowskij og Twin Peaks.
Socialdemokratiet stod bag ARTE, forlaget Fremad og Statens kunstfond - nu er de blevet til Peter Rindal. Sic transit gloria mundi
Jeg er også så gammel at jeg har oplevet den fornemme kulturminister Julius Bomholt. Jeg har endog mødt ham på Århus teater, og vekslet et par ord med denne fine socialdemokrat. I det meste af mit liv har jeg stemt på A, men nu er jeg desværre i stor tvivl, og aner ikke hvad jeg skal tænke om mit gamle parti. Tak Georg Metz for altid gode tanker!
DF går kraftigt tilbage i meningsmålingerne (hvor utroværdige de end monne være), men hvad hjælper det, når det forhenværende hæderkronede Socialdemokrati har transformeret sig til noget der ligner Dansk Folkeparti til forveksling?
Når den australske model formodentlig bliver en realitet - på Grønland måske? - bliver folkebibliotekerne så også flyttet derop, så "de fremmede" kan tage danskprøver til indlandsisen smelter helt væk uden udsigt til at få opholdstilladelse alligevel?
DF skal i dag mødes med deres nye samarbejdspartner Marine Le Pen fra Front Nationale. Et yderliggående fascistisk parti, som selv Pia Kjærsgaard tidligere har anbefalet DF at holde sig på god afstand af.
Men nu er partiet Front Nationale i anledning af EU valget blevet hvidvasket og fremstår uskyldsrent og klinisk renset for antisemitisme ?? Eller bedrager skindet ? fordi der lige skal skovles vælgere ind på falske præmisser.
Det er sandeligt fornemt for DF med dette fine møde i selveste Folketinget, hvor Fru Marine Le Pen kan iagtage det demokrati, som flere i hendes parti ønsker afmonteret ved førstkommende lejlighed.
I bedste fald er DF´s Folketingsmedlem Søren Espersen, som er ansvarlig for dette ærefulde besøg fra den franske nationalistiske højrefløj meget naiv eller også så gentager han nærmest Erik Schavenius svendestykke som Udenrigsminister, da Erik Scavenius i November måned 1940 rejste til Berlin. Erik Scavenius trykkede Adolf Hitler i hånden i håbet om en fortsat mindelig samarbejdspolitik mellem Hitler Tyskland og det besatte Danmark. Det besatte Danmark tiltrådte Antikomintern pagten vendt mod Kommunisterne i Sovjetunionen.
For tiden får vi at vide, at der er sket en kulturrevolution i Front Nationale og alle de grimme forestillinger om Jøder, jødehad og antisemitisme er pist borte med blæsten. Der var ellers nok at tale om i partiet f.eks det franske politis udstrakte deltagelse i indfangningen af Jøder i 1942 i Petains besatte Frankrig, der ikke skyede nogen som helst hæmninger med at tilfredsstille det tyske ønske om deportation af Frankrigs Jøder til KZ-lejrene i Østeuropa.
Jeg kommer til at tænke på Olympiaden i Berlin i 1936. Da alle de udenlandske turister dukkede op i den tyske Hovedstad var Jødeforfølgelserne midlertidigt indstillet. Alle bænke med kun for Jøder eller skilte med Jøder uønsket her var fjernet fra Hovedstadens gader, så byen og Tyskland fremstod som det rette kosmopolitiske centrum for Europa, dog helst uden Jøder.
Da Olympiaden var færdig blev jødeforfølgelserne genoptaget og forstærket. Intet var ændret hos det forrykte og racistiske styre drevet af forestillingen om germansk overlegenhed over andre folkeslag og racer.
Det er så DF, som nu er Socialdemokraternes nye håb for frelse for de har jo indskrevet sig i rollen som de sande forsvarer af arbejdernes interesser ? Kunne ovenstående mon få en enkelt Socialdemokrat f.eks Lars Aslan Rasmussen til at overveje, hvad det er for en samarbejdspartner, som partiet nu vil læne sig op af DF: Marine Le Pens og Front Nationals bedste ven i Skandinavien.
Dansk Folkeparti - og de kalder sig partiet, der er Jødernes sande venner i Danmark.
VH
KFK
Ro på nu. Socialdemokraterne har alle dage ikke været blege for at løbe fra samtlige deres valgløfter hvad enten de er havnet i regering eller opposition. Det svigt har vel deres vælgere til stadighed forventninger om fortsætter. Lad mig desuden minde om, at de - helt uden valgløfter - er det parti, der oftest har standset generalstrejker ved at lov.
Man kunne tilføje at højskole-venstre sammen med aftenskole-socialdemokrati er forsvundet som stærke kulturelementer fra det 20. århundrede - jeg nægter at tro på det ikke kan vende tilbage - fornyet og forstærket,nu hvor vi står overfor så meget fritid der skal bruges på en konstruktiv måde.
Den rejste kritik af Socialdemokratiets kulturpolitik er i store linjer berettiget. Problemet er dog for mig at se også, at deres kulturpolitik ikke er blevet mere populistisk end så mange andre partiers.
Rationalet synes for alle partier at være, måske bortset fra Alternativet, at kulturpolitik er et bedøvende irrelevant og uinteressant politikområde at beskæftige sig med. Der skæres som helhed konsekvent i de økonomiske bidrag til kunsten på alle niveauer, fra stat og til kommuner. Uden at nogen partier for alvor protesterer.
De er åbenbart enige om at bevare det prestigebetonede og æstetisk forfinede for samfundets herskende kredse i form af f.eks. Operaen og symfoniorkestrene, der er på finansloven, og så den populistiske og oplevelsesøkonomisk orienterede kunst. Underholdningen for folket.
Den kunst, der gang på gang blive økonomisk kvalt i denne prioritering, er den reelt eksperimenterende og nyskabende, der i oplysningens tjeneste ønsker at give os muligheder for nye erkendelser.
Ja, var det så bare kulturpolitikken, den var gal med, ville det måske være til at leve med i en periode, men det stikker jo meget dybere end som så. Kulturpolitikken vil altid kun være en afspejling af den økonomiske og den sociale politik - et symptom, så at sige, på at Socialdemokratiet er blevet et autoritært og borgerligt parti.
Gamle nyheder, George, sosserne har altid været partiet for laveste fællesnævner.
Tror man her virkelig GM i, at SD vil lukke bibliotekerne, symfoniorkesterene osv fordi spørgsmålet er blevet rejst af Henrik S.L. om prioritering i kulturlivet statsstøtte? Kom nu, politik drejer sig om at prioritere først og fremmest - ikke om love guld og grønne skove som om midlerne var ubegrænsede, altså valgflæsk. GM spær din spy til det rådne, men du har måske rigeligt til alle?
Det virker ærlig talt til at flere er gået forkert. Jeg vil anbefale at i kikker i retning af Alternativet og Radikale Venstre.
Socialdemokratiet prøver nu at blive repræsentant for deres historiske vælgere dvs. de vælgere som stemte på partiet pre-Z-DF. De vil være partiet for alle Socialdemokrater, og meget tydeligt især de mange, som nogle kan huske fra deres ungdom, og i dag kan ses i DF, som egentlig er/var bund-borgerlige, skræmte af udefrakommende tendenser, og ja, aldrig kom på biblioteket, men alligevel helt naturligt tilhørte(r) arbejderklassens parti.
Men nu vi er ikke i industrisamfundet tid, med (vækst-)optismisme for arbejderklassen, og hvor få havde for meget, og færre for lidt, men i neoliberalismens tidsalder, hvor skattesystemer udhules for dem som allerede har, og der altid er nogen ude i verden som af nødvendighed vil arbejde for lavere løn end dem, som har for lidt.
Så et Socialdemokrati uden studenteropgør og kulturradikalisme, men med masser af pisk til dem der må tage sig til takke...
Læs her hvordan Johanne Thorup Dalgaard på humoristisk vis hudfletter DF's og Sass kulturpolitik :
https://www.altinget.dk/artikel/johanne-dalgaard-angreb-paa-finkultur-ho...
Man kunne også kalde kampen mod kulturradikale for neo-rindalisme.
Når man hopper ned i muddergrøften bliver man snavset.
Og hvor er der dog mange, gamle socialdemokrater, der efter 30-40 år som medlemmer føler sig fortabte og forladte. Dertil kommer vi andre, som i mange år havde respekt for SD.