Hvem siger, at forpligtelser altid er af det onde? Lad os for én gangs skyld være lidt ambitiøse og vedkende os både vores evne og vores forbandede pligt til at skabe fuld beskæftigelse.
»Borgerløn,« lyder det prompte, når man trykker progressive venstreorienterede på maven – og ganske bemærkelsesværdigt har ideen om en universel basisindkomst de senere år også vundet genklang blandt Silicon Valleys techmiliardærer. Konceptet hyldes sågar på direktionsgangene i flere af de store globale industrikoncerner.
Er der noget, der for alvor kan give erhvervseliten sved på panden, er det tilsyneladende stagnerende efterspørgsel i den brede middelklasse.
I den kontekst er borgerløn mere et spørgsmål om billigst og mest effektivt at opretholde den herskende, nyliberale orden, end det er udtryk for et hensyn til de berørte menneskers velbehag og velfærd.
Jeg medgiver gerne, at borgerløn vil være en nem, enkel og ikke mindst – som Rutger Bregman formulerer det i sin bestseller Utopia for realister – realistisk løsning på fattigdomsproblemerne. En statsbetalt basisindkomst, no strings attached, vil imidlertid også cementere det nyliberale paradigme og efterlade hver enkelt afregnet, passiviseret og alene.
At indføre borgerløn er dybest set at reducere en lang række mennesker til nyttige, forbrugende idioter, hvis eneste berettigelse er at sikre en fortsat efterspørgsel på forbrugsgoder og dermed brændstoffet til den globale finanskapitalismes evighedsmaskineri.
Borgerløn rimer ikke på hverken sammenhængskraft eller samfundssind. Tværtimod er ideen om en betingelsesløs basisindkomst en ultimativ falliterklæring for et moderne demokrati.
Brug for arbejdet
Skal vi opretholde et civilsamfund som andet end et kommercielt forbrugsfællesskab, er det nødvendigt, at vi alle sammen kontinuerligt får bekræftet, at vi er en del af en større sammenhæng, og at andre mennesker faktisk har brug for os.
I mine øjne er det en essentiel statslig opgave at garantere alle og enhver et meningsfuldt job til en anstændig løn; take it or leave it. Selvsagt uden plads til akademiske nykker eller andre fine fornemmelser.
En statslig jobgaranti vil skabe et økonomisk stabilt og inkluderende, produktivt fællesskab. Det er den simple tanke, at alle, der står uden for arbejdsmarkedet, skal tilbydes et job i offentligt regi.
Det kan lyde som ren beskæftigelsesterapi, men hvis der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel på arbejdskraft hos de private virksomheder, er der intet som helst i vejen for at skabe en mangfoldighed af nye værdifulde, varme job i den offentlige sektor.
Tænk pleje og omsorg, naturpleje, vedligehold af offentlige anlæg, renhold, undervisning; you name it – alt sammen organiseret og sat i system lokalt.
Med vores generelle velstandsniveau burde vi have en overflod af fælles, inkluderende aktiviteter med både børn og ældre, og i det hele taget have tid til at tage os af hinanden.
Der er nok at tage fat på og masser af huller at fylde i samtlige af de offentlige institutioner, hvor vi de senere år har rundbarberet normeringerne og ’skåret fedtet væk’. Også opgaver som reetablering af naturen og vedligeholdelse og udbygning af offentlig infrastruktur er oplagte indsatsområder.
I det øjeblik vi accepterer, at tingene ikke partout behøver være dikteret af markedsvilkår, har vi alle muligheder for at stable nye initiativer på benene, der kan komme såvel det store fællesskab som de små lokale samfund til gode.
Ingen produktivitetsmål eller forblommet snak om human kapital. Rigtige mennesker og lokal forankring er dét, det drejer sig om her.
Slut med skueprocesser
Konkret vil de mennesker, der gør brug af jobgarantien, fungere som en buffer af arbejdskraft, der holdes skarp og aktiv og til enhver tid kan trækkes over i den private sektor.
En anderledes og noget mere fremsynet forvaltning af overskydende arbejdskraft end jobcentrenes tragikomiske forsøg på at fremmane arbejdsmarkedsparathed blandt de mere eller mindre umyndiggjorte klienter.
En jobgaranti er ikke det samme som at indføre arbejdstvang. De, der måtte takke nej til tilbuddet, kan bare ikke forvente at blive forsørget af det offentlige.
Slut altså med beskæftigelsessystemets vanvittige behandling af voksne mennesker, der i dag bliver mødt med både mistro og benhårdt smagsdommeri.
Slut med at skrive ansøgninger i metermål, i det der dybest set er en ren skueproces, og slut med at bilde folk ind, at opkvalificering og ressourceforløb skaber nye job.
Slut i det hele taget med den vildfarelse, at beskæftigelsesindsatsen i den offentlige sektor skal foregå på markedets vilkår.
Arbejdsløse skal ikke mødes med dyneløfteri og udskamning, men med et tilbud om et stykke arbejde, der giver mening i en større sammenhæng og gør en konkret, positiv forskel for andre mennesker. Præcis sådan kender man et rigt og civiliseret samfund.
Intet lønpres
En statslig jobgaranti vil i praksis sætte barren for minimumsløn.
Implementeres jobgarantien, vil samtlige af de medlemmer af arbejdsstyrken, der ønsker det, være beskæftiget, og virksomheder vil kunne hyre nye medarbejdere i såvel den høje som i den lave ende af lønskalaen.
Netop det sidste er en vigtig pointe. Puljejobbene udgør i realiteten en buffer af minimumslønnede ansatte, som virksomhederne til enhver tid og med dags varsel vil kunne trække over i den private sektor.
Hvor borgerlønsmodtagere ikke kan forventes at ville påtage sig et lønarbejde, medmindre betalingen ligger væsentligt over basisindkomsten, vil medarbejdere rekrutteret fra jobpuljen ikke lægge unødigt lønpres på arbejdsgiverne.
I perioder med øget aktivitet i økonomien vil der løbende være en bevægelse af arbejdskraft fra jobpuljen over i den private sektor. Under lavkonjunkturer vil jobpuljen tilsvarende blive forøget med det antal medarbejdere, der må forlade den private sektor.
Staten vil dermed stimulere økonomien med fornyet købekraft, i det øjeblik virksomhederne skærer ned. Modsat de traditionelle jobskabende indsatser, der nemt forfordeler enkelte virksomheder og brancher, og tit og ofte kan være med til at skabe unødigt bureaukrati, vil jobgarantien fordele den fornyede købekraft bredt og horisontalt.
Ikke engang kastet tilfældigt fra en helikopter vil nye penge kunne distribueres mere effektivt.
Alle kan skabe værdi
Jobgarantien skaber en velorganiseret offentlig sektor, der tager hånd om de fælles udfordringer, vores infrastruktur i bred forstand. Ikke mindst sørger den for, at alle har en reel mulighed for at bidrage.
Hvor private virksomheder pr. definition forsøger at spare så meget som muligt på den dyrebare arbejdskraft og rationerer medarbejdernes timer, bør vores offentlige institutioner have mulighed for at give medarbejderne både råderum og tilstrækkeligt med ressourcer til at løse deres opgaver til perfektion.
Igen er det vigtigt at understrege, at jobgarantien mere er et spørgsmål om at skabe sammenhæng og samfundssind, end det er en ordning, der bare skal forsørge.
At lade staten garantere alle et job er i virkeligheden at give initiativretten tilbage til hver enkelt af os og insistere på, at vi alle sammen har evnen til at skabe værdi for andre, hvis altså måden vores samfund er indrettet på, giver os muligheden.
Christian Estrup er selvstændig erhvervsdrivende
Arbejdsmarkedet stjæler nødvendig, opbyggelig aktivitet - enten ved at tømme dem for fornøjelse og gøre dem til sur pligt eller ved at snuppe tiden til sur pligt, der kunne være brugt på nyttige, men ikke-lukrative aktiviteter. Så meget som muligt skal vi fylde vores liv med det, der gør os glade, den medfødte generøsitet og glæde ved at opleve andres taknemmelighed for det, vi gør, uden anden bagtanke end det.
"En jobgaranti er ikke det samme som at indføre arbejdstvang. De, der måtte takke nej til tilbuddet, kan bare ikke forvente at blive forsørget af det offentlige."
Hehe! ;)
Et eller andet siger mig, at Christian Estrup ikke i selv sin vildeste fantasi kan forestille sig selv som taknemmelig modtager af dette generøse 'jobtilbud'. Ellers ville han vil ikke skrive sådan noget forblommet vrøvl, tænker jeg?
Men sådan går det som regel, når man i sit lønkammer udtænker systemer og planer for andre mennesker. Systemer og planer, som man ikke selv forventer at blive berørt af.
Men bevares, det er da forfriskende nye tanker, så måske skal man ikke som en anden cirkushest stille sig på bagbenene som det allerførste.
Man fornemmer en god vilje bag de mange ord, omend og som sagt fantasien og evnen til at tænke ud over sig selv - midtpunktsforskydning som man vist kalder det i lærde kredse - lader noget tilbage at ønske.
Det er for eksempel noget af en påstand, som Christian Estrup sådan uden videre udslynger i forhold til en borgerløns indvirkning på den danske borgers sindstilstand og virkelyst:
"At indføre borgerløn er dybest set at reducere en lang række mennesker til nyttige, forbrugende idioter, hvis eneste berettigelse er at sikre en fortsat efterspørgsel på forbrugsgoder og dermed brændstoffet til den globale finanskapitalismes evighedsmaskineri."
og
"Hvor borgerlønsmodtagere ikke kan forventes at ville påtage sig et lønarbejde, medmindre betalingen ligger væsentligt over basisindkomsten, vil medarbejdere rekrutteret fra jobpuljen ikke lægge unødigt lønpres på arbejdsgiverne."
Er det nu også sikkert og vist, Christian Estrup? Måske andre mennesker ville træffe andre valg end du selv, hvis borgerløn blev en realitet? Det må da i det mindste anerkendes som en mulighed, hmm?
Midtpunktsforskydning, som sagt. En værdig evne, skulle jeg mene.
Endelig bliver man jo let lidt bekymret, når der tales om "et stykke arbejde, der giver mening i en større sammenhæng og gør en konkret, positiv forskel for andre mennesker." ikke mindst når dette arbejde ikke frit kan fravælges, og - som jeg forstår det - skal udføres til en 'ikke-lønpressende' mindsteløn.
Helt konkret kunne man jo ønske sig, at Christian Estrup opridsede lidt tydeligere hvilke meningsfulde vilkår man som klient i hans plan kan forvente?
- Hvor mange timers arbejde om ugen får man 'tilbudt'? 37 timer? 25 timer? Eller skal den sag afgøres gennem noget kommunal arbejdsprøvning?
- Hvad stiller man op, hvis man ikke finder det 'tilbudte' arbejde meningsfuldt? Selv hvis en statslig styrelse har konstateret, at det skam er både positivt og meningsfuldt. Kan man så sige nej tak, og bede om at få 'tilbudt' et andet arbejde?
- Hvor høj er en 'anstændig' løn? Jeg har for eksempel arbejdet til 121,50 kr. i timen hos et større dansk teleselskab, og det i en relativt kompetencekrævende stilling. Hvis ikke det offentlige 'jobtilbud' skal skabe lønpres må jeg altså konstatere, at vi taler om en lavere timeløn end dette?
Hvor lav, Christian Estrup?
"I perioder med øget aktivitet i økonomien vil der løbende være en bevægelse af arbejdskraft fra jobpuljen over i den private sektor. Under lavkonjunkturer vil jobpuljen tilsvarende blive forøget med det antal medarbejdere, der må forlade den private sektor."
Var det Keynes der foreslog at iværksætte offentlige projekter, når aktiviteten i den private sektor stagnerede. I så fald ville vi da opleve en velorganiseret offentlig sektor, der tager hånd om de fælles udfordringer, vores infrastruktur i bred forstand, uden vi behøver formalisere en jobgaranti.
Jeg forestiller mig, at man kan få både borgerløn og jobgaranti uden golde beskæftigelsesindsatser gennem en kombination af :
1. En forholdsvis lav borgerløn, der f.eks. også kan bruges af studerende og give hjemmegående en mindre kompensation for de store værdier, de skaber uden for markedsøkonomien.
2. En høj skattefri bundgrænse for dem, der vil supplere borgerlønnen eller bruge borgerlønnen som grundlag for egen virksomhed.
3. Statslig jobgaranti for dem, der vil sikres en bestemt indtægt – ens for alle - gennem et lønmodtagerjob. Jobgarantien kan dækkes af job i den offentlige sektor, til overenskomstmæssig løn, men ikke nødvendigvis på fuld tid.
Skiftende flertal i Folketinget kan under skiftende konjunkturer og politiske stemninger flytte på satser og indtægtsgrænser. Måske kan borgerlønnen efterhånden blive så høj, at de andre punkter kan blive overflødige. Golde beskæftigelsesindsatser bør man i hvert fald afskaffe.
“De, der måtte takke nej til tilbuddet, kan bare ikke forvente at blive forsørget af det offentlige”.
Nå, da, da, hvad skal der så ske med dem?
Tænk pleje og omsorg, naturpleje, vedligehold af offentlige anlæg, renhold, undervisning; you name it – alt sammen organiseret og sat i system lokalt.
En selvstændig erhvervsdrivende må nok kunne forstå, at disse arbejdsområder ved en statslig overtagelse af arbejdskraften ikke længere kan betale sig som forretningsområde for selvstændige erhvervsdrivende. Det er vel ikke hensigten at det private initiativ skal sættes ud af kraft - læs: Udkonkurreres - af statslige jobgarantier?
Endvidere vil jeg være overordentlig utryg ved at overlade plejen eller undervisningen af gamle, syge og børn til arbejdssøgende af forskellige meninger om, hvad der er god pleje/undervisning etc. Jeg ville nødig være værgeløs i ukyndige og indimellem uvillige hænder.
@Torsten Jacobsen:
Med tak for oplagt, mestendels konstruktiv kritik, og til almindelig information—så jo—havde jeg faktisk tilbage i starten af det nye årtusind (med status af kontanthjælpsmodtager) fornøjelsen af at tilbringe et par uger som pedelmedhjælper på en lokal skole. Kontanthjælpstaksten var så absolut (allerede dengang) ikke noget at skrive hjem om, men på alle andre måder var det en god, øjenåbnende oplevelse. Just saying . . .
Som et konkret svar på et konkret spørgsmål: Jeg har i dag mine "nye" unge mennesker gående til 100,- kroner i timen (+ feriepenge). Fint sted for mig at sætte barren. Ønsker nogen at forsikre sig herudover, er der intet i vejen for at tegne en privat lønforsikring.
Arbejde er et nødvendigt onde, som ikke længere er så nødvendigt, som det engang var. Borgerens rolle er i dag lige så meget at være forbruger som at være producent. Faktisk vil jeg hævde, at arbejde er roden til alt ondt. Arbejde er altid konkret, et "job" derimod er abstrakt, og ingen skal bilde mig ind, at et hvilket som helst job er meningsfyldt. Men det er typisk for mennesker, der aldrig har haft et skodjob, at de udelukkende ser på det rent formelle, nemlig den såkaldte "beskæftigelse", og så helt ignorerer, at der i stadig mindre grad vil være brug for alle de hænder, som bliver ledige i takt med mekanisering, automatisering og robotificering af arbejdsmarkedet.
Læs Eskild Halbergs lille bog: "Roden til alt ondt" - jeg har "lånt" den ud til min jobkonsulent, og sagt til ham, at når han er færdig med at læse den, skal han lade den gå på omgang mellem hans kolleger. Det kan aldrig skade, at de stakkels mennesker, hvis job (!) er at skaffe andre mennesker et job, ligegyldigt hvad, også ved lidt om den særlige, ondartede politiske økonomi, der er styrende for tvangsaktiveringen og de andre moderne former for slaveri.
Den bedste ordning på det danske arbejdsmarked havde vi i det columbusæg, Schlüterregeringen gennemførte i 1986, og som blev smadret af Nyrupregeringen i 1994.
Det ultimative arbejdsudbud i en nøddeskal og hvem skal bestemme lønnen ? konkurrencerådet eller demokratiet - dvs. os selv.
Uanset at analysen på lange stræk forekommer rigtig, er forudsætningerne skæve og konklusionerne problematiske.
Den værste er tvangsarbejde. Forestiller Christian Estrup sig virkelig at vi udnytter samfundets menneskelige ressourcer bedst ved at tvinge mennesker ud i mere eller mindre gennemtænkte 'beskæftigelsesprojekter', defineret af forskellige offentlige instanser?
Der er intet - som i absolut intet - der indikerer, at system- og kassetænkningen i det offentlige er i stand til at producere jobs med indhold og mening, snarere tværtimod.
Og så vil jeg i øvrigt anfægte præmissen om at borgerløn er synonym med en absolut ekskluderet og passiv tilværelse. Der er et enormt positivt potentiale i at sætte mennesker fri. Også for samfundet.
Borgerløn er det modsatte af passivisering, det er mægtiggørelse af den enkelte til at bruge sine kræfter bedst muligt.
Christian Estrup,
Jeg har tilladt mig at google dig, for sådan lige at få en idé om hvilken form for job du tilbyder dine 'unge mennesker'.
Og ved du hvad? Selv om jeg - en slags socialist - nok skal spare dig for min uforbeholdne mening om kapitalister, der finder andres tid så foruroligende lidt værd (100kr/timen), så kan jeg såmænd godt forestille mig, at dine 'unge mennesker' er udmærket tilfredse:
Dels er der for mig at se tale om sæsonbestemt løsarbejde, og jeg vil gætte på at dine 'unge mennesker' primært jobber den hos dig på deltid en sæson eller to, indtil de sætter kursen mod mere meningsfulde mål? Og mon ikke de fleste af dine 'unge mennesker' supplerer deres magre indkomst med lidt hjælp hjemmefra, eller via et arbejde ved siden af.
Dels kan det utvivlsomt være meningsfuldt at arbejde i Vesterhavets skønne natur - omend til en latterlig lav løn - hvis blot man sådan helt frivilligt har valgt at gøre det. Frivilligt!
Selv bestrider jeg for tiden et job, som udføres om natten. Lad os kalde det 'Rengøring af Offentlige Transportmidler'. Et af de 'værdifulde' og 'meningsfulde' jobs, du ved.
Og jo, bevares, set helt fra oven - i abstraktionen - er det da svært meningsfuldt sådan at være med til at sikre et nogenlunde anstændigt 'renhold' af byens infrastruktur. Om end et så ophøjet perspektiv kan være svært at fastholde, når man helt konkret står og vasker opkast, urin eller fækalier af gulv og sæder kl halv tre om natten.
Jeg klager ikke, vil jeg dog skynde mig at understrege. Jobbet er meningsfuldt for mig, fordi jeg:
- Selv har valgt det!!!!
- Lønnen er 182,5 kr./timen
- Den relativt høje løn gør det muligt for mig at arbejde blot 17.5 timer/uge.
(Jeg er så privilegeret at have en relativt lav husleje i Århus C)
Den sande mening findes for mig i min tilkæmpede frihed. Ikke i jobbet, som du ellers synes at forestille dig. Det kan selvfølgelig være, at jeg er lidt mærkeligt skruet sammen i hovedet, men mon dog ikke at i hvert fald nogle få andre bestridere af 'værdifulde' og 'meningsfulde' bundjobs,
har det præcis lige som jeg?
Den offentlige debat her til lands er gennemsyret af den påstand, som du også synes at fremføre:
At arbejde er livets mening, og at arbejdet derfor i en vis grad bærer lønnen i sig selv (hvorledes ellers forsvare over for sig selv og andre, at 100 skaldede danske kroner er en rimelig timeløn?).
Sjovt nok bæres denne forestilling primært oppe af mennesker, som ikke blot med velbehag finder egen lønindtægt pænt over middel, men som også bestrider jobfunktioner præget af en høj grad af agency - dvs. en oplevelse af indflydelse på og mulighed for at påvirke og definere de daglige arbejdsopgaver.
Mennesker med karrierer, med andre ord.
Måske du skulle tænke lidt dybere over, hvad et meningsfuldt arbejde egentlig er? Hvilke forhold der indvirker på oplevelsen af mening. Måske bør du endda genoverveje din påstand om. at arbejde er meningsfuldt i sig selv?
I det mindste håber jeg, at dette lange - og noget flagrende - indslag i debatten får dig til at lægge forestillingen om det rimelige i at tvinge mennesker til 'frivilligt' at gøre noget, som de hverken kan eller vil, tilbage på historiens mødding - hvor den retteligt hører hjemme.
Chr. Estrup: Vi skal have indført borgerløn, men da der findes mange forskellige forslag i forskellige bøger, bliver jeg nødt til at henvise til debatoplægget, Borgerløn på dansk, som jeg selv har været med til at udforme: https://basisindkomst.dk/debatoplaeg-fra-alternativets-borgerloensgruppe/
Intet land har borgerløn. Nogle har lavet ‘kontanthjælp uden modkrav’ med en bestemt gruppe i et nærmere bestemt geografisk område. Derfor er din hovedpåstand, at ‘borgerløn passiviserer’ grebet ud af den blå luft. Hvor har du læst det henne? Tværtimod vidner alle de borgerlønslignende forsøg rundt omkring i verden om, at folk tager sig sammen, sætter børnene i skole, åbner en lille biks, køber symaskiner og den slags.
Hvorfor skal alle arbejde? Arbejderismen sømmer folk fast til lønarbejdet, som om lykken kun findes der. “Der er ingen frelse uden for kirken”, hed det i middelalderen. I dag er man fortabt uden for arbejdsmarkedet. I fremtiden får de færreste lov til at lønarbejde, og de ansvarlige på arbejdspladserne vil ikke have fumlere tumlere til at gå i vejen. Det er ikke alle, der kan omskoles til programmører eller valgforskere.
Vi har ikke brug for et arbejdsbegreb, der forkynder: Du skal arbejde.
Vi har brug for et borgerbegreb, der siger, at du fra det fyldte 18. år er borger og dermed har ret til at leve, på en økonomisk sats af et beskedent niveau.
Der er også brug for en masse højskoler, hvor borgerne kan diskutere os frem til, hvad et godt borgerliv er.
Og meget mere.
@ Torben K L Jensen,
Omkring løn og løn-dannelse er der 2 forskellige muligheder.
1. Danmark genererer et næsten lineært stigende BNP, der i et par år har ligger på omkring 2.000 mia. DKK. Disse penge fordeles ikke optimalt i disse år, og samfundet bør tage en større andel, som ellers bliver hos de i forvejen rige. Det kan gøres med stigende skatter for høje indkomster, formueskatter og skatter ved overførsel fra DKK til anden valuta.
2. Man kan simpelt hen fordele de jobs der rent faktisk er, og først og fremmest stoppe al overarbejde, der ikke kan begrundes. Her er det klart, at de mennesker der bliver sat ned i antal ugentlige arbejdstimer, også må sættes ned i indkomst - det vil sige at timelønnen fortsat er den samme.
Jeg tror, at man kan organisere det, så begge muligheder bliver integreret. Det vil sige at alle kommer i jobs, men at indkomsten ikke reduceres tilsvarende.
Add. 2. Denne model har faktisk været i brug i Holland gennem en årrække som frivillig ordning..
Det her minder mig og Mette Frederiksens “efterløn”, bare med modsat fortegn.
Jeg var engang kursist i et aktiveringsprojekt sammen med fem andre langtidsledige, der kom direkte fra arbejdsmarkedspraktik hvor de ikke havde opnået ansættelse. Det var de selvfølgelig hamrende sure over, men mest indebrændte var de over at føle sig udnyttet af systemet til at fungere som løntrykkere (deres ord).
Deres attitude forvirrede mig, for hvorfor ikke bare yde lidt for sin overførselsindkomst? Jeg lovede mig selv, for alt i verden ikke at blive ligeså bitter, når turen kom til mig.
Under hele min praktik i en daginstitution, som kontor- og altmuligmand, arbejdede jeg det bedste jeg havde lært fire timer dagligt. Efter halvandet år blev jeg opgraderet til løntilskud for efter tre år opnåede jeg det ingen af mine medkursister havde formået, at få fast ansættelse - som gårdmand, udenom det kommunale gårdmandssystem. Her kunne historien slutte. Men der er bare den krølle, at min ansættelse kom med en pris, for nogle af mine kollegaer. I den periode hvor jeg arbejdede for kontanthjælp blev der nemlig skåret ned på rengøringen, ligesom der er sparet penge på vedligeholdelse, som er nogle af de arbejdsområder jeg har bevæget mig ind på.
Så måske er det ikke helt så enkelt, som Christian Estrup skriver, at bringe tvungen og konkurrerende arbejdskraft ind i det der skulle være et frit marked. For selvfølgelig kan folk jo ikke bare vælge overførselsindkomst fra, hvis de bliver ledige og af forskellige årsager ikke kan eller vil arbejde. Men ok - sat op mod Mette Frederiksens ”seniorborgerløn”, hvad har da mest gang på jord – ledighed eller beskæftigelse? Et langt liv i udkanten af arbejdsmarkedet hat lært mig at gætte på det der er mest slidsomt for de ledige.
Jeg er selv ret interesseret i moderne monetær teori for tiden, men lige præcis deres forslag om en statslig jobgaranti er jeg ikke så begejstret for.
Et rigtigt godt incitament for de !edige, til at finde sig et rigtigt arbejde.
Så kan de lære det.
Enig . Staten bør tilbyde alle job. Hvis man ikke kan finde noget selv, kan man blive ansat under forsvarsministeriet eller transport ministeriet til at bygge eller vedligeholde Danmark.
Og så kan vi endvidere ringe til Trump og sige "2%? Tyndpisser. Vi har 5%"
Der er noget mærkeligt irrelevant og patroniserende i, at fortælle folk at det arbejde man tilbyder dem er ”meningsfuldt”. For en lønmodtager drejer det sig først og fremmest om at have et arbejde man trives med, til en ordentlig løn og med acceptable arbejdsforhold. Om selve det arbejde der udføres er meningsfyldt eller ej, er først og fremmest et anliggende for den der betaler for at få det udført. Og hvis nogen vil betale en løn for arbejdet, giver det selv sagt mening, uanset hvad der ellers kan siges om det. Hvis man derimod finder det påtrængende at indprente det hos den der skal udføre det, er der derimod grund til at være i tvivl.
Indholdet af den form for jobgaranti der omtales, har en vis påfaldende lighed med den fortolkning af meningsfuldt arbejde, som aktuelt praktiseres af kommunerne under betegnelsen ”nyttejobs” (som på næsten samme måde er et irrelevant og patroniserende begreb). Så måske kan projektet, under en eller anden form, have en chance i aktiveringsindustrien, Denne har jo et behov for jævnligt at forny sin terminologi, og organisationsform, med henblik på at signalere dynamik og udvikling, og modvirke tendenser til at anfægte indsatsens betydningsindhold. Dog må der advares mod udtrykket ”puljejobs”, som ikke er nyt i denne sammenhæng.
Christian Estrup glemmer vist, vi siden 2001 har levet under en minimalstatsdoktrin, angiveligt til gunst for de selvstændige erhverv.
NEJ TAK TIL STATSANSATTE STØTTE PÆDAGOGER...
ideen om, tvunget beskæftigelses terapeuter som erstatning, for, ubetinget basis indkomst er mig inderligt imod ja helt inde i kernen af hvad og hvem jeg er har jeg væmmelse overfor ideen. det er en totalitær stat. som der mener at vi mennesker er grundligende dovne, jeg har som ægte liberal et fuldkomment andet menneske syn og støtter derfor også ideen om en ubetinget basis indkomst som en samfunds dividente der består af alle samfundets, arbejdsfrie indkomster, samlet op i blandt andet en fuld grundskyld af jordværdiernes, himmelflugt, hentede vi alt " jordrente" og ud udbetalte det som en basis indkomst/ samfundsdivdente til os alle. så ville vi ca ha 8000-9000 kr om månden pr voksen borger i Danmark og da samfundet ikke skal bestemme over individet, må indivdet selv bestemme hvad vi vil gøre med vores andel af de samfundsskabt værdier.
Jobcenteret er idag et gimrende eksembel på hvad det koster og drive en sådanne kæmpestat uden hjerte og hjerne, ja det system vi har idag, er precist et eksembel på at det er dyrt og agere støtte pædagog for os alle. som georgist støtter jeg tanken om den lille stat med det store hjerte. hvor vi giver total individuel frihed. jeg mener i modsætning til Christian Estrup ikke at lediggang er roden til alt ondt. ja jeg stiller mig måbende overfor behovet for denne formydeirske stat, som der bygger på ideen om homo ecomomicus som et grundliggende dovent væsen.
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2018/01/homo-economicus-doed-...
Der eksistere flere undersøgelser der ganske enkelt afliver myten om at vi mendesker er drevet efter princippet om homo ecomomicus . sætter vi os fri så vil vores egen kreativitet, udvikle os mod en højere eksistens, jeg stiller forundret spørgsmålet hvad er problemet i at sætte sig ned og læse en bog, hvile lidt ind i mellem. ja civilsamfundet vil helt automatisk vokse, hvis vi alle fik lidt mere tid, hvis vi gav hinanden lidt mere tillid, og søgte en samfunds model med meget mindre kontrol og tvang, ja der vil så ganske givet være nogle få der har det fint med at blive på sofaen, ganske fint med at foretage sig intet for de 8000-9000 kr vi som samfund giver dem med deres andel af vores samfundsskabte værdier, her siger jeg så ganske liberalt, og mener det så gu, det må helt og holdent være deres egen sag. ikke om jeg GIDER og se et samfund ansætte, horder af støtte pædagoger, og opfinde psudoarbejde for psudoabejdes beskeftigeses terapeutiske skyld. har dette få tal af os lyst til at hænge i hængekøjen og spille bowling, med vennerne og leve et "the dude liv", ( fra filmen the big lebowski ) ja så velkommen det er deres individuelle ret,
Det kommunistiske alternativ, er ganske enkelt et liv jeg ikke ønsker og leve, for projektet er afprøvet. sæt dig ind din mentale, tidskapsel og bring dig nu 40 år tilbage til den gamle østblok, hvor de gamle kommunistiske samfundet i enden kvæle sig selv, i overadministration og bureaukrati. jeg kan anbefale at man læser bogen, psudoarbejde af anders fogh jensen og dennis nørregaard. https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2018/05/forkromede-tidsspilde
jeg har faktisk lige læst den for trejde gang. og er godt igang med, Utopia for realister
Bog af Rutger Bregman en hollandsk forfatter og jornalist. og vil bagefter læse bullshit jobs af david graber. en amrikansk antropolog. faktum er at vi har automatiseret os op af marslovs behovspyamide. og frivillighedes kraft, er så meget stærkere end tvang. og overformynderi, som der grundliggende bygger på en mistro til din næste, jeg deler ikke din mistro til vores næste. kære Christian Estrup og er tværtimod fuld af tillid til at friheden vil gøre at vores Civilcourage vil vokse hvis vi giver hinanden tillid, frem for kontrol. vores civil samfund vil blomstre hvis vi gav hinanden lidt mere tid, så enden er hvem skal afgøre om et projekt nu er værdigt til at få denne støtte med arbedskraft, hvor mange kommisære skal vi ha sat til at afgøre dette ????
Frihed lighed og broderskab.
martin sørensen medlem af retsforbundes landsledelse.
Hvad er bedst "UBI" eller jobgaranti. Det spørgsmål er svært at svare på sålænge det ikke foreligger i en konkret beskrevet udgave som også inddrager spørgsmålet om hvem der skal financiere den. "UBI" er jo populær i både venstre og højre side af det politiske spektrum men af helt forskellige grunde.
Silicon Valley ser fordele ved "UBI" når AI implementeres og behovet for arbejdskraf vil falde. De ser det som en lille plaster på såret til de overflødiggjorte - dem som får svært ved at få det til at løbe rundt, og de kan så supplere deres "UBI" med den smule arbejde de kan finde - der bliver mange om budet - det kunne være som pseudo selvstændige i Uber regi.
Det tager tager broden af den utilfredshed der vil vokse frem efterhånden som robotterne tager over. De vil nemlig gerne have overskudene fra deres hightech virksomheder i fred - gerne med så lidt statslig indblanding/omfordeling som muligt. Men hvem der så skal betale for "UBI" blæser i vinden. Mon ikke UBI skal kombineres med en form for financiering hvor man sikrer at også de bidrager.
https://www.theguardian.com/technology/2016/jun/22/silicon-valley-univer...
Christian Estrups indlæg er i fin harmoni med Grundlovens § 75. Alle borgere opfordres til at læse eller genlæse grundlovsgivernes kloge budskab om emnet; retten til selvforsørgelse og statens forpligtelse til at; alene støtte behøvende borgere. Kort og godt - universelle ydelser til alle, som borgerløn, ligger ikke indenfor lovgivers mandat.
Konklusionen er at det er umuligt at tale om UBI uden samtidig at tale om finansiering af samme.
Hvad er forskellen mellem den løsning som kronikøren ønsker og så de desværre så velkendte "nyttejobs" og "gratis praktikker"....?
Hvis der er opgaver, der skal løses inden for det offentlige, så bør der opslås helt almindelige stillinger med de rettigheder og de overenskomster, der er forhandlet af arbejdsmarkedsorganisationerne. Så simpelt er det.... !
Vi må ikke gå på kompromis med hensyn til ganske almindelige rettigheder. Alt andet hedder tvangsarbejde.... Måske bør politikere og andre meningsdannere i øvrigt tage et smut til det gamle fattighjem i Svendborg (se link: https://www.svendborgmuseum.dk/danmarksforsorgsmuseum), eller læse lidt Martin Andersen Nexø eller Henrik Pontoppidan.... for rigtig mange politikere i dagens Danmark mangler i den grad basal social dannelse og socialhistorisk forståelse.
Både virksomheder og det offentlige er desværre blevet skrupforkælet og helt mentalt forskruet inden for de sidste mange år med at kunne kræve "gratis arbejde, betalt af staten eller til ganske lav pris". Det har medført et "A-hold" og et "B-hold" på arbejdsmarkedet.
Den tidligere almindelige løndannelse og jobdannelse både i det private og i det offentlige arbejdsmarked er blevet systematisk undermineret via diverse "ordninger" for ledige, og det er absolut ikke vejen at gå fremover.
Jeg medgiver at der kan være enkelte mennesker, hvis selvværd har lidt så stor skade at de kun kan hjælpes i gang via en form rehabiliteringspraktik, men denne bør kun ske under hensyntagen til den enkeltes kompetencer og bør inkludere såvel efteruddannelse som coaching, ligesom der aldrig må være tale om "nyttiggørelse". Værdighed bør være det grundliggende princip.
Hvis den enkelte blot er arbejdsløs, ja, så er det ikke en samfundsopgave at udnytte vedkommende som løntrykker og sparke vedkommende rundt i endeløse praktikker eller pseudojobs uden rettigheder og uden overenskomstmæssig løn. I stedet bør fokus være på en anstændig arbejdsløshedsunderstøttelse kombineret med efteruddannelse og coaching.
En "pulje" af arbejdsløse mennesker til lav løn indenfor det offentlige vil kun medføre reduktion af ganske normale stillinger, så der kan opnås besparelser. Det er dokumenteret ufatteligt mange gange.
Og så bør det vel egentlig snart gå op for folk, at der er brug for en gradvis nedsættelse af arbejdstiden generelt i samfundet..... robotterne kommer - digitalt og fysisk.
Måske var det i øvrigt en ide at genindføre den uddannelsesorlov, som Nyrop og Lykketoft stod for i '90erne...? Der er brug for efteruddannelse overalt i samfundet - ikke mindst digitalt. Det kunne med fordel bygges ind i beskæftigelseslovgivningen.
I forhold til arbejdsløshedsunderstøttelse, så bør det være en ret for alle, at man ikke skal sulte og gå fra hus og hjem, fordi, der ikke er nok arbejde i perioder i samfundet. Som det er nu, så er der både rigtig mange både syge mennesker og mennesker med talrige praktikforløb, der falder ned gennem nettet, og også små selvstændige, der i årevis har prøvet at holde deres butik kørende med store personlige tab, men til sidst må dreje nøglen om - de falder igennem nettet uden at kunne få dagpenge bageefter....
Principielt er det et spørgsmål om værdier og om hvilket samfund, vi ønsker. Er vi som danskere pi....ligeglade med om naboen sulter...? eller ønsker vi et samfund, hvor alle kan gå mætte i seng med tag over hovedet og værdighed i behold...? Ønsker vi et trygt samfund, hvor alle trives, og hvor alle kan færdes frit? eller ønsker vi et samfund, hvor de, som har, er nødt til at bure sig inde i gyldne bure, fordi de frygter, de som intet har...?
Der er ekstremt mange huller i vores sikkerhedsnet nu, og vi bliver nødt til overordentligt kritisk at se på de værdier og tilgange til mennesker, som lige nu er gældende i lovgivning og blandt de fleste politikere.
Der er i den grad brug for en ordentlig moralsk rusketur og en socialpolitisk efteruddannelse i politikerkredse.
"Ja - en nedsættelse af arbejdstiden vil matematisk betyde flere i arbejde."
Og lavere lønninger
"Ja - en nedsættelse af arbejdstiden vil matematisk betyde flere i arbejde."
Og højere omkostninger for firmaerne.
!Ikke hvis lønnen følger med ned."
Jo. Der er nogle grundomkostninger ved at have en ansat som ikke er betinget af hvor mange timer vedkommende arbejder.Plads,arbejdstøj, forsikringer osv. Alt sammen fuldstændigt uafhængigt af hvor mange timer vedkommende arbejder.
Så er medarbejderne villige til, udover 1:1 reduktion i løn i forhold til timer, at acceptere en yderligere lønnedgang grundet ekstra omkostninger for firmaerne.
Men jeg er enig. Staten bør ansætte alle der ikke har arbejde. I forsvarsministeriet.