Kommentar

Informations serie om kontroversielle aktier i pensionsselskaber løser intet, så længe politisk handling udebliver

Vi skal ikke bilde os ind, at virksomhederne på den sorte liste kommer til at mærke, at de danske pensionskasser sælger deres aktier, skriver økonomistuderende Rasmus Lindø Kaslund i dette debatindlæg
20. april 2019

Information har i den seneste tid ivrigt dækket, hvordan danske pensionsselskaber har investeringer for milliarder i firmaer, der producerer tobak, våben, udvinder olie og kul og ser stort på arbejdstagerrettigheder.

På både lederplads og andetsteds i avisen bliver læsere opfordret til at gå i dialog med deres pensionsselskab og bede dem frasælge disse investeringer eller i det mindste lade dem mærke opsparernes utilfredshed.

På lederplads skriver indlandsredaktør Anton Geist om danskernes pensionsopsparing:

»Pengene risikerer blandt andet at understøtte menneskerettighedskrænkelser, udvikling af stadig mere dødbringende våben og udvinding af fossile brændsler, som bidrager til den globale opvarmning.«

Det bliver antydet, at pensionsopsparingerne direkte støtter disse uomtvisteligt dårlige formål, og at man ved et eventuelt frasalg begrænser disse virksomheders muligheder for at fortsætte de uetiske aktiviteter.

Opfordringen til frasalg af uetiske aktier kan ses som en fortsættelse af den ’divestment’-bølge, der begyndte med amerikanske studerende, der opfordrede deres universitetsfonde til at frasælge investeringer i kul-, olie- og gasvirksomheder.

Nu advokerer organisationer som bl.a. Ansvarlig Fremtid for det samme. Mange argumenterer for divestment som en vigtig del af løsningen på klimakrisen – og det er da også en besnærende tanke, at omrokering af vores pensionsporteføljer kan afhjælpe menneskehedens vel nok største udfordring.

Det er dog desværre en misforståelse.

En dråbe i havet

For at sætte tingene i perspektiv har de undersøgte danske pensionsselskaber 42 milliarder kroner i kontroversielle aktiver.

Til sammenligning er markedsværdien af blot de virksomheder, der tjener deres penge på fossile brændstoffer, omkring 30 billioner kroner – altså ca. 700 gange de danske pensionsselskabers kontroversielle investeringer. Selv et bredt koordineret frasalg fra danske pensionskasser vil altså være blot en dråbe i et meget stort hav.

Det vil kræve koordination mellem et stort antal investorer, der alle beslutter sig for frasalg af denne virksomheds aktier, før divestment overhovedet kan have bare en lille effekt på en virksomheds aktiepris. Dette kan måske sænke selskabets aktiepris, i hvert fald på kort sigt, men virksomhedens indtjening vil være uændret.

På det verdensomspændende marked for kapital findes der uomtvisteligt et lige så stort antal investorer, der ser stort på etikken i deres investeringer. De vil desuden sikkert finde det yderst attraktivt at investere i det nu billigere selskab og på den måde opnå et højere afkast. På den måde ender aktieprisen i udgangspunktet.

Hvis en håndfuld pensionsselskaber frasælger aktier i en uetisk virksomhed, har det ingen effekt på dens fundamentale værdi.

Hvis divestment skal have nogen effekt, kræver det altså perfekt koordination fra størstedelen af verdensmarkedet for kapital for at sikre, at der ikke kan rejses kapital til uetiske formål. Om end det måske vil være ønskværdigt, er det fuldstændigt utænkeligt, at det kapitalistiske system pludselig får moralske skrupler.

Politiske løsninger

Det bedste argument for frasalg af de uansvarlige investeringer er altså, at det sender et signal om, at disse aktiviteter er uønskede af en delmængde af investorer. Dette kan måske øge til det stigma, våbenproducerende og klimaforurenende virksomheder retteligt har.

Det er naturligvis også fuldt forståeligt, at mange ikke ønsker at tjene penge på våbenproduktion og tjæresand. Men divestment-bølgen risikerer at generere falske forhåbninger og risikerer samtidig at fjerne fokus fra det, der rent faktisk skal til for at stoppe uetiske aktiviteter, nemlig: politisk handling.

Hvis vi ønsker at stoppe klimaforandringerne, er løsningen ikke at frasælge aktier i forurenende virksomheder – løsningen er at gøre det uprofitabelt at føre den slags virksomhed. Det gør vi ved at lægge afgifter på forurenende varer og tjenester, ikke blot for danske virksomheder, men også på importerede goder.

Hvis vi ønsker at sikre arbejdstagerrettigheder i anden- og tredjeverdenslande, bør vi lægge politisk pres på disse. Eksempelvis ved at indføre en embargo mod uetisk producerede varer. Og hvis vi vil stoppe produktionen af atomvåben, må vi forsøge at lægge politisk pres på vores alliancepartnere for at nedruste.

Men så længe der er penge at tjene på alle disse aktiviteter, skal virksomhederne nok rejse den nødvendige kapital dertil.

Rasmus Lindø Kaslund er økonomistuderende ved KU

Olieboreplatform ved Huntington Beach i Californien.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Poul Schou
Gert Romme og Poul Schou anbefalede denne artikel

Kommentarer