Kommentar

Japan kan hjælpe os til at forstå vores egen sexløse fremtid

Det står skidt til med sexlysten i Japan, og særligt mænd fravælger i stigende grad fysisk kærlighed. I Vesten oplever vi de samme tendenser, som især skyldes økonomisk usikkerhed, den teknologiske udvikling og mindre tid
Yoyogi Parken i Tokyo.

Yoyogi Parken i Tokyo.

John Walton

Debat
23. april 2019

Græsset i Tokyos Yoyogi Park er blevet koloniseret af smukke unge mennesker: kvinder og mænd under de blomstrende kirsebærtræer omgivet af sake og shochu, kasser med øl og plastikposer fulde af fingermad – de drikker, spiller spil og deler smartphoneskærme, mens bladene drysser ned omkring dem.

Hanami (blomsterkigning)-fester er et århundred gammelt forårsritual, et nationalt symbol på livets skønhed og forgængelighed. Men idet jeg passerer dem, kan jeg ikke undlade at tænke over, om nogle af disse rødkindede, festende unge er i gang med at finde sammen eller overhovedet gider give det et forsøg.

Det ’sexløse Japan’ er efterhånden blevet et stabilt meme-tema. Kombineret med en faldende fødselsrate og en aldrende befolkning er billedet af en nation i cølibat blevet malet endnu skarpere op af et paradoks: Japans kulturelle fantasi er fuld af erotik, lige fra 1700-tals shunga trætryk til det, ikkejapanere i vore dage ofte misvisende kalder hentai (perverse) pornografisk manga og animationer. Japanernes sexliv er, forlyder det, blevet totalt sublimeret.

Jeg har tidligere skrevet om dette fænomen (sekkusu-banare – at glide væk fra sex) og omtalt det i BBC-dokumentaren No Sex Please, We’re Japanese. Begge gange var jeg omhyggelig med at underforstå det, som nu er åbenlyst: Fænomenet er ikke begrænset til Japan.

Jomfrukrise 

Nylige rapporter fra USA, Storbritannien og Tyskland viser også vigende interesse for sex blandt unge, udsatte ægteskaber med færre børnefødsler som resultat. Dystre økonomiske fremtidsudsigter og konkret økonomisk usikkerhed lægger en dæmper på det fysiske begær, og mens adgangen udvides til onlineporno, dating apps, spil og de sociale mediers dopaminindsprøjtninger, så indskrænkes begærets drivkraft: tid og penge. Men uanset hvor på kloden man kigger hen, så er det særligt mænd, der bliver stadigt mere inaktive.

I Japan har mandlige jomfruer, der ikke er interesseret i sex, fået adskillige nedsættende ord hæftet på sig: soshoku danshi (passive græsædere), otaku (asociale nørder), og i den mørkere ende hikikomori (introverte, der lever med og af deres forældre).

I bedste fald fremstilles de som kejtede enspændere, opfostret i kølvandet på Japans postkrigsopsving. I værste fald er de håbløse symptomer på landets ydmygende irrelevans. Kina er på vej op, USA er på vej videre, og Japan står tilbage.

Tokyo Universitets seneste undersøgelse af Japans ’jomfrukrise’ fokuserer på økonomiske, regionale og generationsmæssige data. Ingen overraskelser: Flertallet af befolkningens sexløse mænd (i 2015 en ud af fire unge voksne) har ikke fuld beskæftigelse og bor i mindre byer eller i forstads- eller landområder.

Det mest slående er det relativt høje antal unge voksne japanere som, godt oppe i 30’erne, har haft et sexliv, men har opgivet det, og nu ikke længere er optaget af at finde en intim partner i det hele taget.

Doktor Peter Ueda, medforfatter til undersøgelsen, fortæller mig, at der i disse tilfælde kan være flere kulturelle normer på spil. Kirsten Giftekniv-traditioner (omiai) var udbredt i Japans opsvingsår i 1980’erne. I det 21. århundrede har modernisering, vestliggørelse og Japans økonomiske krise gjort arrangerede parforhold overflødige.

»Det japanske samfund er ikke længere så ivrigt efter at få dig giftet bort,« siger Ueda. »Det er i stigende grad dit eget ansvar at klare dig på datingmarkedet.«

Japan er notorisk kollektivt anlagt; wa, gruppens harmoni, bliver prioriteret højt. At skille sig ud kan være risikabelt. Fysiske kærtegn i offentligheden er ikke velset (ingen i min japanske familie har nogensinde givet mig et knus). Lige siden Japans første møde med vesterlændinge har håndtrykket været opfattet som en bizar form for hilsen: uhygiejnisk og mærkværdig. Buk og hold afstand. At sige ’jeg elsker dig’ på japansk (aishiteru) er praktisk talt forbudt og fremsiges først og fremmest som en joke.

Alt dette gør muligvis Japan til vores sexløse fremtids perfekte storm, hvor fysisk kontakt og ansigt-til-ansigt-intimitet falder til jorden sammen med alle kirsebærblomsterne.

Oversat af Nina Trige Andersen

© The Guardian og Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

nu kan det jo også være, at befolkningen generelt er ved at indse, at over 7 mia mennesker på en lille klode er mere end rigeligt.

Jørgen Wassmann, Erik Karlsen, Mogens Holme og Dorte Haun Nielsen anbefalede denne kommentar

Det moderne livs rationale er dræbende for kærligheds leg, erotikkens mystik og sexuelle lyst. Vi lod det rationale bestemme alt for længe. Vi må vinde det det irationale tilbage så der er balance.

Touhami Bennour, Arne Albatros Olsen, Søren Nielsen, Flemming Berger, Erik Winberg og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Aleksander Laursen

George Orwells '1984' bliver til virkelighed.

Overvågningssamfund - Tjek

Folk tror på alt medierne skriver inkl. krigspropaganda - Tjek

Det seksuelle instinkt bliver udslettet - Tjek

Strategien er hverken at besejre Eurasien eller Sydøstasien (Kina/Rusland), krig kan hverken vindes eller tabes, den er til for at opretholde samfundsstrukturen (uligheden) som den er - Tjek

Kim Houmøller, Daniel Joelsen, Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Erik Winberg og Henrik Hansen anbefalede denne kommentar
Dorte Haun Nielsen

Cølibat er en velsignelse på alle tænkelige planer. Myten om kærlighed og fysisk intimitet som værende nærmest synonyme er mejslet ind i det moderne samfund - men en myte ikke desto mindre. Kærlighed og sex har så lidt med hinanden at gøre at de slet ikke burde optræde i samme sætning. 'Fysisk kærlighed' er en uladesiggørlighed. Bogen 'Sex is not compulsory' af Liz Hodgkinson kan anbefales, hvis man er klar til at debunke sine egne og samfundets myter om nødvendigheden af sex som en slags rekreativ aktivitet - 'nødvendig' kun ud af afhængighed, kedsomhed, tomhed. Livet kan fyldes med langt mere tilfredsstillende og mindre bivirkningsfyldte formål, aktiviteter og hobbies, og menneskehed og klode kan stortrives med en reduceret fødelsrate. Jeg kan kun sige af erfaring: Cølibat - prøv det! :)

Ja, ja , men det er kun for kvinder- især japanske.Hvad mænd angår: Se bare til den katolske kirkes præster....

Dorte Haun Nielsen

Niels Jakobs, jeg ved ikke hvorfor det er gået så galt for den katolske kirke mht. sexuelt misbrug, men jeg kender adskillige mænd som praktiserer tilvalgt cølibat og derudover lever relativt almindelige liv og som har det glimrende med det - jeg siger ikke, at det er uden udfordringer (heller ikke for kvinder), men det er langt opvejet af de mentale, åndelige og relationelle fordele ved afholdenheden. Og som alt andet bliver det en vane over tid. Jeg ved ikke om jeg ville kunne gøre det, hvis ikke jeg følte et stærkt indhold i mit liv i øvrigt - både relationelt og åndeligt - så når cølibatet fejler (og man tyr til misbrug) vil jeg tro at der mangler noget af det.

Det som mangler , Dorte, er måske det, vi kan fornemme resliseret i allestedsnærværende reklamer, f.eks også FB opslag om hvordan livet bør nydes?
Førhen var livet godt hvis det var tåleligt, nu gør man krav på "lykke" , og hvis man mener sig ramt af ulykke , så må den tages på pilleform.
Nå, men et liv uden sex er frustrerende, dybt sågar. Det er ligesom med burhøns, der ikke får lov at skrabe eller grise uden noget at rode i med trynen. Men jo, det
kan overleves med en portion masochisme, tror jeg..