Kommentar

Landsforeningen Autisme: Forældre til handicappede børn får ikke den hjælp, de har krav på

Halvdelen af sagerne på børnehandicapområdet bliver omgjort. Det er et tegn på, at lovens grænser afprøves på udspekuleret vis i kommunerne. Loven må laves om, så den ikke kan vendes imod de borgere, der har brug for en håndsrækning, skriver landsformand for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, i dette debatindlæg
8. april 2019

Forleden talte jeg med Maria, der er mor til Gabriel på otte år, som har autisme. Gabriel fik en depression som treårig, da han gik i en almindelig børnehave i Kalundborg Kommune, hvor de bor. Han er en heldig dreng, der fik en plads i en specialbørnehave og fik en god start på skolelivet i en specialskole.

Nu mener både Maria og kommunen, at han er klar til at prøve en almindelig folkeskole – de er enige om, at det nu er det rigtige niveau af støtte.

Men her stopper det, der kunne have været en solstrålehistorie. Maria har bedt om fri i 14 dage for at hjælpe sin søn i gang i den nye skole. Der skal skabes relationer til lærer og klassekammerater, og der skal overbringes personlige erfaringer og specialiseret viden om autisme.

Men her står kommunen af. De vil ikke betale. De vil ikke give Maria to uger til at sikre, at hendes autistiske søn får en tryg, understøttet overgang.

Maria har været ved lægen for at få en erklæring, der forklarer, at en god overgang er den vigtigste del af processen. Her tøvede lægen ikke et øjeblik med at skrive et notat om nødvendigheden af en god og tryg overgang ved så stor en omvæltning som et skoleskift.

Det er kommunen, der trykker på stopknappen. Nogen skal betale, men ingen synes, at det er den kasse, de selv sidder på, der har ansvaret for at dække udgifterne.

Sådan ser en hverdagens kamp med kommunen ud for mange af Landsforeningen Autismes medlemmer.

Kommuner spekulerer i afslag

Mange børn med autisme er visiteret til et skoletilbud, der ikke kan rumme dem. 35 procent af alle børn med autisme går i skrivende stund slet ikke i skole. Det viser den nyeste inklusionsundersøgelse, foretaget blandt mere end 1.400 forældre til skolebørn med autisme.

Fejl i visiteringen samt manglende støtte og specialisering rammer ikke bare børnene, men også deres forældre.

Når børnene ikke kan komme i skole, fordi skoletilbuddet ikke kan rumme dem, er forældrene nødt til at blive hjemme og passe dem. 65 procent af forældrene påvirkes på deres forsørgelse af at have et barn med autisme.

De søger kommunen om at få godtgjort tabt arbejdsfortjeneste. Og her går det galt – gang på gang. Kommunerne sidder tungt på pengekassen. De nægter at udbetale penge til forældre, der er nødt til at passe deres barn, der er i mistrivsel, eller som Maria skal bruge 14 dage på at køre deres barn ind i en ny skole.

Kommunerne vinder sjældent den slags sager. Ankestyrelsen ved godt, at loven er bygget op om principper som retten til kompensation.

Faktisk står det så galt til med retssikkerheden, at næsten halvdelen af sagerne på børnehandicapområdet bliver omgjort, når forældrene klager over kommunernes afgørelser til Ankestyrelsen. I 2018 var det hele 47 procent af sagerne, der blev omgjort.

Antallet af omgørelser er i sig selv et tegn på, at lovens grænser afprøves på udspekuleret vis i kommunerne.

Tallet er så alarmerende højt, at det peger på, at kommunerne giver rutinemæssige afslag i stedet for at vurdere sagerne individuelt. Måske fordi de ved, at det er ganske få forældre, der kan mobilisere kræfter nok til at klage først til kommunen og derefter til Ankestyrelsen.

Behov for lovændring

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har udtalt i pressen, at »hverken borgere eller samfundet kan være tjent med, at sagsbehandlingen er så fejlbehæftet«. Og ministeren har taget initiativer, der skal forbedre sagsbehandlingen i de enkelte kommuner. Men det er ikke nok!

Det er for lidt og for let at give kommunerne skylden, når sagsbehandlingen på børnehandicapområdet sejler. Kommunerne ændrer ikke praksis, fordi ministeren kommer med soft nudging som hyrdebreve og henstillinger.

Det, der skal til, er lovændringer. Lovændringerne skal være så konkrete, at kommunernes fiffige jurister ikke kan belaste både forældre og klageinstanser med urimelig, dyr og langtrukken sagsbehandling.

Vores Lov om Social Service er skabt med smukke intentioner om at understøtte mennesker, der er i fare for at få en marginaliseret position i vores samfund. Og om at kompensere dem, der forebygger og understøtter, at det ikke sker.

Desværre er loven skruet så ’fleksibelt’ sammen, at den kan fortolkes, endda vendes imod den borger, der har brug for en håndsrækning. Det er dét, der sker lige nu i kommunerne. Loven må og skal ændres, og kommunerne skal rette deres praksis ind efter den.

Heidi Thamestrup, landsformand for Landsforeningen Autisme

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Anker Nielsen
  • Anne Svendsen
Dorte Sørensen, Anker Nielsen og Anne Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Endnu en fejl beslutning fra Løkke Rasmussens Strukturreform.
Giv området tilbage til Amterne nu regionerne - dengang fungerede dette område ret godt . Samt giv regionerne skatteudskrivningen tilbage så de ikke skal gå tiggergang til regeringen hvert år.

Else Marie Arevad

Det må være tungt at være forælder til et barn med autisme. Men i dette tilfælde kan jeg ikke dele forargelsen, for Maria og Gabriel har fået megen hjælp. Han har gået både i specialbørnehave og specialskole, og det er dyrt for samfundet. Nu vil Maria gerne have fri i 14 dage, men ikke selv betale eller tage feriedage. Hvorfor egentlig ikke? Hvorfor skal andre betale for hendes fridage?

Birthe Lauridsen

Else Marie Arevad: hvorfra ved du om Maria har råd til at betale eller feriedage at tage af? Og hvis hun bruger feriedage så er der jo folk der bliver forarget hvis hun ikke holder fri i skoleferien. De fleste søger af nødvendighed, ikke af grådighed.
Man skal ikke vurdere behovet for hjælp ud fra hvad tidligere hjælp har kostet men ud fra behov.