Vi oplever fra tid til anden eksempler på folketingsmedlemmer, som har siddet i Folketinget i over 40 år og derfor typisk ikke længere har et konkret nærvær med det samfund og de vælgere, de repræsenterer.
I øjeblikket er der en halv snes folketingsmedlemmer, der har nået folkepensionsalderen, og hvor ofte er det, vi hører fra dem med noget konstruktivt? De er typisk backbenchere med en ringe fremmødeprocent.
Det har eksempelvis virket sådan med hensyn til den 73-årige karrierepolitiker Mogens Lykketoft (S), der har en fortid som såvel folketingsmedlem, minister og partiformand, men som på det seneste ifølge pressen tilsyneladende har tilladt sig en omgang udenomsparlamentarisk og useriøs pression over for Pernille Schnoor fra Alternativet i Snapsetinget.
Det står endnu værre til i byrådene og regionsrådene, hvor en fjerdedel af de folkevalgte har passeret de 60 år.
Det er forståeligt, at det kan være vanskeligt at rekruttere yngre kræfter, der er i gang med et civilt karriereforløb og børnefamilie, men det er skidt for nærdemokratiet, at det går meget nemmere for de ældre kandidater at finde tiden til det politiske arbejde.
Alt for mange folkevalgte sidder alt for længe i deres tillidshverv. Det kan svække det folkelige. Man oplever, at langtidsvalgte bliver selvhøjtidelige konger, der mener, at de nærmest kan gå på vandet, og at de bliver en passiv del af møblementet i stedet for nyskabende og aktive.
Vi trænger i sandhed til en ændring af loven omkring valgbarhed, så vi får et sluttidspunkt, som meget vel kunne være folkepensionsalderen. Så er man normalt færdig som aktiv på arbejdsmarkedet og ældet så meget, at man heller ikke længere bør repræsentere andre i diverse valgbare organer.
Imod taburetklæberi
For nylig var jeg til generalforsamling i en mindre jysk lokalbank. Hidtil havde det været sådan, at bestyrelsesformanden skulle gå af på grund af alder, når vedkommende passerede de 66 år. Bestyrelsesformanden nærmede sig de 68, hvorfor bestyrelsen foreslog, at man afskaffede denne regel, så den generelt populære bestyrelsesformand kunne fortsætte.
Man havde tydeligvis forestillet sig, at dette forslag blot ville være en formssag at vedtage, og at det kunne klares uden skriftlig afstemning, men flere aktionærer forlangte en sådan.
Det blev pludselig nærmest pinligt, da afstemningen viste, at de fremmødte ikke ønskede at afskaffe aldersreglen, og den mangeårige bestyrelsesformand måtte gå af.
Dette er et konkret eksempel på, hvad det betyder, at vi lever i en tid med et voldsomt fokus på de ældre.
Statistikker viser, at den gennemsnitlige levealder i Danmark er steget med omkring 12 år de seneste 50 år. Det vil sige, at der er blevet langt flere ældre og pensionister. Politikerne mener derfor, at man automatisk kan arbejde længere.
Pensionsalderen tager en himmelflugt fremover, for man har brug for arbejdskraft og for ikke at øge forsørgelsesudgifter til pensionister. Men man glemmer, at man ikke automatisk får forlænget arbejdsevne på grund af forlænget levealder.
Det er den samme fejlslutning, når man mener at kunne fortsætte i folkevalgte funktioner længere eller ligefrem livet ud. Der mener jeg, at man tager grueligt fejl.
Man bør overveje en egentlig øvre valgbarhedsalder, der vil tjene lidt samme funktion som Enhedslistens rotationsprincip, hvor man maksimalt kan sidde i Folketinget i syv år. Sådan en begrænsning på valgbarhedsperioden kan være god for nytænkning og imod taburetklæberi.
Svækket kapacitet
Dagens kronikør har passeret folkepensionsalderen for flere år siden, og til forskel fra hovedparten af folketingsmedlemmerne ved jeg, hvad det betyder. At man stadigvæk kan operere optimalt er ren ønsketænkning.
Alting foregår langsommere. Man er utryg ved ændringer, skal tænke længere over tingene og kan have svært ved at beslutte sig.
Man kunne således synes, at de folkepensionsmodne medlemmer af Folketinget i det mindste kunne have protesteret mod den himmelstormende pensionsalder, da de ellers er kvalificeret hertil, men det har de ikke orket.
Konsulterer man fagvidenskaben hos hjerneforskere, viser det sig, at høj alder medfører svækkelse af væsentlige mentale kapaciteter såsom korttidshukommelsen og evnen til at ræsonnere.
Disse færdigheder topper sidst i teenageårene og falder hurtigt derefter. Som 70-årig har man i gennemsnit tabt hele 25 point på den klassiske IQ-skala, i forhold til da man var 20 år, ifølge canadiske hjerneforskere.
Det er fint, at man først er valgbar til eksempelvis Folketinget, når man er fyldt 18 år, for først i midten af 20’erne er hjernen vokset helt færdig. Herfra går det faktisk kun ned ad bakke for hjernen, hvad angår antallet af nerveceller.
Det betyder dog ikke, at man ikke kan blive ved med at lære. For det kan man godt.
Vedrørende de verbale evner, er der ikke væsentlig tilbagegang hen over alderen, og det kan således være årsagen til, at mange overlever udadtil via det verbale, men man må forvente forringet nytænkning, ræsonnering og i det hele taget langsommere reaktioner.
Og her taler jeg ikke om lurende demens og begyndende Alzheimers, som er en decideret sygdom, men som selvfølgelig også kommer snigende med alderen.
Gamle ledere
Man kan stadigvæk finde lande i verden, hvor aldring forbindes med visdom, og det er typisk de allerældste, der regerer og bestemmer her. Tænk på autokratiske diktaturer som Kina, Rusland, Hviderusland og en række arabiske og afrikanske stater, men det er jo også konservative lande med ringe udvikling for befolkningen, som vi nødigt vil tage ved lære af.
Desværre er det tilsyneladende også en tendens i et moderne demokrati som USA. Donald Trump er 72 år og den ældst indsatte præsident nogensinde. Hans demokratiske modkandidat ved forrige valg, Hillary Clinton, er 71 år.
Til præsidentvalget i 2020 forventer mange, at Bernie Sanders, som i øjeblikket er 77 år, skal være demokraternes kandidat. Desuden er den magtfulde formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, 79 år gammel. I USA er årsagen til toppolitikernes høje alder næppe visdom, men nærmere magtfuldhed, indspisthed og storkapital.
Slemt nok
Herhjemme så man endnu et tegn på overvurderingen af ældres evner, da Folketinget i sommeren 2017 vedtog, at 70-årige ikke længere skal til helbredskontrol i forbindelse med fortsat bevarelse af kørekort – blot afkræves et nyt foto.
Mange trafikkyndige og hjerneforskere har protesteret herover, idet dette forhold kan have fatale konsekvenser på landevejene i form af uhensigtsmæssige trafikulykker forårsaget af usikre, ubeslutsomme og desorienterede ældre. Det kunne være blevet undgået ved at bevare tidligere regler om en lægeattest vedrørende såvel fysisk som psykisk/mental førlighed.
Det er slemt nok på trafikområdet, men når tendensen også sætter ind på så væsentlige beslutningsområder som valg til Folketinget, regionsråd og byråd er konsekvenserne nærmest uoverskuelige.
Vi trænger derfor til en ny lovgivning, der sikrer engagement og ansvarlighed – en ny lov om et loft over valgbarhedsalderen.
Stemmeretten skal vi have livet ud, hvis ellers vi lever op til myndighedskravene, men valgbarheden bør ophøre noget tidligere, f.eks. ved indgangen til folkepensionsalderen.
Bent Liholm, pensioneret overlærer og mag.art.
Hellere gøre det mere attraktivt for yngre, erhvervsaktive mennesker, eller mennesker med hands-on erhvervserfaring at gå ind i politik. Var der (populært sagt) lidt mere, og lidt bedre at vælge mellem, ville aldersproblematikken vel i virkeligheden løse sig selv?
Bent Liholm henviser til "Enhedslistens rotationsprincip, hvor man maksimalt kan sidde i Folketinget i syv år. Sådan en begrænsning på valgbarhedsperioden kan være god for nytænkning og imod taburetklæberi" . Enhedslisten har efter min mening de skarpeste MF'ere og tilsyneladende er der ikke problemer med at vedligeholde fødekæden. Et andet alternativ kunne være lodtrækning til pladserne i Folketinget. På den måde undgår vi den evigt tilbagevendende debat om hvem der snyder med at opgive støttebeløb, og i det hele taget sparer samfundet en masse ressourcer ifbm. valgkampagner.
Hvilken docerende, snæversynet holdning! Hvad tvinger vælgere til at sætte krydset ved en politiker uden for den snes år, max! vi er "på toppen", for loftet bør vel suppleres med en bundgrænse...
Som om aldring kun var tab. Eksempler på det modsatte er legio, men som det gælder for alle aldersgrupper er det aldrig godt at fejl- eller overvurdere sig selv.
Det store problem er snarere, at politisk æresposter - og det er det at blive valgt til folketinget - ikke længere ses som andet end et skridt langt nede ad karrierestigen. Det burde snarere - og det er jo derfor, folketing og regering får så høj en pension - ikke være tilladt at søge tilbage på arbejdsmarkedet, når man har beklædt de høje poster, allerhøjst arbejde i partiorganisationen.
Når det hedder i indlægget, at man højst kan sidde syv år i Folketinget for Enhedslisten, er det ikke helt rigtigt. Hvis man genopstiller lige inden de syv år, kan man sidde en periode mere.
Fredag bragte Information en artikel om Johanne Schmidt-Nielsen, der har siddet 11 år i Folketinget, og efter det snart kommende valg tiltræder en stilling som generalsekretær i Red Barnet.
Jeg så nu hellere en nedre aldersgrænse - gerne 30 år, så folk i det mindste har lidt mere livserfaring, modenhed og evt. noget erhvervserfaring, inden de giver sig i kast med parlamentarisk arbejde.
/O
Man kunne i samme ombæring argumentere for at hæve alderen for valgbarhed - for at undgå alle de impulsive og uigennemtænkte forslag, der følger, når man parrer ungdommens høje drive med manglende erfaring.
Diskriminerende nonsens, naturligvis. Jeg overlader det trygt til vælgerne at afgøre hvem der har den moralske og fysiske habitus til at repræsentere dem på tinge.
Bent Liholms har ret til sine meninger, men jeg er uenig.
Tag argumentet "Som 70-årig har man i gennemsnit tabt hele 25 point på den klassiske IQ-skala, i forhold til da man var 20 år"
Hvad med at lave IQ test på hele befolkningen og fratage alle med IQ under 90 deres stemmeret? Test kan gentages hver 10nde år. Langt ude.
Hvad bliver det næste? Nedslagtning 10 år efter man går på pension!?
Jeg er ikke så bekymret for aldersgrænsen, men derimod indspistheden. Såfremt man lavede et rotationsprincip ser jeg intet problem i at en 90-årig stiller op - men vedkommende vil skulle vinde mandatet og ikke blot sidde der på fordums meritter i 45 år.
Jeg så hellere flere erfarne (erfaring uden for politik, altså) stille op end at man ændrede reglerne endnu mere til fordel for de helt unge karrierepolitikere.
Politikerne skal gerne afspejle befolkningens sammensætning, også aldersmæssigt, så helt galt står det vel ikke til?
Jo mere forskelligartet i køn, alder, etnicitet des bedre et folkestyre vil det være.
Men der bør (SKAL) være en begrænsning på max to valgperioder det muligt sidde i tinget.
Og INGEN partier burde måtte modtage offentlig støtte, da det skævvrider i fh til de parlamentariske muligheder uafhængigt opstillet folketingskandidater ikke har.
Desuden bør vores "demokrati" ændres til blive det ægte "en mand en stemme-demokrati", vi bilder os ind vi har, og ikke det pseudoagtige demokrati hvor nogen kan købe sig til større indflydelse.
Det mest finurlige ved det "demokrati" vi påberåber os at have er dog når politikere praler af have "mere indflydelse end de har stemmer til".
(man kan jo spørge sig selv, HVOR demokratiske slike politikere egentlig er i sine hjerter).
I følge Grundloven kan man blive valgt til Folketinget når man får valgret - Skal det laves om skal Grundloven laves om - og det har jo lange udsigter,så den eneste måde at gøre det på er parti-interne regler som feks. listeopstillinger hvor den først på listen får det første mandat eller som Enhedslisten med rotationsprincippet. Drop idiotien med rangdeling - det vil virke ulighedsskabende.
Hvad sker der dog i DK for tiden.
Vi har altså demokrati i landet.
Det betyder altså at vælgerne kan stemme på dem de finder det fornuftigt at give ansvar og magt, indenfor de rammer der er sat af grundloven.
Ung som gammel.
Tyk eller tynd.
Mand eller kvinde.
Muslim eller kristen.
Højreradikal eller venstre anarkist.
At regulere på nogle af de ovenstående valg er et skråplan og fører ud i noget gevaldigt snavs.
Bent Liholms synspunkter er interessante, men det kan overvejes, om de har dækning i virkeligheden. For mens der kan være nogen sandhed i, at der er enkelte folketingsmedlemmer,der forlængst har ydet deres bedste, og nu egentlig mest optager pladsen for yngre og mere energiske kræfter, må det dog ikke overses, at vi her i landet har meget unge politikere set i international sammenhæng. I Thorning-regeringsens tid havde vi en regering, der bestod af de yngste (og mest uerfarne) ministre i Europa, og også i den nuværende regering er der et antal ministerposter, der kunne - og måske burde - være besat med ældre og væsentlig mere erfarne personer med langt større faglige kompetencer.
Ser vi på udviklingen i Danmark over en årrække, tegner der sig det modsatte billede af det, Bent Liholm skildrer, nemlig et markant fald i gennemsnitsalderen for danske parlamentarikere. Hvor gennemsnitsalderen for MF'ere i 1957 var 54 år, var den i 1977 faldet til 49 år, og siden da er den faldet så langt ned som til 44 år ved valget i 2015. Ved det kommende valg opstiller et stort antal unge kandidater, og det er sandsynligt, at gennemsnitsalderen i det nyvalgte folketing vil ligge omkring 43 år.
Jeg mener ikke, at alderen i sig selv er særlig afgørende. Langt vigtigere er det, om de valgte har en vis ballast af forstand og indsigt. Det gælder i særdeleshed for den lille gruppe personer, der udtages til ministerposter, og her har de seneste tre statsministre desværre disponeret uheldigt ved flere lejligheder. Jeg vil ikke her nævne personnavne, men jeg tror, det har været uklogt i nogle tilfælde at placere personer helt uden eller næsten uden erhvervserfaring på tunge ministerposter.
Nogle af de største og for samfundet mest kostbare og skadelige skandaler i de sidste 20 års offentlige liv kan i nogen grad kædes sammen med, at der har været områder, hvor den øverste ansvarlige politiker ganske enkelt ikke var tør bag ørerne, og følgelig gav rum for en kultur, hvor der i ministeriet ikke blev handlet på selv nok så alarmerende advarsler.
Selv om man kan have en vis forståelse for Bent Liholms præference for ung styrke, mener jeg, at hvis man ved et folketingsvalg - eller især ved udpegningen af en minister - skal vælge mellem en folkepensionist med et langt livs erfaring, men begrænset energi og kreativitet - eller en ung hyperenergisk person, der går direkte fra at være SU-modtager til at blive politiker, vil man være bedst tjent med at vælge den sidste. Kategorien midt imellem er selvfølgelig endnu bedre, og den kategori tilhører de fleste politikere da vist heldigvis også.
I indlægget foran skulle der i sidste afsnit have stået. ..."ikke være bedst tjent med at vælge den sidste". Undskyld.
Hvorfor blander kronikøren sig i hvem andre mennesker kan stemme på?
Enig med Niels Bøjden. Hvis jeg boede i USA eller Storbritannien, ville jeg stemme på de yderligtgående socialdemokrater Sanders eller Corbyn. Og det uanset om de er godt oppe i alderen.
"Operere optimalt". Hvad er det for maskinsprog? Folketingspolitikerne er mennesker i forskellige aldersgrupper, som træffer gode og mindre gode beslutninger og formodentlig ændrer perspektiv og holdninger over tid. De mindre gode (herunder helt uantagelige) beslutninger skulle den demokratiske proces gerne udligne (medgivet at det gøre den ikke altid), mens det er næsten indlysende at lidt livs- og gerne også erhvervserfaring kvalificerer kandidater yderligere. Hvis vælgerne ikke kan finde ud af at stemme på ordentlige politikere i alle aldre er de selv ud om det.
Det er aldersdiskrimination at indføre en øvre valgbarhedsalder.
I det værste tilfælde kunne en øvre valgbarhedsalder bruges til at slippe af med dygtige konkurrenter til poster ved at sænke eller hæve denne barriere.
Det at der er mange over 60 år som befinder sig i politik og på tillidsposter kan skyldes, at de nu er noget til en fase i livet, hvor der er lidt tid udover tiden til familien børnene og børnebørn, karriere. Det er der intet galt i det er et plus for samfundet, at mennesker vil engagere sig i foreningslivet uanset alder.
Der er så meget erfaring i det levede liv, at jeg vil anse det for et spild af talenter at afskære seniorer for at stille op til diverse tillidshverv. Det kan da kun være et plus for os alle og hvis det ikke er det, så har jeg 100% tillid til at problemet kan løses af frivillig vej i den organisation, som der nu er tale om.
Det handler for mig om at inddrage alle generationer i det politiske arbejde ung som ældre. Kun derved ved at der er alsidighed i forsamlingen kan der overleveres erfaring og viden til næste generation.
at bygge bro på tværs af generationer det er det som bringer samfundet videre.
Ingen øvre valgbarhedsalder tak.
VH
KFK
Det er alt rigeligt at Enhedslisten sætter yngre begavede kræfter til at spilde deres liv i politik. De yngre skal bruge deres energi på at skabe noget ude i samfundet, de ældre kan så styre det offentlige solidt og stabilt så det ikke går helt i grøften. USA og Kina er gode forbilleder på det punkt.
Kan man ikke sige, at når nu befolkningen bliver ældre og ældre, så skal politikerne vel også afspejle denne tendens.
Politikerne skal vel også arbejde, selv om de også bliver ældre og ældre.
Hvis jeg skulle lave noget om, så må det være noget med noget mere erfaring.
Kunne man lave en ordning, så man først kan blive politiker i 4 år, efter at man har været beskæftiget i 4 år som privat, selvstændig eller offentligt ansat??
Så man højst bliver politiker i halvdelen af tiden.
Der er forskel på folk, og du kan ikke skære alle over en kam.
Nogle klarer aldring bedre end andre, så hvorfor skal de egnede straffes med baggrund i de uegnede.
Politikerne burde optimalt udgøre et repræsentativt udsnit af befokningen. Ved godt dette er utrolig svært at opfylde - især ift unge, etniciteter og kvinder, men intet af dette antyder, at der ikke er plads til ældre.
Og så er der den anden debat, du filtrer ind i aldersdebatten - det at være karrierepolitiker.
Og at de mangler at prøve det virkelige liv.
Hvilket er et uopfyldeligt krav at stille til en person - da vi jo alle lever forskellige liv, og hvilket liv repræsenterer det virkelige liv bedre end andre?
Det bliver hurtigt en snobbet diskussion...
Vi bliver nok nødt til at acceptere, at politikere også lever det virkelige liv - bliver gift, syge, skilt, får børn, har koner/mænd der arbejder, bliver fyret, handler hos bageren med morgenhår (hvis der ikke er nogle journalister i nærheden) etc
Man kan ikke forlange, at vi andre skal arbejde til vi er 70, og samtidig sige, at politikeren, der vedtager dette, ikke er i stand til st arbejde i samme tidsrum. Det ville være særdeles utroværdigt. Det er jo allerede påfaldende, at politikere har en lavere pensionsalder end folk i almindelighed.
Det er et dybt udemokratisk forslag artiklens forfatter stiller.
Folketinget afskaffede helbredsundersøgelsen ifbm. fornyelse af kørekort, fordi statistisk sammenligning med andre lande hvor et sådant helbredscheck ikke er indført viste, at der ikke var signifikant forskel på ulykkesraten for folk over 70 med og uden et helbredscheck.
Så det var jo sådan set bare tid og 800 kr ud af vinduet for de ældre at få kørekortet fornyet hos lægen.
Hvis der ikke var fusket med den statistiske undersøgelse (og hvem, med mulighed for det, skulle have en interesse i det?), er ikke tale om " et tegn på overvurderingen af ældres evner", men et tegn på sund fornuft - og det er da altid en god ting.
Ældre synes generelt at være forholdvist gode til at tage højde for de - individuelt varierende - symptomer som alderdom medfører, og det er er en uskik at begynde at indskrænke hvem folk må få lov at stemme på.
Det er vigtigere at folk har tillid til at de politikere der repræsenterer dem har deres interesser oprigtigt på sinde, end at de er "skarpe" - også fordi vi med "skarpe" uværgeligt altid mener "enig med mig i hvad der bør ændres".
For gammel eller for ung..
Et pro-tip til politikere: lad være med at sniffe coke når du er på livestream......
https://www.youtube.com/watch?v=LVgdHAH7GEs
Det var magtfulde ÆldreSagen der fik presset igennem, at der ikke længere skulle være rutinemæssige helbredstjek af bilister fra de var 70 år. Jeg meldte mig ud af samme grund.
I øvrigt mener jeg ikke, der skal være en formel øvre aldersgrænse. Snarere en nedre.
En politiker klynger sig til magten og dens privilegier, som de fleste seniorer i deres livs efterår klynger sig til livet. Politikere i halvfjerdserne, og fleste falder bort i denne alder, sætter egne interesser over samfundets fremtid, for i deres livs efterår primært at koncentrere sig om egne interesser. De færreste har en up to date viden om udviklingen i samfundet, for hvad ved de om 5G og den teknologiske udvikling? Selv de aktive i landets forvaltninger kan ikke forstå udviklingen, og de manglende kompetencer koster samfundet spildte milliarder af borgernes skattekroner. Og i den manglende indsigt i samfundets kompleksitet, med forældede erfaringer, nærmest misbruger de aldrene politikere deres position. Mogens Lykketoft er et godt eksempel når han overfalder en kollega i kantinen med ordene "jeg slår dig ihjel". En uligevægtig politiker og forhenværende, og hvad med Margrethe Auken, som bare skal have tiden til at gå på borgernes regning. Jeg mindes ikke hun nogensinde at have hørt hende i EU debatten. Samfundet er derfor ikke tjent med pensionister ved magten, da de bremser udviklingen. Generelt blokerer de for visioner og udvikling, på samme måde som manglende samfundserfaring gør det.
"Politikere i halvfjerdserne, og fleste falder bort i denne alder, sætter egne interesser over samfundets fremtid,"
Så må du stemme på nogle andre
Vi har et andet og større problem end politikers alder og det er, at så forsvindende få politikere, har haft et helt almindeligt arbejde, udenfor Folketinget, gamle som unge.
Runa Lystlund: har du belæg for dit udsagn om, at "forsvindende få politikere har haft et helt almindeligt arbejde"? I min optik er det overordnet problem, at nogle politikere har et negativt menneskesyn, til tider kombineret med opportunisme og kynisme.
Kære Niels Bøjden
Nu handler denne artikel om en aldersgrænse for politisk virke, og ikke om hvem jeg stemmer på. Jeg kan oplyse dig om. at jeg stemmer ikke på pensionister til EU parlamentet. De har ikke hverken den vilje eller den energi som kræves for at gøre EU til et fælles projekt. Er man imod de fælles løsninger, så findes der i stribevis af hadepartier, så måske vi kommer til at opleve, at Europa smuldrer i parallelsamfund som ønsker sig fortiden tilbage til et samfund, hvor alle hader hinanden.
Problemet med politikere som sidder et helt liv i folketinget er et reelt og vigtigt problem for vores demokrati. Kronikkens løsningsforslag er dog slet ikke måden at løse det på.
Christian Mondrup.
Du er selvfølgelig ret til at være uenig.
I påsken gennemgik jeg alle folketingpolitikeres CV. Jeg ville se hvor længe mange havde været på det almindelige arbejdsmarked. Næsten alle powerpolitikere, dem vi ser i fjernsynet, har haft yderst kort arbejdsliv, udenfor Folketinget, stat eller kommune. De politikere, der har haft et reelt arbejdsliv markerer sig ved, at de kommer mindre i medierne. Prøv at gå dem igennem. De står pænt og tilgængeligt på Folketingets hjemmeside. Dels er der mange politikere, der næsten ikke har haft arbejde udenfor Folketinget, idet mange er gået direkte fra deres studier og ind i Folketinget. Det betyder ikke, at jeg ikke kan synes de er begavede. Mange andre har siddet i Folketinget i 20-30 år. Pia Kjærsgaard har for eksempel ikke arbejdet meget. Hun bliver ofte fremhævet som en, der har været på arbejdsmarkedet. Det har hun i en kortere periode for mange år siden. Hun var ellers hjemmegående. Det skriver hendes datter i en artikel på internettet. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i. Det var andre tider. Næsten ingen folketingsmedlemmer har taget en tur ude blandt os andre, i en periode, hvilket de havde kunnet. Det har kun EL gjort, som de eneste. Nu taler Alternativet om 10 år ude. Det er desværre meget rigtigt, det jeg skriver.
Flere, der har haft arbejde udenfor Christiansborg har været ansat og tilknyttet kommunale eller statslige institutioner. Ganske få har været ansat i det private erhvervsliv.
Prøv også at se hvor mange af vores politikere er født og opvokset vest for Storebælt. Det siger måske noget om vores politik og interessen for politik i de forskellige landsdele. Det siger muligvis også noget om interessen for indflydelse. Interessant er det i hvert fald. Jeg skal ikke gøre mig til dommer for hvorfor div.mennesker bliver politikere.
Alt for få mennesker er medlemmer af politiske partier. Vi burde engagere os i partiforeninger, for at have hånd i hanke med vores politikrre og holde dem på dydens smalle sti. Vi tror, at internettet og sociale medier er vores talerør. Vi tror vi har indflydelse på alt muligt, ved at f.eks. at kommunikere her, men vi skal mødes ansigt til ansigt. Andet ender bare i verbale slagsmål.
Det samme ser vi på universiteterne. Vi ser ikke mange her, der har prøvet sig udenfor de rammer, der udgøres af universiteterne. Den slagne vej er universitetet med kandidatgrad, efterfølgende ph.d med tilknytning til universitetet og så videre som undervisere på et universitet.
Det, der sker er, at universiteterne iltes ikke. Der kommer ikke nyt blod ind i kredsløbet. Den ene generation efter den anden underviser i det den forrige har undervist den sidste i. Jeg har selv undervist på en lang videregående uddannelse efter at have arbejdet i 10 år og fortsatte med fuldtidsansættelse i et firma. Jeg kender miljøet ganske godt. Med al respekt for 68 generationen, så har den fyldt godt op på universiteterne, uden at have haft andet end undervisningsjob det samme sted de selv var uddannede. Jeg har blandt andet undervist på en afdeling hvor en større del af lærere og afdelingsledere aldrig havde været på en arkitekttegnestue og anede faktisk meget lidt om professionelt arkitektarbejde. Jeg har set og oplevet to lærere stå i den situation, at halvdelen af deres hold stod til at dumpe, på grund af deres (lærernes) manglende kvalifikationer på feltet. Det jeg skriver om, er direkte læsbart i dansk arkitektur i dag. Det danskerne kunne med kvalitet og godt håndværk er ved at forsvinde. Det skyldes ligeledes urealistiske tidsplaner, totalentrepriser og udvikleres grådighed.
Denne manglende iltning af videregående undervisningssteder og Folketinget kan være problematisk for vores samfund. Nye ideer, fornyelse og kreativitet kan medføre stagnation og idemangel.
Til sidst vil jeg nævne de nytilkomne Rasmus Paludan, Klaus Riskær og Nye Borgerlige.
Hvorfor i alverden er der ingen journalist, det tager op Nye Borgerliges økonomiske politik, der vi ændre vores samfund til amerikanske tilstande og kvæle vores velfærdssamfund. De vil spare 77 milliarder på det offentlige og fyre 20.000 offentlige ansatte. Det er der ingen journalist, der spørge om. Det er dog besynderligt, at journalister kun interesserer sig for indvandrere og i særdeleshed muslimer. Er det kun sensationen, der driver journalister? Er de bange for den rige motor, der ligger bag Pernille Vermund?
En kvinde, der har lukket flere firmaer og samtidigt kræver selvforsørgende af indvandrere.
DR2's Lotte Folke Kaarsholm interviewer Rasmus Paludan i Deadline. Det var velgørende. Hun burde bare have spurgt om hans socialpolitik og økonomiske politik.
Rettelse.
politikere
spørger om
selvforsørgelse
Rettelse.
DR2’s Lotte Folke Kaarsholm interviewer Rasmus Paludan i Deadline. Det var velgørende. Hun burde bare OGSÅ have spurgt om hans socialpolitik og økonomiske politik.
Min kommentar refererer til Folketingspolitikere og ikke kommunale politikere.
Runa Lystlund: tak for din undersøgelse og argumentation!