Læserbrev

Lyt til de unge selv, hvis I vil ændre deres digitale adfærd

Umbrella-sagen om over 1.000 unges deling af en børnepornografisk video har chokeret de voksne og givet motivation til handling. Men når vi prøver at få inddraget de unges erfaringer i debatten om digital adfærd, møder vi modstand, skriver Tanja Hall og Jonas Rygaard i dette debatindlæg
8. april 2019

For tre år siden skabte en lokal 3.g-klasse skandale på Folkemødet på Bornholm med en plakatkampagne under Fremtidsfabriks projekt Gråzoner. 

»Send et nøgenbillede eller dine patter havner på Fjæsen!« 

Eleverne printede onlinebeskeder som den ovenstående og hængte dem op som valgplakater. Vi blev truet med bål og brand og måtte fjerne plakaterne.

Det står som symbol på den kæmpe forskel mellem den digitale offentlighed, hvor samfundet ikke blander sig, og den fysiske offentlighed, hvor en uskyldig plakat i en lygtepæl skaber skandale.

I Umbrella-sagen (hvor over 1.000 unge er sigtet for at dele børnepornografisk materiale, red.) mødes den digitale og den fysiske virkelighed. Sagen chokerer, fordi den viser en side af unges digitale liv, som ikke passer med de flinke unge, vi møder ude i ’virkeligheden’. 

Digitale handlinger får fysiske konsekvenser. For os, der har arbejdet med unges digitale adfærd, er dette ikke nyt – det nye er, at samfundet begynder at se det i øjnene.

Vi må erkende, at de unge har været overladt til sig selv i deres digitale opdragelse. De har selv måttet skabe deres regler og kultur på de digitale platforme.

Derfor er der god grund til at tænke sig om en ekstra gang, når vi som samfund oplever et behov for pludselig at vise handlekraft. Vi risikerer at komme buldrende ind som elefanter i en glasbutik.

Jo, der er brug for at tage ansvar,  men vi bør tage de unge med på råd, hvis vi ønsker bæredygtige og effektfulde løsninger.

Da Fremtidsfabrik præsenterede denne vision for en gruppe af eksperter og ngo’er, mødte vi kæmpe modstand og forsøg på at lukke projektet.

De unge er alt for sårbare til, at man kan tale med dem om den slags emner – særligt hvis det er virkelige problematikker og ikke bare tænkte eksempler, lød det.

Vi valgte, trods advarslerne, at gå videre, og har i samarbejde med KFUK’s Sociale Arbejde involveret hundredvis af unge i at undersøge gråzonerne i deres egen digitale kultur. Her har vi erfaret, at de unge er begejstrede for, at en virkelighed, som de ofte ikke taler højt om, kommer frem i lyset.

Og fælles for stort set alle de unge, vi har undervist, er, at de besidder en unik indsigt i deres eget og andre unges digitale liv – samt at de er mere end villige til at bidrage med erfaringer og løsningsforslag.

Den indsigt og vilje bør beslutningstagerne se som en kæmpe ressource frem for at lovgive hen over hovedet på ungdommen.

Jonas Rygaard, er partner i Fremtidsfabrik og konceptudvikler, og Tanja Hall er stifter af Fremtidsfabrik og generationsspecialist

Det, der tidligere foregik bag lukkede døre på børneværelset, lægger børnene i dag på nettet i offentligt tilgængelige videoer. Selv om børnene senere måtte ønske det, kan videoerne ofte ikke fjernes, for de bliver hurtigt grebet og gemt af andre
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu