Læserbrev

Det er ikke mærkeligt, at Greenpeace og Finansministeriet taler forbi hinanden

For os økonomer har naturen ingen værdi i sig selv, med det har den for andre. Vi er nødt til at reflektere over vores valg af perspektiv, ellers taler vi forbi hinanden, skriver jordbrugsøkonomistuderende i dette debatindlæg
8. april 2019

»Hvis vi forlader det antropocentriske verdenssyn, så kan jeg som økonom ingenting.«

Citatet er min professors. Og selv om det er sagt henkastet, så rummer det i virkeligheden en høj grad af sandhed.

På økonomi lærer vi, at naturen ikke har værdi i sig selv. Det gør vi, fordi økonomi først og fremmest er en antropocentrisk videnskab. Vi sætter antropos, mennesket, i centrum. Naturen – klima, dyr og planter – har kun værdi, fordi de skaber værdi for mennesker.

Denne værdi kan tage mange former. En isbjørn har værdi, fordi mennesker holder af den. Samtidig kan dyr kan have værdi, fordi vi kan bruge dem til noget. Men det er ikke det samme som, at isbjørnen har værdi i sig selv. Fra et antropocentrisk perspektiv havde isbjørnen ingen værdi, hvis ikke mennesker kendte til dens eksistens.

Det antropocentriske perspektiv kan give mening, når man skal træffe beslutninger. Hvilken værdi har miljøet for befolkningen (vælgerne)? Dét er et afgørende spørgsmål. For vi kan ikke prioritere alt med begrænsede ressourcer, og som politiker giver det mening at prioritere det, der har størst betydning for mennesker.

Men der findes også andre perspektiver, end det vi opererer efter i økonomi.

I modsætning til det antropocentriske verdenssyn står det biocentriske. Eksempelvis taler mange veganere fra dette perspektiv, når de siger, alt liv har værdi i sig selv, og de biologistuderende stejler tit, når de har fag med mig, fordi de heller ikke deler det antropocentriske verdensbillede.

Politiske spørgsmål om miljø og klima kommer til at handle om, hvorvidt naturen har en indre, iboende værdi, eller den er til for menneskets skyld.

Når Greenpeace og Finansministeriet taler forbi hinanden, er det derfor ikke så mærkeligt. De kommer nemlig fra vidt forskellige udgangspunkter.

Når der træffes politiske beslutninger, er det filosofiske fundament altafgørende. Derfor er det vigtigt, ikke mindst som økonom, at vi er bevidste om udgangspunkter – både vores eget og andres. Kun sådan kan vi forholde os kritisk til dem.

Joachim Peter Tilsted er kandidatstuderende i jordbrugsøkonomi

Det er bedre at gå efter ’ægte grøn vækst’ end ’negativ vækst’ – men det er ikke let. To forskere finder, at Danmark som et af få lande har præsteret ægte grøn vækst – i én periode og på et enkelt område
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Johnny Christiansen
  • Ejvind Larsen
Gert Romme, Johnny Christiansen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Joachim Peter Tilsted har en god point i, at de fleste debatter om natur og miljø (og egentlig også om alle mulige andre former for velfærd) alt for let kommer til at handle om, hvilken økonomisk værdi, det har for os som mennesker (antropocentrisme). Det sker så på bekostning af debatten om, hvorvidt naturen og dens skabninger ikke kunne tænkes at have en ret til at eksistere blot i kraft af deres eget væsen (et biocentrisk eller økocentrisk verdenssyn).

Men desværre går han helt skævt af de virkelig væsentlige problemer, når han påstår, at problemet med mainstreamøkonomien er, at den er antropocentrisk.

Økonomerne har netop fuldstændig opgivet at beskæftige sig med mange fundamentale menneskelige behov: sociale behov, miljømæssige behov, emotionelle behov (bl. a. behov for at føle sig hjemme i naturen, være tryg ved fremtiden osv.).

De indrømmer rent ud, at de fleste menneskelige behov er for svære at kvantificere og lave teorier omkring. Derfor vælger de frejdigt kun at beskæftig sig med menneskers behov for at have økonomiske midler til at dække deres materielle behov. Ved at sætte et kunstigt lighedstegn mellem behov og efterspørgsel, sletter de med et pennestrøg betydningen af alle behov, der ikke kan handles på markedet, OG de sletter betydningen af alle behov, der ikke bakkes op af købekraft. "Efterspørgsel" er defineret som realiseret køb.

At kalde dette for antropocentrisme er dybt vildledende. En mere korrekt betegnelse kunne være pecunicentrisme (= pengeværdi som udgangspunkt for al beslutningstagen).

Rent filosofisk er det sandelig interesant at diskutere, om ikke flere beslutninger i samfundet skulle baseres på biocentriske eller økocentriske holdninger. Men det virker på mig også en anelse luksuspræget, al den stund vi end ikke er i stand til at realisere en samfundsøkonomi og en politik, som er sand antropocentrisk, i stedet for blot at påstå, at den er det.

Der er ikke megen antropocentrisme i at påstå, at "vi" som samfund ikke har råd til pleje syge, tage hånd om børn og gamle, beskytte vores luft, vores drikke vand, skaffe giftfri fødevarer og sikre et trygt klima for mennesker, før finanssektoren er sikret et garanteret (arbejdsfrit) afkast på 10-15% af deres investerede formuer. Men det er jo sådan vores såkaldte "samfundsøkonomi" fungerer i øjeblikket.

Mainstreamøkonomerne beskytter ikke mennesker, de beskytter indtægter, afkast og formuer.

Morten Sørensen, Niels Bent Johansen, Lillian Larsen og Morten Fals anbefalede denne kommentar
Morten Sørensen

Helt enig med Troels Holm. Det må da i øvrigt være udtryk for en antropocentrisk holdning at træffe politiske beslutninger, som tilgodeser klima og miljø, idet vi mennesker ellers risikerer at få forbandet svært ved at eksistere, herunder tilgodese vore materielle behov - som bekendt.