Læserbrev

De mandlige kunstneriske ledere sidder tungt på de offentlige tilskud

Mandlige, kunstneriske ledere sidder tungt på tilskuddene til scenekunsten, og kulturministerens nye aftale gør kun ondt værre, skriver en sceneinstruktør og en skuespiller i dette debatindlæg
2. april 2019

Kulturministeren har med sin nye aftale yderligere øget skævvridningen af det økonomiske tilskud til dansk scenekunst. Dermed bryder hun, som den øverste ansvarlige myndighed for scenekunstfeltet, den danske ligestillingslov. Samtidig devaluerer hun EU’s resolution: Equal Access and Treatment of Men and Women in the Performing Arts.

De mange mandlige kunstneriske ledere på faste scener modtog tidligere cirka 85 procent af det samlede tilskud – altså før den nye aftale. Nu kan en lille ny udvalgt gruppe af de samme mænd se frem til at lægge cirka 90 procent af det samlede nye tilskud oven i det gamle. Det viser en gennemgang i fagbladet for foreningen af danske sceneinstruktører.

Dermed får de udvalgte mandlige kunstneriske ledere tildelt ekstra midler på over 154 millioner kr. mens de kvindelige kunstneriske ledere får lige godt 17 millioner kr. Der er altså tale om en helt bevidst økonomisk skævvridning af køn og cash på kunstneriske lederposter. Derudover er det også tankevækkende, at ingen af tilskuddene går til kunstneriske chefer med anden etnisk diversitet end den vesterlandske. Ministeren kunne have prioriteret at støtte enkeltprojekter for at opnå større diversitet. Eksempelvis gennem Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Så havde billedet set anderledes ud.

Skævvridningen af scenekunstfeltets kunstneriske magtpositioner har allerede store konsekvenser for udvalget af de historier, der bliver fortalt fra de danske scener. De konsekvenser bliver nu utvivlsomt endnu større. Undersøgelser viser nemlig, at lige netop kønnet og etniciteten på personer i kunstneriske lederpositioner har helt afgørende betydning for måden, de rammesætter tidens normer og repræsentationer af køn og etnisk diversitet på scenen.

Marie-Lydie M. Nokouda er skuespiller

Dorte Madsen, sceneinstruktør er forfatter og cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristin Marie Lassen
Kristin Marie Lassen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

...og så alligvel..

Måske er der alligevel mere at tilføje..

[Trigger warning: 'Mansplaining' straight ahead]

Når man skriver et debatindlæg, så kan man ikke som en selvfølge gå ud fra, at læserne anerkender alle de præmisser, som indlægget er funderet på. Nogle præmisser giver selvfølgelig sig selv - i og med at de er alment anerkendte - mens andre præmisser er decideret kontroversielle.

Som en tommelfingerregel bør sådanne kontroversielle præmisser berøres i et debatindlæg. Ideelt set bør man endda gå så langt som til at argumentere for præmissens gyldighed. Med mindre man da vil stille sig tilfreds med at 'prædike for koret' - en øvelse, der som bekendt ikke udretter det store..

Nokouda og Madsen linker i deres tekst til 'Fagblad for Foreningen af danske sceneinstruktører' no. 86 (Marts 2019), hvor man på lederplads kan finde en grundlæggende præmis for deres debatindlæg:

"postmodernismen og postkolonialismen [har i dag] rokket godt og grundigt ved forståelsen af begrebet [kunstnerisk] kvalitet, - ikke mindst når det kommer til ligestilling og racisme. I postmodernismens kølvand indbefatter kvalitetsbegrebet i høj grad ligestilling og diversitet, - og som kulturminister Mette Bock selv italesætter det: ”Pluralisme... det er kvalitet.”

Sé, det er da en meningstilkendegivelse, som vil noget: Et kunstnerisk værks kvalitet - ja enhver form for kunstnerisk udfoldelse overhovedet - skal ikke blot (an)erkendes på sine egne vilkår. Nej, vægten skal skam kalibreres meget finere end som så: (Kønslig) ligestilling og (etnisk) diversitet bør indtænkes og forstås som kvalitetsmarkører i værket som sådan.

Der findes et ord for den slags 'kunst': Regnearkskunst!

Kønslig ligestilling? Tjek!
Etnisk repræsentation? Tjek!
Passende Dekorum? Tjek!
Blottet for upassende (koloniale eller modernistiske) troper? Tjek!
Godkendt af 'Der Polizei' (statsforordnet)? Tjek!
Anti-kunst? Tjek!

Det er altid begrædeligt at møde kunstnere, som vil overlade vurderingen af kunstens kvalitet til teknokrater frem for til fagfæller og til publikum...

Bjarne Bisgaard Jensen, ulrik mortensen, Jens Christensen og Allan Madsen anbefalede denne kommentar

Det største problem er, at en ufattelig stor del af pengene går til til administrative stillinger, med pensionsordninger, feriepenge, dyrt indrettede kontorer m.m., mens de, uden hvem der ikke ville være nogen forestillinger, udstillinger, koncerter, film etc. spises af med løsansættelser uden hverken pensionsordninger eller løn under sygdom - og det gælder også alle dem, der virker i det stille, men også er uundværlige : dem der sørger for lys og lyd,kostumer og sminke, klatrer op og ned af stiger med store billeder, slæber udstillingsgenstande frem og tilbage igen og igen etc. etc. Enhver der arbejder i kulturbranchen udenfor de store etablerede steder ved dette.

Trond Meiring, Steffen Gliese, Allan Madsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Michael Mansdotter

Undskyld #HerdisWeins så vidt jeg kan se er problemet at langt de fleste produktionspenge er bundet op i faste lønninger til administrativt og teknisk personale, hvilket, som du ganske rigtigt påpeger, betyder at ordentlige løn- og ansættelsesforhold for kunstnerisk personale er en by i Rusland. Men inden det kommer for vidt, er problemet så ikke at der generelt satses alt for lidt på kultur fra stat og kommuners side?

Graviditet og kvalitet?
- Svar til Mette Bock
At implementere ligestilling og inklusion af etnisk diversitet på og bag de danske scener kræver en strategisk handlingsramme med aktive indsatser, som kan generere kulturelle, adfærdsmæssige, institutionelle og strukturelle ændringer, – kort sagt mainstreaming.
I forlængelse af EU’s retningslinjer har man som kulturminister pligt til at mainstreame scenekunstfeltet og føre skævvridningen væk fra ’sidevejene’, læs: graviditet og kvalitet - og ind i den politiske hovedstrøm.
Ligestillingsloven kan nemlig ikke alene sikre ligheden mellem køn og heller ikke fjerne diskrimination, skriver EU i Compendium of practice on Non-Discrimination/Equality Mainstreaming.

Den danske scenekunst er et levende eksempel derpå.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan du som minister kobler din forståelse af kvalitet til en positiv særbehandling af mænd i scenekunsten, men et langt mere presserende spørgsmål: Hvordan gør du selv kvalitet?
For mainstreaming er vigtigt, hvis scenekunsten fortsat vil argumentere for kunstnerisk frihed.
Kan man fx tale om kunstnerisk frihed, hvis kun en overvægt af (hvide) mænd har mulighed for at praktisere som kunstnerisk ledere? Og kan man overhovedet tale om kunstnerisk kvalitet, når den brede talentmasse er sat ud af spil?
Der uddannes lige mange mænd og kvinder, deriblandt scenekunstnere med etnisk diversitet.
Hvorfor findes der ikke én eneste fast scene med en kunstnerisk leder af anden etnisk diversitet?
Og hvorfor så få kvinder!
I kulturministerens partipolitiske program (LA) ekspliciteres at ’alle offentlige støtteordninger, der spreder et bestemt sæt af kønspolitiske synspunkter, skal fjernes’. 
Som kulturminister opererer du således i skyggen af en anti-gender politik (læs: kvalitet før køn og etnisk diversitet) , som i statistikkernes verden ’klistrer’ sig til konkrete og faktuelle lovbrud. Skævvridningen på scenekunstfeltet peger derfor også direkte på et stærkt kønspolitisk synspunkt, da mænd nu igen får mere og mere og mere...
Lige meget hvordan man vælger at regne tilskud ud og indenfor hvilke perioder der tælles, er den nye aftale et tegn på en tiltagende skævvridning af køn - nye tilskud: mænd 90%, kvinder 10%, etnisk diversitet 0% - og Ligestillingsloven kan således igen alene regnes for et sæt af gode ord og pæne henvisninger...

Graviditet og kvalitet?
svar til Mette Bock
At implementere ligestilling og inklusion af etnisk diversitet på og bag de danske scener kræver en strategisk handlingsramme med aktive indsatser, som kan generere kulturelle, adfærdsmæssige, institutionelle og strukturelle ændringer, – kort sagt mainstreaming.
I forlængelse af EU’s retningslinjer har kulturminister Mette Bock pligt til at mainstreame scenekunstfeltet og føre skævvridningen væk fra ’sidevejene’, læs: graviditet og kvalitet - og ind i den politiske hovedstrøm.
Ligestillingsloven kan nemlig ikke alene sikre ligheden mellem køn og heller ikke fjerne diskrimination, skriver EU i Compendium of practice on Non-Discrimination/Equality Mainstreaming Den danske scenekunst er et levende eksempel derpå.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan ministeren kobler sin forståelse af kvalitet til positiv særbehandling af kunstnerisk ledende mænd i scenekunsten, men et langt mere presserende spørgsmål: Hvordan gør hun selv kvalitet?
For mainstreaming er vigtigt, hvis scenekunsten fortsat vil argumentere for kunstnerisk frihed.
Kan man fx tale om kunstnerisk frihed, hvis kun en overvægt af (hvide) mænd har mulighed for at praktisere som kunstnerisk ledere? Og kan man overhovedet tale om kunstnerisk kvalitet, når den brede talentmasse er sat ud af spil?
Der uddannes lige mange mænd og kvinder, deriblandt scenekunstnere med etnisk diversitet.
Hvorfor findes der ikke én eneste fast scene med en kunstnerisk leder af anden etnisk diversitet?
Og hvorfor så få kvinder!
I kulturministerens partipolitiske program (LA) ekspliciteres at ’alle offentlige støtteordninger, der spreder et bestemt sæt af kønspolitiske synspunkter, skal fjernes’. 
Kulturministeren opererer således i skyggen af en anti-gender politik ( kvalitet før køn og etnisk diversitet) , som i statistikkernes verden ’klistrer’ sig til faktuelle lovbrud. Skævvridningen på scenekunstfeltet peger da også direkte på et stærkt kønspolitisk synspunkt, da mænd nu igen får mere og mere og mere...
Lige meget hvordan man vælger at regne tilskud ud og indenfor hvilke perioder, er den nye aftale et tegn på en tiltagende skævvridning af køn - mænd 90%, kvinder 10%, etnisk diversitet 0% - og Ligestillingsloven kan igen alene regnes for gode ord og pæne henvisninger.

kommentar til Torsten Jacobsen

[Trigger warning: ’Euqualitysplaining’ straight ahead]

... vi mener at være ret tydelige, men siger det gerne én gang til: Marie-Lydie M. Nokouda og jeg peger eksplicit på selve adgangen til at kunne gøre scenekunst, - som professionel scenekunstner.
Ligesom vi peger på, at vores statistikker ekspliciterer, at kvinder og scenekunstnere med anden etnisk diversitet har væsentlig mindre adgang til at gøre scenekunst end (hvide) mænd i Danmark.

I kølvandet på den positive særbehandling af (hvide) mænd på fx posten kunstnerisk leder, legitimerer kulturministeren bruddet på Ligestillingsloven og EU's retningslinjer, med begrebet kunstnerisk kvalitet.

Modsat kulturministeren har vi ganske rigtigt et postmodernistisk blik på begrebet kvalitet, og ser det som et relativt begreb. Kulturministeren anvender overordnet begrebet som et magtgreb, der skal fastholde konsensus, - altså fastholde den maskuline dominans i scenekunsten.
Vi ser andre muligheder og stiller derfor spørgsmålene:
Hvem bestemmer egentligt, hvad kunstnerisk kvalitet er?
Kan man overhovedet tale om kvalitet, hvis ikke den brede talentmasse er sat i spil?
Og hvad med den kunstneriske frihed i Danmark?
Kan man tale om kunstnerisk frihed, når den i så høj grad kun kan praktiseres af en lille snæver gruppe af (hvide) mænd?

Vi gør derfor også opmærksom på, at kulturministeren har ansvar og pligt til at ligestille SELVE ADGANGEN til at gøre scenekunst.

At skyde os i skoene, at vi vil overlader kulturministeren at fastsætte kunstens utallige livsbekræftende og diversiterede kvaliteter er ganske absurd. Hvorfor skulle vi det? Hun undergraver jo allerede armslængdeprincippet gennem sin direkte tilskudsgivning og har for længst cementeret sin implicitte italesættelse af scenekunstnerisk ’kvalitet’, læs: (hvide) mænd er kvalitet, deraf den mandlige dominans.