Klumme

Massagekonduite, blottede klumpfødder og damekøer – Karen Syberg deler rejseminder fra Indien

Jeg har rejst i Indien i fire årtier, og hver gang minder landet mig om, hvor meget vi tager for givet uden nogensinde at opdage det, skriver journalist Karen Syberg i dette debatindlæg
29. april 2019

Jeg vil fortælle lidt om, hvad Indien har betydet for mig. Al den snak om Indien, som vi bringer i avisen for tiden, får jo minderne til at vælde frem.

Det var i Indien, jeg første gang opdagede, hvor meget vi tager for givet uden nogensinde at opdage det. Jeg har rejst der siden 1980’erne, men stadigvæk betyder Indien for mig den omvæltende erfaring af, at verden kan være helt anderledes.

Ikke nødvendigvis bedre. Jeg kom til et samfund med pavementdwellers, mennesker, der for en rupi lejede en kvadratmeter fortov af bo på; med tiggere, der havde mistet både fingre og næser af spedalskhed; med deforme krukkebørn krabbende sig efter mig på alle fire, børn, voksne bevidst havde forkrøblet ved at lade dem vokse op i en krukke, så de duede som tiggere; med snavs og skidt og stank i storbyerne.

Men også med en pludselig klarhed: Sådan ser mennesker faktisk ud!

Her blev naturen grebet på fersk gerning, så man kunne se, hvor store fejlprocenter den i virkeligheden opererer med. Overbid stod vandret ud i luften, gamle menneskers ansigter foldede sig sammen til det halve, når de lukkede munden om de tandløse gummer.

Klumpfødder humpede nøgne rundt uden så meget som en støvle til støtte, pukkelryggens eneste støtte var en kæp. De sygdomme, som medicin fik bugt med derhjemme; de defekter, som kirurgi, tand- og skønhedspleje udbedrede, blev blotlagt her. Pludselig lignede vesterlændinge Barbie og Ken.

Det satte sig som en art realisme. Et indblik i forgængeligheden, som afslørede, hvor meget vi havde glemt, dér hvor jeg selv kom fra.

Forkælet vesterlænding

Små oplevelser kunne åbne en afgrund af en kulturkløft. Første gang jeg rejste alene, indlogerede jeg mig på en lodge i Goa. Jeg havde fået et forbandet hold i ryggen, og stedets mama tilbød at massere mig, hvilket jeg glad takkede ja til.

Jeg blev lagt på maven, hun gik i gang med massagen, men holdt ret hurtigt op og sagde, at hun var nødt til at gå på apoteket efter massageolie. Jeg skulle bare blive liggende. Hun gik. Jeg blev liggende. Der skete intet.

Til sidst havde jeg ligget så længe, at jeg stod op og gik ud i stuen fra mit værelse. Mama sad ved receptionen, hun sagde ikke noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Først langt senere gik det op for mig, at jeg skulle have tilbudt at betale massageolien. For mama har det været indlysende, for mig ikke. Hun har betragtet mig som en uhøflig og forkælet vesterlænding – jeg troede, hun gjorde mig en tjeneste.

Damerne først

Jeg har altid opfattet Indien som et sikkert land at rejse i som kvinde.

Vi hører en masse om volden, om voldtægter, myrderier og religiøse optøjer, men der er tale om et helt subkontinent, og det er altid den slags, der finder vej til medierne. I virkeligheden når de fleste indiske mænd mig til midt på brystet. Ikke frygtindgydende.

Desuden rejser jeg i sari, så man kan se, at jeg ikke er kommet ind med firetoget – som i øvrigt sikkert ville have været mellem 18 og 32 timer forsinket, for det er indiske tog ofte på de lange, lange strækninger – det tager man med.

Så deler man mad med en gæstfri familie eller finder et hjørne, hvor man kan skrive dagbog eller læse i aviserne om seneste busmishap. Dem er der mange af, og de rapporteres omhyggeligt. Jeg har selv fra busvinduet set ned på en forulykket bus i bunden af en kløft. Jeg tager helst toget.

Engang fik man sin chai i en lerkop, som blev smidt ud af togvinduet, når den var tømt. Perronerne var teglstensrøde af knuste kopper. I dag er kopperne på perronerne af krøllet, itutrådt plastic.

Engang var der ladies compartment i mange tog og på mange stationer en ladies queue, så man fik sin billet meget hurtigere end mændene. Var der ikke en særlig lady-luge, stillede man sig bare til venstre for køen, så blev man straks ekspederet.

Og sådan er der så meget. Indien er blevet mere moderne. Godt for det. Men ingen udvikling er lineær.

Jeg har ikke været i Indien siden 2016. Men selv med Modi ved roret vil jeg sikkert gerne tilbage.

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Kristin Marie Lassen
  • Jes Kiil
Jakob Trägårdh, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Kristin Marie Lassen og Jes Kiil anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu