Kronik

Det er en menneskeret selv at bestemme, hvornår ens liv skal ende

Tilbage i 2011 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at selvmord er en menneskeret. Alligevel er dødshjælp strafbart i Danmark. Det er ubegribeligt, at vi nægter lidende mennesker en smertefri død, skriver Annette Wium i dette debatindlæg
Vi bliver ikke spurgt, om vi vil fødes. Derfor burde det være den vigtigste menneskeret at kunne sige nej tak til livet, mener Annette Wium.

Vi bliver ikke spurgt, om vi vil fødes. Derfor burde det være den vigtigste menneskeret at kunne sige nej tak til livet, mener Annette Wium.

6. april 2019

Jeg skrev under på borgerforslaget om aktiv dødshjælp, fremsat af Læger for aktiv Dødshjælp.

Men jeg gjorde det uden glæde, fordi det kun ville give os lov til at få hjælp til at dø, når al behandling er afprøvet, og vi måske har lidt for længe. Uhelbredeligt syge, ubærligt lidende mennesker, som ikke er uafvendeligt døende, ville fortsat være henvist til egenhændigt at begå selvmord.

Borgerforslaget fik desværre ikke de fornødne 50.000 underskrifter inden for 180 dage. Lovforslaget er ellers et akut, nødvendigt tiltag for de mest lidende gamle, men ville måske forsinke det, jeg mener, vil være det eneste rigtige lovforslag om emnet.

Nemlig, at det bør betragtes som en menneskeret selv at bestemme over sin død igennem hele det voksne, myndige liv uden at behøve at komme med forklaringer og retfærdiggørelse, endsige undskyldninger.

Og det bør være en ret at kunne bede om hjælp til det og/eller at kunne anskaffe sig de nødvendige midler lovligt. Lægerne behøver ikke nødvendigvis at blive involveret, men selvfølgelig gerne både dem og andre instanser, der kan sikre patientens sikkerhed og rettigheder.

Tilbage i 2011 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, at selvmord er en menneskerettighed. Med den dom signalerede dommerne, at den enkelte selv har retten til at vælge døden. Men ifølge dansk lovgivning har man ikke reelt en juridisk ret til at gøre selvmord. For den, som undlader at gribe ind, hvis man er vidende om, at en person er ved at gøre selvmord, straffes nemlig med bøde eller fængsel op til to år.

Danske modstandere af dødshjælp er sikkert glade for, at ingen journalister for alvor har interesseret sig for den dom og for de mange indlysende spørgsmål, som den bør medføre. Blandt mange andre, hvorfor man så ikke kan få lov at købe midlerne til at dø og få hjælp til at bruge dem?

Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden menneskeret, som ikke bliver regnet for et gode, og som man derfor selvfølgelig kan få hjælp til i et land som Danmark.

Svigt af selvmorderne

Vi bliver ikke spurgt, om vi vil fødes. Derfor burde det være den vigtigste menneskeret at kunne sige nej tak til livet. I mange år har jeg hørt modstandernes argumenter imod dødshjælp, og jeg har aldrig kunnet forstå dem, fordi de er så paradoksale med deres tale om respekt for den enkeltes liv og samtidig med nul respekt for den enkeltes egne ønsker.

Modstandernes argumenter ser altid ud til at være begrundet i kærlighed og respekt for mennesket. Det er gået op for mig, at kærligheden er det, både modstandere og tilhængere har til fælles, mens angst for døden og mistillid til andre mennesker er det, der særligt kendetegner modstandere af dødshjælp.

De frygter, at læger vil begynde at slå gamle mennesker ihjel ud fra markedsmekanismer, økonomi og de pårørendes ønsker, hvis de først får lov at hjælpe selvmorderne til en smertefri død.

Det betyder, at modstandere af dødshjælp for en sikkerheds skyld vedbliver med at svigte selvmorderne og leve i illusionen om, at læger aldrig nogensinde slår ihjel. Men derved kommer de til at vise selvmorderne mangel på netop den respekt og kærlighed, som de ellers vitterligt selv tror, de udviser.

Men måden, hvorpå man sikrer patienter imod at få taget deres liv af læger imod deres vilje, er ikke at håndhæve loven om ikke at slå ihjel, for den gælder alligevel ikke for læger i praksis, når der eksempelvis bliver skruet ekstra op for morfinen.

I stedet må man forstå og erkende med sindsro, at vi faktisk alle skal dø engang, at retten til at gøre selvmord burde være en menneskeret, og at det derfor er alle menneskers pligt at hjælpe en selvmorder til at dø så smertefrit som muligt. Det ville være at udvise respekt og kærlighed for det enkelte menneske.

Derfor bringer vi kronikken om ret til selvmord

Debatten om ret til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er af almen samfundsinteresse. Synspunktet om, at det bør lovliggøres, er legitimt og udbredt, hvilket flere andre europæiske landes lovgivning understreger.

Information tager ikke ved at bringe kronikken stilling til kronikørens forslag. Vi bringer kronikken, fordi vi mener, at vi bliver klogere som samfund, når synspunkter og praksisser bliver udfordret af kritik. Du kan læse mere om, hvordan vi udvælger og behandler debatartikler her.

Modstandere af dødshjælp tror formentlig virkelig, at de hjælper selvmorderne og ’redder’ dem fra at dø, men deres egen angst for døden gør dem til frådende fangevogtere, der udøver tortur imod lidende mennesker ved at forhindre dem i at flygte ind i den nådige død.

Samtidig tør modstandere åbenbart ikke at have tillid til, at læger for det meste er kærlige mennesker, og at de derfor allerede hver dag gør en ende på mange døende menneskers lidelser. Lægernes generelt kærlige handlinger kompenserer foreløbig for den manglende lovliggørelse af dødshjælp, men det er kun en nødløsning. For når vores selvbestemmelse deponeres hos lægerne, giver det jo ingen personlig frihed og heller ingen sikkerhed for os, hvis vi en dag tilfældigvis møder den sjældne læge, der måske er forbryder (de findes jo dog i ethvert samfund).

Uvidenhed, angst og dumhed skaber lidelse og grusomhed, sådan har det været siden tidernes morgen. Nu er tiden kommet til at overvinde endnu en dumhed og give det enkelte menneske dets endelige frihed og respekt, så det selv kan bestemme over sin død. Først da er vi blevet rigtig civiliserede mennesker.

Liv i ufrihed

Jeg vover den påstand, at flugt er det stærkeste instinkt hos både dyr og mennesker. Jeg tror, at grunden til, at vi i dag er så angste, er, at vi har opdaget, at vi reelt ikke har denne flugtvej mere, med mindre vi er villige til at acceptere stor angst og smerte og at risikere at ødelægge livet for andre, tilfældige mennesker som f.eks. lokomotivførere.

Den tanke skræmmer så meget, at vi slet ikke tør tale om selvmord. Dermed får vi ikke mulighed for rationelt og logisk at komme frem til, at alle selvfølgelig skal have denne flugtmulighed, og at vi er modne til at tage ansvaret for, at ingen skal risikere tortur inden døden, og at vi må erkende og acceptere, at det ikke altid er ubetinget ondt at slå ihjel, men derimod kan være et nødvendigt valg mellem flere onder (ligesom det i øvrigt er tilfældet ved fri abort).

Det er mig fuldkommen ubegribeligt, hvorfor vi moderne mennesker finder os i at være ufrie. Måske er det fordi, vi stadig er slaver, som bare ikke er i stand til at mærke lænkerne? Engang holdt vi slaver, så blev det forbudt. I dag er vi alle slaver af livet, undtagen de få, meget rige, der har råd til en smertefri død i Holland eller Belgien.

Før min tid var der frihed og håb tilbage. Man kunne stort set vælge de rusmidler, lægemidler og våben, man ville, rejse hvorhen, man ville, og glæde sig over de fremmede, der kom til os. Verden var nok farlig, men spændende og åben for alle. I dag mærker vi slavelænkerne strammes på utallige måder.

Selv om kampen for en lov om ret til aktiv dødshjælp for døende er et skridt på vejen, bør vi begynde kampen for, at alle selv kan bestemme over egen død igennem hele deres voksne, myndige liv og kan bede om hjælp til selvmord, hvis de ønsker det.

Det vil bringe os et stort skridt frem mod en mere ansvarlig civilisation og forhåbentlig en mere fredelig verden.

Hvor ville jeg kunne nyde de sidste år af mit liv, hvis jeg vidste, at det kunne gå rimelig nemt, den dag det blev for svært at leve.

Annette Wium er pensioneret landmand og forfatter

Hjælp mod selvmord

  • Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Knud Ejstrup Larsen
  • Arne Thomsen
  • Hans Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Johnny Christiansen
  • Søren Bro
  • Gert Romme
  • Ken Sass
  • Poul Simonsen
  • Hanne Pedersen
  • Thomas Tanghus
Knud Ejstrup Larsen, Arne Thomsen, Hans Larsen, Niels-Simon Larsen, Estermarie Mandelquist, Johnny Christiansen, Søren Bro, Gert Romme, Ken Sass, Poul Simonsen, Hanne Pedersen og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Det er helt fint, at man har retten til at afslutte eget liv. Men så har andre vel også retten til at bestemme, at det ikke skal afsluttes, medmindre man selv er i stand til at gøre det? Det er frihed.

Else Marie Arevad

Det, man kan gøre nu, er at underskrive det såkaldte behandlingstestamente,så man slipper for at blive holdt kunstigt i live.

Lis Kyllikki Turunen Pedersen

Højest besynderligt og tankevækkende at læse, at døden SKAL kunne vælges, som en flugt fra livet, og ….jeg har vist aldrig helt forstået, hvorfor "nogen" vælger at involvere andre i det valg.

Det er jo 2 slags selvmordshandlinger:
- Dem der egentlig blot ønsker at blive "hørt".
- Og dem der ønsker at afslutte livet.

De første skal hjælpes, for de har et behov - også for livet, og er måske også psykisk syge.

Og omkring de andre, er det nok "hjælperne", der har problemet. For selve gerningen kan man foretage selv uden at drøfte det med nogen om det.

Krister Meyersahm

Det er let at forstå at mennesker vil undgå lidelse og smerte og det er selvklart, at man skal lindre plagerne ved smertefuld sygdom, også selv om smertelindringen fremskynder døden. Det er sådan tingenes tilstand er i dag - smertelindring tillader vi men hensigten må ikke være at afslutte et liv.
Vil man aktivt afslutte sit eget liv men behøver hjælp hertil, så rejser det nogle spørgsmål. Den enkelte må gøre op med sig selv, om man overhovedet kan lægge den byrde på et menneske, at afslutte et liv. Man må have det i tankerne, at handlingen ikke kan kategoriseres som hjælp til selvmord for, selvmordet udfører man jo netop selv, uden hjælp fra andre.

Med handlingen aktiv dødshjælp er der tale om, at udføre en handling som alle civiliserede samfund ellers kategoriserer som den mest afskyelige. Nemlig; henrettelsen, aflivningen.
Kan man overhovedet gøre aktiv dødshjælp legal og straffri når den handling vi taler om, i alle andre tilfælde straffes hårdt, fordi vi finder den afskyelig og utilgivelig? Man kan have alle mulige begrundelser for at gå ind for aktiv dødshjælp men selve handlingen - afslutning af en andens liv er og bliver aflivning. Uanset om man handler ud fra barmhjertighed eller juridisk legalitet.

Kan man eventuelt stille juridisk legalitet til rådighed for handlingen? Måske, men ikke uden at se bort fra almindeligt anerkendte begreber. For har vi bestemt ikke at tillade mord og henrettelser, kan vi heller ikke tillade handlingen aktiv dødshjælp. Lovgiver kan naturligvis altid ændre en bestående retstilstand og bestemme om, at indrømme straffrihed for udførelse af aktiv dødshjælp.

I dag kan enhver med nogle få klik på sundhed.dk sikre sig mod udsigtsløs livs-forlængelse, men beslutter man i øvrigt ikke at ville leve længere, har man kun metoder som hængning, skydning, drukning, ud foran et tog o.l. barbariske metoder til rådighed.
Er det rimeligt?
Vi har retten til at leve så længe som muligt - men ikke retten til at ophøre livet uden barbari.
Hvorfor begrænse menneskets fri vilje på den måde?
Hvad er egentlig - dybest set - motivationen for denne holdning - som et flertal - mig bekendt - er imod?

Annette Wium, Poul Simonsen, Thomas Tanghus, Melissa A., Arne Albatros Olsen, Ken Sass, Knud Ejstrup Larsen, Hans Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man kan ikke opdrage os til at tage vare på os selv lige fra børnehaven uden at ville indse rækkevidden af det. Når man har bestemt over sig selv hele livet, er det kun naturligt, at man også vil bestemme over dødstidspunktet. Tænk, hvor mærkeligt det er at holde mennesker i live med en eller anden mærkelig begrundelse om at bevare liv. Hvad skal det liv bevares for?
Jeg kan ikke deltage i jubelen over at have den højeste levealder i verden, men det bliver betragtet som et gode af en eller anden mærkelig grund.
I Danmark vil jeg tro, at de fleste præster vil være imod hjælp til selvmord og på den måde udgøre en modstandslomme ligesom med fri abort.

Annette Wium, Melissa A. og Lars Steffensen anbefalede denne kommentar

Skribenten overser altså helt det her:

Man kan, i DK, fuldt lovligt!, beslutte, helt selv!, at man ikke længere ønsker behandling, at man ikke vil have livsforlængende behandling længere! Og jeg ved, af erfaring, at den gode læge, hvis behandlingen er udsigtsløs, lige skruer lidt ekstra op for morfinen, eller giver den patient, der døden nær et ekstra skud morfin. Hvor ved jeg det fra?

Fra dengang min farfar døde - han havde været i meget lang tid, han lå for døden, den doktor der kom til i hans sidste stund, hans sidste timer, vurderede, at han, min farfar, ikke ville leve natten over; derfor kom doktoren lidt mere morfin i kanylen end ellers...

Og fra dengang min mor døde; hun havde været i længere tid. Og en dag kom lægen og sagde, nu er er ikke mere at gøre for jeres mor; vi tre søskende og vor far sagde så, at hun ikke skulle lide, ogden dag hun døde, skruede sygeplejersken (på lægens ordre) ekstra op for morfinen, så hun ikke have flere smerter.

Derfor passer det ikke helt, når skribenten påstår, at man i DK dør med smerter - ikke ud fra min erfaring i al fald! Men det må og skal være en lægelig vurdering af dette, ellers ender vi der, hvor man er endt i Belgien, Holland mm. og mv. hvor man giver 12-årige med psykiske sygdomme ret til selv at bestemme, om de vil leve eller dø, og hvor man gang på gang, har udvidet definitionerne af, hvem der skal have ret til selv at bestemme, hvornår de vil dø :)

Og det vil jeg ikke finde mig i :) For ret hurtigt, viser alle erfaringer, så ender vi der, hvor f.eks. folk vil af med deres gamle bedstemor med demens, deres bedstefar med Alzheimers, eller måske kan overtale et sygt barn, eller et barn med et alvorligt handicap, at det ville bedre for familien! at de ikke var her! :(

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ikke tage klart stilling for eller imod. Det er simpelthen for etisk kompliceret.
Hvadnuhvis en pårørende til en lidende patient beder en læge om hjælp til at afslutte livet for vedkommende.
Må lægen sige nej - og henvise til en af sine kolleger, som efterhånden har en hel del erfaring med at slukke for patienternes liv? Hvad tænker vi om henholdsvis en læge som siger nej - og en læge som har en del erfaring med at slukke for patienter, så det ikke længere betyder så meget for ham/hende?

Nej, jeg kan ikke beslutte mig. Kun for mit eget vedkommende.
Det står i mit livstestamente på Riget, og jeg kan kun håbe, at sundhedssystemet har tid tilovers til at tjekke det.

Knud Ejstrup Larsen

Jeg er overbevist om at ikke blot fysisk lidelse, men også psykisk lidelse kan være et konstant helvede, og at det er en bekvem myte at den altid kan afhjælpes og lindres gennem behandling og gode menneskers omsorg. Hjælp til selvmord gennem at stille midler til rådighed for mennesker der ønsker at afslutte livet på en ikke-barbarisk måde og som er ved deres fornufts brug er netop ikke aflivning, fordi det stadig er op til disse mennesker at vælge at bruge disse midler eller ej. Derfor et principielt ja til assisteret selvmord.

Annette Wium, Anina Weber og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg kommer til at tænke på Jante. Ingen i Jante var så hadede som dem, der sagde, at de havde planer om at forlade Jante. Det 11. bud kunne godt hedde: Du må ikke forlade Jante.

Nøjagtigt som med selvmord. Mange børn går rundt og har det dårligt blandt kammeraterne. Unge er pisket med karakterer og eksaminer, og det kan være svært at få arbejde. Mange har det elendigt i familierne. Hvis man nu kunne få folk til ærligt at fortælle, hvad de syntes om livet, så var der nok mange, der ville forlade det på en god måde.

Jeg opmuntrer ikke til selvmord, men til det modsatte - mord på det dårlige liv. Det er det, der skal til, og det man skal bruge sin ulykke til. Det er jo sådan, at man ikke kan være bekendt at sige, at man har det dårligt i det gode land Danmark. I så fald er man et utaknemmeligt skarn. Undersøgelser, der fortæller, at danskerne er verdens lykkeligste folk, betragter jeg som løgn og bedrag.

Troels Brøgger

Desværre glemmer fortalere for aktiv dødshjælp alt for ofte den meget effektive palliative indsats der kan gøres for døende. De glemmer også, at der kan være alt andet end noble motiver for påstande om at den døende lider, for så vidt gælder pårørende. Man oplever tit pårørende tale om "en værdig død". Hvilket forvrøvlet sludder!! Det er DERES EGEN "værdighed" de forsvarer. Fordi DE ikke kan holde ud at være i nærheden af et døende menneske skal det afsluttes NU!
Forsåvidt angår selvmord: Det SKAL være svært for man kan ikke fortryde det. Det er ikke særlig svært at forestille sig at mennesker i fortvivlede livssituationer vil vælge selvmord udfra en eller anden vrangsforestilling om "værdighed" ligesom samuraierne i det middelalderlige Japan.
På den måde kunne mange liv, der måske kunne gå hen og blive gode for den det drejede sig om hvis den rette hjælp var til stede, gå tabt.
Jeg vil påstå at det er dødshjælps-og selvmordsfortalerne der er bange for døden. Denne rædsel gør at det at magten over egen død kommer til at fylde hele deres synsfelt.

Hej Troels Brøgger. Du skriver bl.a.:
"Jeg vil påstå at det er dødshjælps-og selvmordsfortalerne der er bange for døden. Denne rædsel gør at det at magten over egen død kommer til at fylde hele deres synsfelt."
Jeg giver dig ret: Det er angst for en "torturdød", der motiverer mig til at agitere at kunne "sove stille ind".
Er der noget urimeligt i dét?

Troels Brøgger

@Arne Thomsen
Det er muligt at sove stille ind også uden lovfæstet aktiv dødshjælp. Palliativ behandling tangerer så vidt jeg kan se engang imellem reel dødshjælp fordi folk får så høje doser så smertestillende medicin at det ikke er til at sige om de dør af sygdommen eller medicinen og - nej der er absolut intet galt i et ønske om at få lov til at sove stille ind.

Runa Bejstrup

Aktiv dødshjælp kommer hurtigt ud på et skråplan, det viser erfaringerne fra Holland og Belgien.
Og desuden kan det ikke være rigtigt at en læge som faktisk arbejder for at hjælpe patienterne kan sættes til at slå dem ihjel.
Selvom man selv skal give sit samtykke, så kunne jeg nu godt forestille mig at ”ulykkelige” pårørende kunne overtale lægen til at aflive deres gamle demente mor, som rent tilfældigt har en million i banken.
Det vil tilhængere af aktiv dødshjælp selvfølgelig sige ikke kommer til at ske, men det vil alligevel betyde at man får et mistillidsforhold til sin læge, kan man nu stole på at der er medicin og ikke gift i sprøjten.
Hvad assisteret selvmord angår er jeg mere positiv.
Jeg har fået konstateret at jeg har et gen for sen Alzheimers og jeg har faktisk fået mit datter til at love mig at hvis det kommer i udbrud så skal hun nok køre mig til aflivning i Schweiz, men jeg er bange for at hun håber på jeg har glemt det til den tid.
Folk der arbejder med demente siger godt nok at det ikke er de demente der lider, men det kan ikke være rigtigt at jeg skal afslutte mit liv med voksenble og sut i munden.
Men igen retten til assisteret selvmord kan også misbruges overfor sårbare mennesker der vil være nemme at overtale til at det er den bedste løsning for dem.
Nå, men heldigvis har jeg et indgående kendskab til gamle lægeurter, så hvis jeg bestemmer mig for at jeg vil herfra, så behøver jeg ikke at indblande andre i den beslutning.